Lav en ny halsudskæring i dine kjoler og overdele

Har du styr på, hvilke halsudskæringer, der klæder dig?

Og hvordan du laver dem i dine symønstre?

En ny halsudskæring kan være det eneste, der skal til, for at en ikke helt så god bluse eller kjole pludselig bliver helt perfekt. Det kan på den anden side også være det eneste, der er galt, hvis du har syet et stykke tøj, der ikke helt lever op til dine forventninger.

Halsudskæringen er derfor en god detalje at give lidt ekstra opmærksomhed. Det kan være helt små justeringer, der skal til, for at få en halvsløj halsudskæring til at fungere.

Uanset om du syr efter færdige symønstre eller laver dine egne fra bunden, er det nemt at ændre på halsudskæringen. Du kan lave om på designet i en halsudskæring uden at ændre andet i mønsteret. Det gør halsudskæringen til et oplagt sted at starte, hvis du vil i gang med mønsterkonstruktion.

I dette blogindlæg kan du lære det vigtigste, du skal vide, før du går i gang med at lave nye halsudskæringer i dine symønstre.

 

Skaberlyst halsudskæring

 

Derfor er halsudskæringen vigtig

De fleste af os vil gerne have at andre ser os i øjnene, når vi snakker med dem, og på den måde anerkender os. Det kan en halsudskæring hjælpe dig med at opnå – eller undgå, hvis du helst er fri.

Udskæringen i dine bluser og kjoler er med til at skabe fokus omkring dit ansigt. Øjet drages automatisk derhen hvor der “sker noget”. Og i overgangen fra stof til hud, sker der noget. Især hvis halsudskæringen passer til din ansigtsform og klæder dig. Derfor kan du styre andres blik op mod dit ansigt ved at sy tøj med halsudskæringer, der klæder dig.

Når du kan fremhæve dit ansigt med en god halsudskæring, kan du også gøre det modsatte med en (for dig) mindre god halsudskæring. Du kan sy halsudskæringer, der får dig til at forsvinde ind i tøjet. Det kan nogle gange være en fordel at tøjet på den måde hjælper dig med at “gå i et med væggen”, fx hvis du hjælper til et arrangement og er vigtig for at gæsterne får en god oplevelse, men ikke er den, der skal være i fokus.  Eller hvis du bare har en virkelig dårlig dag og gerne vil ses så lidt som muligt, men ikke kan slippe for at begive dig ud blandt andre.

Selvom det er muligt at skjule sig med en halsudskæring, så vil vi hellere fokusere på hvilke halsudskæringer, der får dig til at stråle og løbe med al den positive opmærksomhed. Og det sjove er, at de halsudskæringer, der kaster rampelyset på dig, kan være præscis de samme udskæringer, der får andre til at blive tæt på usynlige.

 

Skaberlyst halsudskæring

 

Hvilken halsudskæring klæder dig?

Det gælder om at finde de halsudskæringer, der klæder dig. Det kan tage lidt tid, for der er mange variationer af de forskellige halsudskæringer, og det kan sagtens tænkes at nogle variationer af fx en rund halsudskæring er perfekte til dig, mens andre versioner slet ikke fungerer. Når du har fundet et par yndlinge, har du til gengæld et rigtig godt udgangspunkt at arbejde videre med og eksperimentere ud fra.

Er du helt på bar bund i forhold til hvilke halsudskæringer, der klæder dig, så start med at prøve alle de overdele og kjoler, der allerede hænger i dit tøjskab. Tag billeder undervejs, så du nemmere kan sammenligne de forskellige halsudskæringer. Det er tit nemmere at se på billeder end i spejlet, hvad der er fungerer bedst.

Når du har taget billeder af dig selv med de forskellige halsudskæringer, du allerede har i dit skab, kan du analysere dem. Del dem op i 3 grupper:
1. Udskæringer, der får dig til at stråle
2. Udskæringer, der er ok
3. Udskæringer, der får dig til at forsvinde eller se trist ud.

Det er ikke sikkert, du har noget i alle 3 grupper, og det er under alle omstændigheder gruppe 1, der er mest interessant. Læg mærke til hvilken form halsudskæringerne har. Er de runde, bådformede eller går de ned i et V? Eller noget helt andet?
Hvor langt går de ud på skulderen?
Og hvor langt går de ned midt for og midt bag?
Det er vigtige pejlemærker, når du skal i gang med at lave symønstre.

Har du ikke nok forskellige halsudskæringer i dit eget skab, kan du gå i tøjbutikker. Her får du ofte et noget større udvalg, og selvom lyset i de fleste prøverum ikke er noget at råbe hurra for, kan du alligevel få en idé om hvad de forskellige halsudskæringer gør for dig.

Udvalget i tøjbutikker afspejler moden, og hvis den i en given periode er lidt for ensartet i forhold til halsudskæringer, kan en anden mulighed være at gå i genbrugsbutikker. Her er tøjet en stor blanding af mange tiders modetendenser, og udvalget vil derfor ofte være endnu mere varieret.

Går du i tøjbutikker og prøver halsudskæringer, så gå især efter de former, du normalt ikke ville vælge. Gå til opgaven med et åbent sind. Formålet er at blive klogere på, hvad der klæder dig, og det gør ikke noget hvis nogle af udskæringerne får dig til at ligne noget, der er løgn. Så ved du, at dem skal du ikke bruge mere energi på.

Skriv ned hvad der virker og hvad der er helt håbløst, og tag billeder af de bedste udskæringer, så du kan genskabe det, der klæder dig bedst, i dine symønstre.

 

Skaberlyst halsudskæring

 

Sådan sikrer du dig, at din halsudskæring bliver pæn

Når du kommer tilbage til dit syrum efter at have udforsket dine egne og butikkernes halsudskæringer, kan du sy prøver på de bedste.

Find et godt bluse- eller kjolemønster frem, der passer dig, og brug det som udgangspunkt for halsudskæringerne. Du behøver ikke sy et helt stykke tøj for at teste en halsudskæring, men kan nøjes med skuldrene og det øverste af kroppen. Se eksempler på det i videoen lidt længere nede.

Uanset hvordan din endelige halsudskæring skal se ud, er der nogle helt grundlæggende tricks i mønsterkonstruktionen, du bør kende – og ikke mindst bruge – for at sikre, at du får lavet en pæn halsudskæring.

Et af dem er at konstruere forløbet af din halsudskæring hen over skuldersømmen.

Når tøjet er på kroppen og du bevæger dig, ser man dig ikke enten forfra eller bagfra. Både tøjet og kroppen ses også fra siden og fra alle mulige mærkelige vinkler. Folk, der er højere end dig, ser din halsudskæring oppe fra. Mens folk, der er lavere end dig, ikke rigtig ser hvad der sker på toppen af skulderen. Alt det skal du tage højde for, når du laver dit symønster. Det gør du ved at forholde dig til forløbet af halsudskæringen hen over skuldersømmen. Du skal se din halsudskæring som en helhed i stedet for som 2 enkeltstående linjer på for- og bagstykke.

Helt lavpraktisk styrer du forløbet ved at folde mønsterpapiret i sylinjen i forstykkets skulder, lægge forstykkets skulder op til bagstykkets skulder og tegne halsudskæringen på tværs af skulderlinjen. Du kan se hvordan du gør i videoen lidt længere nede.

 

Skaberlyst halsudskæring

 

Undgå den mest udbredte fejl, når du laver symønster med rund hals

Hvordan forløbet af halsudskæringen skal være, kommer an på designet.

I videoen herunder kan du se, hvordan du laver symønster til en rund hals. Runde halsudskæringer skal netop være runde, men ofte blive de mere u-formede. Det kan du undgå, hvis du tegner din runde halsudskæring på den måde, jeg viser dig i videoen herunder. Hvis videoen ikke vises på siden kan du se den på vores Youtube kanal HER.

 

 

 

Skaberlyst halsudskæring

 

Lav mange flere halsudskæringer – se her hvordan du gør

I videoen længere oppe kan du set principperne i at ændre designet i en halsudskæring.

Men du kan gøre meget mere med dine halsudskæringer end blot en flot, rund hals.

Vi har samlet 17 forskellige halsudskæringer med endnu flere muligheder for variationer i tema nr. 4 fra vores online medlemsklub Synoter Studio. Du kan få adgang til hele temaet HER.

Synoter Studio er en online medlemsklub om mønsterkonstruktion. I klubbens månedlige temaer lærer du at lave symønstre, så du kan sy lige netop det tøj, du går og drømmer om. Find ud af om Synoter er noget for dig HER.

Synoter Tema nr. 4: Halsudskæringer

 

 

Skaberlyst halsudskæring

 

 

Mønsterinfo: Blusen er fra onlinekurset Kom Godt I Gang Med At Sy
Stofinfo: Double Gauze bomuld fra Metermeter
Foto: Malene Nelting

Oprindeligt blogindlæg fra oktober 2016.
Opdateret og genudgivet med nye billeder og ny video juni 2022.

Læs også:

2 thoughts on “Lav en ny halsudskæring i dine kjoler og overdele

  1. Mette says:

    Du er vildt flot med dyb v udskæring ..

    Som på den grå tunika – kjole ting

    Kæmpe Mys
    Og spændende weekend 😉

    Kh mette

  2. ursula says:

    TAK for et fantastisk flagermuse-kursus! Jeg har glædet mig lige siden du annoncerede at det var på vej, og det overgår mine vildeste forventninger. Mønsteret er superlet at tegne og pasformen er i top, så jeg var hurtigt klar til at komme i gang med at sy. Til gængæld er der syteknikker og designideer nok til at holde mig i gang hele vinteren.
    Kh Ursula

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

« »

5 nemme

syteknikker

Få flot finish i dit yndlingstøj med

Giv os din email, så sender vi dig straks 5 nemme syteknikker, der sikre dig flot finish i dit yndlingstøj - uanset hvor meget du har syet indtil nu.

Du bliver samtidig tilmeldt vores mailliste, som du kan afmelde til enhver tid

Copy link
Powered by Social Snap