Tilretning: Knib halsudskæringen

Har du prøvet at have en halsudskæring, der bølger og flagrer i kanten af stoffet, i stedet for at lægge sig fint ind til kroppen?

Det er virkelig irriterende. Dels føles det ubehageligt, at halsen sådan skøjter rundt på må og få, og dels ser det lidt sjosket ud, når det ikke er en drapering med et vandfald eller lignende, der er lavet med vilje. Heldigvis er der en løsning, du nemt kan lave i dit symønster, som får fremtidige halsudskæringer til at passe bedre. Se hvordan du gør under billedet.

 

knib halsudskæringen

 

Derfor flagrer halsudskæringen

Der kan være flere grunde til at halsudskæringer flagrer og derfor er der også flere mulige løsninger. Jo større en halsudskæringer er, desto mere vil den generelt flagre og have behov for en tilretning, hvor du kniber det ekstra stof væk i halslinjen, så den kommer ind på plads.

Problemet med ekstra stof, der flagrer i halsen, kan også skyldes at pasformen i tøjet ikke passer til kroppen og derfor kræver en tilretning. Her kan det være nyttigt at kunne de to tekniker til at knibe halsudskæringen, du kan se i videoen længere nede.

Hvis folderne fra halsudskæringen peger ud mod ærmegabet eller ikke er klart definerede, så kan du knibe det ekstra stof til ærmegabet. Denne version af tilretningen kan du både bruge på forstykket og bagstykket, og tilretningen hænger ofte sammen med en let rund ryg eller fremadvendte skuldre, der får stoffet til at folde sig sammen i halsen.

Peger folderne ned mod brystpunktet, giver det et bedre resultat at knibe halsudskæringen til brystindsnittet. Denne version af tilretningen skyldes ofte at tøjet er lidt for stramt over barmen, og der ikke er plads nok til barmens facon og størrelse. Det får stoffet til at krybe opad og danne folder i halsudskæringen. Ved at bruge brystindsnittet i tilretningen, bliver selve indsnittet større, og der kommer en bedre rummelighed i kroppen, så stoffet kan falde ned på plads og lægge sig fint ind til halsen.

 

 

Knib halsudskæringen – sådan gør du

Det kan være nødvendigt at kombinere de to teknikker og knibe halsudskæringen flere steder. Hvis du laver ændringen i mønsteret som en tilretning i pasformen i fx et grundmønster, vil det typisk være nok at knibe et enkelt sted, og det vil typisk være en lille tilretning på 0,5-1 cm, der er brug for. Skyldes problemet en stor udringning i designet, vil det ofte give et mere harmonisk resultat, hvis du kniber 2-3 steder i halsudskæringen og fordeler stoffet mellem indsnit og ærmegab.

Begge muligheder skal laves i mønsterpapiret, inden du klipper stoffet. Har du først klippet dit stof, er der ikke andet at gøre end at sy den overskydende vidde væk i et lille indsnit eller læg, hvis det passer ind i designet. Hvis du syr en prøvemodel, kan du se om der er brug for at knibe halsudskæringen, før du klipper i det endelige stof. Det er derfor altid en god idé at sy en prøvemodel, når du arbejder med et nyt design med en stor halsudskæring.

Du kan se i videoen, hvordan du bruger de 2 teknikker både hver for sig og i kombination:

 

 

 

Knib halsudskæring til ærmegab

Du kan knibe halsudskæringen til ærmegabet ved at følge denne guide – se også videoen herover.

1. Fold det overskydende stof i halsudskæringen og sæt en knappenål i. Mål hvor meget stof, der skal fjernes i halslinjen.

2. Tegn en linje på mønsteret fra halsen til ca. midt i ærmegabet.

3. Afmærk et hjælpepunkt i halsen den afstand fra linjen, du har målt dig frem til.

4. Klip ind ad linjen fra halsudskæringen til et hægtepunkt i ærmegabet. Klip ind i mønsterpapiret udefra, så du kan dreje den øverste del af mønsteret i hægtepunktet.

5. Flyt den klippede linje hen til hjælpepunktet og tape fast. Halsudskæringen er blevet kortere, mens alle andre linjer er uforstyrrede.

6. Udglat overgangen i halsudskæringen, så den får en harmonisk linjeføring.

Metode 2: Knib vidden væk i mønsterpapiret.

 

Knib halsudskæring til brystindsnit

Du kan knibe halsudskæringen til brystindsnittet ved at følge denne guide – se også videoen herover.

1. Fold det overskydende stof i halsudskæringen og sæt en knappenål i. Mål hvor meget stof, der skal fjernes i halslinjen.

2. Tegn en linje på mønsteret fra halsen til brystpunktet.

3. Afmærk et hjælpepunkt i halsen den afstand fra linjen, du har målt dig frem til.

4. Klip ind ad linjen fra halsudskæringen til brystpunktet.

5. Klip ind ad midterlinjen i brystindsnittet til et hægtepunkt ved brystpunktet, så du kan dreje den øverste del af mønsteret i hægtepunktet.

6. Flyt den klippede linje i halsen hen til hjælpepunktet og tape fast.

7. Tape et stykke mønsterpapir under åbningen i brystindsnittet. Halsudskæringen er blevet kortere, brystindsnittet er blevet større og alle andre linjer er uforstyrrede.

8. Udglat overgangen i halsudskæringen, så den får en harmonisk linjeføring.

9. Fortsæt indsnittets linjer i sidesømmen, så de mødes midt i indsnittet. Du kan evt. folde brystindsnittet og tjekke sidesømmens forløb på tværs af indsnittet.

 

Metode 1: Flyt vidden ned i brystindsnittet.

 

 

Slip for flagrende halsudskæringer med et grundmønster

Hvis du gerne en gang for alle vil have styr på pasformen i dit tøj og slippe for at tage stilling til de hyppigste pasformsproblemer fremover, så kan du tilrette et grundmønster, så det kommer til at passe dig. Når du først har tilrettet grundmønsteret tager du udgangspunkt i det, hver gang du laver et nyt symønster, og slipper på den måde for at gentage de samme tilretninger igen og igen.

Designer du dybe udringninger og store halsudskæringer får du muligvis stadig brug for de to teknikker til at knibe halsudskæringen men så vil de være nødvendige på grund af designet og ikke på grund af pasformen.

I medlemsklubben Synoter Studio har alle medlemmer adgang til Synoters grundmønster til kjoler og overdele til vævet stof, som er det grundmønster, hvor tilretningen med at knibe halsudskæringen er mest relevant. Det er langt fra alle, der har brug for denne tilretning, men hvis du er en af dem der har, så er den guld værd at få lavet i dit grundmønster, så du slipper for at tage stilling til flagrende halsudskæringer hver gang, du syr en ny kjole eller bluse.

Læs mere om Synoter Studio og bliv medlem her <<

 

Læs også:

2 thoughts on “Tilretning: Knib halsudskæringen

  1. Signe says:

    Tak for endnu en fin artikel med gode fif. Du havde en artikel for en del år siden hvor du også introducerede tricket, og det hjalp mig til at forstå hvad der var galt med flere af mine bluser – købte og selv-syede. Så lavede jeg fine læg, så jeg igen kunne blive glad for at bruge dem (og jeg har indbygget det i mine blusedesign efterfølgende, selvfølgelig). Jeg havde slet ikke selv gennemskuet, at det var det, der var galt. Tak!

    • Signe says:

      Hej Signe
      Dejligt at tricket kunne hjælpe dig 😀 Det er den gamle artikel jeg har opdateret og lavet en ny video til 🙂 Det var efterhånden tiltrængt efter 13 år, så nu håber jeg det kan hjælpe en masse nye synørder med også at få styr på deres bluser og kjoler.

      Venlig hilsen
      Signe / Synoter

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

« »
Share via
Copy link
Powered by Social Snap