Lav din egen gine – sådan skal du IKKE gøre

Mange amatør syersker tror, at man kan tilrette tøj på en gine. Så når de opdager, hvor svært det er, at tilrette tøj på sig selv, så er næste ønske på “ting jeg mangler til mit syrum”-listen hurtigt en gine.

Og hvis man kunne tilrette sit tøj på en gine, så ville det være verdens bedste ønske. Det er jo trods alt de færreste forundt lige at have en skrædder eller anden sykyndig ved hånden, når man sidder ved maskinen og tumler med et syprojekt sent om aftenen eller i weekenden, eller hvornår man nu sidder der.

En god gine kan være et rigtig godt værktøj for en skrædder eller syerske. Men er det ikke den rigtige gine, kan den ende med at være til mere skade end gavn.

 

 

 

Problemet med at tilrette tøj på en gine

Rigtig mange kan sagtens se, at en almindelig butiksgine ikke er optimal til tilretning, fordi den yderst sjældent har de mål, ens egen krop har.

Derfor vælger mange en indstillelig gine, hvor man kan dreje på et par hjul, og så kan man justere størrelsen på ginen.

Problemet her er bare, at ja, du kan få en omkreds, der passer nogenlunde på dine egne mål, men din gine vil stadig ikke ligne din krop. Brysterne sidder forkert (hvis ginen er helt spændt ud, så sidder de fx. ret langt fra hinanden i forhold til deres størrelse), taljen er sjældent placeret samme sted som på dig, den har sjældent samme facon og det samme gælder bagdelen, som også sjældent passer med din figur.

Nakke og skuldre vil heller ikke være som de er på dig. Og det er nok faktisk det aller vigtigste punkt, for tøjet falder ned over kroppen fra netop nakke og skuldre. Det betyder, at dette område er altafgørende for, hvordan tøjet kommer til at se ud. (Det er i øvrigt noget af det jeg underviser i på mine workshops).

Det betyder også, at hvis du tilretter tøjet på en figur – hvad enten det er en gine eller et menneske – så er det tilrettet til denne figurs nakke og skuldre. Og så sidder tøjet godt på denne figur. Hvis du ikke har samme facon over nakke og skuldre (og det har du garanteret ikke), så vil tøjet helt naturligt sidde anderledes på dig.

I nogle modeller vil det være helt fint. Og for nogle mennesker betyder det ikke noget som helst. Det er jo trods alt det, industrien gør – tilretter på en bestemt figur, og sælger tøjet til mange forskellige typer mennesker med hver deres figur.

Men når man som syer begynder at få lyst til en gine, så er det som regel fordi man er begyndt at have lidt højere krav til pasformen. Så vil man gerne have tøjet til at falde pænt ned over kroppen, og tage højde for netop den facon, man har. Og så er en gine, der har en anden facon end en selv, altså ikke sagen.

 

 

 

Derfor kan en almindelig butiksgine eller en indstillelig gine faktisk kun bruges til 2 ting:

1. At tjekke faldet af stof, ved at drapere stoffet rundt om ginen.

2. At opbevare tøj enten undervejs i processen (kan ikke anbefales, da det kan strække sig ud af facon i de sømme, der ikke er syet endnu), eller når det er færdigt. Sådan mest til pynt, faktisk.

Hvis ginen er forholdsvis tæt på ens egne mål, kan man bruge den til at danne sig et vejledende indtryk af linjeføringer og design i det hele taget, men man slipper altså ikke for at prøve tøjet på sig selv, hvis man vil være sikker på en god pasform.

 

Den personlige gine

Alternativet til en købe gine er at få lavet en personlig gine. Det kan være hamrende dyrt, hvis man skal have den lavet professionelt. Professionelle giner i standard mål koster omkring 3-4000 kr, og en personlig gine vil koste mere.

Rundt omkring i blogland kan man finde forskellige DIY’s på hvordan man laver en såkaldt gaffa gine. Fremgangsmåden er, at man tager en gammel t-shirt på, får en hjælper til at tape sig ind i gaffa, klipper ginen op i ryggen, og forstærker og udstopper den indvendigt.

En anden variant, som faktisk er den vi brugte på skrædderskolen, hvor vi lavede vores egne giner, er at snige kroppen i et stykke rundstrikket gaze og derefter få en hjælper til at tape dig ind i brunt post-papir (som skal være vådt for at klistre). Når det er tørt klipper man ginen op i ryggen og forstærker den indvendigt med en masse ekstra postpapir og avispapir.

Det er en hamrende kold og langsommelig affære, og resultatet er desværre sjældent besværet værd.

Problemet med “gør det selv” ginerne er kort og godt, at de falder sammen. Man skal stå helt stille i flere timer, mens man får viklet kroppen ind, og det kan man ganske enkelt ikke. Uanset hvor meget stålvilje, man har, så vil kroppen helt automatisk begynde at runde i ryggen og knække lidt ekstra i lænden, simpelthen fordi den ikke kan holde til at stå stille i så lang tid i samme position.

Derudover er der høj risiko for at man kommer til at polstre ginen så meget, at den får en anden facon. Man kan stoppe den for lidt eller for meget ud, og begge dele vil have konsekvenser. Har ginen fået for lidt polstring kan den ikke holde til vægten fra stoffet, og vil hurtigt falde endnu mere sammen. Det skete fx. for de fleste af os på skrædderskolen, fordi vi ikke havde nået at forstærke vores giner godt nok på den uge, vi havde til at lave dem. Min egen er endt til storskrald på den konto. Den var hverken særlig køn eller på nogen måder brugbar.

 

Alternativ til en personlig gine – som du selv kan lave!

Hvad kan man gøre i stedet?

Det bedste alternativ, jeg er stødt på, er beskrevet ret fint på denne blog. Bloggen er på engelsk, men processen går ganske enkelt  ud på, at man tager en butiksgine (eller en indstillelig gine), og polstrer den med pladevat og hundetæpper eller stofrester, så den kommer til at have samme facon, som ens krop.

Man skal starte med en gine, der er mindre end en selv, for man kan ikke “tage af” nogen steder. Man kan kun tilføje.

Start med at måle ginen og dig selv, og find ud af, hvor du skal have polstret ginen, og hvor meget. Du polstrer den ganske simpelt ved at tape pladevat, tæpper eller stofrester til ginen med gaffa tape, der hvor den mangler facon. Undervejs mens du polstrer ginen, skal du både tjekker at den får de samme mål, som du har, og at den får fylden, der hvor du har den. Giv ginen en gammel BH på, som passer dig, og fyld den ud, for at få den mest nøjagtige facon over barmen.

Det er super vigtigt at du er ÆRLIG når du polstrer ginen. Det kan godt være, du ville ønske din bagdel var mindre end den er, men hvis du vil bruge ginen som hjælp til tilretning, så er du nødt til at kopiere din bagdel så nøjagtigt som muligt. Ellers kan det ligesom være lige meget. Få gerne nogen til at hjælpe dig med at bedømme, hvor ginen skal have polstring, og hvornår den ligner dig tilpas til at den kan bruges. Og husk ikke at blive sur, hvis din hjælper siger du skal polstre bagdelen mere!

 

 

 

Når du har lavet dine ændringer, så lav en finjustering, så ginen bliver nogenlunde symmetrisk. Det er ikke meningen din gine skal gengive alle dine mindste skævheder. Den skal passe til dig, men være “naturlig” at se på, så dit tøj bliver naturligt at se på. Har du nogle store skævheder, fx. den ene skulder sidder højere end den anden eller det ene bryst er væsentlig større end det andet, så kan det være en god idé at kopiere det til ginen.

Slut af med et lag hundetæppe eller andet tæt stof i den stil, for at have en ensartet overflade, der skjuler fyld og gaffa tape, og så til sidst et pænt overtræk til din gine. Det er nemmest at lave overtrækket i jersey, fordi du kan sy et rør, du trækker ned over ginen. Så er det blot toppen ved skuldrene, der skal klippes til og syes i hånden. I vævet stof kan du lave en model efter dit grundmønster, hvis du har et personligt tilrettet grundmønster. Du skal blot huske at der er lidt rørlig vidde i grundmønsteret, så når du syr stoffet på ginen skal det strammes lidt til, for at passe til ginen. Sy det på i hånden, så du kan drapere det hen over ginen. Start med bagstykket og derefter forstykket.

Hvis du vil være ekstra prof, syr du bånd på ginen midt for, midt bag, i sidesømmene og i brystvidde, talje og hoftelinje, så du har dem at gå efter, når du tilretter og designer på ginen. Halsen og ærmegabet kan også være en god idé at markere med påsyede bånd. Alle bånd skal syes på i hånden, for de kan først placeres korrekt når ginen er færdig.

 

Hvor køber man en gine?

Tjek den blå avis eller gul og gratis for at finde billige brugte giner. Du kan også holde øje med butikker, der lukker – så kan man nemlig tit få lov at købe deres giner ret billigt.

Og HUSK nu, at selvom du har en gine, så kan du ikke få en god pasform i tøjet, uden at prøve det på undervejs. Du skal bl.a. bruge tilretningerne til at tjekke, om du kan bevæge dig i tøjet, som du vil. Og det kan ginen ikke hjælpe dig med.

 

 

Har du erfaringer med selv at lave giner? Del dem gerne i en kommentar!

 

Læs også:

23 thoughts on “Lav din egen gine – sådan skal du IKKE gøre

    • Katrine Jensen says:

      Hej igen – hvor er resten af min kommentar …..hmmm kan du se et længere skriv fra mig signe? Ellers slet bare

          • Signe says:

            Hej Annette
            Vi har en gine fra Stockman, som er flot men ikke helt god at arbejde med. Den er for hård til at stikke nåle i. Dem vi er mest glade for, har vi købt gennem My Body Shape, men de bliver desværre ikke forhandlet i DK længere. Ginerne kommer fra Rusland, og vi har fået kontaktinfo på leverandøren, men har ikke rigtig lyst til at handle med russiske firmaer før Rusland trækker sig ud af Ukraine.
            Så desværre er jeg ikke til meget hjælp lige her.

            Venlig hilsen
            Signe / Synoter

      • Signe Eriksen says:

        Katrine skrev kommentaren til mig på Facebook, fordi teknikken drillede her….Men I skal ikke snydes, så jeg har fået lov at dele:

        “Jeg har forsøgt mig med denne metod. Mega deprimerende hvis man tænker pladevattet som fedt (og muskler og kvindeformer jow jow – men alligevel) Jeg droppede det dog – det var alt for svært at få vattet placeret korrekt. Selve målene kan man ramme, men præcis facon var for svært, synes jeg. Så jeg lavede en gaffagine og lage den udenpå min købte pyntegine. Og så fyldte jeg hulrummet ud med pladevattet. Det fungerer ok”

  1. Kirsten Bladsgaard Jensen says:

    Min gine (den med indstillingsmuligheder) er forsynet med bh og trusser, som jeg har fyldt ud med pladevat. Det var lidt bøvlet at give den trusser på, men det gik. Ginen står derfor altid med en gammel skjorte på, når den ikke lige er i brug 😉

  2. Karin says:

    Det kan godt lade sig gøre at lave en god gine i postklisterpapir. Det er en lang proces med hårdt arbejde. 🙂 jeg har undervist i det og det bedste er, hvis man har mulighed for at være 4-5 i en gruppe, der hjælpes ad. Ginen skal stabilliseres med tape udvendig 2 gange og efter opklip med 4 lag indvendig. Jeg har stadig min personlige gine, som jeg fik lavet for 14 år siden. Den har holdt faconnen, det har jeg desværre ikke.

    • Signe Eriksen says:

      Det lyder godt med en gine, der holder faconen, Karin. Er 6 lag virkelig nok? Jeg kan ikke huske hvor mange lag vi lavede på skrædderskolen, det kan godt være det kun var 4 i alt. Knap så fedt med kroppen, men sådan er det jo 😉

      Kh
      Signe

  3. lærke mølledal says:

    hej jeg kan kun finde giner som har et stører bryst mål end jeg har, hvad kan jeg gøre for at få en gine som ikke koster en bunde gård???

    • Signe Eriksen / Skaberlyst says:

      Hej Lærke,

      Kig efter en butiksgine, de er som regel ret små. Eller prøv at finde en gammel gine brugt, fra dengang alt var mindre. Hvis alt glipper, så måske en børnegine? Den skal så nok stoppes lidt mere ud end ellers, men det kan være en løsning. Hvis du kan finde en gine der er 2-3 cm større tror jeg ikke det gør den store forskel. Men det kommer selvfølgelig an på, hvordan du ser ud i forhold til ginen. Jeg har ikke prøvet at fjerne noget fra en butiksgine, men nogle af dem er lavet af et flamingo-agtigt materiale, og det må man da egentlig kunne fjerne noget af, med en skarp kniv eller noget i den stil. Det kunne også være et forsøg værd. Men du slipper nok ikke for lidt arbejde, hvis du ikke vil betale for en dyr skræddergine (hvilket jeg absolut forstår!)

      Kh
      Signe / Skaberlyst

  4. linda nielsen says:

    Hej.
    Tak for din gode forklaring.
    Jeg har ikke råd til en rigtig sygine, men tænker også at med mine skæve mål vil den nok aldrig komme til at passe. Jeg har en alm. billig butiksgine der er ca 2 str for lille.

    Løsningen med pladevat har jeg kraftigt overvejet, men jeg kan ikke helt slippe tanken om en gipsafstøbning….
    Det jeg tænker på er simpelthen at lave en gifsafstøbning af min egen forside og bagside og klistre på den alm billige gine – ligesom da man var barn og lavede masker.
    Har du nogen erfaring med det / begrundet mistanke om det vil virke eller ej?

    • Signe Eriksen / Skaberlyst says:

      Hej Linda
      Det har jeg faktisk aldrig set eller hørt om, men det lyder som en god idé. Så kommer der jo et mellemrum mellem ginen og din afstøbning, og det ville jeg helt klart fylde ud. Ellers tror jeg ikke det virker. Hvis du prøver, så må du rigtig gerne dele dine erfaringer med os i en ny kommentar eller inde i Facebook gruppen https://www.facebook.com/groups/skaberlyst/

      Kh
      Signe / Skaberlyst

  5. Dorte Haldbo says:

    Det må da i disse teknologiske tider være muligt og ret billigt at få taget et 3D billede af sig selv og få lavet en fin gine ❓

    • Signe Eriksen / Skaberlyst says:

      Det er muligt, men ikke ret billigt endnu. Men det skal det nok blive – og så skal vi have lavet 3D giner alle sammen 😉

      Kh
      Signe / Skaberlyst

  6. Ulla S. says:

    Jeg er SÅ glad for at falde over dit indlæg – det sparede mig lige for knapt 2000,- kr.

    Enten skal jeg forsøge med pladevat-variationen – eller vente på 3D-versionen…

    kh
    Ulla S.

  7. Fru Klister says:

    Jeg fyldte min postpapirgine ud med isolerskum på tryklåse. Den kan både holde til at blive danset med og siddet på (det sidste er selvfølgelig strengt forbudt).
    Efter 16 år står den stadig flot. Den kunne dog godt trænge til et lag ekstra pladevat. Ikke fordi det gamle fejler noget, men fordi, ja… I ved, tidens fylde og alt det der 😉

    • Susanne Bækvig says:

      Den ekstra pladevat må du være glad for. Hvis man taber sig er det jo ofte fordi man er syg. Og langt sværere at tilpasse en gine til.

  8. Grethe Schmølcher says:

    Hvor dejligt at læse din gode artikel. Jeg er nu en gammel kone på 89, og ha siden jeg var i trediverne ønsket mig en gine. Dengang prøvede jeg og min mand at lave en, jeg tror det var af crepe toiletpapir og sikkert også tape, men da jeg var snøret godt og grundigt ind, var jeg ved at besvime af lftmangel og det hele røg af og i skraldespanden. Nogen tid senere prøvede jeg med en færdigkøbt af ståltrådsnet der var plastikbelagt, men det opgav jeg også og solgte i DBA.
    I løbet af årene har jeg taget kurser i tilslkæring og syning, hos Lene Press.
    Så sidste år købte jeg en indstillelig gine,og er først nu kommet i gang med at rette den til og din artikel kom til mig på det helt rette tidspunkt.
    Tak for det. Jeg tror endelig nu jeg kan få glæde af den..

  9. Aud Steier Griem says:

    Hei!
    Jeg kan bekrefte at det går helt supert å kjøpe en utstillingsgine eller liknende (fant et tysk nettsted som hadde flere størrelser). Jeg kjøpte den størrelsen som passet meg over skuldrene og kledde en gammel bh på dukken. Hun trengte også et ekstra lag rundt midjen, men ellers var hun tilnærmet riktig. Å henge plagget på en gine gir et helt annet inntrykk enn bare å henge det på en kleshenger underveis i syprosesssen. Jeg elsker min “Ophelia”!

  10. Nick Bosse says:

    Hej Signe 🙂
    Tusind tak for din kanon gode gennemgang af hvordan man laver en Gine selv 🙂
    Jeg er en mystisk størrelse når jeg skal lave kostumer og derfor har jeg virkelig brug for en Gine der ligner mig, har nu søgt på det Brune PostPapir, men kan virkelig ikke finde det, har du evt. et direkte link til dem man kan købe fra? 🙂

    • Signe says:

      Hej Nick
      Jeg har kun lavet en gine på denne måde da jeg gik på skrædderskolen tilbage i 2002. Så jeg ved desværre ikke hvor det kan købes i dag. Måske er det ligefrem udgået… Hvis ikke man kan få det hos firmaer, der sælger emballage, kan jeg ikke komme på, hvor det ellers skulle findes.
      Venlig hilsen
      Signe / Skaberlyst

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

« »

5 nemme

syteknikker

Få flot finish i dit yndlingstøj med

Giv os din email, så sender vi dig straks 5 nemme syteknikker, der sikre dig flot finish i dit yndlingstøj - uanset hvor meget du har syet indtil nu.

Du bliver samtidig tilmeldt vores mailliste, som du kan afmelde til enhver tid

Share via
Copy link
Powered by Social Snap