I dette onlinekursus bliver du guidet igennem at lave mønster til Clara Top og sy toppen trin for trin.
Clara Top er en ærmeløs top med læg i forstykket, der er syet i halsen og draperer ned over kroppen. I halsen har toppen en høj, stående krave med 3 læg på tværs af kraven. Midt bag er der en søm, der øverst i nakken slutter i en slids. Kraven lukkes med knapper og håndsyede trådtrenser over slidsen.
Toppen er elegant og egner sig til at blive syet i både ensfarvet og printet stof. Brug den for sig selv eller under en let jakke.
Designdetaljer
Silhuetten i Clara Top er løs og uden taljeindsnit. Længden går til hoften eller lidt kortere, men du kan ændre længden som det passer bedst ind i din garderobe.
Toppen er ærmeløs, men ærmegabene følger deres naturlige forløb. Det giver en skuldersøm, der går helt ud til det yderste af skulderen og en sidesøm, der går højt op under armen. Du behøver altså hverken tage stilling til hvad du skal gøre med dine BH stropper eller bekymre dig om at have ”hud mod hud” under armene på varme sommerdage. Ærmegabene er afsluttet indvendigt med skråbånd, der giver en smuk finish til toppen.
Hvis du vil sy ærmer i toppen, kan du nemt gøre det, netop fordi ærmegabene ikke er ændret i forhold til det oprindelige mønster. Tager du udgangspunkt i et mønster med ærmer, kan du bruge dem til toppen. Men du kan også tegne ærmer fra bunden, der passer til toppens ærmegab.
Brystindsnittet er flyttet til halsudskæringen, hvor det er fordelt til 3 små læg på hver side af midt for. Læggene er samlet i sømrummet og draperer ned over kroppen fra sylinjen i halsen.
Halsudskæringen er rund og går tæt til halsen. I halsen har toppen en 5 cm høj, lige krave med 3 læg på tværs af kraven i det yderste lag. Læggene holdes fast med små usynlige sting syet i hånden. Du kan ændre højden på kraven, ligesom du kan udelade læggene i kravens yderside. Vil du slet ikke have kraven, kan du også sy en version af Clara Top uden krave. Så skal du afslutte halsudskæringen på en anden måde, fx med skråbånd på samme måde som i ærmegabene.
Toppen har en søm midt bag med en slids øverst i nakken. Over slidsen er kraven lukket med små knapper og trådtrenser, der er syet i hånden. Du kan ikke udelade slidsen, da den er nødvendig for at få toppens tætte halsudskæring over hovedet.
Mønster
Mønsteret i guiden er lavet ud fra et grundmønster til vævet stof. Har du ikke det, kan du bruge et andet kjole- eller blusemønster, hvis det blot har brystindsnit. Længden på toppen går til hoftevidden eller lidt kortere, og du kan forkorte eller forlænge det mønster, du har, hvis nødvendigt.
Du kan også tage udgangspunkt i enten basismønsteret fra Synoter Magasin nr. 2 – Vintageinspirerede Bluser eller mønsteret fra Synoter Tema 13 – Sommertoppe. Med både magasinet og temaet får du et symønster i str. 32-54. Mønsteret kan du både sy som det er og bruge som udgangspunkt for Estrid top. Begge mønstre har 1 cm ekstra vidde i sidesømmene i forhold til et grundmønster, som du enten kan bevare eller fjerne.
Clara top er ærmeløs, så du skal ikke bruge et mønster til ærmer. Du kan dog tilføje ærmer til toppen, hvis du vil lave en bluseversion. Du kan lære at konstruere (og tilrette) ærmer fra bunden i Synoter tema nr. 5 – Ærmer konstruktion og pasform.
Stofvalg
Clara top er designet til vævet stof i en let kvalitet med god draperingsevne. Et oplagt valg er viscose eller silke, der er vævet som fx twill, satin, crepe de chine eller georgette, der alle har et blødt fald.
En lærredsvævning eller et mere sprødt materiale som fx bomuld eller hør vil give mere struktur og stivhed, som også kan være flot. Det vil give et andet, mere skarpt udtryk til toppen end de bløde metervarer. Du kan sy toppen i en klassisk bomuldslærred, men du kan også prøve en tyndere kvalitet som fx en voile. En double gauze i bomuld kan også være en mulighed, der er værd at teste.
Du kan også eksperimentere med forskellige gennemsigtige stoftyper som fx chiffon eller blonde, som vil give et spændende spil med skygger i toppens læg.
Toppen er god både i ensfarvet og i stof med print. Den er perfekt at bruge under en lille jakke eller en blazer. Hvis det er din plan, så vælg stof til toppen, der passer med din yndlingsblazer eller yndlingsjakke, så du får den brugt mest muligt.
Materialeliste
Hvor meget stof, du skal bruge, afhænger af stofbredden og den størrelse, du syr i. Kan du have toppens for- og bagstykke liggende ved siden af hinanden på stoffet skal du bruge 1 længde + 25-30 cm til krave og skråbånd. Kan du ikke, skal du bruge 2 længder, og så vil du formentlig kunne have krave og skråbånd ved siden af kroppens mønsterdele.
Vil du have ærmer i toppen, så det bliver til en bluse, skal du også bruge en ærmelængde.
Det er en fordel at lave mønsteret og sy en prøvemodel, før du køber det endelige stof. På den måde kan du sikre, at du får købt den mængde, du skal bruge.
Du skal bruge:
- Yderstof
- Evt. skråbånd til ærmegabene, hvis du ikke vil lave skråbånd af yderstoffet.
- Sytråd, der passer i farven til stoffet
- 3 små knapper til at lukke kraven i nakken. De skal være 10-12 mm i diameter.
Trin for trin guide til mønsterkonstruktion, stofvalg og syning
I Clara Top onlinekurset lærer du at lave mønster til toppen, at vælge stof og at sy toppen trin for trin med syteknikker, der giver en smuk finish både indvendig og udvendig.
Du kan bruge syteknikkerne i mange andre syprojekter også. Og du kan arbejde videre med mønsteret og ændre designet i toppen. Du kan fx. tilføje ærmer, ændre kraven eller helt udelade den eller give toppen en taljeoverskæring og en underdel, så den bliver til en kjole.
Der er ingen tidsbegrænsning på at gennemføre kurset, og du kan vende tilbage til lektionerne så ofte du har brug for det. Du får automatisk adgang til eventuelle opdateringer.
Følg kurset slavisk til din egen version af Clara Top eller brug det som opslagasværk og inspiration, mens du arbejder med dine egne designs.
Prisen for fuld adgang til hele kurset er 229 kr.
For de penge bliver du guidet igennem at sy din egen Clara Top trin for trin. Du får adgang til næsten 1,5 timers online undervisning, fordelt på 18 overskuelige videolektioner.
Giv mig adgang til Clara Top
Clara Top er et originalt Synoter design, som er udgivet i vores online medlemsklub Synoter Studio.
Sådan får du adgang til Clara Top
Når du bestiller onlinekurset Clara Top, får du adgang til det minikursus fra vores online medlemsklub Synoter Studio, der indeholder vejledningen til toppen. Du får adgang via Synoter Studios onlineportal.
Alt fra Synoter Studio, du har købt adgang til, er samlet på samme side. Du skal logge ind i Synoter Studio, for at få adgang til dine køb, uanset om du er medlem af onlineklubben eller ej. Hvis du køber flere udgivelser fra Synoter Studio vil de også være tilgængelige, når du logger ind.
Er du medlem af onlineklubben Synoter Studio, får du automatisk adgang til nye udgivelser, så længe du er medlem. Udgivelser der er udkommet før, du blev medlem, kan du købe adgang til enkeltvis her i webshoppen. Medlemmer har adgang til en masse ekstra undervisning om tilskæring, tilretning, design og syning, som kun er tilgængeligt for medlemmer. Du kan blive medlem af Synoter Studio her <<