Skal man overlocke sømrum inden man syr?

Har du også hørt, at man skal overlocke (eller zigzagge) rundt i kanten af alle stofdele, før man syr?

Det er en ret normal praksis i hobby syning. Men det er ikke noget, vi anbefaler at du gør, for det kan give dig en del problemer senere i syprocessen.

Grunden til at mange overlocker først er, at det er nemt at komme til og man ikke behøver koncentrere sig så meget. Men der er flere ulemper. Og en alternativ metode, der bruges på professionelle systuer, som du også sagtens kan gøre brug af hjemme hos dig selv.

Læs videre, så fortæller vi dig både hvad ulemperne er og hvad vi anbefaler, du gør i stedet.

Derfor skal du ikke overlocke sømrum på forhånd

Kom med på en lille tur ind i systuen, hvor vi er i gang med et syprojekt.

Vi starter med at tegne mønsteret og lægge sømrum til. På Syværkstedet lægger vi sømrum til på mønsterpapiret, så vi kan være meget præcise. Og så klipper vi mønsteret ud. Det bliver sjældent helt så præcist, og den klippede linje kan svinge lidt fra den ene side af den tegnede linje til den anden. Ikke noget, der giver problemer i sidste ende.

Næste trin er at lægge mønsteret på stoffet. Har du ikke lagt sømrum til på mønsterpapiret, så gør du det nu på stoffet. Det bliver ikke helt så præcist som på papiret men stadig ikke noget, der giver problemer.

Stoffet klippes ud, og selvom vi har en linje at klippe efter, bliver linjen igen lidt uens. Nogle steder klipper vi på den ene side af linjen og nogle steder på den anden. Stadig ikke større unøjagtigheder end at det fint kan gå. Den yderste kant i stoffet svarer stadig ret godt til mønsteret, og sylinjen er nem at finde ved at sy efter linjerne i stingpladen på symaskinen eller kanten af trykfoden.

Så langt så godt. Indtil dette punkt er alle vist enige.

Men så opstår uenigheden.

For her er det, at nogen giver sig til at kante alt sømrum i alle stofdele. Simpelthen overlocke eller zigzagge rundt om alt stof.

Hvis du overlocker, så skal du være ualmindelig rutineret for at sy helt præcist i kanten hele vejen rundt i alle kanter. Langt de fleste kommer nogle steder til at skære lidt ekstra af kanten af stoffet, mens tråden andre steder danner løkker ud over kanten. De små unøjagtigheder, der allerede var i kanten af stoffet fra klipning af papir og stof, bliver nu større. Noget stof folder sig sammen i kanten under overlocksømmen (eller zigzagsømmen), så du ikke længere har den fulde bredde på sømrummet, mens andet stof stritter ud mellem overlockens tråde og danner en miniature frynsekant.

Og så begynder det at blive svært at finde din sylinje.

Hjørnerne er også et problem. I meget stof er det svært at overlocke helt skarpt rundt om hjørnerne, og de blive nemt lidt afrundede eller afkortede.

Resultatet er, at dit klippede stof ikke længere passer til din mønsterdel. Du mister overblikket over din sylinje, og medmindre du tegner sylinjen ind på stoffet eller markerer den med risting syet i hånden, så er pasformen i det færdige tøj pludselig et spørgsmål om held i stedet for dygtighed. Og det er ikke sådan, vi syr her på syværkstedet. Vi vil have fuld kontrol, så vi kan lave de nødvendige ændringer og gentage vores gode pasformer og symønstre igen og igen, og ikke blot håbe på at den næste bliver bedre.

En ret alvorlig sideeffekt af at overlocke sømrummet før du syr, er i værste fald en ringere pasform i tøjet – og under alle omstændigheder en større usikkerhed.

Men der er flere ulemper.

 

Sømrum der fylder og grimme kanter

Når du overlocker alle kanterne, har du ekstra fylde i alle sømme. Nogle sømme skal kantes, som fx sidesømme og ærmegab. Men der er også sømme i tøjet, der ikke skal kantes, fordi de er lukket helt inde og ikke bliver udsat for slid og forstyrrelser. Det er fx sømrummet i halsudskæringer og linninger, der helst skal være så usynlige og tynde som muligt, og hvor en overlocket kant vil være synlig på retsiden af tøjet.

Oplægningen i bunden af tøjet kan også nemt blive uens og knap så flot, hvis du overlocker alle kanterne før du syr.

Afhængig af hvor rutineret og præcis du er i hele processen, kan du nemt ende med længder på dine sømme, der er lidt forskellige. Har du overlocket på forhånd, bliver det meget tydeligt i bunden af tøjet, hvor oplægningen kommer til at have uens længder på indersiden. Det betyder ikke noget for den færdige længde af tøjet, fordi du folder oplægningen om mod vrangen, men på indersiden er det ikke så pænt, som det kunne have været.

Det er ganske enkelt dårligt håndværk. Og det er nemt at undgå – se hvordan under billederne her af en grim oplægningskant med overlockede mønsterdele.

 

oplægning på overlocker

 

oplægning på overlocker

 

Det, du skal gøre i stedet, er at vente med at overlocke kanten i bunden til tøjet er syet og du er helt sikker på den færdige længde.

Så kan du overlocke bundlinjen i et stræk, så kanten er ensartet og lige, før du lægger den op. Det kommer til at se ud som på billedet herunder og er mere afsluttet og professionelt.

Denne metode har i øvrigt den fordel, at du kan bestemme længden af tøjet inden du overlocker kanten. På den måde kan du spare en overlocksøm, hvis der skal klippes mere af længden, end du havde regnet med.

 

 

Hvornår skal man overlocke sømrum?

Det at overlocke sømrum gør tøjet færdigt indvendigt og beskytter kanterne mod slid i brug. I meget tøj kan det ikke undværes. De gode resultater kommer ved at time syrækkefølgen, så du får overlocket kanten af stoffet på det rigtige tidspunkt.

Vi anbefaler at du syr sømmene sammen først og overlocker dem bagefter – inden du syr på tværs af dem. Den eneste undtagelse er hvis stoffet trævler så meget, at det ville være væk inden du havde syet færdig, hvis du ikke havde været forudseende nok til at overlocke på forhånd. Det gælder bl.a. noget jacquardvævet stof og det meste bouclé. Hvis stoffet trævler så meget, at du er nødt til at overlocke først, så må du leve med ulemperne. Og være ekstra præcis i alle dele af processen.

Men i langt det meste stof og tøj giver det bedst mening at sy først og overlocke bagefter.

Du kan kante sømrummet samlet eller i enkelt stoflag.

I tynde stoftyper, og hvis du har et smalt sømrum på 1 cm, bliver det pænest at overlocke sømrummet samlet. Når sømmen er syet, overlocker du kanten af sømrummet, før du presser sømmen til den ene side.

Syr du splittede sømme (presser sømrummet til hver sin side), kan du overlocke kanten af sømrummet i enkelt stoflag. Det er nemmest hvis sømrummet er 1,5-2 cm bredt, så trykfoden på overlockeren kan være på et enkelt sømrum og ikke går ind over selve sømmen. Når du overlocker sømrummet i enkelt stoflag, skal du overlocke begge sider af sømrummet, så du kommer til at overlocke langs hver søm 2 gange.

Når sømrummet er overlocket er det en god idé at presse sømmene, før du evt. syr på tværs. Pres sømrummet for sig selv før du presser selve sømmen, så fylder overlocksømmen mindst muligt inde i tøjet.

Er du i tvivl om, hvordan du overlocker sømrummet og ordner sømmene i den bedste rækkefølge, så anbefaler vi at du følger vores onlinekursus Sy dit yndlingstøj – Nemme toppe, bluser og kjoler. Der lærer du alle de vigtige, grundlæggende teknikker og rækkefølger godt at kende, så du kan have glæde af dem i alle dine fremtidige syprojekter. Se kurset her:

Sy dit yndlingstøj – Nemme bluser og kjoler

 

 

Sådan slipper du for at overlocke sømrum

Du kan faktisk også slippe helt for at overlocke sømrummet.

Det kan du gøre ved enten at sy franske sømme eller ved at sy foer i tøjet, som du lukker i bunden. Hvis man ikke kan komme ind til sømrummet, skal det ikke kantes, medmindre stoffet trævler så meget, at det næsten er stukket af før du har klippet det.

En fransk søm er syet 2 gange på symaskinen, så den inderste kant i sømrummet er en syning og ikke en trævlekant. Stoffets trævlekant er lukket inde mellem stoflagene, så den ikke ses og ikke er udsat for slid. Franske sømme er gode til fine og tynde stoftyper som fx. en let silke eller viscose eller til gennemsigtige stoftyper som chiffon eller organza.

 

 

Du kan se i dette blogindlæg, hvordan du syr franske sømme på en nem måde:
https://skaberlyst.dk/fransk-soem-den-nemme-metode-der-virker-for-alle/

 

Foer kan være en fordel i meget tøj, og du kan sy det i tøjet på forskellige måder. Hvis foret er åbent i bunden, så du kan komme ind mellem stoflagene, skal både stoffets og forets sømrum kantes med enten overlock eller zigzag. Men lukker du tøjet helt i bunden, så der ikke er adgang ind mellem stof og foer, behøver du ikke kante sømrummet. Så vil en kantning blot fylde unødvendigt inde i tøjet. Man lukker typisk helt af i jakker, men du kan også gøre det i kjoler og nederdele.

 

 

I onlinekurset Sy Foer i Dit Tøj kan du lære hvordan du lukker tøjet med foer, så du slipper for at overlocke sømrummet. Se kurset her:

Sy foer i dit tøj

 

Vær altid forsigtig, når du overlocker

Uanset hvornår du overlocker kanterne i dit stof, skal du være meget opmærksom når du syr på overlockeren. Noget af det smarte ved overlockeren er at den har en kniv, der skærer kanten af sømrummet af, så du får en flot og ensartet kantning. Men kniven kan ikke kende forskel på kanten af stoffet og midt på stoffet, så hvis du får foldet stoffet sammen under sømrummet, kan du risikere at skære hul i det.

Derfor skal du være vågen og hele tiden have styr på at der kun ligger det ene (eller de to) lag stof under trykfoden, der skal overlockes.

Overlocker du alle mønsterdele på forhånd, før du syr, risikerer du ikke at ødelægge en hel kjole eller et helt par bukser, men blot en enkelt mønsterdel. Det er nok også en af grundene til at mange vælger denne fremgangsmåde. Men hvis du er så træt og uopmærksom, at du ikke kan styre at der kun kommer et lag stof under trykfoden, så bør du slet ikke sidde ved din overlocker. Hold i stedet en pause og vend tilbage senere, hvor du er frisk og ikke til fare for dig selv eller dig syprojekt.

 

Oprindeligt blogindlæg fra 2013.
Opdateret og genudgivet 2023.

Læs også:

10 thoughts on “Skal man overlocke sømrum inden man syr?

  1. Sanne says:

    Jamen vi takker da så mange gange – jeg har i flere år undret mig over, hvorfor man skulle zig-zagge kanten før man syr sammen, og efter at have fået overlocker, har jeg stadig undret mig, så nu vil jeg da simpelthen gøre som du beskriver fremover, det var da en super god forklaring.
    Many møjns fra sydens Danmark
    Sanne

  2. Sarah says:

    Hej Signe,
    Et rigtig godt indlæg 🙂 Havde ikke tænkt over det her, men kan jo godt se at du har ret. Normalt skal man vel overlocke begge stykker stof efter at man har syet dem sammen, så man kan presse dem til hver sin side. Men kan man f.eks. i blødt børnetøj (og andet?) bare overlocke begge stykker tøj sammen til en søm?

    • Signe Eriksen says:

      Jo, normalt splitter man sømmen til hver sin side, og så skal sømrummet overlockes hver for sig. I hvert fald i kraftige og mellemvægt stoffer. I tynde stoffer og foer er det bedre at overlocke sømrummet sammen. I strik overlocker man det også altid sammen – og der syr man faktisk kun på overlockeren, men med 4 tråde i stedet for 3. Så når du skriver blødt børnetøj tænker jeg at det måske er jersey, interlock, strikket velour og blød fløjl, du syr i? Og så kan du sagtens overlocke sømmene sammen.

  3. Christine says:

    Hej

    Tak for diameter fyldestgørende indlæg! Jeg lærte meget:)

    Men, hvad hør man hvis man ikke har en overlocker? Kan jeg afslutte på en anden måde?

    Mvh Christine

    • Signe Eriksen says:

      Hej Christine,

      Ja, du kan sy zigzag i kanten på din symaskine. Indstil den til bred stingbredde og smal stinglængde, og sørg for at sy i kanten af stoffet, så nålen går ned lige på yderkanten, så får du en ret solid kantning. Pointen er, at zigzaggen eller overlocken skal holde trævlekanterne inde til stoffet, så det ikke trævler væk.

      Kh
      Signe / Skaberlyst

  4. Anne says:

    Hej Signe.
    Jeg vil fortælle dig en lille histiorie.
    Da jeg syede min første kjole i 1964. Da havde jeg arvet en lille Elna symaskine ( var også kun 14 år ) så det var jo rigtig fint til mig. Den kunne kun sy frem og tilbage. Sømme blev ordnet ved at folde stoffet meget smalt og sy en stikning…..
    Jeg har siden lært at zigzagge sømmen før jeg syede sømmen sammen. Fik jo så en dejlig Pfaff der kunne lidt af hvert. Overlocker har har jeg aldrig brugt og heller ikke haft før. Nu har jeg arvet min mors og har stadig ikke brugt den. Min datter kan ikke forstå det, hun syntes den er uundværlig. Det forstår jeg så ikke. Grunden er, at jeg vil kunne pille op og rette hvis noget er galt. Så når min mor er væk, så er der en overlocker til min datter.
    Du har med din forklaring, fået mig til at forstå hvorfor en overlocker ikke siger mig noget.
    Jamen det går hurtigt, siger min datter. Ja hvad så. Jeg syer ikke for at det skal gå hurtigt, men det skal være ordenligt. Jeg vil være bekendt at lægge navn til det jeg laver.

    Mange hilsner
    Anne

    • Signe Eriksen says:

      Hej Anne, den historie varmer godt nok mit skrædderhjerte!! Man kan nemlig sagtens klare sig uden en overlocker, og ordne kanterne på andre måder. Jeg synes nu at overlock kanten som regel er pænere end zigzag kanten, men jeg bruger aldrig overlockeren til at sy sammen i vævet stof – netop fordi, som du siger, at der skal være mulighed for at rette til. I jersey ville jeg nu nødigt undvære den 😉 Men helt enig i at det ikke er tempoet, det kommer an på. Det er resultatet, som skal leve op til ens egne krav. Hvad det så er, er jo heldigvis op til den enkelte.

  5. Hanne Gregersen says:

    I er bare gode til at forklare diverse sy teknikker. Så selv en begynder forstår det. Tak for det.
    Jeg har et spørgsmål. Klassisk for en famlende nybegynder tænker jeg.
    Har syet en kjole med rullekrave og lange ærmer sammen, hele kjolen, og nu vil jeg gerne overlocke sømmene fordi det er noget rod at se på.
    I Hvilken rækkefølge overlocker jeg ??
    Venlig hilsen Hanne

    • Signe says:

      Hej Hanne
      Dejligt at vores vejledninger giver mening 🙂
      Hvis du vil overlocke sømme, der er syet på tværs af, skal du have sprættet lidt op. Du er nødt til at løsne sømmene de steder, der er syet over sømrummet, og så sy “hullerne” sammen igen når du har overlocket sømrummet. Ellers kan du ikke overlocke hele sømrummet, og du får nogle lidt spøjse ender hvor der ikke er overlocket. Det er ikke så vigtigt hvilken rækkefølge du overlocker sømmene i. Men generelt er det smartere at overlocke undervejs i syningen, så du kan overlocke sømrummet før du syr på tværs af en søm – så slipper du for at skulle sprætte dele af sømmene op igen.
      Jeg håber, det giver mening.

      Venlig hilsen
      Signe / Synoter

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

« »

5 nemme

syteknikker

Få flot finish i dit yndlingstøj med

Giv os din email, så sender vi dig straks 5 nemme syteknikker, der sikre dig flot finish i dit yndlingstøj - uanset hvor meget du har syet indtil nu.

Du bliver samtidig tilmeldt vores mailliste, som du kan afmelde til enhver tid

Share via
Copy link
Powered by Social Snap