Sy med tern i nederdel

Når man designer sit eget tøj, så kan man få det lige som man vil have det. Og det er både mega fedt, men også en anelse skræmmende for nogen, fordi det også betyder, at man skal til at træffe en masse beslutninger.

Beslutninger om ting, man måske ikke engang vidste, man kunne træffe beslutninger om.

Eller at det på nogen måde kunne være vigtige beslutninger med konsekvenser og det hele.

Og set i forhold til Verdensfreden og sultne børn i den 3. verden, er det altså heller ikke sådan rigtig alvorlige konsekvenser. Men det er alligevel irriterende, når syprojekter ikke bliver, som man havde forestillet sig og drømt om, så for hverdagshumøret og selvtilliden kan det faktisk godt have konsekvenser – både til det bedre og til det værre.

 

Tern og linjer og stof

Tern kan være enormt flotte og dekorative. De kan skabe liv i tøjet, og gøre det let og fascinerende at se på. Men de kan sandelig også gøre det klumpet og tungt, hvis de ikke er brugt rigtigt.

Du har nok allerede styr på, at tern skal passe i de vandrette linjer i sømmene. Det er som regel det første man lærer om ternet stof. Og er du rigtig sej, så har du også fundet ud af, at man skal klippe stoffet et lag ad gangen, for at kunne tjekke, at ternene ligger helt ens i begge stoflag.

 

Nederdel i ternet stof

Trick nr. 1 til at sy i tern: brug knappenåle til at få ternene til at matche i de 2 stoflag. Nålen skal sidde i samme linje af ternet i begge stoflag, og du skal lade den sidde i, mens du syr. Jo mere kompliceret et ternet mønster, desto flere knappenåle.

 

Men har du overvejet, at alle linjer i det ternede mønster, faktisk giver en designlinje, der er lige så effektiv som en søm?

Det kan være en god ting at have i baghovedet, når man designer modeller til ternet stof. For designer man sine mønstre med de mest almindelige tilskærings teknikker, så vil bunden af fx. en nederdel eller kjole, ofte være kurvet. Og det har indflydelse på oplægningen og på ternenes forløb generelt i tøjet.

Er stoffet klippet lige i bunden, kan du bruge ternene til at lægge op efter, som om det var en ekstra lineal, der er indbygget i stoffet. Du skal være meget nøjagtig, for hvis din oplægning bliver skæv, er det meget tydeligt at den ikke følger ternet. Men er du nøjagtig, så har du en gratis guide at sy efter.

Nederdel i ternet stof

Er stoffet derimod klippet kurvet i bunden, som det er på rigtig mange nederdele, for at man kan få vidde ind i designet, så vil det give et problem med ternene. Oplægningen kommer nemt til at se “skæv” og meget hjemmelavet ud, fordi det ikke er den samme linje hele vejen rundt i bunden. Hvor rodet, det bliver, kommer an på, hvor mange linjer, der er i det ternede mønster.

Du kan bløde lidt op for udtrykket ved at klippe stoffet, så oplægningen kommer til at være i et bredt tern, så der i det mindste er samme farve i bunden hele vejen rundt i oplægningen, selvom den kurver. Men de andre linjer i stoffet vil “dryppe” i siderne, fordi de netop ikke er kurvede. Og det kan de ikke blive – stoffet er jo vævet eller printet som det er.

 

Nederdel i ternet stof

 

Det kan nu godt lade sig gøre, at få vidde i en nederdel, og samtidig have en lige bundlinje, der er nem at lægge op og som ikke forstyrrer øjet. Hvis man ser på kilte, som måske er indbegrebet af ternede nederdele, så er de lavet af et helt lige stykke stof, der er samlet ind i taljen af læg.

Nederdel i ternet stof

 

Den teknik kan du sagtens kopiere i mere kommercielle designs, hvor det er vigtigt med vidde, men hvor stoffet tager sig bedst ud med en lige oplægning, så der ikke er noget “drypperi” i sidesømmene. Du behøver ikke lave en tro kopi af en kilt – det er kun princippet med at få vidde i modellen vha. læg, der kopieres. Om du folder glatte læg i stoffet, som man gør på kilte, eller om du laver dem om til wienerlæg eller rynk, det er sådan set lige meget. Du kan også lege med forskellige dybder af læggene, forskelligt antal og forskellige placeringer.

Sidesømmene kan du stadig forme til hoftebuerne. så der kommer lidt mere facon i nederdelen end blot en firkant, selvom det dybest set er det, det er.

 

Se hvad jeg snakker om i denne video, hvor jeg viser dig de forskellige principper med ternede oplægninger:

 

Hvis du synes det er spændende, det her med at designe og lave sit eget tøj fra bunden, så glæd dig til den kommende online workshop i nederdele, hvor du både kan lære at lave et personligt grundmønster efter egne mål OG hvordan du bruger det til at lave forskellige modeludviklinger af nederdele.

 

Vil du have endnu mere viden, inspiration og ikke mindst hjælp, så tjek om en af de kommende kursus datoer passer dig.

2 thoughts on “Sy med tern i nederdel

  1. Hej Hej
    Hvor hulen skal jeg lede efter nedderdels modeller/ideer, med ternet stof?
    (Jeg skal sy til min lille Mor (st 36) og en højde på 1,49)
    Efterårs hilsen fra Kate
    Ps har forsøgt at lede på Pinterest

    1. Hej Kate
      Du kan sy de fleste modeller i ternet stof, tænker jeg. Hvordan det er bedst at gøre det, kommer an på kombinationen af nederdel og tern. Ternet stof er jo et vidt begreb…. der er mange forskellige tern, der opfører sig forskelligt alt efter hvilket mønster, man syr dem efter. Måske er det nemmest at finde stoffet først, og så drapere lidt omkring kroppen foran spejlet, for at få en idé om en silhuet til nederdelen?
      Kh
      Signe / Skaberlyst

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *