Sommerkjole i jersey- Min yndlings sommerkjole

Sommerkjolerne er i flittig brug i skrivende stund (midt i juli), og jeg har fået lyst til at fortælle dig om min absolut yndlings sommerkjole. Mønsteret har jeg brugt både til sommerkjole og forskellige toppe.

Det er en kjole, jeg udviklede mønsteret til engang i 2008, men den holder altså stadig. Faktisk holder den så meget, at Maria Fabæch Moesby har fået lov at lave den som pdf mønster til sin side www.mariadenmark.com, hvor du kan få fingre i det og sy din egen version af min yndlings sommerkjole. (Den kommer også snart på dansk til www.mariadenmark.dk – jeg skal nok linke, når den er der).

UPDATE: Den danske version af mønsteret kan købes her: http://mariadenmark.dk/butik/404-signe-halterneck-kjole/

Sommerkjole

Historien om min sommerkjole

Inspirationen til denne sommerkjole er bindebåndene og den teknik, de er syet med. Jeg så det i en top, og fik lyst til at lave noget lignende. Hele det øverste stykke af kjolen er dobbelt, og sømrummet er skjult inde mellem de 2 lag. Det gør det til en hurtig model at sy, fordi man ikke skal spekulere i at få ordnet alle de buede kanter, men blot kan sy lagene sammen og vende rundt.

I første omgang blev det til en top. Bindebåndet foran er blot syet på med et par sting, efter toppen er syet færdig. Ret hurtigt fik jeg lyst til at forlænge mønsteret til en sommerkjole. Både kjole og top solgte jeg i forskellige udgaver i butikken Dsigns.dk i Århus, som jeg var med til at starte, og hvor jeg dengang havde værksted. (Beklager altså virkelig de uskarpe billeder…)

 

Sommerkjole Top    sommerkjole
Senere brugte jeg toppen som udgangspunkt til et nyt design til mit Rock N Roll tøjmærke Ragnarock Fashion (det er lukket nu). Her brugte jeg bindebåndende som stropper og lod dem krydse på ryggen i stedet for at blive bundet i nakken. Det giver en lidt anden facon i halsudskæringen, som er mere åben, fordi stoffet trækkes ud mod skuldrene i stedet for ind mod halsen.

Udover at ændre syteknikken med stropperne, tilføjede jeg et stykke midt bag i kontrast stof. Designet i Ragnarock var meget råt med nitter og rå kanter, og i denne top ville jeg have store sejlerringe i ryggen, så man kan se huden igennem. Derfor duede det ikke med jersey, som blot ville gå i stykker, så stykket i ryggen er et dobbelt lag vævet stof, der er forstærket yderligere med vlieseline.

sommerkjole mønsterhack

 

Der er så meget stræk i jerseyen, og mønsteret er tilpas stort til, at det fint kan lade sig gøre med et vævet panel i ryggen. Og det giver en rigtig god mulighed for at tilføje nogle fede personlige detaljer, der gør kjolen eller toppen helt unik. I videoen viser jeg hvordan du kan bruge bindebåndene i denne sommerkjole som stropper i et X på ryggen, og hvordan du ændrer mønsteret til at have et panel midt bag i kontrast stof.

 

Se i videoen hvordan du nemt kan ændre designet i din sommerkjole:

 

Men hvordan blev min sommerkjole til et Maria Denmark mønster?

Jo altså, det gjorde den en dag Maria og jeg mødtes for at arbejde på vores fælles online symagasin, Sysiden. UPDATE: Jeg er ikke længere en del af Sysiden. Maria har overtaget det pr. 1/4 2016.

Jeg bor i min sommerkjole det meste af sommeren, og det havde Maria naturligvis bemærket. Og hun kunne ret godt lide modellen. Så hun fik lov at låne mit mønster, og har tryllet det om til et pdf mønster, du kan printe ud på en almindelig printer. Og så har hun gradueret det, så der er alle de størrelser, der normalt er i et købe mønster, og ikke kun min størrelse.

Du kan købe mønsteret til min yndlings sommerkjole på MariaDenmarks side her: http://mariadenmark.dk/butik/404-signe-halterneck-kjole/

sommerkjole MariaDenmark

Hvis du syr en sommerkjole efter Maria’s mønster, så del gerne et billede med os på sociale medier – fx. en af de mange sygrupper på Facebook – og smid et link op i en kommentar her på bloggen. Så kan andre blive inspireret af hvad du syr, og du kan blive inspireret af hvad andre syr.

0 thoughts on “Sommerkjole i jersey- Min yndlings sommerkjole

    1. Hej Jacob,
      Jeg går egentlig ikke så meget op i, om tøjet er sommer eller vintertøj. Jeg bruger mine sommerkjoler hele året – bare med forskellige grader af trøjer/jakker uden over. Men det kunne man selvfølgelig også skrive et indlæg om – jeg ser om jeg kan få det passet ind 🙂

      Kh
      Signe / Skaberlyst

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *