Inspirations aften i Citystoffer – en skøn stofbutik i Århus

Citystoffer er ikke bare en helt almindelig stofbutik i Århus. Den er helt sin egen, og den er en af mine absolutte yndlings stofbutikker i Danmark. Det har butikken faktisk været, siden jeg blev introduceret for den, da jeg startede på Skrædderskolen i 2004.

En gang eller 2 om året tænker jeg “ej, det kunne da også være jeg skulle prøve en ny stofbutik i Århus, vi har da trods alt ret mange” eller “nå, nu er der vist ikke mere at komme efter”. Men jeg vender altid tilbage til Citystoffer, og jeg finder ALTID noget, der er værd at komme efter.

Der er mange grunde til at jeg igen og igen vender tilbage til Citystoffer, og en af dem er helt sikkert den skønne imødekommende, og nogle gange let kaotiske, stemning, der er i butikken. Har man brug for hjælp får man det, og vil man hellere gå og kigge og passe sig selv, så får man rent faktisk lov til det. Det er der desværre ikke så mange butikker, der kan prale af.

Det kan godt betale sig at gå og kigge. Der er nemlig ret meget stof i butikken, og der er ikke altid lige godt system i det, især i travle perioder. Så de rigtig lækre metervarer som hel-silker, uldblandinger med cashmere og designerstoffer af en anden verden, end hvad man normalt finder i danske stofbutikker, kan sagtens putte sig mellem digitalprint, polyester og velour i skrig farver.

Aften-åbent for syhold hos Citystoffer Århus

En anden fantastisk ting ved Citystoffer er, at Mariann Therkildsen, som ejer butikken, hvert forår og efterår holder aften-åbent for byens syhold, mig bekendt som den eneste stofbutik i Århus. Det er ganske gratis at booke en aften, når man har et syhold i Århus, og Mariann starter med at fortælle om sæsonens mode, som hun naturligvis har købt ind til, og så er der gode rabatter hele aftenen.

Citystoffer Århus - Stofbutik i Århus
Klippebordet kan godt flyde lidt i Citystoffer Århus. Her er det dog fordi Mariann har fundet en masse stof frem, som er ekstra nedsat til vores aften. Det meste er viscose, uld, silke/uld og en ordentlig stak Liberty silker. Mariann kender nemlig sine kunder, og hun ved vi er ret glade for naturmaterialer og fine silkestoffer på mit syhold.

På mit tirsdags-syhold har vi gjort det til en tradition at tage en aften i Citystoffer både forår og efterår (mon ikke alle syhold i Århus efterhånden har det?), og vi elsker det!

I går var det blevet vores tur, og jeg fik lov til at optage Marianns lille mode-foredrag og gengive det her på bloggen, så du også kan få glæde af hendes research og viden om trends i foråret og sommeren, selvom du måske hverken bor i nærheden af Århus eller går på et syhold.

Se, det er altså service! At dele sin viden ganske gratis med alle, der har lyst til at læse med.

Du får det her – Mariann Therkildsens bud på sy-moden, forår/sommer 2016, redigeret af Signe Eriksen:

Forår på dansk

Mariann har kaldt sit foredrag “Forår på dansk”, for som hun siger, så er vi stolte af vores danske designere. Danske designere har fået en helt unik stil, der springer i øjnene, også uden for landets grænser. Vi er i Danmark blevet så dygtige, at udenlandske designere lader sig inspirere af danske kollektioner.

Vi er kendt for vores minimalistiske og enkle udtryk, og så har vi en meget fin sans for print og farver.

Men hvad er så Marianns fortolkning på forårsmoden og den danske mode? Det er ikke mindre end 5 trends, du kan plukke i lige så tosset du vil.

Blonder er ikke til at komme udenom
Vi skal igen gå  med blonder, og du kan ikke komme udenom hele det blondeunivers, der har været i modebilledet et par sæsoner nu. Det er både fine blonder og grove blonder. Og hvis du ikke tør hoppe ud i det: det skal du bare gøre! Tag nogle grove sko på og nogle grove cowboybukser, og så kan du også bruge blonder til hverdag. Blonder er ikke kun til fest, så husk at bruge blonder hvis du ikke allerede er i gang.

Citystoffer Århus - Stofbutik i Århus
Se lige hvad jeg havde på: blondetop (stof fra Citystoffer, naturligvis) og grove støvler. Det var altså ikke noget, vi havde aftalt!

Forår og blomsterprint
Når der er forår i luften, så er det jo altid blomsterprint. Husk at gå efter kvalitet. Gå efter smukke stoffer og gerne digitalprint. Pas på efterligninger, der ikke duer efter 3 gange i vaskemaskinen. Gå efter Italienske digitalprint, så ved du hvad du får.

Romantik og vidde
Sommer er tit noget med romantik, blomster og vidde i tingene. Desværre skal kjolerne være skåret i taljen med masser af vidde i nederdelene, og det er der ikke mange der kan bruge. Men du kan være med på bølgen ved at gå efter A-facon og mere vidde i nederdelene, hvis du ikke er til de helt store skørter.

Længere nederdele
Nederdelene skal være lidt længere, og det er træls for dem der stadig har pæne ben. Men som Mariann siger: “Det er godt for mig, for så kan jeg sælge noget mere stof til jer”.

Pyjamas moden
Der er en ny modedille på vej ind over os.  Mariann siger: “der er altid noget, man ikke kan li, og jeg kan ikke li den. Det kan jeg lige så godt sige. Det hedder pyjamas moden, og det er da mærkeligt!” Det er både bukser med vidde i, skjortebluser med tittekanter og i det hele taget pyjamas stilen.

Men selvom der er trends, man ikke kan lide eller ikke kan bruge helt som de er, så skal man bare suge til sig, for det er godt med nye impulser. Det sætter gang i vores kreative tanker, og når vi syr selv har vi jo mulighed for at tage en hæl og klippe en tå, og tilpasse moden til vores personlige stil.

Forårets farver

På farvefronten er de 3 største tendenser på verdensplan:

** Stærke farver, fordi det er sommer og sol.

** På den anden side også mintgrøn æblegrøn, pasteller og masser af nude farve.

** Og endelig masser af blåt! Nu har danskerne accepteret de blå farver efter en del år med skepsis, og det er alle skalaer af blå, der er moderne. Den største blå nuance er en lidt forvasket denim blå.

I Danmark er det ikke nok med de 3 farvetrends, for vi har også de klare farver, og hver eneste sommer masser af sort og hvidt. Hvis man er træt af det sort-hvide, er det her man kan sætte en hidsig lime gul med som et lille bånd i siden eller som en lille effekt. Det sort-hvide kan nogle gange være lidt kedeligt, men det kan også være rigtig flot.

Citystoffer Århus - Stofbutik i Århus
3 af mine kursisters bunker. De tager de nye farvetrends til sig: blomsterprint, pasteller, sort hvid og blå.

Mønster Match
En anden farve-trend er “matching”. Det er kombinationen af samme eller forskellige mønstre. Og det er faktisk ved at være lidt en klassiker herhjemme. For nogle sæsoner siden, var der mange der mente om bukser og tunika i samme stof at “det er grimt” og “det kan vi da ikke”.
Men det er en helt uundgåelig trend, at vi prøver at lave bluse og bukser i samme stof, og gerne i de her vilde og farverige mønstre. Det er jo ikke værre at have en buksedragt på i et stormønstret stykke stof, end det er at lave en habitjakke og bukser i det samme, og når det er delt kan man jo også have det på hver for sig.

Citystoffer Århus - Stofbutik i Århus
Et af de sæt, de lige nu har udstillet i Citystoffer Århus. Buks og bluse i samme stof.

Men som med de andre trends: man kan li det eller lade være, og det kan være rigtig smukt, men det kan jo altså også være rigtig grimt.

Gentagelser i moden
Moden har det med at gentage sig selv, og i sommer vil vi nikke genkendende til en masse farver, et mix af detaljer, og vi vil lade os føre tilbage i tiden.

Citystoffer Århus - Stofbutik i Århus
Et stort sommerhit: retro stil med blåt/hvidt print.

Stort udvalg af stof i Citystoffer Århus

Udvalget i Citystoffer er som sagt meget blandet. Mariann har naturligvis et kæmpe udvalg af de metervarer, der er aller mest trendy lige nu, og fordi hun er så god til at holde sig opdateret på moden, er hun også hurtig til at fylde butikken med det “nyeste nye”, når der kommer en ny sy-trend.

Men hun er heller ikke bleg for at købe et helt restlager af lækre designer metervarer. Derfor kan man ofte finde nogle virkelig lækre kvaliteter, som kun kan købes hos Citystoffer, fordi Mariann har købt alt hvad der var tilbage efter de store modehuses kollektioner er produceret og udgået. Eller alt hvad en mindre upcoming dansk designer havde tilbage efter sæsonen er slut.

Denne gang kom jeg hjem med stof til sommeren her på bloggen. Den kommer til at byde på blonder i massevis, kjoler og bluser i silke/bomuld og viscose, små jakker i uld/cashmere og draperende kjoler i modal jersey. Blandt andet.

Citystoffer Århus - Stofbutik i Århus
Min egen bunke efter 3 timer i Citystoffer Århus. Blonder, viscose, uld og silke. Og se, en enkelt med lidt farve på!

Citystoffer er ikke kun for os, der er heldige at bo i Århus. Du kan net-shoppe hos Citystoffer Århus på www.citystoffer.dk

Nu er det din tur!
Er du klar til den nye sæson? Hvad skal du sy til foråret og sommeren? DEL meget gerne i en kommentar:)

 

5 thoughts on “Inspirations aften i Citystoffer – en skøn stofbutik i Århus

    1. Jeg havde nu en ret skuffende oplevelse i Citystoffer forleden: Købte 1,3 m. dyrt møbelstof, målet var fremkommet i samråd med ejeren af butikken, kom hjem og trak tråde ud til trådlige og havde 127,5 cm. stof tilbage. Ejeren af butikken svarede efterfølgende på min henvendelse, at så måtte jeg have købt noget mere stof. Dén forretningsmodel er jeg ikke interesseret i at være i kunde-enden af, så jeg har gjort mit allersidste indkøb i Citystoffer. Ærgerligt!

      1. Øv hvor ærgerligt at du har haft en dårlig oplevelse, Inger. Jeg synes nu ikke at 2,5cm stof er en større afvigelse end hvad man kan risikere, så jeg ville også have købt ekstra stof. Det er altid en god idé at købe 5-10 cm ekstra, hvis det skal være meget præcist, for netop at undgå at stå og mangle 2-3cm. Selvom man ofte får lidt ekstra stof, til at tage højde for den slags afvigelser, er det ikke altid nemt at se hvordan oprulningen af stoffet har påvirket trådretningen. Står man og mangler 20-30cm efter at have rettet stoffet op, er det en helt anden snak 😉
        Kh
        Signe / Skaberlyst

  1. Dejligt, informerende indlæg. Tak!
    Lige præcis metervarer, kvaliteter og hvordan de arter sig, synes jeg er en kunst at blive klog på – og når man ikke er sikker på banen, er det virkelig rart at vide, hvilke forhandlere, det er værd at søge hjælp og vejledning hos. Jeg bruger mange timer på det, jeg syr, så jeg vil helst sy i god kvalitet!
    Jeg ville ønske, der var lignende anbefalingsværdige forhandlere i Odense – eller bare på Fyn!
    Tip endelig om det, hvis du – eller nogle af I andre, der læser med, kender til nogen! 😊🙏🏼
    – Line

    1. Selv tak, Line 🙂
      Det er også lidt en kunst, og det tager lang tid at blive helt fortrolig med de forskellige typer stof. Og selv når man synes man har styr på det, kan en metervare finde på at opføre sig helt anderledes, end man havde regnet med.

      Jeg har faktisk aldrig været i stofbutikker på Fyn, og ved ikke rigtigt hvad der er at vælge imellem, så det må nogle andre tage sig af at anbefale 😉 Brug gerne kommentar-tråden her til det, men skriv HVORFOR det er en god butik, så man har noget at bedømme ud fra. Hvis man fx. skriver “har alt i børnestof”, så ved jeg at det ikke er en tur værd for mig, men derfor kan det jo sagtens være en skøn butik, der er lige det en anden står og mangler 😉

      Kh
      Signe / Skaberlyst

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *