Go’ Røv…

header_goroev

“Skaaaat…..har jeg en go’ røv i den her nederdel (…kjole…bukser…)?”

Jeg ved ikke om det bare er sådan noget man læser om i dameblade, at vi kvinder spørger vores bedre halvdel om, eller om der faktisk er nogen, der spørger. Jeg har i hvert fald aldrig selv spurgt, sådan i ramme alvor. Nok mest fordi jeg alligevel ikke ville stole på svaret.

Til gengæld har jeg da ind imellem fået bekræftet at det har jeg. En go’ røv i den kjole. Og andre gange ved jeg udmærket godt, at det har jeg ikke. De gange hører jeg ikke rigtig nogen kommentarer omkring min bagdel, og jeg bruger kjolen alligevel, fordi den har nogle andre detaljer, jeg godt kan lide.

En enkelt gang har jeg stået en hel eftermiddag sammen med 2 veninder og sammenlignet vores bagdele i forskellige nederdele. Og været død hamrende ærlige. Uden at blive sure.

Vi var nemlig i sving med at tage billeder til vores dengang spritnye hjemmeside, hvor vi skulle sælge vores eget dengang spritnye tøjmærke.

Det sjove var, at selvom alle nederdelene var lavet ud fra det samme  grundmønster, så sad de vidt forskelligt på os. Det var derfor vi begyndte at hoppe i dem alle sammen en efter en – for at se, hvad for en nederdel, der sad bedst på hvem. Eller med andre ord: hvem der havde den bedste røv i den nederdel, så vi kunne få taget nogle ordentlige billeder, der ville give andre lyst til at købe nederdelene.

Jeg har af en eller anden grund gemt de bedste billeder af mig selv. Jeg er ikke sikker på det er de bedste nederdele til min bagdel, men sådan kom det altså til at se ud:

 

Om det skyldes min bagdel, at tøjmærket alligevel ikke blev så stor en succes som vi havde håbet på, det ved jeg ikke (jeg tror det nu ikke).

Men det er lidt interessant, at de forskellige nederdele sad så forskelligt på os. Og det kan måske forklare, hvorfor den der gode røv bare ikke altid er så ligetil at få frem.

Grunden til, at tøjet sidder forskelligt, er en blanding af mønsteret, stoffet og designet. De 3 dele har ca. lige meget indflydelse på udseendet og pasformen.

Hvordan tøjet sidder, kommer an på hvor meget stræk, der er i stoffet og hvordan det draperer (dvs. hvordan det falder og hvordan det bevæger sig).

Det kommer også an på, hvad for nogle snit, der er brugt. Hvor sømmene sidder, hvor meget vidde der er lagt til, og hvor det er lagt til henne.

Og så naturligvis selve mønsteret – om det passer til kroppen, om tøjet er i balance og om der er den nødvendige rørlige vidde i det.

Men hvad skal der så til, for at få en god røv?

Andet end en ordentlig (røvfuld) squats og sund kost?

Der skal et samspil mellem stof, design og mønster til.

 

For at opnå det, kan du gøre 3 ting:

1. Læg mærke til, hvilke snit, der klæder dig.

2. Læg mærke til, hvilke stoffer der falder pænt omkring din krop, og hvilke der får dig til at blive flad og uformelig.

3. Led efter mønstre og tøj, der opfylder dine krav til snit, og køb stof, der opfylder dit krav til draperings evne.

 

Det er altså ikke nødvendigvis din bagdel, den er gal med. Det er meget mere sandsynligt at det bare er tøjet, der ikke lige passer til dig. Heldigvis, for det er noget nemmere at skifte tøj end at skifte bagdel.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *