Brevkasse: Sådan klipper du lige

header_klip

Inde på facebook siden, er der kommet et spørgsmål til en klippe teknik. Det gav anledning til, at jeg nu gør alvor af en tanke, jeg har haft i noget tid. Nemlig at lave en online sy-brevkasse. Den starter med dette indlæg, så…

Velkommen til Brevkassen

Her kan du stille spørgsmål til syning, og få et professionelt svar.

Det er ellers noget, der normalt er forbeholdt mine online kurser. Men ind imellem får jeg en mail eller en besked på Facebook med spørgsmål, og jeg kan jo ikke lade være med at svare. Så fremover får I alle glæde af både spørgsmål og svar her i brevkassen.

Hvis du har et spørgsmål, så mail det til mig på info@skaberlyst.dk. Skriv gerne “brevkasse” i emnefeltet.

Eller klik her for at skrive til mig på facebook siden.

Jeg svarer på spørgsmål løbende i brevkassen her på bloggen. Jeg kan altså ikke love hvornår du får svar – men bare at du gør. Du kan se alle spørgsmål og svar i kategorien “brevkasse”, som du kan finde ude i siden.

Det første brevkasse spørgsmål er fra Hanne.

Hanne har spurgt, om der er nogen, der har gode tips til, hvordan man klipper fuldstændig lige, så man kan lave professionelle rå kanter i sit tøj.

Svar:

For det første skal du være sikker på, at stoffet kan tåle at have rå kanter – dvs. at det ikke trævler væk. Du kan sikre kanten mod at trævle helt væk, ved at sy en stikning eller zigzag 1,5-2cm fra kanten. Eller også skal du klippe det på skrå. Så trævler det ikke på samme måde, og så er det, det får sådan en “frynset” kant, som kan være super fed.

Selve klipningen kan du gøre nemmere ved at tegne linjen op med kridt eller en pen, der forsvinder i vask, så du har noget at klippe efter.

Saksen skal være helt skarp. Og så skal du klippe langsomt, og holde øje med, hvor saksen starter hvert klip – den skal starte i det punkt, det sidste klip sluttede, for at undgå hak og ujævnheder.

Skulle der alligevel være kommet et par ujævnheder eller buer i linjen, så klip den til bagefter med en lille skarp trådsaks.

Se hvordan jeg selv gør i denne video:

4 thoughts on “Brevkasse: Sådan klipper du lige

  1. Jeg ser med stor interesse dine sytips og har megen nytte af dem. Håber det er her jeg må spørge!
    Kan du forklare noget om trådtykkelse og hvodan man vurderer hviken man skal bruge og hvor. Syr jeans og vil gerne lave pæne pynte stikkesting. Du anbefaler 3 mm stinglængde men synes det er nemmere at sy med 2 mm, er det forkert? Bruger en overtrtåd der hedder noget med 40 eller endnu bedre bare ekstra stærk tråd der er tykkere og hvor undertråden så hedder 50 i polyester. Det er svært at få dem til at ligne de rigtige cowboybuksers kapsømme, som det vist nok hedder. Skulle det være bomuldstråde til bomuld denim?
    Mvh
    Henrik Hastrup

    1. Hej Henrik
      Du må gerne spørge her 🙂
      Trådtykkelser har et højere nummer jo tyndere de er. Den normale sytråd er tykkelse 120, og de tråde man syr pyntestikninger i denim med er enten 50 eller 30. Stinglængden kan du prøve dig lidt frem med. Den normale stinglængde er 2,5, og i det meste stof virker det godt at sætte den lidt op til pyntestikninger. Men det er egentlig vigtigere med den rigtige nål. Når tråden bliver kraftigere skal nålens øje være større. Brug jeans/denim nåle til at sy med, og få evt. fat i topstitch nåle til pyntestikningerne. De har et lidt længere øje, som tråden glider mere ubesværet igennem.
      Håber det hjælper lidt 🙂
      Kh
      Signe / Skaberlyst

  2. Hej,
    Jeg har en trøje i 50% bomuld og 50% uld. Den passer fint, men er en smule lang. Derfor vil jeg gerne klippe lidt af ‘bunden’. Vil jeg kunne gøre det uden, at trøjen trævler?

    Med venlig hilsen
    Johan

    1. Hej Johan
      Det kommer helt an på, hvordan den er lavet, og hvilke efterbehandlinger stoffet har fået på fabrikken. Så det er desværre meget svært at sige noget om, især uden at have set trøjen. Bedste bud er nok at tage den med til en, der kan sy (evt. ind i en stofbutik), og spørge en, der kan have stoffet i hænderne, og vurdere på den baggrund.
      Venlig hilsen
      Signe / Skaberlyst

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *