Ternet stof findes i et utal af variationer, men der er nogle teknikker der går igen, når du syr i ternet stof. Herunder får du 5 gode råd, der gør det nemmere at få en flot finish i syprojekter i ternet stof. Du kan også se alle rådene i videoen længere nede (videoen varer 6 minutter).
1. Se efter skjulte tern
Ternet stof er kendetegnet ved, at der er striber både på langs og på tværs af stoffet. Striberne kan være vævet ind i stoffet eller de kan være printet på overfladen, og de består ikke altid af lige linjer. Et ternet mønster i stoffet kan være helt enkelt som fx den hvide stribe på den sorte baggrund, eller mere kompliceret som de forskellige bredder og farver i det lyserøde, ternede stof herunder.
Men ternede mønstre i stoffet kan også være mere skjulte. Der kan være sytekniske “tern” i stof, der har et helt andet motiv, som fx blomster, hvis blomsterne står på rækker både lodret og vandret. Derfor er det en god idé at kigge efter skjulte, ternede systemer i printet stof, der ikke er ternet, men kan kræve den samme opmærksomhed på syteknikker som tern for at opnå en flot finish i det færdige tøj.
Det gælder fx blomsterprintet herunder, hvor blomsterne står på linjer både lodret og vandret, og derfor skal håndteres med lidt mere opmærksomhed i både klipning og syning, for at få et flot, professionelt resultat i det færdige tøj.
2. Tern skal passe på tværs af sømmene
Det er vigtigt at have styr på de ternede linjer i dit stof, for de skal passe sammen på tværs af sømmene, hvis tøjet skal se flot og professionelt ud. Det tager ekstra tid i hele processen at få ternene til at passe på tværs af fx sidesømme, midt bag søm og knaplukninger, og det er noget, man ofte sparer væk i fast fashion og andre dele af modeindustrien.
I industrien producerer de fleste tøjbrands stadig med størst muligt økonomisk overskud for øje, og går gerne på kompromis med udseendet og kvaliteten af tøjet, for at spare penge i produktionen. Derfor kan du ret nemt opnå en højere kvalitet i det tøj, du selv syr, ved at fokusere på det gode håndværk og bruge tid på at få tern i stoffet til at passe på tværs af sømmene. Det gælder både de åbenlyst ternede mønstre, som de to billeder herunder og de mere skjulte, som blomsterprintet herover.
Tern kan passe sammen på tværs af lige sømme. Der, hvor mønsteret har facon fra fx indsnit eller buede sømme, kan ternene ikke passe sammen. Indsnit vil derfor danne skrå linjer i det ternede mønster på den ene side, og sømme med meget vidde vil danne V-forme i de lodrette tern. Buede sømme er også svære at få til at passe i ternene, og jo større en bue, der er tale om, jo mindre vil ternene passe sammen. Så inden du vurderer, om et stykke ternet tøj er godt syet, skal du kigge på om sømmen er lige, eller om den har facon – hvis sømmen er lige, skal ternene passe sammen, men i sømme med facon er det en umulig opgave.
3. Fold stoffet efter ternene – ikke efter ægkanten
Normalt vil du folde dit stof på midten på langs, så ægkanterne passer sammen i den ene ende. Men i ternet stof skal du huske at tjekke, om det passer med ternene. Det er nemlig vigtigt at stoflagene ligger helt ens oven på hinanden, når du klipper ternet stof i dobbelt stoflag. Ellers risikerer du at højre og venstre side bliver uens, og så kan det dels være svært at få ternene til at passe på tværs af sømmene, og dels ser det sjusket ud at højre og venstre side ikke er ens, medmindre det er en meget velgennemtænkt designdetalje.
Se i videoen længere nede, hvordan du folder stoffet efter ternene.
4. Klip et enkelt stoflag ad gangen
Når du har lagt det ternede stof på klippebordet, så øverste og nederste stoflag ligger nøjagtigt oven på hinanden, kan du lægge mønsterdelene på stoffet og sætte dem fast med knappenåle. Sørg for at de ligger i samme højde i forhold til ternene ved fx at lægge taljelinjen på den samme linje i det ternede mønster i alle mønsterdele.
Derefter klipper du først det øverste stoflag efter mønsteret og tager mønsteret af, så du kan justere stoflagene i forhold til hinanden.
Når alt ligger rigtigt, kan du sætte knappenålene i begge stoflag igen og klippe det nederste stoflag efter kanten af det øverste. Til sidst kan du sætte mønsterpapiret fast igen, så du kan overføre markeringer fra mønsteret til stoffet.
Selvom du justerer stoffet, inden du lægger mønsteret på, vil der alligevel være småting, der skal rettes, før du klipper det nederste stoflag. Det får du mulighed for at gøre, hvis du klipper stoflagene et ad gangen, og så kan du sikre at højre og venstre side bliver helt ens.
Se i videoen længere nede, hvordan du klipper ternet stof.

5. Sæt knappenåle i ternene, når du syr
Når du skal sy sømmene, så sæt stoffet sammen med knappenåle, der går igennem ternenes linjer. Hvis de ternede linjer er brede, kan du sætte en knappenål i hver yderkant. Er linjerne smalle, skal knappenålen blot sidde i linjen. Sæt den samme knappenål gennem præcis det samme punkt af linjen i begge stoflag, og lad knappenålene blive siddende i stoffet, når du syr sømmene. Sy forsigtigt henover knappenålene, så symaskinens nål ikke bliver ødelagt af at sy ned i dem.
Ved at lade knappenålene sidde i stoffet, mens du syr, undgår du at stoffet flytter sig undervejs i syningen. Det øger sandsynligheden for at ternene passer sammen, når sømmen er syet. Tjek sømmen igennem efterfølgende og ret til, hvis der er nogle områder, hvor ternene alligevel ikke helt passer. Du behøver ikke sprætte hele sømmen op og sy den forfra, hvis der er et par steder, stoffet har rykket sig lidt. I stedet kan du nøjes med at sprætte op et par centimeter på hver side af skævheden og rette den lille del af sømmen, der er skæv.
5 gode råd til at sy i ternet stof
Du kan se alle de 5 gode råd til at sy i ternet stof i videoen herunder. Videoen er et lille sammenklip af en masterclass på 35 minutter, der går mere i dybden med at klippe og sy ternet stof. Hele masterclassen (med flere råd til at håndtere både ternet og stribet stof) kan du få adgang til ved at melde dig ind i Synoter Studio – se mere under videoen.
Bliv medlem af Synoter Studio og få flottere finish i dine syprojekter
Synoter Studio er min online medlemsklub, hvor jeg underviser dig i både mønsterkonstruktion, syning og tilretning. I medlemsklubben kan du følge onlinekurser, hvor du lærer både at lave symønstre og sy tøj med gennemtænkte detaljer og skræddersyede syteknikker, se masterclasses som den om ternet stof, du har fået en lille bid af her, downloade digitale symønstre i str. 32-60 og meget mere.
Bliv medlem med det samme og kom i gang med at optimere dine syprocesser og forbedre det tøj, du selv syr. Som du kan se i tip nr. 2 længere oppe, kan du ret hurtigt overgå industriens tøj i kvalitet og håndværks-finesser, når du bare kender de rigtige teknikker – og det er præcis dem, jeg har samlet til dig i Synoter Studio.
Du kan vælge mellem 3 medlemskaber: mini, midi og maxi. Indholdet er det samme, men abonnementet varer hhv. 1, 3 eller 6 måneder, og prisen pr. måned bliver mindre, jo længere et abonnement, du vælger. Bliv medlem af Synoter Studio fra helt ned til 169. kr. om måneden.
Vælg dit Synoter Studio medlemskab her
English
Der lærte jeg igen noget nyt.
Havde på ingen måde set det blomstrede stof, som også værende ternet !
Tror mange ikke tænker over det, og så måske bliver lidt øv, hvis deres projekt ikke bliver helt, som de havde drømt om.
Tak for endnu et godt blog indlæg !
Dejligt, at du lærte noget nyt 🙂 Ja, det er en af de (mange) ting, der er gode at lære på denne måde ved at få det fortalt, fremfor at erfare det på egen hånd, når den færdige kjole eller jakke ikke er lige så flot, som den kunne have været.
Venlig hilsen
Signe / Synoter