Advents Kalender 2013 – del 4 af 4

Det vildeste i 2013

Lige om lidt er det jul, og jeg håber du er klar til det? Jeg er ikke helt, men der er også lige 2 dage at løbe på endnu…sådan næsten i hvert fald. Jeg mangler lige at sy en kjole til mig selv, og en vest til knægten.

Det er sidste chance i år for at vinde en syrelateret gave i Skaberlysts advents kalender. Til gengæld kommer gaven først til den heldige vinder i starten af det nye år, så det er lidt som at fortsætte festen ind i 2014.

Og det synes jeg bestemt vi skal gøre. Fortsætte festen. For hold da op hvor har 2013 været et rent festfyrværkeri af fede sy oplevelser.

Et hurtigt tilbageblik på 2013 i syningens tegn byder bl.a. på:

* Kursus i det amerikanske tilretnings system Fit for real people i starten af året, hvor jeg var på “syskolebænken” for første gang i mange år, og selv skulle lære at bruge systemet.

* 3 dages sykursus i sommerferien med overnatning und alles, hvor jeg underviste de dejligste kursister til langt ud på natten.

* Flere skriveophold, hvor jeg har forberedt og arrangeret de ebøger, jeg nu endelig er godt i gang med at skrive og filme til jer. Den første er udkommet, og kan findes HER.

* Workshops i tilretning rundt i landet, som bliver gentaget i foråret 2014.

* Og så har jeg her i december afsluttet min bachelor uddannelse i design og business med 2 skønne 12 taller til de afsluttende eksamener.

Efteråret har dog været det vildeste for mig. Først med Kreative Dage i Fredericia i oktober, hvor jeg holdt foredrag og mødte rigtig mange af jer på Skaberlyst standen. Det var en forrygende og meget hektisk weekend, og jeg kan ikke huske om jeg har fortalt, at jeg næste år deler stand med Guldager Symaskiner og Stof&Stuff, som jeg samarbejdede med på messen i år. Det bliver ret vildt, så du kan godt reservere den sidste weekend i oktober allerede – der skal du en tur til Fredericia.

Damen selv i et af de få øjeblikke, jeg sad stille.
Fra Kreative Dage 2013, i et af de få øjeblikke, jeg sad stille.

Et par dage inden messen blev jeg ringet op af TV2 Fri, som spurgte om jeg ville komme forbi Frihuset og vise noget syning.

Om jeg lige vil en tur i TV? Jo tak!

Jeg har besøgt Frihuset 2 gange, og du kan læse om det HER og HER. Du kan se udsendelserne på TV2 Play, de er fra d. 31/10 og d. 22/11.

Skaberlyst på besøg i Frihuset
Første gang jeg besøgte Frihuset syede jeg vinter-udstyr sammen med Peter Rygaard.
"Hobby hjørnet" i Frihuset efter jeg har invaderet det med symaskine, stof og giner.
“Hobby hjørnet” i Frihuset efter jeg har invaderet det med symaskine, stof og giner.

Næste gang jeg kommer forbi på dit tv er d. 2. januar 2014, hvor jeg viser hvordan man syr en t-shirt, og snakker lidt om overlockeren. Det kommer til at fungere som en optakt til en af de ebøger, der er på vej i starten af det nye år (forhåbentlig allerede i januar!), som netop handler om overlockeren. Det ved jeg mange af jer bliver glade for, for det er noget af det, jeg bliver spurgt rigtig meget til.

 

Nå, men nu er det her jo faktisk en konkurrence.

Sidste år var den sidste gave i advents konkurrencen et gavekort på 300 kr til Silkehuset.

Og der er ingen grund til at lave om på noget, der er godt, så det er gaven igen i år. Altså et nyt gavekort. Det fra sidste år går jeg ud fra for længst er brugt.

Jeg kan desværre ikke selv deltage i konkurrencen (ØV!, jeg kunne ellers godt lige bruge 300 kr i Silkehuset), men det kan DU.

Alt du skal gøre er at skrive en kommentar i dette indlæg, og fortælle hvad det bedste/vildeste/fedeste du har oplevet i relation til syning i 2013 er.

 

Stof fra Silkehuset
Sidst Silkehuset var en tur i Århus købte jeg denne stak uld og silke. Det er lige så stille ved at blive forvandlet til lækkert tøj.

Der bliver trukket lod om gaven på søndag d. 29/12 2013, og vinderen får direkte besked.

Held og lykke – jeg glæder mig til at høre om jeres fantastiske oplevelser.

Og så lige til sidst: En glædelig jul og et fortryllende nytår til dig og din familie. Jeg glæder mig til at undervise og inspirere dig endnu mere i 2014 <3

Signe / Skaberlyst

0 thoughts on “Advents Kalender 2013 – del 4 af 4

  1. Super fed gave.
    Det vildeste for mig i år ift syning, er faktisk at komme igang igen og at opdage, at der faktisk er en hel verden herude på nette med folk der syer spændende og ikke mindst moderne. Jeg har faktisk i laaang tid været lidt demotiveret ift til at sy fordi jeg kun har kigget i de gængse symagasiner på dansk. Dem finder jeg gammeldags og kedelige. Nu har jeg meldt mig til kursus hos dig, Signe og glæder mig usigeligt til ‘rigtigt’ at komme igang med at sy tøj der passer mig.
    Spørg mig igen til næste år og jeg er sikker på, at der er meget mere at berette på den front:-)

  2. Alene det at komme igang igen trods kroniske smerter
    Og så det at få et totalt kvalificeret svar – når lille mig
    Skriver til dig Signe og et godt råd vedr sy redskaber
    Syntes det er vildt fantastisk og gør bare at jeg skal udvide
    Mine ideer og kreativitet – så vi skrives helt sikkert
    Ved i det nye år ❤

  3. Jeg er helt på linie med Lone Thomsen, så jeg vil gentage det samme. Jeg gik på efterløn 1. Feb. i år, i den forbindelse skiftede jeg min gamle symaskine ud med en helt ny Pfaff C1100 Pro. I første omgang har det taget mig lang til at komme i gang, den nye maskine lagde et stort pres på mig. Det der vendte det hele var et besøg på kreativmessen i Fredericia og opdagelsen af din blog Skaberlyst. Oveni havde jeg en fantastisk oplevelse i at shoppe hos Citystoffer i Århus, hvor jeg fik superprofessionel hjælp til at købe det helt rigtige stof. Herefter har jeg mere eller mindre siddet ved symaskinen eller computeren. Dine links er meget spændende og dit næste program/projekt med T-shirts’s kommer lige tilpas. Jeg har købt mere stof hos Citystoffer og er meget optaget af Fit for Real people.
    Jeg er supergod for at have fundet dig og ønsker dig al mulig held og lykke fremover.
    Kan du nu have en rigtig glædelig jul og kom godt ind i det nye år med masser af nye ideer og initiativer. Jeg er klar den 2. Foran tv2Fri.

  4. Det er helt sikkert mit køb af en coverlock, uha uha hvor min hjerne da kom på overarbejde, men hold nu op, hvor er jeg glad for den. Så jeg er en af dem, der glæder sig vildt meget til din e-bog med overlock. Glædelig jul og godt nytår. Kh Lotte

  5. Jeg blev fløjet til London i Oktober, for at arbejde på systuen på London College of Fashion.
    Min dygtige veninde arbejdede på sin kollektion, sin Master grad i herretøjsdesign.
    Det var vildt!
    Jeg er psykisk syg og det hele ramlede for et år siden.
    Jeg har ikke syet siden jeg blev sygemeldt fra mit studie i Maj 2012.
    Jeg føler mig ubrugelig, midt i jobprøvning, uarbejdsdygtighed, psykiatri og jobcenter.
    Men så var jeg pludselig af værdi. Endda så stor værdi, at nogen gad betale for at jeg kom til London og syede. Værdifuld nok til at jeg fik dispensation til at rejse ud af landet på sygedagpenge.
    Jeg lånte til at have lommepenge, så jeg kunne gå ud og drikke kaffe i pauser og købte endda en stump stof i Liberty.
    Jeg følte mig næsten normal i den uge.
    Det var fedt, hårdt, vildt og spændende. Og hold da kaje der er nogle andre studieforhold i udlandet. Rådne Kina-skrammel industrisymaskiner. På en dyr, dyr uddannelse.
    Kollektionen er lige blevet præsenteret. Her skriver euroman om den:

    http://www.euroman.dk/blog/bloggere/frederik-lentz-andersen/nyt-dansk-designtalent-der-er-vard-at-holde-oje-med/?fb_action_ids=10152089736544106&fb_action_types=og.likes&fb_source=other_multiline&action_object_map=%5B1388311078085475%5D&action_type_map=%5B%22og.likes%22%5D&action_ref_map=%5B%5D
    Jeg har i øvrigt også strikket både trøje, cowl og fingervanterne.

    Jeg håber at vinde gavekort til silkehuset. Jeg prioriterer lækre materialer, altid.
    Jeg håber det kunne motivere mig til at sy til mig selv igen.
    Depression og angst er en frygtelig hæmsko..

    Glædelig jul til dig
    Fra Cille

    1. Sikke en flot kollektion. Håber alt flasker sig for dig, så du selv kommer til at styre dit liv igen. God vind og rigtig glædelig jul. Knus Kirsten

  6. Min vildeste hovsa oplevelse udi syning var, da jeg fik kastet en opgave sådan bare lige ud, nemlig en hule til tamfugle. Der findes intet mønster, og jeg lavede et, der blev en succes og mange spurgte om jeg ville sy til deres fugle. Altså de som sover i huler i naturen og så kan de efterligne det.
    Siden har jeg virkelig fået mange sjove opgaver, det er mega spændende som en udfordring og har fundet ud af, at det ikke er så svært at lave mønster til en hel del. Dog må jeg sige, at lave mønster til tøj, det har jeg slet ikke mod på. Men syning og kreative ting med selvlavede idéer og mønster er mig en mega fornøjelse.
    vh. Henny Ernstsen

  7. Det for mig i år var at opdage bloggen skaberlyst som har givet mig lysten til at sy igen både til mig selv og mine børnebørn, for det vil jeg meget gerne sige tak for.

  8. Det skønneste for mig i relation til min syning er, at jeg i kraft af min barsel får syet meget og har mange skønne stunder ved symaskinen. Jeg syr ikke så meget tøj til mig selv (endnu – men du giver mig da lyst dertil), men jeg har netop overstået et syprojekt på 15 nisseelefanthuer til min tidligere dagplejemor. Det var sjovt… og hyggeligt – og ikke mindst dejligt her efterfølgende at se børnene tøffe rundt iført dem.

  9. Det allerbedste for mig er at det lykkedes mig at få fat i mønsteret til den skøøøønne kjole Simplicity 2591, så jeg kunne sy denne smukke kjole til min barndomsvenindes bryllup!
    http://bylanggaard.blogspot.dk/2013/07/kjolen.html
    Jeg ELSKER det mønster, og havde ledt længe efter det, før det lykkedes at få fat på det!!!!!
    Derudover er det helt klart din tilretningnsworkshop. Jeg har desværre ikke haft tid til at afprøve mønstrene i praksis endnu, men glæder mig meget til at få det afprøvet efter jul 🙂

    Glædelig jul!

  10. Det er bestemt, da jeg fik en overlocker og opdagende en fantastisk ny verden! Knus-elsker virkelig den maskine 🙂

  11. Det bedste for mig i år, har været min tilretningsdag hos dig Signe Eriksen:-) er så glad for det basis mønster du lavede til min mærkelig krop;-) og nu ved jeg sådan ca. Hvordan jeg skal lave om i div. Mønster…….

  12. Mit fedeste dyprojekt i år, har været at designe og sy en brandmandsdragt til mit barnebarn som er en mega stor brandmandsnørd, og han er kun 3 år. Jeg har lavet dragten efter et pyjamas mønster og syet det i bævernylon, med reflekser, striber. Og et hjemmelavet logo på brystet og en brandbil på bagsiden. Bæltet har jeg også lavet med hele baduljen af udstyr og han blev sÅ glad. Det har virkelig været et stort arbejde men rigtig sjovt og udfordrende.

  13. Min vildeste ting i 2013 var da jeg skulle bytte mit sommertøj (øv) ud med vintertøjet,
    og hvad fandt jeg : En jakke i uld og med pelsbesætning af blåræv.
    Jakken syede jeg efter en jakke, jeg havde set i en forretning i Viborg. det var før mobiltiden så den blev tegnet på et stykke papir.
    Jeg lavede først en til min datter for det var hendes ide, og det var hende, der havde set den, men bagefter en til mig selv.
    Jeg har faktisk aldrig brugt den, men pludselig i år følte jeg mig super tilpas i den.
    Dejligt når man har lagt et stort arbejde i en ting.

  14. Det vildeste , fedeste og fantastiske var silke og stofmarkeder i Singapore. ( hvor jeg var i sommers) min mand, barn og veninde fortrød op til flere gange at de var med til at se på stof. Jeg var på stoffer i den bedste mening af ordet.
    I kan sker ikke forestille jer mængden af silke , bomuld og indernes foretrukne…. Polyester. Det er nemt på arbejde siger de. En sari er 5 meter og kostede ikke mange penge. Jeg fandt en silkemand der solgte de allerlækkreste dyreste silker. Der var silke til 800 kr meteren. Haute couture.
    Fantastisk at se alle de stoffer med originale indkøbsatmosphære. Det vil jeg gøre igen og igen. Savner det helt vildt og synes ikke at jeg havde tid nok til at dykke i stofferne. Hvad jeg altså havde!!! God veninde!!! Hun holdt mig fra at købe endnu mere
    Godt nytår

  15. Summen af alt der skønneste, vildeste og fedeste i mit syunivers er, at jeg via de ting, jeg har arbejdet med og deltaget i, har oparbejdet en go sy-selvtillid. OG at jeg nu giver mig go tid til det, jeg laver, til fordybelse og til at gøre om og om igen til jeg er tilfreds med resultatet. Alt sammen noget jeg tager glad med ind i 2014.
    Godt nytår her fra

  16. Brudekjolen til en veninde – min første brudekjole. Designet af vores fælles ven. Hold da op, for en omgang – der var både snøringer, draperinger, slæb, læg, corsagesnit, perler, tyl og hele svineriet. KÆMPE opgave, som jeg ialt har lagt over hundrede arbejdstimer i, og som gav mig utallige udfordringer og flere omgange af præstationsangst. Men jeg kom ovenpå igen hver gang, og jeg gennemførte, og bruden var glad, og alle gæsterne imponerede. FED opgave – er SÅ ydmyg over at have fået lov at lave kjoLEN, som det jo er til et bryllup. Og ih du milde, hvor blev jeg utrolig meget klogere – både i hoved og i hænder. 😉

  17. Det skønneste i år er, at jeg har fået oprettet en minipatchwork gruppe, hvor tiden deles ligeligt mellem spændende syning og god venindesnak 🙂

  18. For hulan de damer, jeg har jo helt glemt ugedagene her i ferien! Vinderen af den sidste del af advents konkurrencen i 2013 blev Lotte Hedensted, som modtager et gavekort til Silkehuset.

    TUSIND TAK for alle jeres kommentarer, som jeg virkelig har nydt. Sikke mange dejlige oplevelser I har haft med syning!

    Kom godt ind i 2014 og husk at tune ind p[ TV2 Fri d. 2/1, hvis du har mulighed for det.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *