I dag har været temmelig speciel for mig. Jeg har været model i næsten 4 timer for den überskønne fotograf Mathilde Haase.
Jeg “kender” Mathilde fra et online netværk, og da hun i efteråret postede et billede på Facebook, hvor hun havde fået et rødløg til at ligne en balkjole, var jeg solgt. Det SKULLE bare være Mathilde, der skulle tage de næste billeder af mig til min hjemmeside.
Ikke fordi der som sådan er noget galt med de gamle. De er bare ved at være 2½ år gamle, og jeg trænger til noget nyt. Og så har det et stykke tid irriteret mig lidt, at jeg ikke selv har syet det tøj, jeg har på, på de gamle billeder.
De sidste par dage har jeg brugt på at forberede mig.
Jeg har været ved frisør og fået klippet halvdelen af mit meget lange hår af. Ret vildt, når man er vant til nærmest at sætte sig på sit hår, når det hænger løst, men jeg elsker det allerede.

Derefter en tur i Citystoffer og købe ind til en aften og halv nat bag symaskinen.

I morges en tur forbi Naturskøn i Århus og få lagt makeup. Jeg bruger ikke makeup til dagligt, og har faktisk slet ikke noget. Det koster kun det halve at få en kosmetolog til at bruge en time på at lægge makeup, som det gør at købe foundation og mascara fra et mærke jeg kan tåle (hyper følsom hud!), så det valgte jeg at prøve. Og det er bestemt ikke sidste gang. Jeg kommer nok faktisk aldrig til selv at lægge makeup igen.


Og så kom Mathilde og var en hvirvelvind af omflytning og styling i mit lille syrum. Og så god til at få mig til at være mig. Jeg lover dig, de billeder bliver skønne! Jeg glæder mig helt vildt til at se dem. Knap så meget til at jeg kun må vælge 5 – det bliver ikke nemt.
Da vi var færdige lokkede jeg hende lige til at tage et billede med min mobil. Det kan på ingen måder måle sig med de billeder, hun har taget i løbet af dagen, men du får lov at se det alligevel:

Nå, men det er altså derfor jeg ikke har været så aktiv online de sidste par dage. De næste dage er booket op af nyhedsbrev, personlige tilretninger og hemmeligheder og næste uge er også fuldt booket op af bl.a. tekstilmesse i Vejle, flere hemmeligheder, og endnu en tur til Tv2’s Frihuset, som er ved at være hverdag i Skaberlyst. Hvis man havde sagt det til mig for ½ år siden havde jeg nok ikke helt troet på det.
Følg mig på Instagram @signeeriksen_skaberlyst, hvis du vil have live billedopdateringer fra mine små daglige eventyr. Det er næsten kun sy-relaterede billeder jeg poster der, så du slipper stort set for at blive spammet med private familiebilleder.