Snitmønstre – skal du lave dem selv, eller købe dem færdige?

Snitmønstre er uundværlige, når du syr dit eget tøj.

Medmindre du er overdrevet sej til at drapere stoffet direkte på kroppen og altid kun laver en af hver ting, du designer, så er der ingen vej uden om et eller andet omfang af snitmønstre i syprocessen.

Snitmønstre kaldes også “symønstre” eller slet og ret “mønstre”. Og sådan et symønster bliver lavet af nogen. Det kan enten være en professionel mønsterkonstruktør, en knap så professionel mønsterkonstruktør eller fx dig selv. For selvom mønsterkonstruktion, som er kunsten at lave snitmønstre til tøj, kan være aldeles kompliceret, så kan det også være rimelig ligetil.

Og du behøver ikke kunne det hele for at gå i gang med at lave dine egne symønstre.

Du skal ikke engang investere i en masse dyrt grej for at komme i gang. Alt du skel bruge er mønsterpapir, en god blyant, en papirsaks, et målebånd, en rulle magic tape og et par linealer. Vi anbefaler at du starter med at anskaffe dig denne lineal.

Så langt så godt.

Målet med et symønster er, at du kan styre tøjets pasform og design fra starten. Altså allerede inden du har klippet stoffet. Det kan du, fordi mønsteret angiver den form, stoffet klippes i. Og ved at have styr på dine symønstre kan du altså styre formen på dit stof.

Du har 2 muligheder for at styre pasform og design i det tøj, du selv syr:

 

Mulighed nr. 1: Køb færdige snitmønstre

Du kan vælge at købe færdige snitmønstre i standardstørrelser fra nogle af de mange mønsterdesignere, der sælger deres mønstre online og i stofbutikkerne.

Jeg synes de mest interessante er de mindre designere, de såkaldte “indie-symønstre” eller “indie-patterns”, hvor det ofte er et lille team, der står bag en mønsterlinje, og hvor designerens personlige stil derfor skinner igennem. På Instagram er der virkelig mange interessante symønster brands, hvis du surfer lidt rundt og lader dig flyde med i hashtags og sy-profiler.

Der er ikke så mange symønstre til herretøj, så her vil vi blot nævne brandet Thread Theory, som er værd at tjekke. Og så har vi jo vores egne symønstre, som du kan købe i webshoppen.

 

Mulighed nr. 2: Lav dine egne snitmønstre

Du kan også lave dine egne symønstre fra bunden.

Det giver dig mulighed for selv at bestemme det hele. Du får mulighed for at styre pasformen på en helt anden måde, og det er dig, der definerer designet i tøjet.

Vælger du at lave dine egne symønstre, skal du bruge et grundmønster. Nogle grundmønstre kan du lave selv, mens andre kræver at du får hjælp af en professionel skrædder eller mønsterkonstruktør. Du skal bruge forskellige grundmønstre alt efter hvilket tøj, du vil lave symønstre til. Vil du designe og sy bukser, skal du bruge et buksegrundmønster. Vil du designe og sy kjoler eller overdele skal du bruge et grundmønster til det. Og vil du sy i strikket stof som fx jersey, er det et grundmønster til jersey, du skal have lavet.

 

Problemet med snitmønstre

Uanset om du vælger at arbejde med færdige symønstre eller at lave dine egne fra bunden, så har du et problem, som skal løses.

Vælger du at arbejde med snitmønstre, du køber, så er problemet, at langt de fleste af os mennesker ikke passer en standardstørrelse. For at få pasformen til at blive god, skal dine snitmønstre tilrettes til din krop. Og det skal de hver eneste gang, du arbejder med et nyt design.

Vælger du at arbejde med et grundmønster, og derfra lave dine egne snitmønstre, så har du pasformen på plads fra starten. Men du skal til gengæld lave et nyt mønster hver eneste gang, du vil lave et nyt design. Et grundmønster uden designændringer klæder ganske få mennesker, så det er ikke ret sandsynligt, at du kan bruge det, som det er. Og selv hvis du kan bliver det hurtigt kedeligt bare at sy det samme igen og igen.

Så enten skal du lære at tilrette færdige symønstre eller også skal du lære at designe og konstruere symønstre fra bunden.

Begge dele er en vej til at få en god kombination af pasform og design, der klæder kroppen. Om du vælger den ene eller den anden metode er sådan set mest et spørgsmål om, hvad du har lyst til, og hvilken måde du bedst kan lide at arbejde på. Du kan også fint vælge en kombination, hvor du nogle gange laver dine egne snitmønstre og andre gange tilretter andres.

Du skal lære noget, uanset hvad du vælger – det er bare forskellige ting, du skal lære. Hvad det er, kan du finde ud af under billedet.

 

snitmønstre symønstre

 

 

Sådan gør du, hvis du vil lave dine egne snitmønstre

Næsten alle designs bliver lavet med udgangspunkt i et grundmønster af en eller anden slags. Grundmønsteret er den rå pasform uden designdetaljer, og det er et godt udgangspunkt for nye modeller, netop fordi pasformen er givet på forhånd.

Når du skaber nye designs ud fra dit grundmønster, ændrer du mønsteret på forskellige måder, alt efter hvilket design, du gerne vil lave. Det er de designændringer, du køber dig til i færdige symønstre.

For at kunne lave de forskellige designs, skal du bruge forskellige teknikker til at manipulere med grundmønsteret. Der findes ganske nemme teknikker, du hurtigt kan lære at mestre, og ganske komplicerede teknikker, det kræver års erfaring at få succes med. Uanset sværhedsgraden af designet, er der nogle helt grundlæggende principper i al mønsterkonstruktion. Der er nogle regler, der altid skal overholdes. Nogle bestemte metoder, du kan bruge til at flytte med indsnit og linjer og til at tilføje eller fjerne vidde i mønstrene. Det er de metoder, du skal lære, for at kunne lave dine egne symønstre.

De symønstre, du køber, er også designet over et grundmønster. Det er bare ikke et grundmønster, du har adgang til. Men det er de samme grundregler, der gør sig gældende for alle symønstre, og når mønsterkonstruktionen går galt, er det som regel fordi du ikke har overholdt grundreglerne.

For et få gode resultater med dit færdige tøj, så det både er behageligt at have på og ser ud som du drømmer om, er det derfor en rigtig god ide at investere lidt tid i at lære grundprincipperne i mønsterkonstruktion. Det giver mening både at kunne konstruere nye symønstre og tilrette tøjet, så du har mulighed for dels at kunne lave dine egne symønstre fra bunden og dels at kunne få bedre resultater med pasformen i købemønstre.

Personligt synes jeg det er både nemmere og sjovere at arbejde med mønsterkonstruktion fra bunden. Når først pasformen er på plads i et mønster, er det begrænset hvor meget tilretning, der er undervejs i syprocessen. Og så synes jeg det er sjovt at eksperimentere med nye designs og få skabt nye silhuetter i den allerede gode pasform.

 

 

 

snitmønstre symønstre

 

Undgå denne udbredte misforståelse omkring snitmønstre

Et ønske, vi ofte hører fra hobbysyere, er at de ønsker sig et grundmønster, så de kan få købemønstre til at sidde godt.

Men det er ikke det, et grundmønster skal bruges til. Hvis du sammenligner mål eller måske endda lægger dit grundmønster under et købemønster og tegner faconen af, er du i gang med en meget usikker måde at arbejde med symønstre på. I nogle tilfælde kan det gå godt, og du får et godt resultat ud af dit mønster. Men i andre tilfælde går det helt galt, og du aner til sidst ikke hvad der er sket, og hvordan du retter op på fejlene i dine symønstre.

Selvom du ikke behøver kende et hav af teknikker for at kunne lave dine egne symønstre, så er mønsterkonstruktion dog stadig et håndværksfag. For at kunne styre dine symønstre, og ikke blot overlade til held og tilfældigheder, om du får brugbart tøj ud af dine anstrengelser, har du brug for 2 ting. Du har dels brug for en grundlæggende forståelse for, hvordan symønstrene er bygget op, og dels et godt tilrette mønster, der passer til netop din krop.

Symønstrene har til opgave at hjælpe dig med at forme det flade stof omkring kroppens rundinger. Og selvom mønsteret i sin papirform er fladt, så er et godt symønster ikke blot en flad silhuet. Det er et samspil mellem yderlinjerne, indsnit, trådretning og det design, der er “lagt ind” i mønsterdelene i form af fx vidde, rynk, læg, overskæringer og andre designdetaljer.

Alt det kan være svært at se, når mønsteret er færdigt. Og derfor kan du ikke sammenligne et færdigt købemønster med dit grundmønster. De har ganske enkelt ikke noget med hinanden at gøre. Det svarer til at sammenligne æbler med appelsiner – begge er runde, men der stopper lighederne også. Sådan er det også med dit grundmønster og et købemønster. Begge er symønstre, men så er det også slut med sammenligningerne. Det er svært at gætte sig til, hvordan pasformen er i et færdigt symønster. Det er en viden, du først får, når du syr mønsteret i stof og tilretter tøjet på kroppen. Og derfor giver det ganske enklet ikke mening at rette et købemønster til efter dit grundmønster.

Her kan du få vores hjælp til at lave dine egne symønstre

Du kan som sagt lave dine egne symønstre ud fra et grundmønster.

Men du kan faktisk også lave dine egne symønstre ud fra et allerede designet mønster, hvis du bare husker at tilrette pasformen først. Det er den måde, vi arbejder på i Synoter magasinerne, hvor du lærer at designe nye modeller ud fra en allerede designet basismodel.

På billederne herunder er det først basismodellen fra Synoter magsin nr. 2 – Vintageinspirerede bluser, der i magasinet laves om til de i alt 15 bluser, du kan se i designoversigten under billedet. I magasinet guider vi dig igennem alle de metoder, du skal bruge for at lave de forskellige designs. Og du behøver altså ikke have et grundmøsnter, fordi det hele er lavet ud fra det ene mønster, der følger med magasinet.

Du kan læse mere om vores online medlemsklub om mønsterkonstruktion, Synoter Studio HER.
Synoter magasinerne udkommer flere gange om året. Du kan købe dem i webshoppen HER.

 

Synoter magasin bluse

 

Synoter magasin bluse

 

 

En anden metode er at lave dine designs ud fra et grundmønster.

Vi underviser i grundmønstre på forskellige måder, alt efter hvad det er for en type tøj, du vil lave grundmønster til. Du får hele oversigten over de grundmønstre, vi kan hjælpe dig med at lave, her.

Grundmønster til bukser

Vil du sy bukser, skal du have lavet et buksegrundmønster. Vores dameskrædder, Sabine Petri, har specialiseret sig i at drapere (forme) bukserne på kroppen, så du får et godt og personligt udgangspunkt for dine buksedesigns. Bukser er i denne forbindelse ikke tætsiddende jeans, men derimod “pæne bukser”. Du kan bruge dit grundmønster til at lave et utal af spændende buksedesigns lige fra de helt klassiske bukser med læg til vilde silhuetter med vidde, rynk, læg og overskæringer. Eller bare et par helt almindelige bukser med lige ben og uden en masse dikkedarer. Vi underviser både i grundmønster og designudvikling af bukser på disse kurser:

Sy det selv – Bukser

 

Grundmønster til kjoler og overdele

Vil du sy kjoler og/eller overdele (fx skjorter, toppe, bluser) så skal du bruge et grundmønster til det. Vores grundmønstre er til vævet stof, og bliver tilrettet så de passer til dig. Det gør vi live, for der er så mange individuelle ting på spil, som vi ikke kan kontrollere tilstrækkeligt online. Vi er ganske enkelt nødt til at have fingrene i din krop og dit grundmønster, for at kunne hjælpe dig godt i mål. Det er vores dameskrædder Signe Eriksen, der underviser på kurserne i grundmønster til kjoler. Før Signe startede Skaberlyst syede hun til skrædderkunder, hvor hun hver gang lavede et individuelt grundmønster fra bunden til hver kunde. I dag arbejder vi ud fra de grundmønstre i standardstørrelser, vi har udviklet hos Skaberlyst, og tilretter dem til netop din krop.

Du kan få lavet et grundmønster til kjoler og overdele til vævet stof på disse kurser:

Grundmønster til kjoler og overdele

 

Grundmønster til jakker og frakker

Vil du sy jakker og frakker med god pasform, kan du udvikle dit kjolegrundmønster til et jakkegrundmønster. Når du har et tilrettet kjolegrundmønster er pasformen allerede på plads, så der er sjældent meget tilretning i jakkegrundmønstre. Du skal udviddet kjolegrundmønsteret på en bestemt måde, så du får plads under jakken til netop din kjole eller bluse. Hvordan du gør det, kan du lære i dette online tema fra vores medlemsklub Synoter Studio. I temaet lærer du også at konstruere et 2-sømsærme fra bunden til dit nye jakkegrundmønster. NB! Det kræver at du allerede har et grundmønster til kjole/bluse. Du kan få adgang til temaet her:

Synoter Tema nr. 6: Grundmønster til jakke med 2-sømsærmer

 

Grundmønster til strikket stof

Vil du også nogle gange sy i strikket stof som fx jersey, skal du bruge et grundmønster til det. Strikket stof opfører sig på en anden måde end vævet stof, og stiller derfor nogle andre krav til symønstrene. Der er fx ikke indsnit i et symønster til strikket stof, fordi stoffet formes ved hjælp af det stræk, der er i det, fremfor ved hjælp af indsnit. Vi konstruerer grundemønstre til strikket stof fra bunden ud fra mål, og du kan lære hvordan du tager dine egne mål, tegner dit grundmønster og tilretter det efterfølgende i dette tema fra Synoter Studio:

Synoter Tema nr. 9: Grundmønster til strikket stof

 

Som du måske kan fornemme er vi store fortalere for at arbejde med grundmønstre og lave dine egne symønstre fra bunden. Det giver en stor frihed, og giver dig mulighed for reelt selv at kunne bestemme, hvordan dit tøj skal se ud.

Er du mere til at købe færdige symønstre, har vi også lidt at byde på her. Du kan se vores symønstre i standardstørrelser i webshoppen HER.

Uanset om du er mest til færdige symønstre eller til at lave dine egne fra bunden, så er det muligt at sy lige netop det tøj, du drømmer om. Vi er her for at hjælpe dig godt i mål, og vi glæder os til at se dig på et kursus enten live eller online.

 

snitmønstre symønstre

 

Oprindeligt blogindlæg fra december 2014.
Opdateret og genudgivet maj 2022.

Læs også:

3 thoughts on “Snitmønstre – skal du lave dem selv, eller købe dem færdige?

  1. Birthe says:

    Ihh tak for de tips om brug af mønstre. Og tak for link til Thread Theory, det’ jo for mænd!!! Der er ikke så meget i handlen for mænd, så tak for det.

  2. Henriette says:

    Jeg deltog i en kursus mønsterkonstruktion til bukser, og har siden kun syet efter mønstre fra min grundform. Lige fortiden er det kjoler der bliver sprøjtet ud af symaskinen/overlocken. Jeg lader min inspirerer af kjoler andre har syet. Bla andet har jeg lavet min version af “Mortens” kjole. Det er en befrielse at bruge grundmønstre.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

«

5 nemme

syteknikker

Få flot finish i dit yndlingstøj med

Giv os din email, så sender vi dig straks 5 nemme syteknikker, der sikre dig flot finish i dit yndlingstøj - uanset hvor meget du har syet indtil nu.

Du bliver samtidig tilmeldt vores mailliste, som du kan afmelde til enhver tid

Copy link
Powered by Social Snap