Om Synoter

Alle kan lære at sy, og det er muligt at lave tøj til alle, der passer – uanset størrelse og facon.

Jeg ved det, for jeg har set det gang på gang med kursister, der går fra at have problemer med pasformen i både tøj og symønstre til selv at sy tøj, der passer perfekt. Jeg har set de samme kursister gå fra at føle sig forkerte og være irriterede over deres krop til at vide, at det ikke er dem, der er noget galt med men derimod tøjet og symønstrene. Og jeg har set dem stråle i det ene stykke velsiddende tøj efter det andet, som de selv har syet. 

Ville du ønske, det var dig, der havde skabet fyldt med tøj, der føles godt at have på? At du kunne slippe for prøverum og mindreværdskomplekser, fordi intet passer? Og bare selv kunne sy det tøj, du drømmer om? 

Så vil jeg elske at lære dig at sy og lave dine egne symønstre.

Mit navn er Signe Eriksen, og jeg er designeren bag Synoter. Du kan læse mere om mig og hvordan jeg kan lære dig at sy under billedet.  

Lær at sy med Synoter

Synoter er online undervisning i syning og mønsterkonstruktion. Du kan vælge mellem enkelstående onlinekurser eller medlemsklubben Synoter Studio. Forskellen på dem er: 

Enkeltstående Onlinekurser er videobaserede sykurser, du kan købe adgang til et kursus ad gangen. Nogle af kurserne er perfekte til nybegyndere mens andre er for let øvede eller øvede, alt efter hvilket emne, kurset omhandler. Som nybegynder er det en god idé at komme i gang med syningen i et mere afgrænset kursus, hvor alt er tilrettelagt så du bygger dine sy-evner på et godt fundament. I onlinekurserne bliver du guidet igennem både teori og praksis, så du får en god, grundlæggende forståelse for syningen og får nemmere ved at lære nye teknikker og udvikle dine syevner. Med de enkeltstående kurser betaler du et engangsbeløb og får evig adgang til hele kurset. 

Medlemsklubben Synoter Studio er for let øvede og øvede. Hver måned får du adgang til et nyt, videobaseret mini-kursus, hvor du bliver guidet igennem at lave mønster og sy et originalt design. Kurserne i Synoter Studio er tilrettelagt, så du på en naturlig måde kommer igennem mange forskellige syteknikker. Du lærer at bruge teknikkerne i praksis i syprojekter, de passer til, og bliver dermed både bedre til at sy og til at vurdere, hvornår du skal bruge hvilken teknik. Synoter Studio er et medlemskab, der bliver fornyet efter enten 1, 3 eller 6 måneder, alt efter hvilket abonnement, du vælger. Du kan altid opsige til udgangen af en periode. 

Synoter Studio er resultatet af mange års research, tilretninger, snakke med kursister, tests, mislykkede forsøg og endnu flere tilretninger. De symønstre, mine kursister har adgang til i dag, er moderne og rummelige. Sådan helt bogstaveligt rummelige, da der er plads til kroppens former og bevægelser i det færdige tøj. Symønstrene er inkluderende i størrelse (fra str. 32 til 60) og tager højde for hvordan kroppen ændrer sig i de forskellige størrelser baseret på praktisk erfaring fremfor teori. Kort sagt: det virker i virkeligheden, ikke kun på papiret. 

Uanset hvordan du vælger at lære, er der masser af muligheder for at variere designet og kombinere teknikker og detaljer, så du får indflydelse på hvordan dit færdige tøj ser ud. Du lærer fra starten at tænke og arbejde som en designer, og får en velsyet, personlig garderobe som resultat. 

 

Kvinden bag Synoter

Synoter er grundlagt i 2011 af mig, Signe Eriksen (frem til 2023 under navnet Skaberlyst, som stadig er det juridiske firmanavn). Jeg arbejder fra mit lille atelier i centrum af Aarhus, hvor alt bliver fremstillet fra bunden. 

Jeg er uddannet dameskrædder fra Århus Skrædderskole i 2004, Mønsterkonstruktør fra TEKO i Herning i 2006 og professionsbachelor i Design & Business fra VIA i Aarhus, 2013. Før jeg startede Synoter (Skaberlyst) havde jeg et skrædderi, hvor jeg syede tøj på bestilling, designede og syede mine egne kollektioner og underviste i syning hos FOF, AOF og LOF. Jeg har arbejdet både fast og freelance som konstruktør og syerske i modebranchen i flere år, stået i stofbutik og været medejer af en tøjbutik. 

De første år var jeg alene om det hele, senere fik jeg selskab af praktikanter fra tekstilformidleruddannelsen og VIA’s mønsterkonstruktører og designere. Jeg har uddannet en tekstil- og beklædningsassistent og haft de mest fantastiske faguddannede kvinder ansat i flere år, der har hjulpet mig med at bygge Synoter op til det, det er i dag. Siden december 2024 har jeg været alene igen, da Verdens tilstand ikke er fantastisk at være en lille virksomhed i. Men selvom det finansielle fundament til tider er svingende, så er den faglige stolthed intakt, og jeg nægter ganske enkelt at gå på kompromis med kvaliteten af mine kurser og det håndværk, jeg underviser dig i. I dag er mit team mine samarbejdspartnere, som jeg er evigt taknemmelig for. 

Det faglige fundament indenfor skrædderi, mønsterkonstruktion og tekstilformidling, som Synoter er bygget på, sikrer dig gode, gennemtænkte designs og undervisning i teknikker, der rent faktisk virker. Jeg har arbejdet med alle dele af tøjbranchen fra industriel produktion til personligt skrædderi, har tilrettet tøj på hundredevis af kvinder og ved hvilke problemer med pasform og kvalitet, modebranchen ikke formår at løse. Den viden er omsat til inkluderende og velsiddende symønstre, som jeg vil elske at give dig adgang til i min medlemsklub Synoter Studio. 

 

Til dig der… 

Synoter er til dig, der gerne vil lære at sy dit eget tøj og ikke vil gå på kompromis med kvalitet og faglighed. 

Hvis du er lidt nørdet anlagt og har dine egne idéer om, hvordan dit tøj skal se ud, så er du kommet det helt rigtige sted hen. Her lærer du nemlig ikke bare at kopiere et generisk basisdesign, men at skabe dine egne symønstre fra bunden, hvor du selv får mulighed for at tage stilling til designdetaljer, pasformer og hvilke teknikker, du vil bruge. 

Jeg giver dig en solid grundviden og klæder dig på til at træffe dine egne beslutninger, så du kan skabe præcis det tøj, du drømmer om. Uanset om du syr til dig selv, er i gang med en designuddannelse eller drømmer om at sy til andre, vil du have gavn af den faglighed og det professionelle håndværk, du kan lære i onlinekurserne og ikke mindst i Synoter Studio. Du behøver ikke have tårnhøje ambitioner fra starten – Synoter eksisterer for kontinuerligt at løfte dig op på et niveau med din syning, og du bestemmer selv hvor langt, du vil gå.

Jeg tror ikke på, at der kun er én “rigtig” måde at sy på. Der er mange metoder til at nå i mål, og de bedste resultater kommer, når du har flere teknikker at vælge mellem. Med de metoder, jeg underviser dig i, vil du hurtig opleve at du kan selv, og at tingene lykkes for dig. Det er min ambition for dig at du bliver selvkørende bag symaskinen, for det er nemlig der, syningen bliver rigtig sjov, og hvor du virkelig kan skabe noget magisk. Synoter er funderet i dameskrædderi og du lærer at lave symønstre og sy tøj til kvinder. Men syteknikkerne er langt hen ad vejen de samme til herretøj og børnetøj, så du skal endelig ikke lade dig begrænse af at jeg “kun” laver tøj til kvinder. 

Du behøver ikke kunne noget på forhånd for at gå i gang med at lære at sy.

Jeg lover dig, at du kan en masse, når du er færdig med mine onlinekurser.

 

Start syningen her

Sykurserne er online, hvilket vil sige at du følger dem hjemme fra din stue, dit køkken, dit drivhus, eller hvor du nu foretrækker at sy. Du logger ind i dit kursus og følger videoerne kronologisk for at blive ført bedst muligt igennem de forskellige teknikker, teori og syprojekter.

Er du nybegynder bør du starte med onlinekurserne De første sting og Nemme bluser og kjoler, der er enkeltstående kurser særligt lavet til at give dig en god start på din syning. Du kan se hele udvalget af enkeltstående onlinekurser her:

Enkeltstående onlinekurser

Er du klar til flere udfordringer, og vil du gerne kontinuerligt have ny viden i mindre drypvise portioner, så er Synoter Studio helt perfekt. Hver måned får du adgang til et nyt online minikursus, og lærer både mønsterkonstruktion og syning en lille del ad gangen, så du har tid til at passe syningen ind i hverdagen. 

Synoter Studio medlemsklub

Har du spørgsmål til det praktiske? Kig i Q&A, hvor du finder svar på de mest stillede spørgsmål (og lidt mere). Finder du ikke svar på dit spørgsmål der, så send mig en mail: signe@synoter.dk

Jeg GLÆDER mig til at lære dig at sy!

Signe / Synoter