Engang var jeg på et seminar i London. Det handlede om personlig udvikling, og en af de øvelser der var i løbet af seminaret, var at vi skulle knække en pil med struben. Altså sådan en “bue og pil”-pil (dog uden pilespids). Som skulle knækkes. Ved at man satte den ene ende af pilen for struben, og GIK FREMAD mens en anden holdt den anden ende af pilen fast, så den ikke bevægede sig.

Først troede jeg det var løgn.

Så gik det op for mig, at det var det ikke. Og at jeg lige havde skrevet under på at jeg ville gøre det, og at jeg ikke ville sagsøge dem, hvis det gik galt. Hvor skørt er det lige?

Det var vildt svært! Jeg brugte 3 forsøg på at få den åndssvage pil knækket. Men jeg GJORDE det!

Bagefter sagde en af de andre deltagere til mig: “Du gjorde det på den absolut sværeste måde”.

Jo tak, fister, det kunne jeg godt mærke. Var der en anden måde at gøre det på?

Det var der selvfølgelig. Den nemme og hurtige måde. Modsat min langsomme og svære måde. Som gjorde ondt!

Og han havde helt ret, ham min med-kursist udi vanvittige seminar øvelser.

Jeg kan nemlig godt have en tendens til at synes, at hvis noget er vanskeligt eller tager lang tid, så er det bedre og mere værd, end hvis noget er nemt og går hurtigt. Det har ofte kostet mig meget besvær og mange flere timer end jeg har lyst til at tænke på.

Og det er noget værre ævl!

Heldigvis er jeg blevet bedre til at afbryde min hjerne, når den går i gang med at fortælle mig at den nemme vej er “snyd” og “sjusk” og “forkert”, og hvad den ellers kan finde på at himle op om…den der hjerne.

Og bedre til at se mere objektivt på hvor jeg vil hen, og hvilken vej der er den smarteste.

Men hvad pokker har alt det snak om personlig udvikling nu med syning at gøre?

Jo altså, i syning er det faktisk også et spørgsmål om at vælge de nemme eller de svære løsninger. Der er nemlig mange forskellige måder at kommer i mål med et syprojekt – ligesom der er forskellige måder at knække en pil på. Nogle af dem er nemme og hurtige, andre er svære og tager lang tid.

Og er det så ikke tid til et par billeder af noget tøj? Det tror jeg nok det er. Jeg siger noget klogt om tøjet nede på den anden side af billederne.

Hurtig guide – 5 ting du skal tænke over, når du vælger syteknikker

I forhold til syning er den smarteste vej de syteknikker, der passer til stoffet og funktionen af tøjet. Der er forskel på, hvor stor en grad af finesse man har brug for at have i en brudekjole og et par hygge-bukser (har jeg set på Facebook de hedder nu om dage. I gamle dage hed det jogging bukser).

Der er læssevis af forskellige syteknikker at vælge imellem. Syteknikker, der i princippet løser den samme opgave på forskellige måder, men hvor der kan være stor forskel i det færdige resultat, afhængig af hvilken syteknik, man vælger.

Der er fx. 13 forskellige måder at sy en lynlås i tøjet i mit online kursus om lynlåse. Men de 13 metoder egner sig bestemt ikke til alle de projekter, hvor du vil sy en lynlås i. Som regel er der 2 eller 3 teknikker, det giver mening at vælge imellem. Og sådan er det også med andre syteknikker som fx. sømvalg, hvordan du ordner kanterne i sømrummet og hvilken metode du vælger til oplægning og afslutning i udskæringer.

Hvis man kun  har 1 eller 2 syteknikker indenfor hvert område, man skifter imellem, så er man enten meget begrænset i hvad man kan sy, eller også ender man til tider med resultater, der ikke er tilfredsstillende.

Syteknikker er så stort et emne, at jeg har reserveret en hel serie af online kurser til det. Men her vil jeg give dig en hurtig-guide til valg af de vigtigste syteknikker.

Syteknik No. 1 – Sømvalg

Sømvalg er nogle gange lidt overset, men der er faktisk en del forskellige sømme at vælge imellem, alt efter hvad man syr. Langt det meste tøj kan syes sammen helt almindeligt med stikkesting (lige-ud sting), men til nogle projekter kan det være bedre at vælge en anden type søm.

Stræksøm: er ideel til jersey eller andet strikket stof, der giver sig meget, og har brug for at sømmen kan følge med. En almindelig søm i jersey vil knække hurtigt, fordi den er det eneste til at bremse kroppens bevægelse, og det er en søm alene ikke stærk nok til. Derfor kommer man til at bevæge kroppen ud gennem sømmen, når man udnytter strækket i stoffet til at bevæge sig mere frit end man kan i vævet stof. Har man ikke en overlocker, kan man sy alle sømme i sine jersey projekter med en stræksøm. Jeg bruger den som regel til oplægning, fordi jeg godt kan lide at der kun er en enkelt stikning i oplægningen, som der også er i vævet stof, i stedet for den dobbelte stikning fra en tvillingenål.

Kapsøm: er ideel til sømme, der er ekstra meget slid og træk på, og som derfor skal være ekstra solide. Det er fx. indersømmen i jeans og arbejdsbukser og sømmene i fritidsjakker og arbejdsjakker.

Fransk søm: er ideel til gennemsigtige stoffer og fine projekter, hvor man enten kan se sømrummet igennem stoffet, og derfor gerne vil have det ekstra fint, eller hvor man bare gerne vil have en pænere inderside i tøjet. Jeg har fx. valgt at sy min bomuldsbluse med franske sømme, fordi det giver en lidt mere “luksus i hverdagen” følelse. Det gav mening at bruge tid på det i hverdagstøj, fordi stoffet er nemt at sy i, og det derfor ikke tog så meget ekstra tid i forhold til at sy og overlocke normalt.

Syteknik No. 2 – Lukning

Hvis tøjet ikke er stort nok til at du kan få det på uden besvær, så skal der tilføjes en lukning. Det mest normale er en lynlås eller knapper, men det kan også være snørelukning som man fx. ofte vælger i korsetter, lukning med hægter, tryklåse eller (jeg håber ikke du nogensinde vælger det i almindeligt tøj!) velcro.

Hvis tøjet er stort nok – som min bluse på billederne længere oppe – eller der er stræk nok i stoffet – som min nederdel på samme billeder – så er der ikke nogen grund til at lave en lukning, med mindre den også har en dekorativ effekt. En lynlås eller en række knapper kan sagtens tilføjes som en design detalje, uden at have nogen reel funktion eller være nødvendig. Men så skal det efter min mening være meget gennemtænkt og en vigtig del af designet. Ellers er en lukning blot en måde at gøre tingene mere vanskelige for sig selv, end man behøver. Og har du glemt hvorfor det er en dårlig idé, så hop op i toppen og læs afsnittet om at knække en pil  med struben igen.

Min sorte nederdel er syet i jersey, og fordi det er en hverdagsnederdel der skal passe ind i en “travl mor til 2 små børn”-garderobe skulle den være hurtig at sy. Konstruktionen er så simpel, som det overhovedet kan blive: 2 “firkanter”, der passer med mit hoftemål og kurver ind til taljen, elastik i taljen og oplægning i bunden. Bevægeligheden kommer fra strækket i stoffet og faconen kommer af rundingen i sidesømmen og af at elastikken i taljen holder stoffet inde på plads.

Men altså – ingen lukning i min nederdel. Det ville ikke give mening at sy en lynlås i, for jeg kan uden problemer komme i den. På den tid, det ville tage at sy en lynlås i det rimelig strækbare jersey stof, kan jeg sy en hel ekstra nederdel. Og det kan være meget rart med lidt ekstra i garderoben, når yngsten på 1 år øver sig i at spise selv.

Syteknik No. 3 – Oplægning

Rå kanter i bunden af tøjet er sjældent en god idé, fordi stoffet bliver slidt og trævler på den ene eller anden måde. Så for at forlænge tøjets levetid, skal du vælge en syteknik til oplægning.

Lige bundlinjer: kan lægges op med 3-4 cm sømrum/oplægning, og enten syes fast på maskine eller i hånden. Hvis du kan fange en enkelt tråd på vrangen af stoffet, uden at det trækker igennem og laver et tydeligt mærke på retten, så kan du med fordel sy oplægningen i hånden, og få en helt usynlig men ganske holdbar oplægning. Skal tøjet vaskes meget i maskine (som fx. min jerseynederdel), eller er det svært at få oplægningen helt usynlig, så er det bedre med en stikning på symaskinen, som bliver synligt på retten.

Bundlinjer med vidde: kan lægges op med smalle ombuk eller med en belægning. Ombukket kan varieres og fx. være et dobbelt ombuk, hvor kanten bliver foldet helt væk, i fine og tynde stoffer eller en overlocket kant, der foldes om mod bagsiden og stikkes fast i lidt kraftigere stoffer. Et skråbånd gør det rigtig godt som erstatning for en belægning i bunden af kjoler og nederdele med stor vidde, mens ærmer, bukser, jakker og frakker ofte bliver bedre med en belægning som oplægning, hvis bundlinjen ikke er lige til at folde om.

I blusen her har jeg valgt et dobbelt ombuk på 1 cm, fordi det passer sammen med de franske sømme og kanten i hals og ærmegab. Alle trævlekanter er lukket inde, og der er ikke brugt overlocker til nogen af kanterne, men blusen er stadig flot indvendig og absolut professionel, trods fraværet af en overlocket kant.

Syteknik No. 4 – Kanter og afslutninger

En ting er oplægningen, men der er også andre kanter i tøjet, der skal vælges syteknikker til. Halsudskæringen kan fx. ordnes på et utal af måder, alt efter hvordan den er designet, og hvad det er for noget tøj. Der er altid mulighed for at lave en belægning, og vende halsen med den, så sømrummet bliver gemt mellem stof og belægning.

Hvis tøjet er foret kan man vende med foer i halsen, så der kun er foer og yderstof. Det giver mulighed for at have en helt “ren” retside, fordi man kan vælge at sy en understikning for at holde foret fast på indersiden. Det virker bedst hvis stoffet kan holde pres, og ikke går ud af facon af sig selv. Er stoffet mere egenrådigt, og uimodtageligt overfor damp og pres, så kan man sy en kantstikning, der er synlig på retten, og stadig få en flot afslutning.

Ofte kan det også lade sig gøre at ordne halsudskæringen med et skråbånd, som jeg har gjort i blusen. Det giver en helt smal og lille kant, der falder naturligt ind i designet i de fleste stoffer. I tynde og mellemkraftige stoffer giver det mening at bruge selve stoffet til skråbånd, mens det i mere kraftige stoffer vil give et bedre resultat med skråbånd i et andet tyndere materiale. Du kan lære at lave dine egne skråbånd, hvis du klikker her <<

Det er sjældent en god idé blot at overlocke kanten og bukke den om mod vrangen, som man kan med en oplægning. Halsudskæringer vil næsten altid være for dybe og runde til at det kan lade sig gøre. I nogle meget lige bådhalse kan det lykkes at få denne syteknik pæn, men så vil stoffet foran røre selve halsen, og det skal man overveje om man kan lide. Nogle har ingen problemer, mens andre føler de er ved at blive kvalt, hvis tøjet går for højt op i halsen. Og så kan det altså godt betale sig at teste en anden syteknik, i stedet for at føle man bliver kvalt, hver gang man bruger tøjet. Så her er et af de tilfælde hvor det, der umiddelbart er den svære vej (at lave skråbånd og sy dem på i kanten) er en bedre løsning end den umiddelbart nemme vej (ombuk af kanten).

Syteknik No. 5 – Pynt og detaljer

Pynt og detaljer er nogle gange gennemtænkte fra starten, og andre gange opstår det mere spontant og af nød.

Lommer, overskæringer, fylde og vidde som detaljer skal gennemtænkes på forhånd, fordi der skal laves mønster til dem. Hvordan et lommemønster skal formes, kommer an på om det er en paspoleret lomme, en skrålomme, en jeanslomme eller noget helt andet. Så der må man beslutte sig for syteknikkerne inden man begynder at tegne mønsteret.

Andre detaljer opstår, når man arbejder med tøjet, og der må man improvisere syteknikkerne hen ad vejen. Blusen her blev fx. for stor i halsen, så den sad og flagrede, og det var ikke pænt fordi stoffet er forholdsvist fast, og ikke draperer (falder) ret flot. For at løse problemet har jeg foldet et lille læg i den ene side af halsen, og syet det til i hånden. Lægget er lavet både foran og bagpå, fordi det var samme problem begge steder med for løs en halsudskæring, og det giver en fin detalje til blusen. Det kunne lige så godt have været et læg, der var tænkt ind fra starten og lavet i mønsteret.

Jeg har syet lægget fast på indersiden i hånden, for at der ikke skulle blive en synlig søm på retten af blusen. Og jeg har sørget for at bunden af lægget ikke tipper op over kanten af halsen, men bliver nede på plads. Havde lægget været planlagt fra starten, ville jeg have lavet mønsteret, så kanten af lægget passede med kanten af halsudskæringen, og dermed undgå det lille “dyk” lægget laver på indersiden af blusen. Så ville skråbåndet rundt i halsen være syet på efter lægget var foldet, i stedet for som nu, hvor skråbåndet er syet på og lægget “opfundet” bagefter.

Det kan være en stor mundfuld i starten at finde rundt i de mange syteknikker og muligheder, og du er et ganske særligt talentfuldt menneske, hvis du rammer rigtigt hver gang. Men den bedste måde at lære på, er at øve sig. Så lær en masse syteknikker, og test dem i forskelligt materiale. Når noget ikke bliver som forventet er det hverken dig, syteknikken eller stoffet, er er noget galt med. Det er bare en knap så hensigtsmæssig kombination af stof og teknik, og problemet løses ved at vælge en anden syteknik.

Du lærer alt det grundlæggende om syteknikker og syning i det her online kursus:

https://skaberlyst.dk/butik/sykursus-kom-godt-i-gang-med-at-sy-grundkursus-i-syning/

Vil du se det der med at knække en pil med struben? Det er altså ikke noget jeg finder på. Se bare de her mennesker, der er lige så kugleskøre som jeg, at hoppe med på sådan en øvelse <<

Hvad er det skøreste du har gjort i din syning? Kom nu – del med os andre i en kommentar! Du er garanteret ikke den eneste, der har gjort det 😉