Sådan overfører du markeringer fra mønster til stof

Engang for længe siden skulle markeringer fra symønstre overføres til stoffet med kalkér papir, hvis man fulgte de korrekte regler. Det gjorde man på skrædderskolen, hvor jeg er uddannet, så jeg har rigeligt erfaring med at bruge kalkér papir. Jeg er ikke fan. Heldigvis er der mange andre teknikker – blandt andet dem, du kan se i videoerne længere nede.

Kalkér papir har farve på den ene side, som kan “gnubbes” over på stoffet med et sporehjul, man kører langs de linjer, der skal overføres fra mønster til stof. Man lægger kalkér papiret med den farvede side ned mod stoffet, lægger mønsteret ovenpå og kører sporehjulet på linjen, så den overfører farven til stoffet.

Personligt grundmønster

 

Kalkér papir er en god teknik til at overføre fx talje- og hoftelinjer på prøvemodeller.

I alt andet er kalkér papiret efter min mening sjældent en god løsning. På noget stof kan det være svært at se markeringerne, og på andet stof kan det være svært at fjerne farven eller mærkerne fra sporehjulet igen. Og så kræver stor præcision med sporehjulet, som kan være svært at styre.

Heldigvis behøver man ikke følge de gamle regler, og der er rigeligt med alternative metoder til at overføre markeringer fra mønster til stof.

 

Markeringer, der skal overføres til stoffet

Der er flere markeringer, der er gode at have i stoffet. De hjælper dig med at være præcis, når du syr tøjet, og er derfor værd at bruge lidt ekstra tid på i din forberedelse til selve syningen.

De markeringer, der er gode at overføre fra mønsteret til stoffet, er blandet andet:

  • Midt for og midt bag.
  • Yderpunkter i indsnit.
  • Yderpunkter i lommeåbninger.
  • Bunden af lynlåsåbninger.
  • Taljelinje og/eller hoftelinje i sidesømmene.
  • Skulderpunkt i ærmekupler og kraver.
  • Bredde og evt. længde af læg.
  • Placering af rynk.
  • Placering af påsyede lommer eller andre påsyede detaljer.

Det er ikke alle design, der har brug for alle markeringer. Du skal derfor vurdere fra gang til gang hvilke markeringer, du har brug for at overføre til stoffet. Fx er der ikke skulderpunkter i bukser og nederdele, ligesom det ikke er alt tøj, der har lommeåbninger eller lynlåse. Hvis du undervejs i syningen kommer til at mangle en markering, kan du ofte lægge mønsteret på igen og tilføje markeringen. Men det er nemmest, hvis du fra starten overfører de markeringer til stoffet, du får brug for i syningen.

Se i videoerne herunder, hvordan du kan overføre forskellige typer markeringer til stoffet.

 

Klip et lille hak i sømrummet

Markeringer i sømrummet som fx skulderpunkt, taljelinje, lynlås, lommeåbninger og placering af rynk og læg kan du ofte lave i stoffet ved at klippe et lille hak i sømrummet. Fordelen ved et hak er, at det kan laves meget præcist, hvis du har en saks, der er skarp helt ud i spidsen. Det er til gengæld vigtigt, at du ikke klipper for langt ind i sømrummet. Et hak til markering går kun 4-5 mm. ind på stoffet, da det ellers kommer for tæt på sylinjen, og kan risikere at gøre sømmen svag.

I noget stof kan du ikke klippe hak, da det vil få stoffet til at trævle, så markeringen blot trævler væk. I de tilfælde kan du i stedet bruge en af de næste metoder til markering, som er at tegne eller ri markeringen på stoffet.

Teknikken med at klippe hak i sømrummet bruger man bl.a. i industrien. Det er en smart metode, fordi markeringerne er permanente. Hvis man er uheldig (eller uopmærksom), kan man risikerer at viske kridt eller sæbe ud under håndtering af stoffet eller fjerne ritråd ved en fejl.

 

 

Det er vigtigt, at din saks klipper helt ud i spidsen, når du bruger den til at klippe hak i sømrummet til markeringer. Ellers risikerer du at klippe for langt ind i stoffet eller ikke klippe langt nok. Det er også vigtigt at stoflagene ligger præcis oven på hinanden i kanten, når du klipper hak i mere end et stoflag ad gangen. Ellers risikerer du at nogle af stoflagene har markeringer, mens andre ikke har.

En god saks til markeringer er en lille broderisaks. Min personlige favorit er Paul saksen, som er skarp helt ud i spidsen. Den kan du købe i webshoppen her:

 

Premium Broderisaks Paul

 

 

Tegn markeringer med skrædderkridt eller sæbe

Markeringer, der ikke er i kanten af sømrummet, kan ikke overføres ved at klippe hak, da det vil ødelægge stoffet. I stedet kan du tegne dem med enten skrædderkridt, sæbe eller en tekstilpen.

I princippet forsvinder alle markeringerne igen med tiden, men noget skrædderkridt kan være svært at fjerne fra stoffet igen, så vær altid varsom, når du tegner på stoffet. Fordelen ved sæbe er, at det altid kan vaskes ud af stoffet igen. Til gengæld er sæbe altid hvidt, hvilket er genialt på mørkt stof, men ikke så smart på lyst stof.

 

 

Skal du markere på lyst stof, kan du vælge farvet skrædderkridt eller en farvet tekstilpen, men tjek på en stofrest eller i en mindre synlige del af stoffet, at du kan fjerne det igen, før du overfører alle markeringer til stoffet.

Stof kan reagere forskeligt på forskellige penne og kridt, så selvom en type markering plejer at virke efter hensigten, er det altid en god idé at tjekke, for at være sikker.

 

 

Markeringer med ritråd

I skrædderi syr man ofte markeringer i stoffet med ritråd. Ritråd er en særlig type tråd i ubehandlet bomuld, der knækker nemt og derfor er nem at fjerne fra stoffet igen, uden at det efterlader mærker. Det gør det perfekt til markeringer, der ikke skal blive permanent i stoffet, men som skal være der længe nok til at man kan sy tøjet med høj præcision.

Markeringer med ritråd kan enten være et par sting på samme sted, eller det kan være lange, riede linjer. Hvis du skal overføre markeringer til to stoflag på samme tid, kan du bruge løkkerining.

 

 

Når du er færdig med at sy, fjerner du ritråden ved at trække den ud af stoffet igen. Har du syet ind i tråden undervejs, er den nem at knække, så du kan fjerne det hele uden at stoffet og sømmene tager skade. Vær alligevel forsigtig, når du fjerner ritråd, så du passer godt på dit tøj. Du kan klippe ritråden over flere steder, hvis det er nødvendigt. Ritråd kan du købe i forskellige farver i webshoppen her:

Ritråd

 

Ritråd er lidt tykkere end almindelig sytråd, og du skal derfor bruge en synål, der har et lidt større øje. Jeg bruger nåle fra John James i str. 5, når jeg syr markeringer med ritråd. Dem kan du købe i webshoppen her:

Håndsynings Nåle Str. 5

 

Markeringer i strikket stof

I strikket stof er det ikke så smart at klippe ind i stoffet, fordi det nemt kommer til at trævle. Her kan du i stedet klippe en markering “udad”. Ved at klippe en lille trekant ud fra kanten af stoffet, kan du nemt se hvor markeringerne er.

Når du syr stoffet sammen på overlockeren, bliver den lille trekant skåret af under syningen. Hvis du ikke syr på overlocker, kan du klippe trekanten af med en saks, før du kanter sømrummet.

 

 

I strikket stof er det de samme markeringer, du skal overføre til stoffet, som i vævet stof. De små trekanter ud fra stoffet er et alternativ til at klippe hak i sømrummet, men du kan også markere med skrædderkridt, sæbe eller ritråd i strikket stof.

Hvis vævet stof har tendens til at trævle meget, eller stoffet af andre grunde ikke egner sig til hak i sømrummet, kan du også bruge denne teknik med trekanter i vævet stof.

 

Lær flere teknikker i Synoter Studio

Du kan lære mange flere sytips, der gør din syning nemmere i Synoter Studio, hvor videoerne herover er fra.

Synoter Studio er en online medlemsklub for dig, der gerne vil blive endnu bedre til at sy tøj til sig selv. Du lærer mønsterkonstruktion, syning, stofvalg og tilretning – kort sagt alt, du skal vide, for at sy din egen drømmegarderobe. Synoter Studio er kreativt empowerment og tekniske nørderier på højt plan. Det er den perfekte onlineklub til dig, der gerne vil udvikle dine evner bag symaskinen hurtigt og sikkert.

Du kan læse mere om Synoter Studio – og blive medlem – her:

Find ud af, om Synoter Studio er noget for dig

 

Læs også:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *


« »
Share via
Copy link
Powered by Social Snap