Jeg har pakket mand og barn ind i en strækvikle, har taget en pakke bleer og et visa kort under armen og er suset til Oslo på påskeferie. Mest fordi, vi et kort øjeblik troede, at min mand skulle spille på en festival heroppe. Men også lidt fordi, det har været en skøn tradition de sidste 7 år, at holde påsken i Oslo og trække stikket til hverdagen helt ud.
Miniferie i luksus
Måske er det fordi, vi på forhånd havde bedt om en barneseng, at vi i år har fået det mest fantastiske store værelse på hotellet. Det er nærmest som en 2 værelses lejlighed, med en lille stue og en glasdør ind til et lille soveværelse. Faktisk er her mere plads end på samtlige værelser, jeg boede på, da jeg studerede!
Ude på badeværelset står der en fin lille række af shampoo og sæbe, og på den ene står der med store bogstaver: You are so worth this. Allerede helt i hopla over en skøn start på mini-ferien, blev jeg helt varm om hjertet, og fuld af taknemmelighed over at hotellet synes jeg fortjener det bedste. Det er virkelig pænt af dem.
Det bedste får det bedste frem i os
Der står selvfølgelig sådan nogle shampooer på alle værelserne, og jeg håber virkelig at alle hotellets gæster opdager, hvad der står på dem, og glæder sig over, at de fortjener lidt ekstra luksus.
Det gør vi nemlig alle sammen. Vi fortjener det bedste i alle tilværelsens sider. Og jeg synes faktisk også vi er forpligtet til at give os selv det bedste. Fordi, det får det bedste frem i os, og når vi er helt på toppen kan vi gøre meget mere for mange flere – så andre også får det bedre.
Vores følelser spreder ringe i vandet, uanset om de er gode eller dårlige. Vores humør smitter, og vi bliver som mennesker konstant påvirkede af hinanden. Af måden vi opfører os på og ser ud på. Derfor giver det meget mere mening at give sig selv det bedste, og sprede overskud, taknemmelighed og glæde, end at gøre det modsatte.
Hvad der er det bedste, det er heldigvis individuelt. Jeg kommer ikke til at bruge de der blå shampoo’er, alene fordi de er blå. Jeg har dem mistænkt for at være proppet med kemi, for at få den farve. Men det er heller ikke så meget det, der er pointen.
Pointen er at jeg fortjener det bedste. Og den gode nyhed er, at det gør du også!