Min søster er lige fyldt 30 (huraaa!).
Og helt ærligt.
Jeg gad faktisk ikke åbne hendes ønskeseddel (den kom på mail), for de sidste par år har den været lidt….kedelig.
Undskyld Søs. Men det har den altså.
Men så ringede min mor.
Hun sagde “Din søster ønsker sig en symaskine. Vil du hjælpe mig med at købe den?”
Og så skal jeg da lige love for, jeg fik åbnet den mail! Og rigtig nok – midt imellem diverse haveredskaber (Mega kedeligt! Mest fordi jeg ikke selv har en have, og er ret så misundelig på en lækre have, min søster har), så stod der sørme “symaskine”!
Huraaa, det er jo lige så fedt som selv at have fødselsdag, når man er sådan en synørd som mig!
Så mig og mor ud og shoppe symaskine. Fantastisk.
Vi gik ned til Guldager & Sønner i Århus, som efter min mening er byens bedste symaskine butik. Der fik vi os en god snak om begyndermaskiner.
Selvom de kender mig dernede, tog de sig tid, en lørdag formiddag, til at gennemgå maskinen, så min mor også var helt med på, hvad det var vi købte. Det synes jeg nu egentlig er ret god service. De mindede os også om, at der er gratis undervisning i brug af maskinen – Søs skal bare komme forbi en dag, så laver de hele demonstrationen igen for hende. Hvis det ikke er god service, så ved jeg ikke hvad er.
Vi købte en god begyndermaskine til hende.
Og hvad er så en god begyndermaskine?, spørger du måske. Svaret får du lige efter billedet af den sprit-nye symaskine, min søster lige nu tager tilløb til at pakke helt ud og prøvekøre.

En god begyndermaskine er en, der har en god motor.
Det er det absolut vigtigste.
Med en god motor kører det hele nærmest automatisk. Maskinen tager selv stoffet i det tempo, den har brug for det, uden at man skal trække eller skubbe eller styre alt for meget.
Det er væsentligt, at man som begynder ikke skal justere trådspænding og trykfodsspænding og alt muligt andet, hver gang man skal sy i en ny metervare. Skidtet skal bare virke. Uanset om man syr i silkefoer eller kernelæder. Og det virker, skidtet, med en god motor.
Vi så det selv, min mor og jeg. Nede hos Guldager.
* Et stykke lærred foldet til 32 lag – no problemo.
* Tyndt levende stretch-pis-foer (undskyld jeg bander – det er bare for at illustrere hvor irriterende stoffet er) – no problemo. Det rynkede en lille bitte smule i stikningen, men det kan klares med en lille justering af trådspændingen, når man bliver mere rutineret.
* Velour – no problemo.
* Overlock søm – no problemo. Den var faktisk så flot, at jeg måske kommer til at æde min foragt for overlocksømme på husholdningsmaskiner. Men jeg skal lige selv teste det først, inden jeg giver mig helt.
Udover at motoren skal være noget værd, så synes jeg også det er vigtigt, at maskinen er nem at håndtere. Det skal være nemt og logisk at vælge sømme, og der skal ikke være alt for meget ekstra gejl og tilbehør. Man kan altid bygge ovenpå senere hen – købe ekstra trykfødder osv.
Test om din maskine er simpel nok: Hvis din mand spørger “kan den også lave kaffe?” i en lidt dum-smart tone, så er den for kompliceret til en begynder!
Prisen på en god maskine er ikke blandt de aller billigste på markedet, man absolut heller ikke i den dyre ende. En god symaskine kan sagtens have en levetid på 25-30 år til almindeligt husholdningsbrug. Det er noget i nærheden af 100 kr om året. Til gengæld slipper du for at bøvle med en masse indstillinger, du ikke helt forstår.
Til oktober vil jeg gerne vise dig en god symaskine.
Hvis du vil komme til Fredericia.
Jeg har nemlig været så heldig at få lov at have en arbejdende stand på Kreative Dage messen. Det betyder, at jeg i 3 dage viser syteknikker, og stiller symaskiner og online kurser til rådighed, så du kan komme og prøve det hele af live.
Eller, det er ikke mig der stiller symaskinerne til rådighed. Det er de søde mennesker nede hos Guldager & Sønner. De har nemlig lovet mig at jeg må låne 3 af de gode begyndermaskiner til messen. Mega god service i den biks, altså!
Jeg glæder mig helt vildt, og skal nok snakke mere om det efter sommerferien. Men skriv det bare i kalenderen – det er d. 25-27 oktober 2013. Du kan se mere om det på messens egen hjemmeside: www.kreativedage.dk
Husk det nu: en god symaskine har en god motor.
It’s that simple.
Mægtigt review, som min mor har god glæde af i skrivende stund! Har du mon også gode råd til førstegangskøb af overlocker? Findes der KUN Bernina 700 og 800 eller kan man nøjes med mindre, når man nu ikke har så mange penge?
Tak 🙂
Hej Freja
Ja det har jeg da! Du skal starte med at gøre op med dig selv, hvor perfektionistisk du er med indersiden af dit tøj. Nogen har det helt fint med zigzag kanter og andre vil have det lige så perfekt som i dyrt designertøj.
Hvis du er til det helt perfekte, så skal du ikke spare på overlockeren, for pris og kvalitet af sømmen følges som regel ad. Jeg har selv en Bernina 1150MDA, som efter sigende er tæt på en industri maskine, og jeg elsker den. Men jeg syr også virkelig meget, og har i perioder solgt rigtig meget tøj, så der har jeg ikke kunnet gå på kompromis.
Mit gæt er at du ikke er helt så kræsen (endnu), og så kan du sagtens klare dig med meget mindre. Min første overlocker var en brugt pfaff, som på ingen måder var perfekt, men gav mig en god fornemmelse af hvor meget jeg ville komme til at bruge en overlocker. Og den syede absolut fint nok til hjemmebrug.
Jeg fandt ud af, at hvis man sætter stinglængden lidt ned i forhold til normalen, så ligner det mere en professionel overlock. Sætter man derimod stinglængden op kan man spare lidt tråd, men det ser til gengæld også mere hjemmelavet ud, og ligner mere det symaskinen kan med sin overlock søm.
Er du helt i tvivl om du overhovedet skal have en overlocker (det skal du, Freja!), så prøv din symaskines overlock funktion. Tjek brugsanvisningen – du skal højest sandsynligt skifte trykfod. Nogen synes det er helt fint. Personligt bliver jeg bims af det, fordi det tager en evighed at sy, og alligevel ikke holder lige så godt som en rigtig overlock.
Så altså: start med noget brugt der passer til dit budget. Og opgrader, når du finder ud af, hvor meget federe tøjet bliver med en overlocker.
Prøv også om du kan finde et overlocker kursus, så du kan få hjælp til at få den trådet og indstillet rigtigt. Jeg laver noget på et tidspunkt, men tør ikke lige love hvornår – der kan godt gå lang tid.
Hej Signe
Hvad hedder den maskine din søster fik købt?
Jeg er selv nybegynder og har kigget på Pfaff passport 2.0? 🙂
Hej Iris,
Det er en Brother DS-120.
Det vigtigste med en symaskine er, at motoren er i en god kvalitet. Hvad den ellers kan have af forskellige detaljer er mere en smagssag. Jeg anbefaler altid at man får vejledning i en symaskine forretning, hvor de kan vejlede ud fra dit behov – der ved de nemlig hvad der er på markedet af forskellige muligheder. Man behøver ikke købe noget for at få vejledning, men hvis du kan komme til at prøve et par forskellige maskiner inden du beslutter dig er det super 🙂
Kh
Signe / Skaberlyst
Hej signe 🙂
Kan se på siden at den vejer 5,5 kg – det vil sige at den vel er ret let, hvilket jeg har læst flere stedet er et stort minus? Kan du stadig anbefale den til begyndere? (jeg skal bruge den til primært at sy kjoler, såsom tubekjole med elastisk – ikke så avanceret) 🙂
Hej Mette
Ja, jeg vil bestemt stadig anbefale maskinen til begyndere. Den er stabil og nem at betjene, hvilket jeg synes er det absolut vigtigste. Hvad vægten har at sige tror jeg kommer an på mange faktorer, og i det tempo teknologien bevæger sig i dag tror jeg ikke nødvendigvis 5,5 kg er let eller at letheden er en ulempe. Men jeg er ikke ekspert lige på det område, så jeg prøver lige at høre Finn fra Guldager&Sønner om han er frisk på et interview, så får jeg svar fra en ekspert på både dette og andre spørgsmål omkring symaskiner 🙂 Hold øje med bloggen, der kommer det (hvis han siger ja 😉
Jeg har prøvet maskinen, og stræksømmen er ret god på den (bedre end jeg havde forestillet mig!), så jeg vil absolut mene at du kan bruge den til dine kjoler.
Kh
Signe / Skaberlyst
Hej
Har du nogen erfaring med Husqvarna Viking Emerald 118
Hilsen Lene
Hej Lene
Nej desværre ikke. Jeg er slet ikke maskin-nørdet nok til at kende forskel på forskellige modeller. Hvad er du i tvivl om? Måske kan jeg alligevel finde svar til dig, selvom jeg ikke har personlige erfaringer.
Kh
Signe / Skaberlyst
Hej,
Jeg er også nybegynder og kunne godt tænke mig at købe en rigtig god symaskine, men har absolut ikke forstand på det. Jeg interesserer mig utrolig meget for mode og design. Ofte køber jeg kjoler og smutter en tur til skrædderen for at lave modellen om. Det er begyndt at koste efterhånden. Jeg vil rigtig gerne lære at sy og købe en god maskine. Kan du hjælpe?
Vh
Nathalie
Hej Nathalie
Dejligt at du har lyst til selv at lære at sy – det lyder noget billigere i det lange løb end at rende til skrædderen 😉 Jeg vil anbefale dig at gå ned i en symaskine forretning og prøve forskellige maskiner. Den symaskine jeg beskriver i indlægget her er rigtig god, og kan holde i mange år, men der er forskellige mærker, og eftersom vi mennesker er forskellige falder vi ikke for de samme maskiner. Det vigtigste er at den har en god motor – resten er detaljer. Du kan evt. starte med at købe en brugt maskine, så du finder ud af hvad du godt kan lide og hvad du ikke så godt kan lide ved den model du nu finder, så er det lettere at finde “den rigtige” model i 2. omgang, fordi du kender din smag bedre. Hold dig fra de helt billige fra Aldi eller andre supermarkeder, de er ikke pengene værd, selvom de er billige.
Har du set, jeg har et kursus i begyndersyning? Det er online, så du kan tage det i dit eget tempo og når du vil. Du kan læse om det her: Kom Godt I Gang Med At Sy.
Jeg håber mit svar er en hjælp.
Kh
Signe / Skaberlyst
Hej Signe
Tak for indlægget. Det lyder så oplagt, når du skriver det – at motoren skal være god. Og alligevel havde jeg ikke tænkt på det. Men hvordan ser man, om en motor er god? Jeg vil gerne søge rundt på nettet efter en ny maskine.
Mange hilsner
Jette
Hej Jette
Det kan man ikke sådan lige umiddelbart se på maskinen, desværre. Man kan nogenlunde regne med at prisen følger med motoren, således at en god motor koster mere end en dårlig. Symaskiner omkring 2500-3000 og opefter har generelt en god motor. Om der er noget, man helt konkret kan teste/se efter må jeg lige have lov at vende tilbage med, der skal jeg lige forhøre mig hos min symaskine forhandler 😉
Kh
Signe Eriksen / Skaberlyst
Kære Signe
Jeg er på udkig efter en god nygebynder-maskine og er i min jagt på denne, stødt på dit indlæg. Det jeg ikke kan se i indlægget, og som jeg generelt har haft ret svært ved at finde ud af i min symaskine-research, er hvor meget de enkelte maskiner larmer. Det er ret få manualer jeg er stødt på, hvor det er anført.
Ved du hvor mange dB din søsters maskine er på?
Mvh. Marianne
Hej Marianne
Nej, det har jeg ikke tjekket. Prøv evt. at ringe til Guldager & Sønner, som forhandler maskinen, det kan være de ved det. Jeg synes ikke den larmer ret meget, men jeg tør ikke give et bud på hvor mange dB.
Kh
Signe / Skaberlyst
Jeg ville næsten tro, at en god motor vejer lidt mere end en mindre god. Det vil så også kræve et solidt kabinet, så det ikke “giver efter” når du syr hurtigt. Så hvis 2 tilsyneladende ens maskiner vejer forskelligt, kan det godt være motoren, der er stærkere i den tungere maskine. Tror jeg altså. Sådan er det i hvert fald i mange andre sammenhænge.
Hej Susanne
Det kan ikke koges helt så simpelt ned når det er symaskiner, for det kommer blandt andet også an på, hvor gammel maskinen er. Ligesom med computere, der er blevet markant lettere med årene, er symaskiner også blevet lettere og lettere. Det gør dem ikke nødvendigvis dårligere.
Det bedste er altid at gå til en forhandler og prøve forskellige maskiner. Symaskineforhandlerne er helt opdaterede på nye modeller og på hvad der er det bedste til pengene på et givent tidspunkt.
Venlig hilsen
Signe / Skaberlyst