Genveje til syning for begyndere #2 – Syrækkefølge.

Syrækkefølge er en stor gåde for mange, især syere med ikke alt for mange sy-år på cv’et.

Hvis du også synes det er noget bøvl med den syrækkefølge, så læs med her. Du er nemlig havnet midt i en miniserie med 3 genveje til syning for begyndere, og vi er nået til genvej nr. 2, som netop handler om syrækkefølge.

Du kan læse genvej nr.  1 HER og genvej nr. 3 HER.

I starten har mange det bedst, hvis der kommer en masse tøj ud af symaskinen på relativ kort tid. Det er også dejligt tilfredsstillende at blive færdig med et projekt, og føle at man virkelig får produceret noget, og får noget ud af sin tid. Så kunne det da nok være bedre syet, men skidt med det – det er færdigt.

Andre kan også bedre forstå, at man bruger mange penge på stof, symønstre og udstyr, hvis de kan se der kommer en masse tøj ud af det, som man jo så ikke behøver købe.

MEN

Når du på et tidspunkt begynder at bliver lidt mere kræsen med det, du syr, og gerne vil have en bedre finish og et mere professionelt resultat, der mere ligner det, du kan købe i butikkerne, så spids ører (og puds brillerne).

For en af genvejene til bedre finish i tøjet, er at gennemtænke sit projekt, og planlægge sin syrækkefølge.

Toppen på billedet her er et godt eksempel på et design, der kræver at du tænker  syrækkefølgen igennem, inden du går i gang med at sy.

Syrækkefølge - Genveje til syning for begyndere

Model: Melanie
Foto: Claus Visby http://www.clausvisby.com/

 

Sy detaljerne først

Hemmeligheden er at sy detaljerne, før du syr tøjet sammen.

Det er en udfordring i starten, fordi man gerne vil have samlet stykkerne til færdigt tøj.

Men en gennemtænkt syrækkefølge er en kæmpe hjælp i sidste ende, fordi man…nå ja…får syet alt i den rigtige rækkefølge. Det giver mulighed for at kante sømrum, lukke ender inde og nurse alle de små sarte steder, der kan være svære (eller umulige) at komme til, når alt er samlet.

Tilbage til toppen fra billedet. Her skal skuldersømmen, halsen på bagstykket og ærmegabet syes i en bestemt syrækkefølge, for at blive pænt. Se hvilken i videoen længere nede.

 

Syrækkefølge - Genveje til syning for begyndere

Tips til syrækkefølge – gør som modeindustrien.

I modeindustrien skal det gå hurtigt, og tøjet skal være præcist syet. Der kan man ikke sidde og pille sømme op, fordi man lige glemte at der skulle være en lomme, eller lynlåsen alligevel skulle være lidt længere.

Der er alt timet og tilrettelagt, og hver enkelt syerske syr en ting – fx. lynlåse, ærmer eller sidesømme. Fabrikkerne er indrettet så syerskerne sidder i rækker, og hver række arbejder med en bestemt del af tøjets syrækkefølge. Tøjet bevæger sig fra række til række, og bliver syet færdigt i en nøje planlagt syrækkefølge, så hver syerske overtager noget arbejde fra hende bag sig, og giver det videre til hende foran. Sådan groft sagt.

Og netop det med syrækkefølge kan du med fordel kopiere til din egen syning. Det gør du ved at gennemtænke din model på forhånd, og beslutte dig for hvilke syteknikker, du vil bruge. Måske kræver det blot at du læser syvejledningen igennem, så du kender den  inden du går i gang. Måske skal du tilføje lidt ændringer til den oprindelige syrækkefølge, hvis du har ændret lidt i designet og for eksempel udeladt eller tilføjet en lomme.

Har din model detaljer, som gør at du ikke kan ændre på sømmene når detaljerne er syet, kan det være en rigtig god ide at sy en prøvemodel først. I den kan du tilrette pasformen, inden du begynder at sy i det rigtige stof.

Og tjekke din syrækkefølge, ikke mindst.

Det får du et eksempel på herunder.

Syrækkefølge i kjole med vingeærmer

Kjolen her har små vingeærmer, der er vendt med foer, og den har tittekanter ned i sømmene foran.

Hvis jeg var startet med at sy alle de lange sømme sammen, for at prøve kjolen og komme hurtigt ud over stepperne, så skulle jeg have pillet sømmene på forstykket op igen, for at få tittekanten syet ind.

Eller droppe tittekanten, og affinde mig med en kedeligere kjole.

syrækkefølge syning for begynder

 

Ærmegabet er afhængig af, at ærmet bliver sat i på det rigtige tidspunkt. Et vingeærme går kun noget af vejen rundt, så der er noget “råt” ærmegab tilbage, der skal kantes.

Hvis du kanter ærmegabet, inden du syr ærmet på, kommer du nemt til at trække i stoffet og få et ærmegab der buler. De mange sømme og kantninger vil fylde for meget i sømrummet, og resultatet kommer til at se hjemmelavet ud. Hvilket ikke lige var det, vi var ude efter, vel?

Lige præcis den her type vingeærme har jeg lavet en guide til – den kan du finde her.

 

Et andet eksempel er detaljerne på denne jakke. Her er pyntestikningerne en vigtig del af designet, og hver eneste pyntestikning skal syes, før der syes en ny del på tværs af sømmen. Så her er det også vigtigt at tænke processen og detaljerne igennem på forhånd, inden symaskinen tændes.

Syrækkefølge - Genveje til syning for begyndere

 

Syrækkefølge afhænger af projektet

Hvad den rigtige syrækkefølge er, varierer fra model til model, men du kan bruge denne huskeregel:

Sy de små ting og detaljerne først, og byg ovenpå, så du trin for trin samler delene til større og større stykker, som du til sidst syr sammen, tilretter og syr færdig.

Hvis du vil se flere eksempler på, hvor vigtigt det er med den rigtige syrækkefølge, så se videoen herunder. Her viser jeg dig 4 forskellige projekter, hvor den rigtige syrækkefølge har været afgørende for, at det er lykkes at få en pæn finish i tøjet.

 

Når man skal gennemtænke et syprojekt på forhånd, kræver det naturligvis lidt erfaring. Og det har man jo ikke, når man er helt grøn indenfor syning.

Derfor er det en god idé at lære af andre, der allerede kan sy. På den måde kan du få hjælp til at gennemtænke dine første projekter, og få snakket om de faldgruber der kan være. Kender du ikke nogen, der kan lære dig at sy, så er et sykursus en god idé.

Det kunne for eksempel være mit online kursus Kom Godt I Gang Med At Sy, som er et grundkursus i syning. Der bliver du guidet igennem alt det vigtige, du skal vide for at kunne sy godt tøj. Og ja, du får trænet syrækkefølger. Der er nemlig hele 8 syprojekter i kurset, som du bliver ført igennem fra start til slut.

Læs mere om online kurset her:

Kom Godt I Gang Med At Sy – Grundkursus i Syning

 

Har du ikke læst de andre 2 tips i miniserien om syning for begyndere? Du finder tip nr. 1 her:

Genveje til syning for begyndere #1 – Sømrum

og nr. 3 her:

Genveje til syning for begyndere #3 – Syteknikker

 

 

 

 

One thought on “Genveje til syning for begyndere #2 – Syrækkefølge.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *