Om Paeonia Blouse
Til dette design ville vi lave en bluse med læg til vævet stof. Det er ikke et nemt design at tilrette, men vi har gjort vores bedste for at gøre det så nemt som muligt for dig at tilrette og sy din Paeonia bluse – og få et smukt resultat.
Vi har tilføjet et sidepanel, så læggene ikke går hele vejen ud til sidesømmen. Det giver mulighed for at tilrette 2 steder tæt på siden, i stedet for kun at have sidesømmen at tilrette i. Sidesømmen er bygget ind i sidepanelet.
På ryggen finder du et indsnit, som giver mulighed for at tilrette blusen ret tæt, hvis du har lyst. Form indsnittet efter din krop, og tøv ikke med at ændre det, hvis det ikke passer til din figur som det er.
Sømmene fra sidepanelet går op i ærmegabet. Det giver mulighed for at tilrette ærmegabet, hvis der sidder for meget stof her.
Midt bag er lige. Det giver mulighed for at klippe bagstykket til fold. Du kan også lave en søm, og tilrette til evt. svajryg. Hvis du tilretter blusen meget tæt, får du brug for en lynlås. Den kan du sy i midt bag sømmen. Lav en test – det er ikke sikkert, du har brug for en lynlås.
3/4 ærmet er inspireret af den danske modeskaber Holger Blom (1905-1965). Han draperede sine kjoler på kunden, og tilføjede en søm, hvor han syntes, der var brug for det. Vi så dette ærme på en udstilling, og blev inspirerede til at tilføje lidt form til syningen foran på ærmet. Uden at vide, om det er gjort på den originale model, testede vi konstruktionen i et standardærme. Og vi var glade: formen ved albuen giver bedre bevægelighed til armen.
Tulipan ærmerne er skåret meget skråt og har et lille overlap i toppen. Den skrå linje klæder de fleste arme, men tiltrækker også opmærksomhed. Hvis du har lidt brede skuldre, kan tulipanærmerne godt gøre dem endnu bredere. Har du til gengæld smalle skuldre, vil tulipanærmerne skabe en bedre balance til din overkrop.
Forstykket med læg startede som et almindeligt forstykke. Og den mønsterdel har vi også givet dig med. Så har du mulighed for at sy blusen uden læg. Det giver en mere basis bluse, men nogle gange er det lige det, man står og mangler.
Vi er selv glade for Paeonia blusen, og håber du også kommer til at elske din version. Hvis du vil vise os, hvad du syr (det håber vi, du vil), så brug: #paeoniablouse #eliqusewing.