Syfolk af den gamle skole vil givetvis stadig holde fast i at alle markering fra et symønster skal overføres til stoffet med kalkérpapir.
Men det er heldigvis ikke en regel, vi er nødt til at følge i dag.
Der er nemlig meget nemmere – og mere effektive – alternativer.
På skrædderskolen skulle vi bruge kalkérpapir til alle markeringer. Jeg var ikke fan… og jeg tror faktisk ikke jeg brugte det hele det sidste år.
I dag bruger jeg kun kalkérpapir til at markere linjer på grundmønstre, så jeg har noget at forholde mig til, når jeg tilretter.
Hurtigere måder at markere pasmærker i stof
De markeringer, der er gode at have i stoffet, når du skal sy tøjet sammen, er blandt andet pasmærker i sømrummet.
Dem kan du nemt markere ved at vippe mønsterpapiret op og tegne en lille streg i sømrummet med skrædderkridt eller med en tekstilpen. Det er en smart metode i det meste stof, fordi den er hurtig og ganske præcis.
Desværre er det ikke er alt stof, der kan tegnes på med kridt eller tekstilpen. Tager dit stof ikke imod kridt eller pen (det kan være strukturen i stoffet eller farven, der gør at du ikke kan bruge tegne-metoden), så kan du klippe et lille hak i sømrummet.
I teorien må stofsakse på ingen måde klippe i mønsterpapir (eller i papir i det hele taget), men jeg klipper altså hak til pasmærker gennem både papir og stof. Det er egentlig mest en dårlig vane, for det er lige så hurtigt og præcist, hvis du sniger saksen ind under mønsterpapiret, før du klipper et lille hak.
Hak er det man bruger i industrien. Og det er en smart metode, fordi markeringerne er permanente. Kridt og tekstilpen forsvinder igen med tiden, mens et klippet hak i sømrummet kun forsvinder i stof, der trævler meget.
Når du tegner markeringerne skal du tegne på begge stoflag et ad gangen, hvilket kan gøre markeringen mindre præcis. Med klippede hak får du markeret begge stoflag på samme tid og på præcis samme sted.
Pas meget på ikke at klippe for langt ind i sømrummet. Klipper du forbi sømlinjen, ødelægger du din søm.
Har du brug for at markeringen er permanent, men fungerer det ikke at klippe hak i sømrummet, kan du altid ty til den ultimative skrædderteknik: ritråd.
Hvis du rier en lille markering i hånden, bliver tråden siddende til du piller den ud igen. Uden at du klipper i dit sømrum.
I strikket stof er det ikke så smart at klippe ind i stoffet, fordi det nemt kommer til at trævle op. Her kan du i stedet klippe en markering “udad”. Ved at klippe en lille trekant ud fra sylinjen, når du klipper stoffet, kan du nemt se hvor pasmærkerne er. Strikket stof bliver syet sammen på overlockeren, som skærer den lille trekant af, mens den syr. Så den færdige søm bliver som den skal være, uden mærkelige trekanter, der stritter ud.
Opdateret marts 2022
Det er nemlig et rigtig godt tip, som jeg i øvrigt altid har kendt og brugt 🙂
Fedt du kan lide tippet Anne 🙂 Ja, når man kender det, så bruger man aldrig andet.
Hej Signe
Vi er jo nød til at spore eks. indsnit – eller er der også et tip til det?
Else, det tip deler jeg her: https://skaberlyst.dk/alternativer-til-kalker-papir-22/
Kh
Signe / Skaberlyst
Hedder det ikke sporehjul?
Hej Sus
JO, det gør det da! Tak – det er nu rettet.
Venlig hilsen
Signe / Skaberlyst