Sygrej til den øvede syer – opgradering af din sykasse

Sidste år omkring denne tid delte jeg en ønskeliste til sygrej, som du bare skal have i din sykasse, når du syr til dig selv. Det er alle de ting, der er need to have, når du syr.

Nu er det igen den tid på året, hvor I begynder at spørge inde i Facebook grupperne, hvad I skal ønske jer til jul, og så er det jo oplagt med sådan en liste.

Mange af jer har allerede de der need to have ting. Men derfor kan der sagtens være sygrej på ønskelisten alligevel. Der er nenmlig masser af gode grunde til at opgradere og anskaffe sig flere forskellige versioner af sygrejet.

Så i denne guide præsenterer jeg dig for næste version af din sykasse. Her får du alt det nice to have sygrej, jeg bruger rigtig meget i mit daglige arbejde på syværkstedet.

sygrej_nicetohave3

 

Er du begynder eller let øvet, så skal du altså ikke skrive de her ting på din ønskeliste endnu. Få bygget nogle gode rutiner op først med det basale sygrej, inden du begynder at bygge nuancerne ovenpå.

Har du derimod en god portion sy erfaring, og syr på et lidt højere niveau, så kan det være en stor hjælp i arbejdet, at have noget af det her sygrej. Efterhånden som du begynder at atbejde i flere forskellige materialer, får du også brug for mere forskelligt værktøj. Fine silkestoffer stiller nogle andre krav til dit sygrej end denim og jakke uld. Og hvis du skal helt i mål med den gode pasform og flotte finish i dit tøj, så er du altså hjulpet godt på vej af tingene her på listen.

Se i videoen, hvad du ønsker dig til din sykasse

Her i videoen kan du se de ting, vi bruger flittigt på syværkstedet. Vi bruger naturligvis også alle de nødvendige ting, du kan se i den første guide til sygrej. Det her er næste step. Det er ting du kan undvære, men ikke vil af med igen, når du først har fået dem indenfor og i brug.

Nogle af de ting, du kan se i videoen, bruger vi hver dag. Andre kun sjældent. Men alle har deres plads i sykassen, og vi vil ikke af  med noget af det.

Det er ret meget at holde styr på, det ved jeg. Og du skal måske have en større sykasse, for at få plads til det hele. Men du behøver jo ikke anskaffe dig det hele på en gang. Køb det til lidt ad gangen, efterhånden som du får brug for det.

Her får du en hurtig oversigt over de ting, jeg viser i videoen.

GINE
Det er på ingen måde et must med en gine, og du kan ikke tilrette på den. Den kan nemlig ikke bevæge sig, og den har ikke din kropsform, selvom den måske har dine mål. Men den kan bruges til andre ting. Hvis du designer dine egne mønstre, kan en gine være en hjælp i processen, hvor du kan bruge den til at teste designlinjer. Syr du fx. jakker med foer, kan ginen også være en hjælp til at få placeret foret rigtigt og riet det fast så det ikke trækker. Du bør købe en gine, du kan stikke nåle i. De hårde giner har en begrænset anvendelighed, især hvis du vil have mulighed for at drapere.

KURV TIL MØNSTRE
Når du arbejder med at lave dine egne mønstre, kommer du hurtigt til at samle dig en stak basis mønstre, som du vender tilbage til mange gange. På syværkstedet har vi forskellige grundmønstre og mønsterudviklinger til basis modeller, der har gode vidder og halsudskæringer. Det er de mønstre, vi bygger rigig meget af tøjet til bloggen omkring. Og de står i kurve og store glas vaser, så de både er dekorative og lette at finde, når vi starter på et nyt design.

KNAPPENÅLE
Udover de almindelige knappenåle med små hoveder i metal, så bruger vi også knappenåle med glashoveder til jersey, denim og tætte uldkvaliteter. Når stoffet er ekstra krftigt og tæt, er det rart at knappenålen ikke borer sig ind i fingeren, når man sætter den i stoffet.

Til levende materialer og blonder bruger vi Entomology Pins fra Merchant & Mills. De er lange og meget fleksible, og så har den en belægning der gør, at stoffet ikke glider af dem så let. Det betyder også at man skal være lidt forsigtig, når man sætter dem i stoffet, for der kan være lidt modstand.

TRÅDSAKSE
Du har nok allerede en lille trådsaks. Men vi har altså 3. Og de er flittigt i brug alle 3. Den normale lille Kai trådsaks bruger vi til lidt af hvert. Men når vi skal være eksta præcise med at klippe hak i sømme og stof, bruger vi den lille Poul saks. (Er det i øvrigt ikke fedt at de hedder Kai og Poul? Det er altså deres mærevare navne…ikke noget vi har fundet på). Og til arbejde i fint stof, blonder og pailletter bruger vi den lille broderisaks. Den har runde ender, så den ikke kommer til at lave ravage i stoffet med spidsen.

Trådsakse er engangssakse, forstået  på den måde, at de skal skiftes ud, når de bliver sløve. Du kan godt prøve at få dem slebet, men det er vanskeligt at få gjort godt, og det holder ikke længe. Til gengæld holder de som regel i flere år, hvis du passer godt på dem, og køber god kvalietet til at starte med.

APPLIKATIONSSAKS
Denne saks er ret ny her hos Skaberlyst, men den er hurtig blevet et hit. Faktisk har den et helt blogindlæg for sig selv – det kan du læse her<<

OPSPRÆTTER
Desværre holder man ikke op med at sy forkert, selvom man bliver bedre til at sy. Til gengæld bliver man mere kritisk med sømmene, og man begynder gradvist at sy i mere vanskelige materialer, hvor det er tæt på umuligt at pille en søm op. Så jo bedre du bliver til at sy, desto bedre en opsprætter får du brug for. Clover laver nogle gode opsprættere, der både er gode at have i hånden, og har en skarp kniv. Men du kan også opgradere med en lækker håndlavet opsprætter i træ. De bliver lavet af en canadisk træ-drejer, der laver en masse lækkert sygrej. Meget af det kan du købe hos MeterMeter i Århus, som mig bekendt er eneste danske forhandler af det.

NÅLEPUDE
Hvis du bruger nålepude, så kan du også opgradere den til en pæn håndlavet en af slagsen. Den her er fra samme canadiske træ-drejer som opsprætteren, og kan også købes hos Meter Meter. Den kan ikke noget andre nålepuder ikke kan – den er bare ufattelig flot!

BIVOKS
Når du syr meget i hånden, har du nogle gange brug for at vokse din sytråd, for at forstærke den og forhindre at den knudrer. Du kan læse i dette blogindlæg, hvordan du bruger bivoks.

SYNÅLE
Det gælder altid om at købe god kvalitet, uanset om det er “need to have” sygrej eller “nice to have”. Syr du meget i hånden, så køb John James synåle. De er top kvalitet, og bruges af langt de fleste skræddere – med god grund.

RI TRÅD
Når du begynder at gå mere op i præcision og finish, og mestrer de grundlæggende syteknikker, så bliver ritråd pludselig en god ting at have. Når du begynder at se fidusen i at gøre et godt forarbejde inden du syr, og begynder at markere indsnit, læg og lommeplaceringer med ri tråd, så vil du opleve at det færdige resultat bliver meget bedre. Det er vigtigt at ritråden knækker nemt, så du nemt kan få den ud af stoffet igen, selv hvis du har syet gennem den.

SKYDEMÅLER
Den lille skydemåler er god til at måle dybden af læg i syet tøj. Det kan være en hjælp når du tilretter prøvemodeller. Og så er den god til at måle knapper, hvilket ellers nemt kan drille. Når du konstruerer dine egne mønstre er det vigtigt at du er ret nøjagtig med knappernes diameter, når du laver overfald til dem. Og der er skydemåleren altså god! Skal du have samme afstand mellem læg eller andre detaljer, så er den også et nemt værktøj tl præcision, fremfor et blødt målebånd.

UDFOLDELIG MÅLER
Jeg må blankt indrømme at jeg ikke aner hvad den her dims hedder på dansk. På engelsk hedder det en Expanding Sewing Gauge. Det er ikke tit jeg har fat i den her måler, men til placering af knapper i et nyt mønster, og især som hjælp til at bestemme hvor mange knapper der skal være i et design, er den ret god. Det er noget hurtigere at trække måleren ind og ud, for at se hvordan knapperne fordeler sig hvis man tilføjer eller fjerner en, end det er at måle det hele op og tegne ind på mønsteret.

KURVELINEAL
Jeg har lært fra min skrædder uddannelse at tegne kurver og buer i fri hånd. Men jeg ved det ikke er alle, der har mod på at kaste sig ud i det. Er du ikke klar til frihåndstegning, så kan kurvelinealer være en stor hjælp, når du laver dine egne symønstre. De hedder også franske kurver eller franske linealer, og findes i et utal af varianter. Find din egen yndlingsversion, og øv dig i at bruge den.

BLYANTER
En enkelt blyant er ikke længere nok, når du arbejder med mønstre og præcision. Nogle gange har du brug for at kunne variere tykkelsen af din linje, for at være meget præcis. Vi skifter mellem blytykkelse 0,9, 0,7 og 0,3.
Om blyet er blødt eller hårdt betyder også noget for præcisionen og for hvor nemt det er at tegne på mønsterpapiret. Prøv dig frem, og find de kombinationer af bly og papir, der passer dig bedst. Vi har forskellige favortitter på syværkstedet, så der er ikke et enkelt svar på, hvad den bedste blyant er for en.

MØNSTERVÆGTE
Det kan være et godt supplement til knappenålene at have nogle gode mønstervægte. Vi er helt vilde med de smukke halvkugler i glas fra Søstrene Grene, som egentlig er brevvægte. Men hvem pokker får så mange breve nu om dage, at de har brug for en brevvægt?

RUMDELTE ÆSKER
Du har nok opdaget at lageret af stof, knapper og dimser bare vokser og vokser. Det generer ikke mig at have mange ting. Tværtimod bliver jeg tit reddet af mit lager af smukke knapper og skøre dimser, når stofbutikkerne ikke har lige præcis det, jeg står og mangler til et bestemt projekt. Men hvis mine ting er i lukkede kasser, så glemmer jeg hvad jeg har. Derfor har jeg næsten alt i gennemsigtige æsker af glas eller plastik. Igen er Søstrene Grene ofte leveringsdygtig.

SYMASKINE NÅLE
Forskelligt stof kræver forskellige nåle. Så du kan hurtigt ende med en god stak forskellige symaskine nåle. Jeg holder styr på mine i de rumdelte æsker.
Hvis du er i tvivl om hvilken nål, du skal bruge, så har Schmetz en fantastisk app til nålevalg. Den er gratis, og du kan finde den i App store og Google Play.

RULLESKÆRER
For mange er en rulleskære og underlag en stor hjælp, når præcision bliver et krav. Jeg bruger det ikke selv, men de andre på syværkstedet er så vilde med rulleskærer at de faktisk har lokket mig til at lave det ene klippebord om til en stor skæreplade. Rulleskæreren er god til fx at lave skråbånd, og til levende og lette materialer.

TRYKFØDDER
Jo mere du lærer, desto flere muligheder og teknikker dukker der også op. Og din symaskine har for eksempel mulighed for at sy mange flere sømme, end du tror. Du kan tilkøbe forskellige trykfødder til din symaskine, fx. til rullesøm, usynlig lynlås, syning i skind, påsyning af tittekanter og bånd og meget andet. Tjek på nettet eller hos din symaskine forhandler, hvad der findes af trykfødder til din symaskine.

KALKÈR PAPIR OG SPOLEHJUL
Igen et redskab til præcision. Jeg bruger næsten kun kalkér papiret til grundmønstre, for at markere indsnitplaceringer og taljelinje og hvad der ellers skal ses på retten af et grundmønster. Sporehjulet er også ganske anvendeligt til at markere sylinjer eller klippelinjer, når noget skal være meget præcist. I lette stoffer kan du sagtens se mærkerne fra sporehjulet uden at bruge kalkérpapir.

HAY MAPPER
Når et mønster til en bestemt model er helt færdigt, så gemmer jeg det sammen med en stofrest i mine (efterhånden mange) HAY plissé mapper. De er super gode at have mønstrene liggende i, når de er foldet sammen. Det bliver ikke krøllet og irriterende som plastiklommer kan blive, og så synes jeg mapperne i sig selv er meget mere dekorative end ringbind.

PRESSEGREJ
Forskelligt stof og forskellige sømme stiller forskellige krav til pressegrej. Et klaptræ og et presseføl er en stor hjælp, men der er meget andet presseudstyr, du også kan få gavn af. Du kan læse om det her, og du bør også tjekke Mejsehusets hjemmeside, hvor du kan købe et stort udvalg af danskproduceret pressegrej i høj kvalitet.

LINNING BÅND
Er du til bukser og nederdele, der sidder i taljen med en fast linning, så glem alt om strygbar linningsvlies. Det holder ikke en meter. Det folder, og med tiden går limen i opløsning og vlieselinen smuldrer. Syr du langtidsholdbart og med inspiration i skrædderiet, så køb nogle meter linningsbånd i forskellige bredder. Så kan du sy linninger, du kan stole på bliver siddende, hvor de skal.

SKULDERBÅND OG ENGLEELASTIK
I lette og elastiske stoffer kan det være en stor fordel med et skulderbånd i skuldersømmene. Du kan også bruge engleelastik som en ekstra sikring i store halsudskæringer, hvor du kan sy et bånd fast til skuldrene, som holder udskæringen inde på plads. I det hele taget kan du komme ud for sømme, hvor du har brug for at sy en forstærkning med ind i sømmen, og der er skulderbånd og engleelastik rart at have på lager.

VLIESELINE
Faktisk er vlieseline et varemærme. Og det er ikke altid det bedste, men i Danmark er det det mest udbredte. Igen stiller forskelligt stof forskellig krav til indlægsmaterialet, og derfor er det en god idé at have et lille lager af forskellige strygeindlæg. Hav både det mere kraftige strygelærred, trådvlies, strækvlies, vlieseline til strikstoffer (vlieselinen skal være strikket!) og forskellige udgaver af stive og bløde punktvlies. Du kan finde strækvlies hos Guldager Symaskiner og MeterMeter, mens det i skrivende stund kun er Fabric Minds, der har den strikkede version.

sygrej_nicetohave2

Sådan. Det var alt det vigtigste sygrej. Når du har sygrejet fra begge lister, så kan du altså sy næsten alt. Eller…du har i hvert fald alle muligheder for at lære det.

Sygrej kan du finde i større eller mindre udvalg i de fleste stofbutikker. Jeg køber mit sygrej her:

www.metermeter.dk

www.guldagersymaskiner.dk

www.citystoffer.dk

www.fabricminds.dk

www.hvidbergstoffer.dk

www.mejsehuset.dk

4 thoughts on “Sygrej til den øvede syer – opgradering af din sykasse

    1. Hej Gitte
      Det er den, ja 🙂 Jeg har købt min hos Guldager Symaskiner i Århus, men tænker der er mange symaskine butikker eller stofforretninger, der har dem. Det burde der være – det er en super god saks.

      Kh
      Signe / Skaberlyst

  1. Hej Signe
    Spændende ting, du præsenter 🙂
    Jeg er interesseret i udfoldelig målere og skydemåler. Har forgæves søgt efter disse på nettet. Kan det tænkes, at de kan hedde noget andet eller kan du huske, hvor de er købt?
    Msnge hilsner fra Anette

    1. Hej Anette
      Skydemåleren kan du få hos Metermeter. Den udfoldelige måler har jeg købt på en engelsk netshop, men husker ikke hvilken. Men jeg tror den også er på vej hos Metermeter – giv hende lige lidt tid til at få dem hjem og lagt online 🙂
      Kh
      Signe / Skaberlyst

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *