Sy Nederdele – BOG med mønstre og syvejledninger

DKK 299,00

Bogen Sy Nederdele danner en god base for at komme i gang med at sy nederdele med professionelle syteknikker og med inspiration til at vælge stof, der egner sig godt til de forskellige mønstre. Indeholder detaljerede syvejledninger og mønstre str. 34-54 til 10 nederdele.

Bogen sælges af TURBINE forlaget, og når du klikker på knappen, kommer du til deres hjemmeside. Du køber derfor ikke af Skaberlyst, men af Turbine, og det er Turbines handelsbetingelser, der er gældende. Dem kan du læse på deres side, inden du godkender købet.

Køb hos TURBINE forlaget

Kategori:

Beskrivelse

NB! Der har sneget sig en fejl ind i mønsteret til lægnederdelen i bogen. Pilene, der viser hvor læggene skal foldes, starter ved det første hak fra sidesømmen. De skal først starte ved det andet hak. >Download retteark her<

I samarbejde med Maria Fabæch Moesby har jeg skrevet denne bog om at sy nederdele. Bogen er bygget op omkring 5 temaer, og til hvert tema har vi designet 2 nederdele. Du kan se de 5 temaer og de i alt 10 nederdele længere nede på siden. Alle nederdelene er designet til at blive syet i vævet stof (fast stof).

Til bogen hører mønsterark med mønstre til alle nederdelene i str. 34-54. Og i selve bogen er der alle de anvisninger, du har brug for, for at sy de 10 nederdele. Du får alt fra gode råd om at vælge størrelse, tips til tilretning, forslag til stofvalg, klippeplaner og det bedste af det hele: meget detaljerede syvejledninger med smukke og informative billeder, taget af vores professionelle fotograf Bibi Berge, der har står bag alle billeder i bogen.

Bogen er både til dig, der aldrig har syet før, og dig der er mere øvet. Er det første gang, du skal prøve kræfter med syning i vævet stof, så bør du tjekke de 2 afsnit i starten af bogen om sygrej og grundlæggende syteknikker. Har du allerede styr på de ting, kan du gå direkte til mønstrene og nederdelene.

Sy Nederdele

De 10 nederdele i Sy Nederdele

Bogen er bygget op om 5 forskellige designtemaer, hvor der er 2 nederdele i hvert tema. Med syteknikker og stofvalg kan sværhedsgraden af nederdelene varieres, så de kan være meget enkle at sy, hvis du er nybegynder, og indeholde nye udfordringer, hvis du er mere øvet. Vi inspirerer i bogen til at vælge forskellige syteknikker, og gennemgår alt fra de mest grundlæggende teknikker til håndsyning og mere forfinede skrædder-inspirerede syteknikker, og du kan frit vælge, om du gør det ene eller det andet i dine nederdele.

Nederdel no. 1 – KLOKKENEDERDEL

Klokkenederdelen er et af de simple designs, der er god at starte med, hvis du er begynder. Du kan evt. udelade de 2 stropper, der er knappet på linningen, hvis du vil have så let en start med at sy nederdele som muligt.

Er du mere rutineret, så sy for i din nederdel, og håndsy oplægning og linning, for at få en finere finish og en mere professionel nederdel.

Nederdelen kan syes i vævet bomuld i lawn kvalitet (fx. Liberty bomuld) som det nemmeste at styre, men du kan også sy den i viscose, hørblandinger, bomuld/polyester blandinger og andet kjole- og nederdels stof. Den blå/sorte grafiske nederdel på billedet er syet i en blød viscose og den grå er syet i en silke/uld blanding.

Sy Nederdele

 

Nederdel no. 2: LÆGNEDERDEL

Lægnederdelen er lavet, så det faktisk er det samme mønster, du bruger til de 2 nederdele, men alt efter hvordan du folder læggene, så får du glatte læg eller wienerlæg. Der er naturligvis vejledning i bogen til hvordan du folder læggene, for at få den nederdel, du gerne vil have. Det er samme mængde stof, der går til begge typer, så du behøver ikke beslutte dig for hvilken af de 2 nederdele, du vil sy, før du sidder med læggene i hænderne, og skal til at folde dem.

Har du ikke syet læg før, så vælg en ensfarvet metervare, der er nem at styre, og hvor det ikke gør noget, hvis læggene bliver lidt uens.

Er du mere øvet, så kast dig ud i printede stoffer, hvor du skal have printet til at passe hen over læggene, og leg med stof med “border print”, så du får en flot kant i bunden af nederdelen.

Sy Nederdele

 

Nederdel no. 3: PENCILSKIRT

De 2 variationer af pencilskirtet er de mest komplicerede nederdele i bogen. De er begge syet med belægning i taljen, og den klassiske udgave har slids midt bag, så du kan gå i nederdelen. Den draperede version har et bærestykke foran, mens bagstykket er helt glat, og så er den noget kortere end den klassiske version. Der er ikke slids i den draperede nederdel, fordi der er slå-om effekt foran med dobbelt forstykke.

Begge pencilskirts er syet med for, så hvis du aldrig har arbejdet med for i nederdele, så bliver du guidet godt igennem processen her. Du lærer at sy kuverthjørner, sy foret til i hånden både ved slidsen og lynlåsen, og at sy for i en nederdel med læg.

Er du begynder skal du ikke starte her, men vælge nogle af de mere enkle designs først.

Sy Nederdele

 

Nederdel no. 4: SOLNEDERDEL

Vores solnederdel (rundskåret nederdel) er en fuld sol. Det er det meste vidde, du kan få ind i en nederdel, når den er konstrueret på denne måde. Du kan enten bruge mønsteret i bogen, eller du kan lave dit eget mønster efter dine egne mål, ved at bruge vores solberegner, som du finder et link til HER. I solberegneren kan du også vælge en halv sol, hvis du ikke vil have helt så meget vidde i din nederdel. Og så skal du selv tegne mønsteret, så det kan være en god øvelse, hvis du ikke har prøvet at lave dine egne symønstre fra bunden før.

Er du helt ny i at sy nederdele i vævet stof, så følg syvejledningerne som de er i bogen. Har du syet noget tid, og synes egentlig du har meget godt styr på at følge et mønster og en syvejledning, så begynd at træffe dine egne valg. Byt rundt på syteknikkerne, så du tager en lynlås teknik fra den ene nederdel og bruger i den anden.

Forskelligheden i solnederdelen kommer primært i form af stofvalget. Hvis du vælger et stift  materiale, vil du få en nederdel, der strutter. Vælger du et blødt materialer, vil den falde blødt ind til kroppen.

Sy Nederdele

Nederdel no. 5: DENIMNEDERDEL

Denimnederdelen er efterhånden en klassiker i det danske modebillede, og vi har designet 2 udgaver til dig. Den ene har knaplukning foran, og er lidt længere, mens den anden er kortere og har gylp lynlås foran.

Du kan variere længden og vidden af denimnederdelen, så den kommer til at passe endnu mere til din stil. Denimnederdelen giver også rigtig stor mulighed for at eksperimentere med stoffet og med pyntestikninger. Har du ikke syet så mange pyntestikninger tidligere, så start med en version, hvor trådfarven ikke er alt for langt fra stoffarven. Det gør små unøjagtigheder mere usynlige, så du kan bruge din nederdel med god samvittighed, selvom den ikke er helt perfekt.

Har du mere øvelse, så sy en denimnederdel med stor kontrast i trådfarven, så alle sømmene bliver flot understregede. Og leg med at sy nederdelen i noget andet stof, så du får denimlooket i designet, men fx. i en klassisk uld-blanding. Vær forberedt på et par tilretninger pga. stoftypen, hvis du syr i andet stof end denim, men det klarer du fint, hvis du har rutinen.

Sy Nederdele

 

Sy nederdele – sådan bruger du bogen

Vi har bygget bogen op, så den kan bruges af både begyndere og mere øvede syere.

Er du vant til at sy meget og varieret, så kunne man måske godt argumentere for, at du slet ikke har brug for denne bog. Har du alligevel lyst til at eje en af de smukkeste sybøger, du har set på dansk i lang tid, så brug de mest forfinede af teknikkerne med håndsyning, der også er i bogen. Sy foer i dine nederdele og bland andre syteknikker ind i dine nederdelsprojekter, som ikke er i bogen.

Er du begynder, så følg bogens anvisninger slavisk de første gange, så du får den nødvendige portion rutine, og bliver klædt på til at træffe dine egne beslutninger.

Vi anbefaler altid at du syr prøvemodeller, når du arbejder med et nyt mønster, for at lære mønsteret og syteknikkerne at kende. Det giver større sikkerhed, fanger nogle dumme fejl og giver mulighed for at tilrette meget mere præcist. Med prøvemodeller får du meget hurtigere succes, når du klipper i det rigtige stof, og du får syet nederdele, du har lyst til at vise dig offentligt i – og det er rigtig vigtigt for os, at du føler dig som en succes i din nye nederdel, så vi håber du vil bruge tid på at øve dig.

Det er ikke sikkert alle designs i bogen passer til dig. Vælg dem ud, du bedst kan lide, og få dem til at fungere sammen med dit andet tøj. Når du har 2-3 modeller, der passer perfekt ind i din garderobe, kan du gå i gang med nogle af de andre nederdele, du normalt ikke ville købe i en butik, og se om du kan få dem til at passe ind. Du kan gøre rigtig meget, når du syr selv, både i form af stofvalg, tilretninger i pasformen og valg af andre detaljer og syteknikker, og med lidt øvelse kan du få de fleste af nederdelene (hvem ved, måske alle 10?) til at passe ind i dit liv og din stil.

I bogen er vi selv modeller, for at vise at nederdelene er designede til rigtige kvinder. De 3 nederdele jeg har på i bogen er klokkenederdelen i lang version, det klassiske pencilskirt og denimnederdelen med gylp lynlås. De er vidt forskellige, men med forskellige overdele og tilbehør passer de alle 3 fint ind i mit liv og min garderobe.

sy nederdele klokkenederdel Sy Nederdele Pencilskirt sy nederdele denimskirt

Som med alt andet design og syning, så er bogen her ikke det endelige facit på, hvordan alle dine nederdele skal se ud fra nu af. Det er vores forslag, der naturligvis bygger på en stor faglig viden og erfaring, men som sagtens kan blandes rundt og bruges som inspiration til endnu flere nederdele, end de 10 vi kunne få plads til i Sy Nederdele.

Du kan se et lille uddrag af bogen her:
https://issuu.com/turbineforlaget/docs/synederdele_uddrag

 

NB!
Sy Nederdele er en ægte bog i papir, som du får tilsendt med posten, og det er vores forlag Turbine, der står for salget – så det er altså IKKE Skaberlyst, der sælger denne bog, og hvis du klikker på linket for at købe, bliver du sendt videre til Turbines hjemmeside, hvor du kan købe bogen. Det er derfor Turbines handelsbetingelser, der gælder når du køber denne bog – dem kan du læse når du er på deres side, inden du godkender købet.

Klik her for at komme til Turbines hjemmeside, hvor du kan købe bogen “Sy Nederdele” <<

 

Anmeldelser

Der er ikke nogle anmeldelser endnu.

Vær den første til at anmelde “Sy Nederdele – BOG med mønstre og syvejledninger”

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *