Skrædderi er en spøjs lille dame. Nogle gange er hun så perfektionistisk, at det næsten ikke er til at holde ud. Andre gange er hun så rodet, at man tror det er løgn, at det er sådan, det skal være.
En lille rode-nøgle til skræddersyet tøj, det er hvad jeg har fundet frem til dig i dag.
Jeg er i gang med min næste udfordring – November udfordringen – som går ud på at sy lidt, når der er tid, og se om ikke jeg får syet en frakke inden måneden er omme. Det går meget godt med det. Lidt på bekostning af bloggen i denne uge, men nu er bagstykket færdigt.
Her skal du se, hvor fikst det er, at graduere sømrummet. Især i kraftige materialer er det en super smart metode, der udjævner alle “bulerne”, der ellers kommer, ved de meget tykke sømme.
Frakken, jeg er ved at sy, har 4 læg i ryggen. Og den er syet i en ret kraftig velour. Der er næsten ½cm ekstra sømrums-fyld i taljen, og det har jeg ikke behov for. Jeg har så rigeligt selv!
Teknikken, der skal i brug, for at undgå sømrums-buler, er at graduere sømrummet. Dvs. klippe det ned, så det ikke har samme højde alle steder. Det bliver en rodet bunke at se på, på bagsiden af stoffet. Men sømmen buler ikke længere, og læggene kan falde flottere, fordi der er plads til sømrummet på vrangen.
Fru Skrædderi er heldigvis ligeglad med, hvordan tøjet ser ud på bagsiden, når bare det er foret og ser pænt ud udvendigt.