UPDATE
Vi har i 2022 flyttet webshoppen til skaberlyst.dk, så alt er samlet på et sted.
Med åbningen af Synoter Studio, som er vores medlemsklub om mønsterkonstruktion, har vi også valgt at udfase ELiQU symønstrene. Debliver derfor ikke genoptrykt, når de er udsolgt.
Skaberlyst har fået en lillesøster.
Hun hedder ELiQU Sewing, og hun er vores spritnye webshop.
I det her blogindlæg kan du læse om rejsen fra et stykke blankt papir og en halv idé til en (næsten) færdig webshop, der er klar til at tage imod bestillinger på både symønstre og sygrej.
ELiQU Sewing begyndte at spøge i min bevidsthed for nogle år siden, da vi arbejdede med at optimere pasformen i de grundmønstre, vi arbejder med på syværkstedet og på vores workshops i tilretning.
For når nu der er lagt så meget arbejde i at optimere standard grundmønstrene (vi arbejdede på dem omkring et år, før vi var helt tilfredse), så er det næsten synd, ikke at gå hele vejen og selv designe og udgive symønstre.
Den idé – at starte et brand med symønstre, der tager udgangspunkt i vores egne grundmønstre – var ikke lang tid om at melde sig.
Men den var lang tid om at få lov at rodfæste sig.
For det er et KÆMPE arbejde at lave symønstre i mange størrelser, der skal være klædelige og sidde godt i alle størrelserne.
For ikke at tale om alt det andet, der følger med: tegninger, billeder, masser af opsyninger af prøvemodeller i forskellige størrelser, syvejledninger og flere tegninger.
Men da Isabella dukkede op på syværkstedet og spurgte om hun kunne komme i lære som beklædningshåndværker, begyndte ideen om symønstre i standardstørrelser at få bedre fat.
Og nu er den en realitet.
Vi har åbnet en webshop, hvor du kan købe de symønstre, vi laver ud fra vores grundmønstre.
Og lidt til…. det kan du læse om længere nede.
Hvad betyder det der ELiQU? (Og hvordan hulen siger man det?)
Det sidste først: Eliqu udtales (på dansk) ret meget lige ud ad landevejen: e-li-ku.
Jeg kan ikke huske den præcise rækkefølge af hvornår navnet kom ind i billedet. Om det var før eller efter, Isabella startede på syværkstedet. Men det var i hvert fald noget af det første, der skete.
For da beslutningen var taget, og det blev et fast mål at starte et nyt brand med symønstre, var det klart for mig at det netop skulle være noget nyt.
Det skulle ikke være Skaberlyst symønstre.
De skulle have deres helt eget navn.
Og det måtte gerne være noget internationalt, for de nye symønstre skal naturligvis sælges i hele Verden, og ikke kun i Danmark. (Det er i øvrigt også derfor, vi skriver på engelsk på den nye side).
Der blev leget med mange forskellige kombinationer og versioner af ord og bogstaver.
Søgt i navne databaser.
Googlet.
Tænkt mere og mindre (især mindre) fornuftige tanker om, hvad sådan et nyt eventyr skulle hedde.
På et tidspunkt fik jeg en idé om, at det gerne måtte være noget latin eller græsk.
Der blev googlet igen. Især Google Translate er blevet brugt flittigt til at oversætte alverdens ord til latin.
På et tidspunkt dukkede ordet “Eliquare” op.
Det er latin og betyder “at forfine eller forbedre et produkt”.
Jeg fandt det en aften, hvor jeg for længst burde have slukket lyset og lukket øjnene, men pludselig kunne jeg på ingen måder sove.
Eliquare var G-E-N-I-A-L-T!
Det var jo lige det, vi havde gjort med vores grundmønstre: forfinet og forbedret dem.
Helt høj over det geniale navn fik jeg præsenteret det for min familie og for de andre på syværkstedet.
Og den mest rammende kommentar var nok: “det er ikke særlig mundret”.
Hm, nej.
Men betydningen er genial!
Det var alle sådan set enige om, og vi gik (igen) i tænke-mode.
Heldigvis var der en, der sagde: “kan det ikke bare hedde Eliqu?”
Og ja, det kom det jo så til.
ELiQU er en forkortet version af ordet eliquare, som betyder at forfine eller forbedre et produkt.
Det var en rigtig god energi at tage med til næste del af projektet.
Byg et brand – workshops
Egentlig har jeg taget en uddannelse i at udvikle nye brands og firmaer fra bunden.
Men det er et stort arbejde. Især hvis man selv står for det hele. Og også har et firma (jep – det er Skaberlyst) ved siden af, der skal passes.
Så da Michelle og Olivia fra Scandinavian Sustainable begyndte at reklamere for 3 workshops om branding, skyndte jeg at melde mig og Isabella til.
De 3 workshops blev den perfekte start for ELiQU.
Isabella startede i sin første praktikperiode på syværkstedet i august 2018. Første workshop var sidst i august og de næste 2 i løbet af september, så vidt jeg husker.
På de 3 workshops fik vi snakket os frem til hvad målet er med ELiQU. Hvad det er for nogle symønstre, vi gerne vil lave. Hvorfor der overhovedet er brug for endnu et symønster brand ude i syrummene, og hvad vores værdier bag ELiQU er.
Vi fik bygget et visuelt univers op omkring moodboards og vi fandt frem til nogle kodeord, der går igennem vores arbejde med mønstrene.
På de 3 workshops fandt vi også frem til vores tagline:
Everyday magic from your sewing room.
Noget af det, der er vigtigt for os med ELiQU symønstrene er, at det er hverdagstøj – men med ekstra luksus, som gør det til alt andet end basistøj, der nogle gange kan tendere lidt til det kedelige. (Undskyld, hvis du elsker bløde bukser og oversize t-shirts. Men du kommer altså ikke til at finde det hos ELiQU)
Vi er inspirerede af Haute Couture, når vi designer.
Og syteknikkerne er ofte plukket fra skrædderiet.
Men det er vigtigt for os, at du kan bruge tøjet i din hverdag. At det bliver yndlingstøj, som får dine øjne til at stråle, når du tager det på om morgenen.
ELiQU symønstrene er designet til at bringe lidt ekstra hverdagsmagi ind i din garderobe – direkte fra dit eget syrum.
På de 3 branding workshops arbejdede vi meget visuelt. Blandt andet lavede vi moodboards, for at fange de stemninger, vi gerne vil gengive i vores symønstre.
Vores moodboards står på syværkstedet og skaber en skøn stemning i hverdagen.
Indrømmet – det er ikke altid vi lige husker at vende tilbage til det, når vi designer og udvikler ideer, men det er en del af hverdagen, så vi tror på det helt automatisk får indflydelse på de ting, vi laver.
Symønstre og travlhed
Vi knoklede løs sidste efterår for at nå at få vores første symønster klar til Kreative Dage messen i oktober.
Det lykkedes lige præcis ikke.
Mønstrene blev leveret mandagen efter messen.
Og det var ikke fordi, der ikke blev ydet en ekstra indsats. Trykkeriet knoklede løs og gjorde alt hvad de kunne, for at nå at levere inden messen.
Der er ganske enkelt bare SÅ meget ekstra, der skal laves, når man udgiver symønstre, end at lave mønsteret. Og selvom vi var forberedte på at der ville være mange usynlige opgaver, så blev vi alligevel overraskede.
Vi prøvede at presse det hele igennem lidt for hurtigt, og det har desværre resulteret i lidt skønhedsfejl i den første udgave af vores Paeonia Blouse, som er vores første symønster.
Blandt andet fik vi printet en “Svejledning” i stedet for en “Syvejledning”.
Hastværk ER lastværk.
Jeg har set det ske – og været involveret i det – alt for mange gange.
Og alligevel faldt vi i med begge ben.
Derfor har vi faktisk ikke haft travlt med at få webshoppen og hjemmesiden færdig. Eller det næste mønster, for den sags skyld.
Vi har arbejdet stille og roligt. Når der har været problemer har vi lagt det til side og arbejdet på noget andet, indtil vi var klar til at løse problemerne.
Det betyder ikke at den nye webshop er fejlfri.
Eller at vores symønstre fremover vil være fuldstændig perfekte.
Men vi kommer til at undgå de værste fejl, og vi kommer til at levere langt bedre og mere velovervejede symønstre, når vi tager det lidt mere roligt i processen med at skabe dem.
Trods lidt hastværk i den sidste del, så fejler vores første symønster heldigvis absolut ingenting i forhold til design og pasform.
Vi er faktisk piv-stolte af den lille dame!
Hun hedder Paeonia og er et blusemønster med 2 forskellige ærmer og 2 forskellige forstykker. Det ene med læg i siden, som er en skøn detalje, der klæder næsten alle.
Til vores første mønster er vi selv modeller. Signe har syet den ene version af ærmerne og Isabella den anden, så du kan se begge muligheder.
Du kan købe dit eget eksemplar af Paeonia Blouse HER<<
Update: Paeonia Blouse er udsolgt i printet version. Du kan stadig købe mønsteret som PDF mønster til download.
Fordi vi har taget os god tid, har vi fået udviklet nogle gode arbejdsgange og et godt grundlag for at udvikle nye mønstre.
Mønster nr. 2 er næsten på plads. Det er en smuk kjole, der hedder Lavendula Dress.
Og nr. 3 går meget hurtigere, fordi vi nu har været processen i gennem nogle gange. Det er også en kjole, som kommer til at hedde Amaryllis Dress. Hun går under kælenavnet “julekjolen” på syværkstedet, og vi kommer til at gøre vores yderste for at hun er på webshoppen inden juleræset sætter ind.
Sygrej og vokseværk
Udover symønstrene kan du også købe sygrej i den nye webshop.
Det var overhovedet ikke meningen i starten.
Faktisk har jeg lovet mig selv højt og helligt, at jeg ikke ville starte en webshop med ting, der skal sendes. I hvert fald ikke før der var “en anden” til at sende det.
Den anden dukkede op i min indbakke i januar 2019.
Ninna skrev til mig.
Hun er kontorassistent, og hun ville gerne arbejde hos Skaberlyst.
Det viste sig at Ninna faktisk drømte hun om at arbejde i en lille webshop.
Det kunne ikke være mere perfekt, og når nu Ninna var med i teamet, så var det oplagt at udvide webshoppen før den overhovedet var åben.
Der er nemlig rigtig mange af jer, der har spurgt til hvor I kan købe det sygrej, jeg anbefaler i videoerne og har med på messer og kurser. Det er nemlig langt fra det hele, der har været til at støve op i landets stofbutikker.
Men NU kan du simpelthen købe det i vores egen webshop.
Det er vi helt høje over!
Der kommer mere sygrej til med tiden.
Ligesom der kommer flere symønstre.
Og der kommer også blogindlæg om både symønstrene og det forskellige sygrej på den nye side.
Vi skriver primært på engelsk på ELiQU Sewing. Men blogindlæg bliver også skrevet på dansk, ligesom syvejledningerne også kommer på både dansk og engelsk.
På sigt vil vi gerne have hele siden oversat, så man kan vælge sprog.
På sigt vil vi gerne en hel masse ting med ELiQU.
Hun er et skønt eventyr, som vi er umådelig stolte over at have søsat, og glæder os til at arbejde med de næste mange år.
Og sidder du nu og bliver lidt nervøs over, hvad der skal ske med Skaberlyst, så bare rolig! Skaberlyst kommer til at fortsætte fuldstændig som du kender det med blogindlæg, online kurser og live kurser.
ELiQU er the new girl in town.
Vi håber, I tager godt imod hende.
Du kan få et lille kig ind i vores lager/webshop/syværksted i videoen her:
Mønsterinfo: Blusen på billederne er Paeonia Blouse fra ELiQU Sewing.
Stofinfo: Isabellas Paeoina Blouse er syet i viscose fra lageret. Så vidt vi husker er det fra Citystoffer.dk. Min er syet i viscose fra Stofshop.dk
Foto: Billederne af Isabelle og mig (og de lækre sygrej billeder) er taget af Bibi Berge.
Det er bare sååååååååååååå spændende, glæder mig. Skal lige finde ud af hvor jeg starter, kan sy men ikke konstruerer egne mønstre, har kun syet efter færdige mønstre og de passer aldrig helt.
Med venlig hilsen Joan Andrea
Ps. har lige modtaget bogen om nederdele (så flot og med ægte menneske modeller) og glæder mig helt vildt til at gå i gang.
Et godt sted at starte er med vores online kursus Kom Godt I Gang Med At Sy. Der er en lille smule mønsterkonstruktion, alt det grundlæggende er gurndigt forklaret, og der er et kæmpe bonus afsnit med tilretninger, så du kan få købemønstre til at sidde meget bedre 🙂
Du kan se mere om online kurset her: https://skaberlyst.dk/butik/sykursus-kom-godt-i-gang-med-at-sy-grundkursus-i-syning/
Venlig hilsen
Signe / Skaberlyst
På kreativ messen i Fredericia blev jeg vild forelsket i Lavendula kjolen som Isabella havde på. Jeg købte mønstret, men glemte at spørge, hvilket kvalitet den var syet op i. Mønstret er da til faste stoffer? Jeg er ved at forsøge mig med en sandvasket cupro, men er udfordret på højt plan ????
Findes der en side med folks erfaringer og ideer? Der er altid nogle som er vanvittige dygtige ???? og meget lærerigt for en som mig, der stadig famler sig frem.
Hej Ann
Isabellas Lavendula Dress er syet i en sandvasket (eller i hvert fald børstet) cupro. Men det er bestemt ikke det nemmeste stof, og ikke et vi vil anbefale til den første model. Der er formentlig nogle tilretninger, der skal laves, inden mønsteret passer helt perfekt, da det jo er standardstørrelser. Og de er ikke så nemme at lave i det levende cupro. Her er en lærredsvævet bomuld et bedre bud til første tilretnings model – fx. den bløde staut fra Ikea, eller et gammelt lagen, hvis det bare skal være billigt til prøven.
Der er ikke så mange der har syet kjolen endnu, men du er meget velkommen til at dele billeder og spørge efter hjælp inde i vores Facebook gruppe: https://www.facebook.com/groups/skaberlyst/
Eller send en mail til sige@skaberlyst.dk. Men Facebook gruppen kan godt være hurtigere 😉
Venlig hilsen
Signe / Skaberlyst
Hej Signe 🙂
Har du et link til det stof du tænker på fra IKEA?
Og kan det altid anbefales til prøvemodellerne?
Mvh. Sanne
Hej Sanne
Det har jeg ikke, desværre, men mon ikke du kan finde det på Ikeas hjemmeside? Det er ikke altid godt til prøvemodeller, nej. Det duer fx ikke til grundmønstre eller til meget levende modeller. Som udgangspunkt skal stoffet til prøvemodellen minde om det, du vil sy den endelige model i. Ellers kan du ikke vurdere stoffets fald i forhold til designet, og det er en stor del af det endelige udtryk af tøjet, så det er en vigtig faktor at kunne tage stilling til i processen.
Venlig hilsen
Signe / Skaberlyst