Sy en bluse – og vær sikker på at finish er helt i top!

Afhængig af hvilket mønster, du vælger, er det ikke den største udfordring at sy en bluse. Bluser kan være helt simple med meget få detaljer, og stadig være super elegante. Men de kan så sandelig også være simple og rimelig kedelige (nogle gange ligefrem kiksede), hvis ikke stofvalg, finish og valg af syteknikker hænger sammen og er veludført.

Og netop finish er en udfordring.

For hvordan får man lige den der ekstra finesse ind i tøjet?

Det er de små detaljer undervejs i syningen, der løfter tøjet fra at være et hobby projekt, der er helt fint til hverdags brug, til at være virkelig smukt syet tøj, andre gerne vil vide, hvor man har købt. Ofte er det helt små ting, som en knappenål det helt rigtige sted i syningen, der gør den store forskel.

I det her indlæg får du lov at kigge med ind i en af mine bluser. Som er lidt snyd, for den er syet til lejligheden, og er derfor er lidt mere blandet med syteknikker, end jeg normalt ville gøre.

Men det er der naturligvis en mening med.

Jeg guider dig nemlig igennem valget af sømme og syteknikker, og viser dig forskellige alternativer.

Og så håber jeg, du får en lidt bedre fornemmelse for, hvornår du skal vælge hvilke syteknikker. Og hvordan du undgår at blande for mange syteknikker ind i et projekt, så det bliver en “se hvad jeg kan”-rodebutik i stedet for en elegant og stilren bluse. Eller kjole. Eller bukser. Du kan nemlig bruge denne viden og fornemmelse, hver gang du syr, så alle dine syprojekter kommer til at være små værker  med en finish, der er helt i top.

Sy en bluse
FOTO: Bibi Berge / www.bibiberge.dk

Vælg de rigtige syteknikker, når du vil sy en bluse

Min bluse er ret simpel. Alligevel er der 8 områder, hvor jeg har skullet træffe bevidste valg og gøre noget aktivt, for at få den finish i min færdige bluse, som jeg gerne vil have.

De 8 områder guider jeg dig igennem et ad gangen i videoen, og under den kan du se hvert af de 8 områder “tæt på” i billeder, og læse mere om mine overvejelser og valg. Nogle gange er det bare en lille ting, og andre steder skal der tænkes lidt mere.

8 overvejelser, når du skal sy en bluse

Det første, du skal tage stilling til, når du vil sy en bluse, er stofvalget. Og designet på blusen (altså dit mønster). Jeg finder nogle gange stoffet først, andre gange designet. Men oftest – og det er også tilfældet her – udvikler designet sig lidt undervejs.

STOFVALG
En bluse har i sit grund-design en løs pasform, og skal falde let og blødt. Det stiller nogle krav til stoffets draperings evner, som skal være rimelig gode. Derfor skal stoffet ikke være for tykt, for så går det ud over det flotte fald, der ellers naturligt er i en bluse, og du vil komme til at sy en bluse, der strutter og er stiv.

Mit stof er en tynd vævet viscose i køperbinding (diagonal vævet). Den falder forholdsvist tungt, selvom den er så tynd, at den faktisk er gennemsigtig. Den er lidt levende at arbejde med, hvilket gør at jeg ikke vil lave for mange søm detaljer i designet, og så har den en medium draperingsevne, hvilket vil sige at den falder flot og bevæger sig med kroppen, men ikke er så blød som fx. en silke satin kan være det.

Jeg havde ikke på forhånd gættet på at dette stof var gennemsigtigt, så min oprindelige plan var at sy belægninger i halsudskæringen. Men fordi jeg fulgte en helt simpel fremgangsmåde, du også kan følge, fik jeg ændret mine planer inden jeg fik brug for min opsprætter.Under billedet afslører jeg mit trick.

Sy en bluse

SØMME
Inden du kan sy din bluse, skal du vælge hvilke sømme, du vil bruge. Det skal du faktisk vælge, inden du går i gang med at klippe stoffet, for dit valg af søm bestemmer hvor bredt dit sømrum skal være.

Medmindre du gør som jeg. Gør du det, så kan du vælge sømme undervejs i processen. Og dermed vælge om, hvis plan A ikke virker efter hensigten.

(Pssst, nu kommer mit trick):

Som regel – og også i dette tilfælde – starter jeg ud med 2 cm sømrum. Så rier jeg tøjet sammen med lange sting på symaskinen og prøver det på, inden jeg skiller det ad igen og går i gang med at sy det rigtigt.

Den fremgangsmåde sikrer at du får en god pasform, og at du kan tage stilling til ting, du ikke kunne forudse, før du fik stoffet på kroppen. Som fx. det med belægningerne i min bluse.

Det tager ikke så lang tid, for der er ikke nogen detaljer, der skal syes. Tøjet skal blot samles, så du kan prøve det på, og så kan du trække alle ri-trådene ud igen. Det er en fordel, hvis du starter med at teste ri-stingene i en stofrest, så du kan se om det evt. er nødvendigt at løsne trådspændingen lidt, for at kunne trække trådene ubesværet ud igen.

Når du er sikker på pasformen og detaljerne, fx. halsudskæringen og længden, skal du træffe den endelige beslutning om sømmene.

Denne bluse passede som den skulle (det er også 4. udvikling over det samme basis mønster), så der skulle ikke ændres noget. Og fordi jeg gerne vil vise dig forskellige syteknikker, syede jeg blot sidesømmene igen med almindelig stinglængde, uden at pille ritrådene ud. Det kræver, at du syr ret præcist, hvis du skal kunne det.

Når sømmen er syet, skal kanterne ordnes. I det tynde bluse stof skal sømrummet være så fladt og usynligt som muligt, for at kunne ses mindst muligt fra retten. En mulighed er at overlocke sømrummet. Her kan du vælge at samle sømmen, så du overlocker begge lag sømrum på en gang, eller at splitte den, så du overlocker et lag ad gangen. Jeg vælger ofte at splitte sømrummet, så det er med til at give lidt stabilitet til sømmen og dermed lidt hold til stoffet. Det er en af de små ting, der kan give lidt flottere finish til sømmene.

Sy en bluse

I det her stof bliver sømmene ikke helt usynlige, fordi det som sagt er gennemsigtigt. men det er heller ikke så gennemsigtigt, at det brede sømrum springer i øjnene, så til hverdagsbrug er det den syteknik, jeg vil vælge, fordi den er hurtig at sy og  nem at rette, hvis nu jeg skulle ønske at sy blusen ind eller ud efter noget tid.

I en finere udgave af blusen vil jeg i stedet bruge lidt ekstra energi på at sy franske sømme. Det er som om stoffet kalder lidt mere på det, og selvom det giver en tykkere søm, så giver det også en smallere søm og ingen rå eller overlockede kanter. Sømrummet i en fransk søm kommer ikke så let til at krølle, hvilket det overlockede brede sømrum ellers hurtigt kan komme til, og det taler også til fordel for franske sømme i det bløde stof – i hvert fald hvis det skal være en lidt finere bluse.

Sy en bluse

ÆRMEGAB
I ærmegabet kan du også sy franske sømme, hvis du vil. Men det kræver noget mere koncentration og nøjagtighed, og i det meste tøj synes jeg som regel ikke det er besværet værd. Det er mere vanskeligt at styre ærmets pasform, når man syr franske sømme i ærmegabet, fordi det let kommer til at skubbe sig lidt, og på den måde kan det give en ringere finish, hvis man ikke er så rutineret. Så vil du have franske sømme i dine ærmegab, så test lige dine evner i en prøvemodel først.

I stedet har jeg syet ærmet normalt i ærmegabet, og overlocke sømrummet samlet. Har du problemer med at få ærmet til at passe til ærmegabet, skal du måske prøve dette trick.

Sy en bluse

SKULDERSØMME
For at undgå trækninger ved skulderen, er det ret vigtigt at du er opmærksom på sømrummet i dine skuldersømme. Det skal passe til længden af sømmen, så det ikke kommer til at trække i stoffet og give irriterende små folder på retten.

Du kan vælge forskellige syteknikker til dine skuldersømme:

* Franske sømme.
* Almindelig søm med sømrummet overlocket samlet.
* Splittet søm med sømrummet overlocket hver for sig.

Jeg har valgt at sy min bluse med 2 cm sømrum i skuldersømmen også, og splitte sømrummet. Det giver en flad søm,  hvor forstykke og bagstykke bliver mere ensartet, og ikke får en “kant”, hvor sømrummet er presset til den ene side, som det vil gøre med de 2 andre mulige syteknikker.

Sy en bluse

SØMME DER MØDES

Mindst et sted har du sømme, der mødes. Her er det under armen, hvor sidesømmen og ærmesømmen mødes i bunden af ærmegabet. Man kan godt argumentere for, at det ikke er så vigtigt et sted, når det nu er under armen. Men hvis du vil have din finish helt i top, så skal du sørge for at sømmene mødes i præcis det samme punkt, så det ligner en søm, der bare fortsætter.

Har du splittet dit sømrum, ligger det til hver sin side både i ærmet og i sidesømmen, og stoffet bliver automatisk lige kraftigt på hver side af sømmen. Men  har du syet franske sømme eller overlocket sømrummet samlet og presset det til den ene side, så kan det være en god idé at presse sømrummet mod forstykket i sidesømmen og mod bagærmet i ærmet, så der ligger sømrum til begge sider, der hvor sømmene mødes. Det giver en mere ensartet overgang, og du undgår at skulle sy over en stor bule af stof. Selvom stoffet er tyndt, kan det godt gøre det mere vanskeligt at få sømmene til at mødes præcist, hvis der er mere stof på den ene side af sømmen end på den anden.

Sy en bluse

 

ÆRMET
Ærmer i bluser i vævet stof har holdning, som du skal tage højde for, når du syr dem i. Dette ærme har derudover en ekstra detalje i bunden, hvor det er rynket ind og lukket med et skråbånd. Det er et design, der understreger det bløde i blusen, fordi ærmet også kommer til at pose.

I bunden af ærmet har jeg rynket stoffet med ri-sting på symaskinen. Modsat holdningen i ærmekuplen, vil jeg gerne have stoffet her nederst i ærmet til at rynke, og så skal det helst ikke gå op af sig selv igen. Her er symaskine rining en god teknik, for den låser tråden og stoffet, så det faktisk kan være svært at få rynkerne ud igen, når de først er lavet.

I bunden af ærmet har jeg syet skråbåndet fast ret mod ret til den rynkede kant, og derefter er det foldet om på bagsiden og stukket fast på symaskinen. Du kan også starte “omvendt”, og sy skråbåndet fast på indersiden af ærmet (ret mod vrang), og folde det om på retsiden. Så er det den løse kant, du syr fast med din pyntestikning, og du kan se hvad du laver. Om du foretrækker den ene eller den anden version af teknikken er helt op til dig. Begge dele kræver lidt øvelse at få helt perfekt.

Sy en bluse

OPLÆGNING
Oplægninger kan syes på mange forskellige måder, og her har jeg valgt en af de absolut simpleste. Kanten i bunden er overlocket med 3-trådet overlock for at undgå at den trævler, og så er den bukket om mod vrangen og syet fast med en almindelig stikning.

I en bluse, der er tænkt til at være inde i en nederdel eller bukser, skal oplægningen være så flad som muligt. Er der meget vidde i en nederdel, kan det være det ikke betyder så meget, men i fx. et pencilskirt eller et par stramme bukser vil man kunne se kanten af blusen gennem stoffet, hvis der er en tyk oplægning med flere lag stof.

Sy en bluse

HALSUDSKÆRING
Halsudskæringen havde jeg jo egentlig planlagt at sy med en belægning, men da den plan røg i vasken, måtte jeg finde en anden metode. Der er mange at vælge imellem, men når der nu er kanter af skråbånd i ærmerne, så giver det mening også at have et synligt skråbånd i halsudskæringen.

I ærmerne har jeg syet skråbåndet fast med en pyntestikning på retten, mens jeg i halsudskæringen har syet skråbåndet fast på indersiden i hånden. Det giver en mere ren og usynlig afslutning, som giver et mere skræddersyet udtryk til tøjet.

Om du vælger at sy skråbåndet i hånden, så det bliver mere usynligt, eller på maskine med en synlig stikning er op til dig, men jeg synes du skal vælge samme teknik begge steder. Her har jeg valgt forskellige teknikker, for at vise dig flere metoder, men det giver blusen et lidt forvirret udtryk, som om den ikke rigtig kan finde ud af om den vil være skræddersyet eller konfektions syet.

Håndsyningen er mere sart end maskinsyningen, så hvis du ved din bluse bliver meget beskidt, og skal vaskes meget i vaskemaskine, så er det bedst at vælge syteknikker, der kan holde til det. Har dit tøj det ikke helt så hårdt i brug, så kan du bedre vælge de håndsyede teknikker og vaske i hånden.

 Sy en bluse

Så hvad gør du næste gang, du skal sy en bluse?

Nu har du fået lov at se min bluse, som er sådan lidt lavet til lejligheden med lidt for mange forskellige syteknikker. Jeg håber du kan se, hvordan forskellige syteknikker kan løse de samme problemer, og at du på den måde har en masse at vælge imellem. Der er ikke kun en måde at gøre tingene på, men de syteknikker, du vælger, kommer til at definere udtrykket på dit tøj – og bestemme hvor høj grad af finish, der er i det.

Og hvad ville jeg så selv gøre, hvis jeg skulle være mere konsekvent i mit valg af syteknikker når jeg næste gang skal sy en bluse?

Det er ikke helt hemmeligt, at jeg ikke er helt så pjattet med farver, så den her pink bluse kommer ikke med hjem i mit eget klædeskab. Det gør til gengæld dens sorte søster, som jeg vil sy til mig selv. Og den kommer til at få:

* Franske sømme i sidesømme og ærmesømme, for at få smalle sømme i det gennemsigtige stof.

* Splittet 2cm sømrum i skuldersømmen, for at få så flad en skuldersøm som muligt.

* Ærmer syet i med 1 cm sømrum og overlocket med 3-trådet overlock.

* Skråbånd i bunden af ærmet og i halsudskæringen, der er syet i hånden på indersiden.

* Samme oplægning som den pink, fordi det er nemt og holdbart. Hvis oplægningen var synlig i brug ville jeg sy den usynligt i hånden.

Lær flere sømme i ebogen

Vil du gerne have endnu flere værktøjer i din sy-teknik-kasse, så tag et kig på ebogen “Syteknikker No. 1 – SØMME”, som er et opslagsværk over forskellige sømme – blandt andet de fleste af dem, jeg har brugt til min bluse i dette indlæg. Der kan du læse mere om de forskellige sømme og se videoguides til at udføre dem rigtigt. Ebogen guider dig til at vælge de rigtige sømme fra starten, så du slipper for at bruge helt så meget tid med din opsprætter.

Sy en bluse
FOTO: Bibi Berge / www.bibiberge.dk

Hvad med din næste bluse? Hvilke syteknikker vil du bruge i den? DEL i en kommentar herunder – især hvis du er blevet inspireret til at prøve nogle nye syteknikker, eller være lidt mere opmærksom på nogle små teknikker, der giver dit tøj en bedre finish, end det plejer at have.

Stofinfo: Den pink viscose er fra Citystoffer i Århus. Da jeg købte den i juni 2016 var den i flere farver, bl.a. sort og mint.

2 thoughts on “Sy en bluse – og vær sikker på at finish er helt i top!

  1. Ih, sikke en god guide, du har lavet. Og hvor er farven på blusen skøn til dig 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *