Hemmeligheden bag scenetøj

Har du læst DETTE INDLÆG?

Det er med billeder af en vest, jeg syede til min mand i sidste uge. Han spillede sin debut koncert med et nyt band i lørdags – iført vesten.

Eller nyt band er måske så meget sagt, for det var faktisk deres 10 års jubilæums koncert. Men Leif er lige kommet med for et par måneder siden, så det var hans ild-dåb.

Og det gik godt. Rigtig godt faktisk. Heldigvis.

Vesten tog sig fint ud – selvom man selvfølgelig ikke kan se alle detaljerne, når musikken spiller (hurtigt) og lyset skifter farve hele tiden.

Det spændende ved scenetøj er egentlig heller ikke hvordan det ser ud på scenen. Det er, hvilken følelse det giver kunstneren. Min mand spiller metal. Og det er brutalt. Og han er en meget sød og stille og rolig mand normalt – lige som resten af bandet.

Det skulle man bare ikke tro, når de står på scenen. Der er de klædt på til ballade – og tøjet og make up’en (jep – det er teatersminke han har i ansigtet) er en stor del af showet. Det er en del af nøglen til, at man kan stille sig op på en scene lørdag aften, hvor alle andre med små børn (vores Magne er lige blevet 1 år) er på vej i seng, og give et show, så publikum tror man aldrig laver andet.

Så jeg er stolt, hver gang en musiker spiller en koncert i tøj jeg har lavet. For jeg ved, at selvom jeg ikke står på scenen eller kan sætte mere end 2 toner sammen, så er jeg alligevel med til at skabe et show. Og give folk en god oplevelse. Og så har man det meget godt, når man går i seng om….nå ja… meget tidligt om morgenen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *