Følg de her 3 råd, når du syr i stof med pailletter

Bliver du også draget at stof, der glimter og glitrer? Så vil du blive glad for at kende de her 3 gode råd, inden du giver dig til at sy i stof med pailletter.

Pailletter er er små plastik “skiver” med en glitrende overflade, der bliver syet på stoffet. De er særligt populære i festsæsonen ved jul og nytår, men du kan bruge pailletter året rundt. Også gerne til hverdag, hvis du spørger mig. Der er dog en stor ulempe ved pailletter: de er lavet af enten polyester eller vinyl og har en overflade, der enten er en syntetisk coating eller en metalfolie. Eller sagt med andre ord: de er baseret på råolie, som dybest set ikke har noget at gøre i en garderobe.

Der er ganske få bæredygtige alternativer til traditionelle pallietter i plastik, og det er desværre ikke alternativer, der er tilgængelige som færdigt stof i stofbutikkerne. Det håber jeg, det bliver på et tidspunkt, men indtil videre er det stof med pailletter, vi kan købe i stofbutikkerne, lavet af plastik. Derfor er det vigtigt, at du er omhyggelig både når du designer og syr tøj med pailletter, så du får mest muligt ud af dit stof og dit færdige tøj.

Herunde får du 3 af mine bedste råd, når du syr i pailletter.

 

Råd nr. 1: Tænk over designet

Pailletter er lavet af plastik, og det stof, de er syet på, er som regel også syntetiske materialer som fx. polyester. Det har mange ulemper, blandt andet at det udleder mikroplastik, især de første gange, du vasker det, og det er svært at ånde i, hvilket hurtigt får tøjet til at lugte af sved.

Derfor er det vigtigt, at du tænker over dit design. Sørg for at designe et stykke tøj, du kommer til at elske og bruge rigtig meget. Hvis du slet ikke kan få nok glitter, så kan det være et helt sæt eller en kjole i stof med pailletter er det rigtige for dig. Men er du mere til en afdæmpet version, så kan en lille top måske være en bedre idé. Den kan du nemmere style til hverdag med et par jeans og sneakers, end du kan med en stor balkjole.

Har du tendens til at svede hurtigt, så er en tæt bluse eller kjole med lange ærmer nok ikke den smarteste idé at sy i polyester med pailletter. Du kan til gengæld sy en top eller kjole uden ærmer, sy en nederdel eller en jakke, som ikke kommer direkte i kontakt med huden.

Syntetiske materialer afgiver mest mikroplast de første gange, du vasker det. Derfor giver det bedst mening at bruge dit tøj så mange gange, du overhovedet kan snige dig til. Det bliver ganske enkelt mere bæredygtigt, jo mere du bruger det. Og jo mere brug, du kan få ud af et enkelt stykke tøj, desto færre stykker tøj har du behov for at have hængende i garderoben – hvilket giver dig bedre tid til at designe og sy det helt rigtige i en god kvalitet.

 

 

Rår nr. 2: Klip IKKE med din gode stofsaks

Pailletterne går i stykker, når du klipper stoffet, og det kan være hårdt for saksen at klippe i de små plastik-pailletter. Derfor bør du IKKE bruge din gode stofsaks, når du klipper stof med pailletter. Klip i stedet stoffet med en god, skarp universalsaks, der er bedre egnet til at klippe i plastik.

Det sviner helt vildt, når du klipper stof med pailletter, og de små pailletstumper kan flyve langt. Du bør derfor sørge for at der ikke er andre i nærheden, især ikke små børn, som risikerer at blive ramt af flyvende pailletstumper. Og vil du være helt på den sikre side, så kan du tage beskyttelsesbriller på (fx dem du bruger nytårsaften, hvis du er ude og se fyrværkeri), så du ikke risikerer selv at få pailletstumper i øjnene.

Når du er færdig med at klippe stoffet kan du ryste det over bordet, så de løse pailletter i kanten falder af, og er nemme at samle sammen og smide ud. En grundig støvsugning kan også anbefales, medmindre du drømmer om at finde pailletstumper rundt omkring i hele huset de næste par uger.

 

 

Råd nr. 3: Sy sømme, der ikke har retsiden af stoffet ind mod huden

Kanten på pailletter er sjældent blød og afrundede. Det betyder at ydersiden af stoffet kradser og ikke er behagelig at have ind mod kroppen. Derfor bør du vælge sømme og afslutninger, der lukker sømrummet inde på en måde, så du ikke har retsiden af stoffet på indersiden af tøjet.

Det kan fx være franske sømme eller nedsyedes sømme, hvor bagsiden af stoffet er over det hele på indersiden. Kanterne kan du afslutte med skråbånd, der lukker kanten af stoffet inde. Hvis stoffet er gennemsigtigt, kan du kante med silkeorganza, som også er gennemsigtigt og derfor passer fint ind i det ofte lette udtryk i stof med pailletter, men på samme tid er fast nok til at pailletterne ikke stikker ud igennem det.

Du kan også med fordel sy i hånden, da stingene nemt gemmer sig i stoffets overflade. Stof med pailletter kan derfor være en god anledning til at træne håndsyning i oplægningerne, hvor det ikke gør noget, hvis du ikke er super præcis med dine håndsyede sting endnu.

 

 

Lær mere om at sy i stof med pailletter

Vil du have flere gode råd til at sy i stof med pailletter, så kan du se en masterclass om netop stof med pailletter i Synoter Studio. I masterclassen får du både mere viden om forskellige typer stof med pailletter, flere helt lavpraktiske råd til at gøre det nemt at sy i stof med pailletter og inspiration til at designe tøj med pailletter.

Bliv medlem HER for at få adgang til endnu mere viden og vejledninger til helt konkrete syteknikker, du kan bruge til at sy i stof med pailletter.

 

 

Fotos: Malene Nelting.

Læs også:

2 thoughts on “Følg de her 3 råd, når du syr i stof med pailletter

  1. Tina Christiansen says:

    Jeg så en udsendelse, hvor en fra en teater garderobe fortalte, at man kan spraye tøjet med vodka og lade det tørre, for det tager lugt og desinficerer. På den måde kan man også trække den lidt imellem hver vask.

    • Signe says:

      Det har jeg også set anbefalet et par steder, men jeg har ikke testet det i praksis endnu. Har du prøvet? Sig endelig til, hvis du har erfaring med om det virker eller ej.

      Venlig hilsen
      Signe / Synoter

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

« »
Share via
Copy link
Powered by Social Snap