Er du stolt af det, du skaber?

Min største passion er ikke at tegne og sy. Det er heller ikke at læse modeblade og være opdateret på det nyeste nye. Jeg har tit følt, at det burde det være, når jeg nu arbejder med tøj og mode. Men det er det ikke. 
 Jeg brænder for håndværket
Min passion hviler i noget, der er ældre end must-have items og sæsonfarver. Den hviler i det, hele modeverdenen er vokset ud af. Min passion er fagligheden og kvaliteten. Den tekniske kunnen, det kræver, at lave tøj, der sidder perfekt og ser ud præcis, som man vil have det til.

Det er skrædderkunsten, der ligger mit hjerte nær.

Jeg elsker smukt tøj, lækre materialer og gennemtænkte detaljer. Jeg kan få sommerfugle i maven over, hvordan en række knapper er placeret på et ærme, eller hvordan et snit smyger sig om kroppen og understreger dens kurver.

Det fylder mig med glæde, når jeg vender vrangen ud på et stykke tøj, der er lige så smukt og gennemført indvendig som udvendig.

 

Skaberlysten skaber stolthed

Og det gør mig stolt, når det er mig selv, der skaber det tøj. Når det er mig, der har syet de fine håndlavede detaljer, man ikke kan se ved første øjekast, men som tilføjer noget ekstra til helheden, og gør resultatet fuldendt.

 

Det er ikke noget, jeg altid har kunnet, det der syning. Det er noget jeg har lært. Og ikke af mig selv. Så når det lykkes at lave det, jeg havde i tankerne, så får jeg for alvor lyst til at lave mere. Og det er jeg altså stolt af.

Husker du at være stolt af din indsats, når du skaber noget?

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *