Alternativ til hægten over lynlåsen

Når du syr bukser og nederdele med en lynlås som lukning, er det en god idé at have en ekstra lukning i toppen af lynlåsen. Det kan fx være en linning med en knap eller buksehægte, eller det kan være en lille hægte eller knaplukning på indersiden af tøjet i toppen af lynlåsen.

Der er flere grunde til at have en ekstra lukning i toppen af en lynlås: 

  1. Det er nemmere at lukke lynlåsen, hvis du først lukker en hægte eller en knap over den.
  2. Der er ikke så stort et pres på lynlåsen når du lukker den, hvis du starter med at lukke hægten/knappen over den, hvilket giver din lynlås en længere levetid.
  3. En hægte eller knap over lynlåsen er med til at sikre, at lynlåsen ikke går op af sig selv eller går i stykker af for stort et pres.
  4. Skulle du være uheldig at lynlåsen alligevel går i stykker, så er tøjet stadig lukket med hægten eller knappen.

 

 

Knap og trense i stedet for hægte

Ofte syr man en lille hægte på indersiden af tøjet lige over lynlåsen. Men hægten kan være problematisk, hvis du styler dit tøj med overdelen ned i underdelen, da noget stof risikerer at blive ødelagt af hægten. Det gælder især sarte silker eller lignende tynde materialer, og i særdeleshed blonde, der hurtigt kan få viklet sig ind i hægten og blive revet i stykker.

I de tilfælde er et godt alternativ at sy en knap og en lille trense på indersiden af tøjet i stedet for hægten.

Knappen har samme formål, nemlig at lukke bukserne eller nederdelen i taljen, før du lukker lynlåsen, og på den måde være med til at passe på lynlåsen og give tøjet en længere levetid.

Teknikken med knap og trense på indersiden over lynlåsen har jeg brugt i variationen af Una palazzobukser i Synoter Studio. Bukserne er designet med et bredt bærestykke i taljen, og pasformen er tæt i den øverste del. I tøj med en tæt pasform kan det være mere behageligt med en flad knap ind mod huden end en hægte, så det kan være endnu en god grund til at vælge knappen fremfor hægten. I videoen herunder kan du se, hvordan du syr en knap og trense over lynlåsen.

Sådan gør du:

1. Find en lille, flad knap, der passer til stoffet i farven eller er gennemsigtig.

2. Sy en trense i belægningen i toppen af lynlåsen i den ene side. Trensen skal være lang nok til at kunne nå et stykke ind på den anden side af lynlåsen.

3. Sy knappen fast i belægningen på den anden side af lynlåsen, så den passer i højden med trensen. Knappen og trensen skal ikke være synlige fra ydersiden, så de skal placeres lidt fra den øverste kant, men så tæt på kanten som muligt.

 

 

 

 

Flade knapper er bedst

Vælger du en lukning med knap over lynlåsen fremfor hægte, så skal du sikre dig at knappen er flad, så den ikke kommer til at fylde for meget på indersiden af tøjet. Knappen kan ikke ses fra ydersiden, så den behøver ikke have et flot design eller passe perfekt til tøjet i farven. I industrien bruger man ofte helt gennemsigtige knapper til den slags detaljer indvendigt i tøjet.

Hvis du har et stykke købetøj med knapper, kan du være heldig at der er en ekstra knap med, du kan bruge. Det kan være en god idé at tjekke købetøj igennem for ekstra knapper, der ofte er syet fast til vaskemærket inde i tøjet, eller er med i en lille pose, der hænger sammen med prismærket. Det er ofte skjorter, børnetøj og tøj i lidt højere prisklasser, der har ekstra knapper med. Du kan også ofte finde flade knapper i sengetøj, så hvis du har et slidt dynebetræk, kan du snuppe knapperne fra det. Stoffet fra gammelt sengetøj kan du bruge til prøvemodeller, så det gør gavn en sidste gang, før det bliver kasseret.

Du kan naturligvis også købe flade knapper i stofbutikken, men ved at bruge en knap, du allerede har liggende, sparer du lidt på ressourcerne.

 

 

Flere syteknikker i Synoter Studio

Videoen længere oppe er fra min medlemsklub Synoter Studio, hvor den er en del af onlinekurset Una palazzobukser, som alle medlemmer har adgang til. I Synoter Studio lærer du både at lave symønstre til dit tøj og sy det med professionelle syteknikker, der både giver tøjet en flot finish og en lang holdbarhed.

Med et medlemskab af Synoter Studio kan du altid logge ind og slå op i de mange onlinekurser og biblioteker med teknikker, så du kan forbedre kvaliteten af det tøj, du syr. Et medlemskab varer enten 1, 3 eller 6 måneder ad gangen og koster helt ned til 169 kr. om måneden. Du kan altid ændre eller opsige dit medlemskab til udgangen af en periode, så det er nemt at hoppe til og fra alt efter hvor meget, du syr.

Bliv medlem af Synoter Studio og få adgang til flere hundrede videoer med teknikker til både syning og mønsterkonstruktion.

 

BLIV MEDLEM AF SYNOTER STUDIO OG FÅ ADGANG TIL MANGE FLERE VIDEOER MED SYTEKNIKKER.

 

Læs også:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

«
Share via
Copy link
Powered by Social Snap