London er en af de byer, der har en helt særlig plads i mit hjerte. Jeg besøgte byen første gang lige inden jeg startede på gymnasiet. Det var min første rejse udenlands på egen hånd. Jeg fulgtes med en ven fra efterskolen, men altså kun os to 16 årige. Ingen voksne eller andre, der havde ansvaret for os. Det havde vi selv. Der midt i Piccadilly Circus, hvor vi boede på et meget højt hotel med toilet og bad på gangen.
Dengang var jeg kun lige begyndt at sy, så at man kunne finde stofbutikker i London havde slet ikke strejfet mig.
Det havde det til gengæld en del år senere, da jeg var midt i min uddannelse til mønsterkonstruktør. Der skulle vi på inspirationstur i sommerferien, men vi skulle selv arrangere alt. Man måtte gerne tage en solo tur, og det måtte gerne være en uge i mormors kolonihave, hvis bare man blev inspireret.
Jeg tog til London.
Denne gang med kæresten, som blev slæbt med i stofbutikker, modeforretninger og en tur igennem Savile Row og glo ind af vinduerne alt hvad vi syntes, vi kunne være bekendt. Han friede på den tur, så han har ikke været helt afskrækket af alle de butikker. Vi er da i hvert fald stadig gift.
Nå, men jeg vidste jo nærmest intet om stofbutikker i London inden jeg tog af sted.
Heldigvis gik jeg i klasse med en pige, der havde boet i London i flere år. Der havde hun taget en designuddannelse på et af universiteterne. Og jeg fik hendes insider tips til de bedste stofbutikker på en håndskrevet lille seddel.
Stofbutikker i London: Goldhawk Road
Med min lille seddel i hånden begav vi os ud til Goldhawk Road, hvor A-one Fabrics skulle være det bedste sted at gå hen. Og det har faktisk taget mig 10 år at komme i andre stofbutikker i London. For hver gang jeg siden har været i London har Goldhawk Road været første prioritet. Og jeg har ikke nået andet på den halve eller hele dag, jeg har haft til stof-shopping.
Hvis du tager til Goldhawk Road skal du se dig lidt for. Det er ikke alle butikkerne, der byder på lige mange lækkerier. Og indretningen er meget rodet og overvældende i de fleste af butikkerne, så guldet kan godt gemme sig lidt. Giv dig selv god tid, se og mærk på stoffet, kig i alle krogene. Og hold pauser undervejs, for eksempel på kaffebaren nede på hjørnet ved indgangen til undergrunds stationen.
Start i A-One Fabrics. Der finder du det bredeste udvalg. Inde i det bagerste lokale er der ufatteligt meget uld i meget lækre kvaliteter til nogenlunde halvdelen af prisen af hvad du giver andre steder. Her har jeg bl.a. fundet det absolut største farve udvalg af uld georgette. Vær opmærksom på at de altid skal have 3,5 meter tilbage på en rulle uldstof. Det er nemlig “suiting fabrics”, og der går 3,5 meter til et klassisk jakkesæt. Så du kan godt risikere – som min mor gjorde, da hun var med i London for et par år siden – at du ikke kan få lov at købe 1 meter. Da vi fik forklaringen – at der skulle være nok tilbage til et suit, hvis der kom en skrædder – var vi fint tilfredse med de 70 cm vi måtte købe. Det var rigeligt til en nederdel.
A-One Fabrics har ikke en hjemmeside, men butikken ligger lige ved Goldhawk Road Station. Tag undergrundsbanen dertil, så ligger butikken lige på den anden side af gaden. Adressen er: 50-52 Goldhawk Rd, White City, London W12 8DH.
Du bør også besøge Classic Textiles, som ligger lidt længere nede ad gaden. Det er ved at være længe siden, jeg har været i den butik, men der er også et skønt udvalg af alt muligt lækkert, og altid super service. Hvis du mangler noget, så spørg – de er søde til at hjælpe!
Stofbutikker i London: Soho
Men nu er Goldhawk Road jo ikke det eneste sted i London, man kan købe stof. Og de seneste 2 gange, jeg har besøgt byen, har jeg været dygtig og prøvet noget nyt. Og selvom jeg er lidt forelsket i A-One Fabrics, så er der en god håndfuld skønne stofbutikker i Soho, der på alle måder er et basøg værd. De ligger tættere på de normale turist attraktioner og shoppe strøg. Det er en fordel, hvis man følges med nogen, der ikke synes stofbutikker er det fedeste i Verden.
Første gang, jeg var på stof shopping i Soho, var sammen med Maria fra Sysiden, da jeg stadig var en del af det.
Senere har jeg været i London med en veninde, fordi vi skulle høre en koncert. Og så kombinerede vi det med en hel dags shopping. Det var en god anledning til at se nærmere på nogle flere stofbutikker. Mine 3 favoritter fra Soho kommer du med ind i herunder. Men der er en del flere stofbutikker i samme område, som bestemt også er et besøg værd.
Broadwick Silks
Broadwick Silks som er en lille butik fuld af lækre metervarer, primært i silke. De har alt fra de traditionelle thai silker, du garanteret allerede kender, til et stort udvalg af silkevelour og et lille udvalg af silkejersey. Og alt derimellem af chiffon, voile, jacquard, silke med glimmer, glitter og pailletter.
Jeg købte 2 lækre silker, som du kan se i videoen længere nede.
Butikken er en del af en lille gruppe på 3 stofbutikker, der ligger i samme område. Du kan med fordel sætte tid af til at besøge dem alle 3.
Se mere på deres hjemmeside: http://www.broadwicksilks.com/
Et skønt farveudvalg i forskellige lidt mere kraftige silker til dragter, jakker, kjoler og bluser. Det var på de her hylder, jeg fandt min lyserøde silke.
Gennemsigtige silker i alle regnbuens farver, og blonder i så store mængder at man nærmest kan bruge en hel dag bare på dem.
De 2 søde piger, der stod i butikken, beklagede rodet – de havde haft en meget travl dag. Men jeg fik alligevel lov at tage billeder. Og en af dem havde faktisk været i Århus på ferie, og synes det er en hyggelig by. Det er fedt at tage til en af de mest berømte byer i Verden, og så få at vide at der også er meget rart, der hvor man kommer fra. Det er der nemlig.
MacCulloch & Wallis
En af de andre stofbutikker i London, der bør komme højt på din shoppe liste, er MacCulloch & Wallis. Det er sådan en butik, du skal have god tid i. I gadeplan er der metervarer i massevis. Det ligger ikke umiddelbart i nogen orden, hverken efter kvalitet eller farve, så du skal være ekstra opmærksom på at lede efter guldet.
I underetagen er det største udvalg jeg har set af tilbehør og trimming. Lynlåse, bånd, skulderpuder, synåle…. alt hvad du har brug for, har de her. En af ekspedienterne fortalte at de leverer til en stor del af Londons mange designere, skræddere og kostumemagere. Hun sagde hvor mange artikler de har i butikken, men jeg kan ikke huske det. Men det er mange! Fordi de leverer til de mange små og store systuer, hvoraf mange af dem er specialiserede, har de så meget at vælge imellem. Det er jo bare skønt for alle os andre, der så kan gå shop-amok i de samme gode ting som designerne og skrædderne bruger. Det er ikke så tit, du får samme udvalg som her, så selv hvis stof afdelingen tager pusten lidt fra dig, må du for alt i verden give dig selv en tur ned i kælderen.
Se mere på deres hjemmeside: https://www.macculloch-wallis.co.uk/
Det er ikke så længe siden, jeg så en dansk skrædder være i et farve-dilemma på Facebook, fordi han ikke kunne finde den helt perfekte lyserøde lynlås. Da jeg så den her lynlås væg tænkte jeg straks på ham. Måske den hænger her, den der helt rigtige nuance. Der er er i hvert fald meget at vælge imellem – jeg har vel cirka halvdelen af lynlåsene med på det her billede. Væggen var så lang, at jeg ikke kunne have det hele med på et enkelt billede.
Sådan en kasse her med John James nåle i alle typer og tykkelser gad jeg altså godt have fri adgang til. Jeg turde ikke købe nogen med hjem, for vi var i tvivl om de måtte være i håndbagagen, og det var alt vi havde med. Men altså. Jeg tror hele sortimentet var der.
Det her er det fedeste klippebord, jeg nogensinde har set. Træpladen var rå i kanterne, så man virkelig kan se hvordan der er skåret en skive af træet. Og i midten er der et aflangt hul, der er fyldt med knapper, og dækket over med en glasplade. Det er så bredt, at der kan ligge 2 ruller stof, så der er 2 der kan klippe på en gang, uden at rullerne ramler sammen. Hvis min mand var handy-mand, så stod det her klippebord altså på ønskelisten til jul.
Cloth House
En helt anden type butik er Cloth House. Her er udvalget af håndprintet bomuld helt enormt, og der er hør, silker og naturlige stoffer i massevis. Butikken i sig selv er et besøg værd. Den har sin helt egen stil, og er en af de mest bevidst indrettede stofbutikker, jeg har været i. Det er ikke bare hylder med stof – der er virkelig tænkt over hver eneste lille detalje. Og jeg elsker det.
Cloth House er en af de få stofbutikker, der også har taget stilling til deres leverandører og stoffets aftryk på miljøet og de folk, der laver det. De køber primært fra små virksomheder, og er på den måde med til at opretholde både godt håndværk og mindre virksomheder rundt i Verden. Hvis bare flere i tøjbranchen tænkte og agerede på den måde….
Se mere på deres hjemmeside: http://www.clothhouse.com/
Jeg tænker ikke det er muligt, at butikken er så ryddelig altid, men der var virkelig pænt og ordentligt da vi var der. En ren fornøjelse, og nemt at komme til de forskellige ruller.
Der var flere af den her type skabe, hvor rullerne står i flere lag. Naturligvis farve afstemte, så det hele tager sig enormt smukt ud. Der er en meget naturlig stemning i hele butikken, der fik mig til at mindes min barndoms sommerferier i Frankrig.
Udover stof, har de også en pokkers masse bånd og andet tilbehør i Cloth House. Og det meste er arrangeret, så man faktisk næsten kommer i tvivl om det er en udstilling, man ikke må røre ved. Så fint.
Når du kommer hjem med dit stof
Man kan godt blive lidt overvældet, når man sådan er udenlands og ser nye stofbutikker en hel dag. Og man kan hurtigt forelske sig i noget stof, uden at vide hvad man skal sy i det. Er du helt forelsket i et stykke stof, så køb det, selvom du ikke ved hvad du skal sy. Køb en meter eller 2, alt efter hvad budgettet siger. På 1 meter stof kan du altid sy en nederdel eller en top. Og på 2 kan du næsten altid få et par bukser eller en kjole – eller mindre, naturligvis.
Når stoffet er hentet hjem fra udlandet, er de fleste lidt mere påpasselige med hvad der bliver syet af det. Det skal være noget godt – ikke et “hovsa” projekt, der ikke bliver som forventet.
Og en rigtig god måde, at vælge det helt rigtige projekt til dit stof, er at undersøge hvordan det draperer og falder omkring kroppen.
I stofbutikken kan du godt kramme stoffet lidt sammen i hånden, og få en nogenlunde idé om, hvor blødt eller stift, det er. Men du kan ikke få et retvisende billede af det, før stoffet er klippet af, og du kan svøbe det om dig selv eller din gine.
Så det er præcis hvad du skal gøre, når du kommer hjem. Svøb stoffet omkring dig, så det draperer foran. Det giver dig et rigtig godt billede af, hvordan faldet i stoffet er. Og dermed om det egner sig til løse og bløde designs, eller om det vil have bedre af en figursyet model.
Se i videoen, hvordan du tjekker stoffets fald og draperingsevne.
Det er ikke kvaliteten af stoffet, der er afgørende. Bløde stoffer kan være top lækker kvalitet eller dybt tavelige. Det samme kan stive stoffer. Det er nogle helt andre egenskaber i stoffet, der bestemmer hvad det kan bruges til. Og en af de kvaliteter, er stoffets draperingsevne.
Som du kan se i videoen, kom jeg hjem med 3 stykker stof med meget forskellig draperings evne. Jeg har ikke besluttet endnu hvad silkerne skal bruges til, men ulden bliver til en figursyet klassisk kjole, som er et af mønstrene fra opdateringen af online kurset Kom Godt I Gang Med At Sy. Det skal jeg nok skrive om i et senere blogindlæg.
Nu har du lidt at gå i gang med, hvis du skal en tur til London, og kan snige dig til en halv eller hel dag i stofbutikker. God tur!
Takk for gode London-adresser og en veldig nyttig video! Jeg var også i London for ikke så lenge siden, og da besøkte jeg bla. Broadwick Silks og Cloth House. Helt enig i at de er kjempefine butikker! Dessuten er de som jobber der super hyggelige – de var veldig tålmodige, og hjalp meg med å velge passende stoff og mengder til mine prosjekter.
Neste gang skal jeg gå innom de andre stedene du foreslo, særlig den tilbehørsbutikken – det er ikke så stort utvalg av slikt i Norge. Et lite tips tilbake: Jeg sender noen ganger nåler og broderisakser og slikt som jeg kjøper i utlandet til meg selv i posten. Da kan jeg handle hva jeg vil, og samtidig klare meg med kun håndbagasje på flyet. Det koster kun en konvolutt og et frimerke!
Veldig fint det du skriver om antall meter stoff ved impulskjøp, og hvordan bestemme hva stoffet skal brukes til etterpå. Har noen forelskelsesobjekter liggende, som jeg ikke har gjort noe med ennå, så den videoen kommer godt med 🙂
fantastisk list, er det ok at printe den ud og bliver den fortsat på din blog så man kan finde den der, når turen går til London?
Jeg har et stykke silke med licra og vil gerne fremstille en bluse med vandfald, men er bange for at få det for voldsomt. Har du et godt råd før jeg klipper
Hej Bente
Blogindlægget bliver her, men du må gerne printe det ud også 🙂
Mit bedste råd er altid at sy en prøvemodel i stof, der minder i tyngde og fald om det du vil sy i. Så kan du teste dig frem, til du finder den rigtige mængde stof til vandfaldet.
Kh
Signe / Skaberlyst
Hey signe
Tuning tak for info on london stof shopping, skal der over I naste uge. Gold hawk road var ny for mig, de andre shops kender Jeg
Min egen storfavorit er Joel and sons I churchstreet, stor forrenting med ny hjemmeside ,sender worldwide
En anden er Jason fabrics I bellstreet
Dette brakte tilbake mange minner fra min tid som motestudent i London.
Det lyder spændende, Cathrine 🙂 Hvornår var det? Hvis du har lyst, vil jeg rigtig gerne interviewe dig til bloggen om det 🙂
Kh
Signe / Skaberlyst