Signe & Skaberlyst

Hej med dig – og velkommen til Skaberlyst.

Skaberlyst bliver drevet af damen herude i siden. Det er mig – Signe Eriksen. Jeg er uddannet dameskrædder og modelkonstruktør, og har senest suppleret med en professions bachelor i design og business. Det betyder egentlig bare, at jeg også nørder markedsføring og forretningsudvikling, udover syning og tilskæring.

Men det er min efterhånden omfattende viden om syning, tilskæring, pasform og design, jeg gerne vil dele med dig her.


Syskole – nu på nettet

Helt konkret betyder det, at du hos Skaberlyst kan lære at sy. Skaberlyst er nemlig noget så særligt som en online syskole.

Online som i “du behøver ikke bevæge dig udenfor en dør, for at lære noget”. Du kan lære at sy, mens du sidder hjemme i din egen stue ved din computer eller ipad og din symaskine. Du bestemmer selv, hvornår på døgnet du vil lære, og hvilket tempo, du vil lære i. Og der er noget til dig, uanset om du aldrig har syet før, eller om du har været i gang i flere år, og gerne vil have forfinet dine teknikker.


Professionelle syteknikker til din sy-værktøjskasse

Det, jeg kan lære dig, er professionelle syteknikker. Jeg har arbejdet med skrædderi i mange år, og har også været en tur forbi modeindustrien, så den bagage, jeg har med, er en blanding af industrielle syteknikker og de mere end 100 år gamle skrædder teknikker.

Min tilgang til syningen, når den foregår på hobbyplan, er, at man vælger de teknikker, der passer til det stof og den model, man arbejder med. Og at man også ser på hvilket niveau, man befinder sig på rent fagligt, og hvor høje krav man har til resultatet. Om man bruger industrielle teknikker eller skrædderi er ikke så vigtigt, og der er i min optik ikke noget, der er direkte forkert.

Men for at kunne vælge den bedste løsning, må man have en godt udrustet værktøjskasse af teknikker at vælge imellem.

Den værktøjskasse åbner jeg for dig i mine online sykurser og ebøger. Jeg har udvalgt de teknikker, jeg har de bedste erfaringer med, og dem lærer jeg dig at sy. Ofte viser jeg dig både nemme udgaver og et pænere alternativ til mange af de mest anvendte teknikker. Så kan du selv vælge fra gang til gang, om dit syprojekt skal være professionelt og hurtigt eller professionelt og virkelig pænt, men langsomt.

Se det hele på video

Du kan lære syteknikkerne ved computeren, fordi jeg har filmet dem. Det betyder, at udover at læse en vejledning og se trin for trin billeder, så kan du også se en video, hvor jeg viser dig præcis hvordan du skal sy, og hvad der er vigtigt, for at få succes med den viste teknik.

Klik her, for at se eksempler på video guides.


Teori og
praksis

I alle mine online kurser og ebøger får du også en teoretisk viden om det emne, det handler om. Hvis du for eksempel er helt ny eller let øvet, så er online kurset Kom Godt I Gang Med At Sy et godt sted at starte. Her lærer du hvad du skal gøre, hvis symaskinen fx. ikke syr ordentligt eller hvis du skal sy et taljeindsnit.

Du lærer også hvorfor symaskinen ikke syr ordentligt og hvorfor dine taljeindsnit måske ikke har været så vellykkede indtil nu.  Når du har lidt mere baggrundsviden, er det nemlig nemmere at forstå den større sammenhæng, og undgå at lave de samme fejl igen og igen. Og så begynder det at blive rigtig sjovt at skabe sit eget tøj.

Klik her for at  finde det kursus eller den ebog, der kan tage din syning til næste niveau.

 

Signe Eriksen
Signe Eriksen, stifter og ejer af Skaberlyst.

Dit tøj fortæller din historie

Der er mange grunde til at gå op i tøj og ønske at lære at sy. For mig er en af de drivende faktorer, at tøjet siger rigtig meget om, hvem vi er som personer, og det kan man bruge aktivt, hvis man er bevidst om det.

Tøj er meget mere end stof, vi tager på kroppen, for at undgå at fryse eller slippe for at være nøgne.

Tøj er en vigtig faktor i forhold til vores selvværd – vores følelse af at stå ved os selv og udtrykke, hvem vi er.

Dit tøj fortæller en historie om, hvem du er. Og den udstråling, du får, når du klæder dig i noget bestemt tøj, fortæller en historie om, hvordan du har det med dig selv. Historien behøver ikke være hele sandheden om dig – og du behøver ikke fortælle den samme historie hver dag eller til alle mennesker.

Tøj giver dig en unik mulighed for at være lige præcis den, du ønsker at være, i en given situation. Om det så er iført joggingbukser og hullet t-shirt søndag eftermiddag på sofaen, eller om det er i den lækreste kjole til bryllupsfest, så betyder tøjet noget for, hvordan du har det i situationen. Hvis du ikke tror mig, så forestil dig at ligge på sofaen i det stiveste puds (ikke nødvendigvis behageligt ret længe) eller tage joggingbukser på til bryllup (ikke nødvendigvis festligt ret længe). Jeg er sikker på, du kan se det for dig.

Klæder skaber folk, og syteknikker skaber klæder

Tøj i sig selv gør ikke Verden til et bedre sted at være. Men den følelse, det kan give en kvinde, at tøjet matcher de drømme, hun har for sin egen stil, kan være katalysator for en motivation og drivkraft og et selvværd, der får hende til at rykke på sine ideer, stå ved sig selv og dele sine holdninger.

Og det kan ændre verden.


Skaberlyst handler om den følelse, man får, af at være klædt på efter sin egen stil og personlighed. Af at udleve sine tøj drømme – og sine drømme for livet.

Og så handler det i høj grad om, hvordan man selv kan lave det tøj, der passer til den stil, man drømmer om at have. Det handler om at have det godt med sig selv, og at bruge tøjet som et middel til at opnå netop det.

Min egen sy-rejse

Jeg har syet siden jeg var 16. I starten tegnede jeg mit tøj af på avispapir, og syede ”kopier” på min mors gamle symaskine. Efterhånden som det blev mere seriøst, begyndte jeg at købe mønstre i den lokale stofbutik, og min mor købte en ny symaskine til mig i den lokale Kvickly. Jeg har den endnu, og den virker stadig, hvilket jeg faktisk er ret imponeret over.

Efter gymnasiet tog jeg en skrædder uddannelse, hvor jeg lærte håndværket fra bunden. Her lærte jeg at tilpasse mønstre, at designe og tilrette til den, der skal bruge tøjet, og at fokusere på det unikke og de mange fine håndsyede detaljer.

Senere tog jeg en uddannelse som konstruktør, for at blive endnu klogere på pasforme og for at arbejde i modebranchen, hvor tøjet bliver syet i udlandet. Det er nogle helt andre teknikker, der bliver anvendt i industrien, så jeg har lært at begå mig i begge verdener – både den personlige og den masseproducerede.

Jeg har, som skrædder, arbejdet med flere hundrede forskellige personer, og har stor erfaring i, at tilpasse min viden til den enkeltes behov og ønsker. Det er netop denne tilpasning, jeg synes er fascinerende. Jeg elsker at man, med en værktøjskasse af relativt få teknikker, kan tilfredsstille mange hundrede forskellige mennesker, ved at kombinere stoffer, mønstre og sy teknikker til et bestemt resultat.

Vil du følge med i, hvad jeg bruger min tid på i dag, så kig forbi bloggen. Den er et godt miks af tips og tricks, du kan bruge i din egen syning, og indblik i min hverdag som selvstændig sylærer.

 

Her har de haft fornøjelsen af mig, inden jeg startede Skaberlyst

Jeg har arbejdet som selvstændig skrædder og designer, som konstruktør hos flere danske modebrands, som freelance for andre selvstændige designere og undervist i syning og maskinteknik.

Tidligere har jeg bl.a. arbejdet med og for:

Underviser i syning hos AOF & FOF Århus.
Designet eget mærke, RagnaRock Fashion.
Haft eget skrædderi og tøjmærke, Seidr Design.
Freelance konstruktør/syerske for bl.a. Mille Rostock og Lundgren&Vindinge.
Medstifter af butikken dsigns.dk i Århus C.
Konstruktør hos de danske brands b.young, Minimum og Cero.
Foredrag og workshop hos FOF og LOF.
Freelance konstruktør hos Vila.

 

Uddannelser:

BA i Design & Business fra TEKO, Århus i 2013.

Model konstruktør fra TEKO Center Herning i 2006.

Dameskrædder fra Århus Skrædderskole i 2004.

 

Spørgsmål?

Er du i tvivl om Skaberlyst er noget for dig? Eller har du bare lige et spørgsmål eller 2? Du kan enten kigge på Q&A siden, hvor du finder svar på det meste omkring ebøgerne og online kurserne.

Og ellers er du meget velkommen til at sende mig en mail: signe@skaberlyst.dk