5 meter stof, der kommer til at ændre mit liv

Der er gået noget op for mig. Noget jeg egentlig godt vidste, inde i hovedet, men først har erfaret med min krop i dag.
Det startede i går.

Jeg har anskaffet mig en vikle, fordi jeg har hørt og læst om, hvor nemt og godt det er, at bære sin baby i sådan en. Og jeg har en dreng på 2 måneder, som naturligvis skal have det godt. I går lærte jeg så, hvordan jeg bruger min vikle. Det kunne jeg nemlig ikke selv regne ud.

Når barnevognen ikke kan komme med
Det kommer til at ændre mit liv. Eller måske faktisk ændre det lidt mindre. Jeg ELSKER nemlig at shoppe i små specialbutikker. Alle dem, hvor en barnevogn ikke kan komme ind. Ikke fordi den ikke må. Det måtte den måske godt – hvis den ellers kunne komme ind ad døren.

Så jeg har, en smule modvilligt, prøvet at acceptere, at de små butikker nok må undvære mig, så længe knægten er i barnevogn. For jeg har ikke rigtig samvittighed til at lade ham stå alene udenfor og vente på mig.

…må man finde på noget andet
Men så opdagede jeg det her vikle-halløj. Et stykke stof, der er ca. 5 meter langt og 60cm bredt. Som man vikler rundt om kroppen, hvorefter man putter ungen ind på maven, og lader stoffet holde ham fast der.

Det har taget ca. 7 forsøg at få skidtet bundet og knægten ind i det. Og han har grædt. Men til sidst lykkedes det – han kom på plads, og små-pludrende har vi været i små butikker. Uden barnevogn. Takket være 5 meter stof, et par teknikker og lidt øvelse.

Pointen med denne historie, som også er relevant for andre end nybagte mødre:
Med de rigtige teknikker og redskaber, lidt tålmodighed og en portion øvelse – så kan man pludselig ting, man ikke kunne før.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *