Leg Med Lommer

meitai_header

Jeg ved det godt.

Det er ikke første gang, jeg blogger om lommer.

Det er nok heller ikke sidste. For det er SÅ nemt at være kreativ med lommer. Og forholdsvist risikofrit. Hvis det ikke lykkes, så kan man (i de fleste stoffer) pille lommen af igen.

Denne gang vil jeg vise dig lidt detaljer fra en lomme, jeg har designet.

Lommen sidder som en fin detalje på den Meitai babyslynge, jeg har udviklet sammen med Nadia fra Slyngeskolen. (Vi holder forresten en workshop på lørdag d. 1/6 2013, hvor du kan lære selv at sy sådan en slynge – klik her for at læse mere om det) UPDATE! Workshoppen er lavet som online workshop, og kan købes her. UPDATE – Kurset er udgået. 

Men den kunne lige så godt have siddet på en nederdel. Eller bagpå et par bukser. Eller på en taske.

Og det er faktisk det, jeg gerne vil fortælle dig i dag:

Lommer kan du placere lige hvor du vil.

Og de kan have lige den form og de detaljer, du synes.

Du bestemmer!

På denne lomme fik jeg lyst til at lege lidt med faconen. Så jeg har udfordret mig selv ved at lave rundede hjørner, der går ned i en spids. For at få lidt mere hold i lommen, har jeg lavet den i dobbelt stoflag. Den er syet sammen i de 3 sider, der efterfølgende er syet fast til slyngen, og vendt i åbningen foroven.

Nå, men tilbage til spidsen. Sådan en er nemlig kun pæn, hvis den er helt spids. For at få den det, har jeg klippet sømrummet ned. Du kender måske tricket med at klippe en trekant af i sømrummet, når du skal vende hjørner? Her har jeg klippet en firkant af (første billede). Det er nemlig ikke kun det, man klipper af, der er afgørende. Det er lige så meget det sømrum, man lader være tilbage.

Achtung! Gælder alle vendte hjørner!

For at få et pænt hjørne (eller spids), skal det sømrum, der er tilbage, ligge sig helt op ad hinanden, og mødes midt i hjørnet. Så er hjørnet (eller spidsen) fyldt ud med lige meget sømrum på begge sider, og det giver en pæn og ensartet finish. For lidt eller for meget sømrum i et hjørne kan ses på ydersiden.

Pak hjørnet, for at få det vendt på en nem måde, hvor sømrummet bliver, hvor det skal være (midterste billede), og prøv at undgå at mase det alt for meget ud af facon ved at stikke en strikkepind eller andet ind i det, for at vende det helt rundt. Vær forsigtig med hjørner og spidser!

lomme_kliplomme_foldlomme_sy

Lommen er syet på med en dobbeltstikning, og så kommer spidsen til at se sådan her ud:

lomme_spids

For at afslutte kanten foroven har jeg syet et pyntebånd på, der lukker alle trevlekanterne inde. Det er en super teknik i dette tilfælde, fordi jeg kan vende lommen i hele bredden af åbningen foroven, og slipper for at skulle arbejde med en meget lille “vende-åbning”.

Fremgangsmåden er først at vende og stryge lommen. Så syr man båndet fast på bagsiden (første billede), så det går ud over kanten. Dernæst folder man enderne af båndet om mod retten (midterste billede), stryger ombukket så bredt, man vil have det, om mod retten, og syr båndet fast (sidste billede).

baand_sybaand_bukbaand

Når lommen er syet på, kommer det til at se sådan her ud på retsiden. Inde i lommen er der kun en enkelt synlig stikning, og ingen kanter.

dobbeltstikning

Den færdige påsyede lommer er blevet rigtig fin, hvis jeg selv må have lov at sige det:

lomme1

Og når Meitai’en er i brug, ser det sådan her ud (indrømmet – lommen sidder lidt for lavt. Den bliver flyttet op i det færdige mønster):

 

meitai3

Står du ikke lige og har brug for en slynge eller kender en der gør, så håber jeg du blev inspireret af min lomme. Syteknikkerne er heldigvis ligeglade med, hvad de bliver brugt til, så brug dem bare så tosset du vil, der hvor det giver mening.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *