Mød en skrædder: Orla Wagtmann Pedersen

I min opgang bor Orla og Martha. Det har de gjort siden deres børn var små, og Orla har rundet de 80, så det er ved at være en del år. Deres første datter gik i skræddersyet tøj indtil hun var 2 år. Orla var nemlig skrædder, og datteren skulle naturligvis have det bedste af det bedste.

Men altså kun i 2 år, så blev det alligevel for meget arbejde. De af jer, der er vant til at skræddersy, kan nok forestille jer hvor håbløst det er at holde trit med en 2-årigs garderobe. Mine egne børn har i hvert fald på ingen måde været klædt i skræddersyet tøj.

For noget tid siden fik jeg lov til at interviewe Orla om hans tid som skrædder.

Jeg synes det er spændende at høre om, hvordan mit fag har været at arbejde i tidligere. Og jeg synes også det er vigtigt at bevare den viden, så vi kan følge håndværkets udvikling. Nogle af de teknikker og metoder, man har brugt før i tiden, er blevet afløst af mere moderne alternativer, hvilket langt hen ad vejen er ret fedt. Men det er også ret fedt at kunne et håndværk helt ind til benet, uden at være afhængig af moderne hjælpemidler. Og det kan man lære, hvis man kigger lidt tilbage i historien.

Skrædder i Århus i 1950’erne

Så jeg håber du vil nyde dette lille tilbageblik på skrædderiet i Århus i 1950’erne. Orla Wagtmann Pedersen er vores guide.

Skrædder i Århus i 1950'erne

Dengang Orla var 14 år, var han godt og grundig træt af at gå i skole. Så han ville gerne i lære, selvom han egentlig burde tage et år mere på skolebænken, og vente med at gå i lære til han blev 15. Han ville gerne i lære som barber, og spurgte sin far om lov.

Det mente Orlas far nu ikke var en god idé. Men hvis han ville gå i lære som skrædder, så måtte han godt, selvom han var så ung. Orlas far fandt en læreplads til ham, og så startede han i lære som skrædder, for at slippe for at gå i 8. klasse. Til gengæld skulle han så være i lære et ekstra år, så han måtte tilbringe 5 år som skrædderlærling, før han kunne gå til svendeprøve.

De 5 år blev brugt på at lære de forskellige syteknikker, og øve sig på dem. Orla skulle lære at sy alt i hånden, og efter arbejdstid skulle han flere gange om ugen på skolebænken. I undervisningen øvede Orla og de andre skrædderlærlinge de samme sømme og teknikker, som når de var på arbejde. I skolen syede de ikke til kunder, men derimod i syprøver. Og så blev det tjekket, at de kunne det, de skulle.

Det kunne Orla. Han fik broncemedalje for sin svendeprøve i 1953, og blev efterfølgende ansat hos skrædderiet Eton i Vester Allé, hvor han havde været i lære.

Lad os lige dvæle lidt ved svendeprøven. Den forløb over 8 dage på Hadsten Højskole. Opgaven var at sy jakken fra et kjolesæt til herrer, og den skulle tilpasses til en kunde. Alt blev syet i hånden, og kunden kom ind på skolen til tilretning og var også med til selve prøven. Det skulle naturligvis tjekkes både hvordan jakken var syet, og hvordan den passede til kunden.

Normalt syede man de lange sømme på symaskinen, men til svendeprøven skulle alt syes i hånden. Jeg spurgte Orla, hvilke sting de brugte, og svaret lød næsten som en opgavebeskrivelse fra min egen skrædderuddannelse:

De lange sting blev syet med bagsting.
Reverset blev pikéret og formet i hånden.
Foret blev syet til stoffet med stafér sting.
Oplægningen blev syet med blindsting. I hånden, altså.

Og efter de 8 dages svendeprøve var Orla, i en alder af 19 år, uddannet håndskrædder.

Selvom han egentlig hellere ville have været barber,  er der stolthed i stemmen og lys i øjnene, da Orla siger til mig:

“Det er et kunstværk at have et stykke håndsyet tøj – bedre end et Picasso maleri på væggen”.

Det må jeg altså give ham ret i.

Bukseskrædder med forkærlighed for dametøj

Orla blev hos Eton et år efter han var udlært. Så fik han i stedet job som bukseskrædder hos I.C. Christensen i Guldsmedgade. Normalt var skræddere akkordlønnede, men hos I.C. Christensen fik man som skræddersvend en fast timeløn. Det var ret attraktivt, og det var da også for at holde på de dygtige svende.

Her syede Orla herrebukser og dameslacks det meste af tiden. Men han brændte mest for dametøjet. Nederdele og spadseredragter med former og farver. Man kan virkelig se og høre passionen og fascinationen af kvindekroppen, når Orla fortæller om hvordan en nederdel skal smyge sig om kroppen, have den rigtige længde og fremhæve det kvindelige.

Og lige så tydelig er foragten, og en anelse tristhed, over moderne kjoler og nederdele med vidde. “Det er nogle klude”, siger han.

En af de andre mærkbare forskelle på 1950’ernes skrædderi og nutidens stangtøj, er kvaliteten af stoffet. Den mener Orla ganske enkelt er blevet alt for ringe.

Det bedste stof, de havde i skrædderiet i Guldsmedgade, var engelsk tweed. De syede mest i uldstoffer, og fik det meste leveret fra Falbe-Hansen. Orla husker da der var rationering på tekstiler. Når der kom engelsk tweed til skrædderne, ringede mester rundt til de bedste kunder, som fik lov at komme og se stoffet først. De skyndte sig ind til butikken for at bestille tøj i det nye stof.

Dengang kom kunderne ikke ind fra gaden med en masse krav, som vi kender det i dag. De fleste nye kunder kom ind for at få repareret deres tøj og syet det om. Så kom mester i snak med dem, og fik dem til at bestille nyt.

Hverdagen som skrædder i Guldsmedgade

Det var mester, der passede forretningen. Han snakkede med kunderne og designede sammen med damerne, der kom ind i butikken og bestilte nyt tøj. Tilskæreren lavede mønstrene, og hos I.C. Christensen var det mester, der var tilskærer. Skrædderne sad i baglokalet og syede tøjet. De så ikke modebladene, og havde ikke med kunderne at gøre.

Bortset fra Orla.

Han “kiggede lidt til mester”, som så et talent i den unge skrædder. Orla fik et 14 dages kursus i tilskæring på Teknologisk Institut, og så tog han nogle gange over for mester og passede butikken, når der var brug for det.

Men det meste af tiden syede han bukser.

Skrædderne startede dagen med at samle de store dele af tøjet. Lange sømme blev syet på maskine, og delene blev riet sammen, så de var klar til håndsyning. Alt arbejde med maskinerne foregik om formiddagen. Kl. 12 var der en halv times frokostpause, men de fleste spiste på 10 minutter, så de kunne nå en middagslur på de høje borde. De brugte bundterne med kundernes ufærdige tøj som hovedpuder.

Kl. 12.30 begyndte eftermiddagens håndsyning. Indtil kl. 13 skulle der være absolut ro på værkstedet, for her fulgte skrædderne med i middags følgetonen i radioen. Og Gud nåde den, der kom til at tænde en maskine i det tidsrum! Derfor sørgede de alle for at have håndarbejde til om eftermiddagen.

Skrædder redskaber og nørdede tricks

Og nu begyndte vores samtale at blive lidt nørdet.

For hvilke redskaber, teknikker og små tricks gjorde Orla brug af som skrædder?

Det bedste stykke værktøj er ifølge Orla en sy-ring. Hvis du googler det i dag, finder du en masse billeder af tilbehør til broderi, men en sy-ring er på skræddersprog et fingerbøl uden top. Nogle syringe har heller ikke nogen bagside, men beskytter udelukkende den del af fingerspidsen, man bruger til at skubbe nålen gennem stoffet med.

Jeg spurgte ikke Orla hvorfor sy-ringen var det vigtigste redskab. Jeg har nemlig set en med-kursist på skrædderskolen få betændelse i fingerspidsen af at sy for længe uden fingerbøl. Det var ikke et rart syn, og man undervurderer aldrig et fingerbøl eller en sy-ring efter at have set det.

Sy-ringen hænger unægteligt sammen med synålene. Og her kunne vi hurtigt blive enige om, at det er enormt træls, når man er nødt til at starte med en ny nål. Det tager ligesom noget tid inden den er “syet til”, og har den rette bøjning.

Jeg har ikke taget tid, men Orla kunne informere mig om at det tager 1-2 timers håndsyning at gøre en nål god, og at den så holder i 2-3 dage med 4 timers håndsyning om dagen. Jeg tror på ham.

Forskellen på skrædderiet og konfektions- og kjolesyning lå blandt andet i alt håndarbejdet. En skrædder former stoffet, mens han syr. Indlæg er syede i, og hele pasformen er helt anderledes og tilpasset personligt til kunden. Mønsteret til et stykke skræddersyet tøj er lavet efter mål, mens de mange kjolesyersker, der også fandtes i 1950’erne, syede efter standardmønstre, som blev tilrettet. Ganske som du kender det i dag, når du syr efter købemønstre.

Efter syningen understreger skrædderen arbejdet og formen med presningen. Orla mener, at en af de store grunde til at tøj ikke er så godt i dag, som det var da han var skrædder, er fordi presseteknikkerne er dårligere i dag. Der er ikke tid til at gøre det ordentligt.

Jeg prøvede at tage de moderne dampanlæg med sug i strygebrættet i forsvar, men “strygebræt er for kvinder”, blev der sagt med et glimt i øjet.

Godt så!

Orla og de andre skræddere pressede kun på hesten. (Hvis du ikke kender en pressehest, så se videoen længere nede, der viser jeg hvordan man bruger sådan en).

Skrædder i Århus i 1950'erne

De havde ikke dampstrygejern da Orla var skrædder, men brugte alligevel damp i deres arbejde. De lavede en “sut” af gamle stofrester, der blev bundet sammen. Sutten dyppede man i vand, som man “malede” på indersiden af sømmene, inden man pressede med det varme strygejern. Varmen forvandler vandet til damp, som så trænger ind i stoffet og lægger sømmen ned.

Skrædder i Århus i 1950'erne

Når der blev presset fra retten var det altid med et presseklæde af bomuldslærred, for at skåne stoffet og slippe for pressemærker og skjolder. Præcis samme teknik, som vi bruger i dag.

Udover hesten havde de også et ærmebræt, som var lavet af træ. Og en presseklods, som du måske (som jeg) kender som et klaptræ eller en klapper.

 

Ugens video: Sådan bruger du en pressehest

Presseklods og ærmebræt får lov at vente til en anden gang, men pressehesten og nogle af de presseteknikker, Orla mener der ikke er tid til længere, vil jeg gerne gå lidt mere i dybden med. Jeg er nemlig helt enig: tiden er blevet for knap, og det sætter altså sine spor i det færdige tøj.

Derfor kan du i ugens fredagsvideo se hvordan du bruger en pressehest. Og jeg har forsøgt at genskabe den “sut”, Orla har brugt dagligt, da han arbejdede som skrædder i 1950’erne.

Da Orla startede som skrædder, strittede hans knæ op i luften, når han sad i skrædderstilling på bordet. Som alle de andre lærlinges. Efter noget tid, kommer benene længere ned mod bordet. Man sidder først rigtig godt med sytøjet, når knæene er helt nede ved bordet, og der kom Orlas knæ også ned.

Men det er ikke uden omkostninger at arbejde foroverbøjet i skrædderstilling i flere timer om dagen, når man er teenager. 10 år efter han fik bronzemedalje ved sin svendeprøve, måtte Orla opgive skrædderfaget. Han havde fået en diskusprolaps der var så slem, at han i nogle år måtte gå med stålkorset for at holde ryggen.

Derefter fik han job som portør på kommunehospitalet, og det blev hans kone Martha, der fik mest glæde af hans skrædder evner. Han syede nemlig stadig til hende.

Jeg ville SÅ gerne have vist dig noget af det tøj, Orla har syet, men de har desværre ikke gemt noget af det. Hvis de en dag finder en nederdel eller en jakke bagerst i et skab, så lover jeg at jeg opdaterer med billeder!

Livet som skrædder i 1950’ernes Danmark har været noget anderledes end livet som skrædder i dag. Og alligevel er teknikkerne de samme.

God kvalitet i stof er stadig det samme.

God pasform er stadig det samme.

Forskellen på skræddersyet tøj, der er lavet efter mål og formet i hånden under syningen, og konfektionssyet tøj efter standardmønstre er stadig den samme.

Det er fascinerende, synes jeg.

Og det er værd at værne om hele det håndværk, der ligger til grund for skrædderiet.

Derfor vil jeg slutte af med en opfordring til dig:

* Sy mere i hånden.
* Køb stof af god kvalitet.
* Lad dine nederdele smyge sig om kroppen og fremhæve dine kvindelige former.
* Og brug mere tid på at presse og forme dit tøj.

Skrædder i Århus i 1950'erne

Pressehesten og presseføllet, jeg viser dig i videoen, kan du købe hos Mejsehuset.
Skaberlyst har indgået en samarbejdsaftale med Mejsehuset, så alle live kursister hos Skaberlyst kan få rabat på professionelt presseudstyr. Den dag eller weekend, du er på kursus, får du adgang til en rabatkode, du kan bruge under kurset. Den giver 20% rabat på en “systuepakke”, som består af en hest, et føl, en kantpresse og et falseben. Koden kan bruges en gang. Efter kurset kan du bruge den rabatkode, der ligger inde i det særlige online syrum, du får adgang til som live kursist. Så får du 10% rabat på alle Mejsehusets varer.

Et live kursus kan for eksempel være et weekendkursus i syning og tilskæring, eller en endags workshop i tilretning af kjolegrundmønster. Begge dele giver adgang til online rummet i et helt år efter kurset. Mine faste syhold i Århus har naturligvis også adgang til online rummet og rabatkoden til 10% rabat på presseudstyr fra Mejsehuset.

 

 

 

14 thoughts on “Mød en skrædder: Orla Wagtmann Pedersen

  1. Jeg kan nikke genkendende til dette med skræddersyet tøj i 50 erne.
    Jeg blev konfirmeret i 1954 og fik syet frakke og spadseredragt til andendag hos en skræddermester i Odense – Willy Hansen – de var syet i Harris Tweet og meget “damede” man var jo voksen dengang når man var 14 år. Det må have været en bekostelig affære for mine forældre som ikke var særlig velhavende men jeg var enebarn så nok derfor.
    Senere da jeg blev 18 fik jeg (betalte selv) syet en koksgrå spadseredragt i uld hos samme skrædder. Ja det var tider.

    1. Hej Rita
      Skønt lille fortælling – tusind tak for den 😀
      Kh
      Signe Eriksen / Skaberlyst

  2. Hvor ER det bare skønt at læse om din snak med Orla. Jeg tror, det i dag er svært for mange mennesker at forestille sig de langsomme, omhyggelige arbejdsprocesser, som naturligt kendetegnede håndværk tidligere. Ikke mange fagområder har det tilbage, måske dog møblesnedkere og tandlæger 😉
    Må man spørge: Du skriver de arbejdede ved høje borde – hvorfor det? Og hvorfor sidder/sad skræddere i skrædderstilling?

    1. Hej Marianne
      Det tror jeg også, og det er rigtig ærgerligt. Mange, der ikke syr, tror at alt syning laves på fuldautomatiske maskiner, og bliver overraskede over at der sidder en syerske ved hver maskine, som styrer det hele.

      Generelt arbejder man ved høje borde i syning, for at man kan stå op og arbejde med tilskæringen. Om det er bedre rent ergonomisk, end at sidde ned, ved jeg ikke. Men det er i hvert fald nemmere.
      Orla og jeg kom frem til at skrædderstillingen skyldes at sytøjet så er understøttet af benene. Når man sidder i skrædderstilling med benene helt nede på bordet, har man en god afstand til sytøjet, og kan nemt arbejde med det. Det er en elendig stilling for kroppen, og skrædderne var også meget ramt af rygskader og lignende. Da jeg gik på skrædderskole skulle vi sidde ved borde med alt sytøjet på bordet, og ikke i skødet. Det er bedre for kroppen, men det er meget nemmere at sy med sytøjet i skødet.

      Kh
      Signe Eriksen / Skaberlyst

  3. Det var et fint indslag med den ældre skrædder, er blevet inspireret til at købe et presseføl. Men fortæl så også hvad et falseben? Er og til hvad ? Tak for dine fine indslag på bloggen-følger dig altid ❤

    1. Hej Helle
      Et falseben er egentlig fra bogbinder branchen. Det er en lille træ-plade med en spids i den ene ende, man bruger til at vende hjørner med.

      Kh
      Signe / Skaberlyst

  4. Det er stadig muligt at købe strygejern uden mulighed for damp. Jeg har købet et fra Philips i efteråret 2016

    1. Og ellers er der masser af små rejsestrygejern uden damp, og de har så også størrelsen som fordel, da de kan komme ind alle mulige steder

  5. Spennende å lese! Presseføll står øverst på ønskelisten nå… Skal prøve å følge oppfordringene dine! Men er litt usikker på hvordan jeg skal få “skjørtene til å smyge seg rundt kroppen og fremheve mine kvinnelige sider”??? Kanskje en ide til et nytt blogginnlegg? De andre tre oppfordringene er jeg derimot godt i gang med allerede 🙂

    1. Hej Anette
      Der er flere der har spurgt til de nederdele på Facebook også – det skal nok komme i et blogindlæg 😉
      Kh
      Signe / Skaberlyst

  6. Skøn velfortalt historie. Læste den for et par dage siden, og har tænkt på den mange gange siden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *