Sponsoreret indlæg
En god skræddersaks er guld værd, når du klipper i stof. Og ofte er de også noget dyrere end almindelige sakse. For en rutineret syer eller skrædder er det ikke underligt, at en god skræddersaks koster mere end almindelige universal sakse. Vi har nemlig fundet ud af, hvor meget lettere det er at være præcis, når saksen klipper godt. Og det er altså værd at betale for.
Men for begyndere og ikke sy-kyndige (min mand, for eksempel), kan det godt virke lidt vildt at give i omegnen af 1000 kr for en saks. For er der nu forskel? Det har jeg set nærmere på, og kan efter megen research og snak med sakseslibere, forhandlere og smede forsikre dig om, at der er forskel på din dyre skræddersaks og på de sakse, du kan købe i supermarkedet til en 50’er.
Det bliver lidt nørdet det her. Men jeg har været helt opslugt af at researche og skrive om sakse, og jeg håber du også synes det er spændende at vide lidt mere om et af de redskaber, vi bruger aller mest, når vi syr.
Sådan laver man en god skræddersaks
Der findes flere forskellige typer stofsakse, men det er ikke det, denne artikel handler om. Her går vi i stedet endnu mere i dybden med skræddersakse, og ser på hvor de adskiller sig fra de andre sakse.
Der er 3 dele, der indgår i fremstillingen af en saks. Først er der stålet, som er selve råmaterialet. Det skal hærdes (bearbejdes), og til sidst skal skærene på saksen slibes og saksen skal samles.
Stålet skal have den rette hårdhed, for at være godt til en skræddersaks. Er din skræddersaks fremstillet af High Carbon (HC) stål, skal du være glad. Det er ikke rustfrit, men kan slibes meget skarpt, fordi det har den rette hårdhed til netop det. Man kan tilsætte forskellige stoffer til stålet, bla. chrom for at gøre det rustfrit. Men hver gang der tilsættes noget, ændrer kvaliteten sig. De kilder, jeg har talt med, foretrækker så rent stål som muligt. Så rustfrit er altså ikke nødvendigvis en kvalitet. Det kan i øvrigt godt ruste, hvis du ikke passer godt på det – trods navnet.
Stålet skal hærdes på den rigtige måde, og det kræver fagfolk. Rammer man forkert med temperaturerne, mens man hærder, kan man risikere at ødelægge stålet. Alt efter hvordan stålet er lavet, kan saksen have en skarphed, der holder fra 6 måneder for de dårligste sakse til 36 måneder for det bedste stål, hvis man ser på frisørsakse. Det har ikke været muligt at finde tilsvarende oplysninger for skræddersakse. Men eftersom sliberierne nævner både skræddersakse og frisørsakse som værende ”særlige”, antager jeg her at frisørsakse og skræddersakse minder om hinanden i den måde, stålet er lavet på. Så stålet og hærdningen har altså meget at sige, i forhold til hvor længe du kan forvente, din skræddersaks er god.
Til sids skal saksen slibes og sættes sammen. Her er fokus især på skærene, som er dem der klipper/skærer gennem stoffet.
Skærene på en skræddersaks er slebet som vinklede skær. Nogle sakse har et ”hul” mellem skærene, når saksen er lukket, og det er altså helt meningen. Det kaldes saksens “set” eller “set kurve”, og sikrer at saksen bliver ved med at være helt skarp ude i spidsen i lang tid, fordi skærene går imod hinanden helt ud i spidsen, når du klipper.
Skæret kan også have små ”sav-takker” i det ene blad. De små takker kaldes mikro riller, og de sikrer at stoffet ikke bliver skubbet ud af saksen, når du klipper. Derfor er en saks med mikro riller ekstra god til levende og tynde materialer, der ellers let forsvinder, mens du klipper.
Rillerne gør det vanskeligt at slibe skæret, da det kræver special udstyr, for ikke at slibe rillerne af. Bliver rillerne slebet af, mister saksen sin egenskab til at holde på stoffet. Derfor skal du bruge din saks med mikroriller med omhu, så den ikke bliver unødigt slidt. Når den på et tidspunkt ikke kan undgå at skulle slibes, skal du gå til en professionel sakse sliber.
Det er ikke alle sakse med vinklede skær, der har mikro riller. Du kan se alle 3 typer skær (konveks og vinklede med og uden riller) i videoen længere nede.
UPDATE! Alle skræddersakse har vinklede skær – også dem jeg i videoen siger har konveks skær. Forskellen på saksene ligger i saksens “Set kurve”.
Så godt klipper en skræddersaks
Vinklen på skæret har også noget at sige for, hvor godt en saks klipper. Vinklen skal passe til det materiale, saksen skal klippe i. De fladeste vinkler bruger man til papirsakse, fordi de flade skær holder skarpheden længe. Eftersom papir sløver saksen meget, så er det en god kombination at have et skær, der i sig selv holder skarpheden godt.
Skal du klippe i grovere og mere komplekse materialer end papir, som fx. stof eller hår, skal du have en stejlere vinkel på saksen. Der er stor forskel på stof og hår, og derfor er en frisørsaks og en skræddersaks to forskellige redskaber. Men det er alligevel samme teori, der ligger til grund for udformningen af skærene til begge typer saks – nemlig at jo stejlere vinklen er, desto skarpere bliver saksen.
Når skæret i saksen bliver stejlere, bliver det også mere følsomt. Det bliver hurtigere sløvt, og skal oftere skærpes eller ligefrem slibes. Hvis du får din saks slebet, er det vigtigt at vinklen på skæret bliver den samme, som den var oprindeligt. Ellers bliver saksen ikke ved med at klippe optimalt.
Du kan ikke klippe i hår med en skræddersaks (i hvert fald ikke, hvis du vil styre hvad du laver), og det er heller ikke en god idé at klippe i stof med en frisør saks. Medmindre du er ude på at ødelægge saksen, altså. Og jeg behøver ikke fortælle dig, at papir er absolut forbudt at klippe i med noget som helst andet end en papirsaks, vel?
Hvis du synes en god skræddersaks er dyr, når den koster omkring 1000 kr, så vær glad for at du ikke er frisør. Jeg spurgte en kursist, der er tidligere konkurrencefrisør, hvad hun gav for sin frisørsaks. Og der skal skræddersaksens pris altså ganges med 10.
Sørg for at din skræddersaks er justeret rigtigt
Når du har investeret i en god skræddersaks, så sørg for at vedligeholde den rigtigt. Brug den kun til det, den er beregnet til – nemlig stof. Undgå at klippe i nåle og papir, da det meget hurtigt bliver saksens endeligt. Det er vanskeligt – og ofte umuligt – at slibe en skræddersaks god igen, hvis den først er været i papir eller nåle.
Vlieseline er opbygget på nogenlunde samme måde som papir, og der er mange der oplever, at deres stofsaks bliver sløv af at klippe i vlieseline. Det er en rigtig god idé at have en særlig saks til at klippe i vlieseline, og skåne din stofsaks for dette materiale også. En papirsaks, der ikke er alt for slidt, plejer at være en glimrende løsning til at klippe i vlieseline.
Nu har vi snakket lidt om stål og slibning og sådan noget ret nørdet noget. Men det er faktisk ikke til at se på en saks, om stålet er godt eller ej. Hvad du til gengæld kan se efter er, hvordan saksen er sat sammen. Er den nittet eller skruet sammen?
De billige sakse er som regel nittet sammen. Så kan du ikke rigtig gøre noget ved saksen – den er som den er. Hvis den er god, holder den så længe stålet nu engang har kvalitet til. Er den dårlig, så bliver den aldrig bedre.
Er saksen derimod sat sammen med en skrue, så kan du justere den. Og det er godt. Du kan også skille den helt ad, hvis den skal have den helt store rengøring, eller hvis den skal slibes.
En af ulemperne ved at have en saks, du kan justere i skruen, er at nogle sakse kan finde på at løsne eller stramme sig selv, når du klipper. Om den gør det ene eller det andet kommer an på saksen, og det er ikke noget der betyder noget, andet end at du skal være opmærksom på det, og justere din saks, når det er nødvendigt.
Min egen Kai saks løsner sig lidt, når jeg klipper i kraftigt stof som denim og tæt uld. Så skal jeg justere den flere gange undervejs, mens jeg klipper. Det bliver hurtigt en vane, men det er vigtigt at gøre det undervejs, for ikke at skade saksen.
Saksen må ikke være så løs, at den begynder at sløre og ”vippe”, når du klipper. Men den må heller ikke være så stram, at du skal bruge ekstra mange kræfter for at klippe. Du skal finde den balance i saksen, hvor skærene går sammen, når du klipper, men hvor det stadig er ubesværet for din hånd at bruge saksen.
Skruerne kan se ud på forskellige måder. Her er de 2 typer, vi har i saksene på syværkstedet. Den ene type kræver en skruetrækker for at justere, mens den anden kan justeres ved at dreje med fingrene. Det kræver lidt kræfter, men er meget smart når man står og klipper, så man ikke skal have en skruetrækker liggende ved siden af, hvis man har en af de sakse, der løsner sig undervejs i klipningen.
Det skal du også gøre for din skræddersaks
Det er meget vigtigt at justeringen af din skræddersaks er korrekt, men der er mere du skal gøre.
Begynder saksen at blive stram, uden at det er justeringen, den er gal med, skal du give den en dråbe symaskineolie. Dryp olien på skæret så langt inde ved skruen, du kan komme til, og klip i luften, til olien har fordelt sig. Tør saksen af med en tør klud, inden du klipper i stof, så der ikke er overskydende olie, der sætter sig i stoffet. Hvor ofte du skal smøre din saks, kommer an på hvor meget du bruger den, og hvad du bruger den til.
Hver eneste gang du er færdig med at klippe, skal du tørre din saks af. Fjern stofrester og støv fra den, så den altid er ren. Fedt fra støv og fnuller kan sætte sig i saksen, og gøre den træg at klippe med, og det er virkelig nemt at undgå, hvis du bare gør det til en vane at tørre saksen af, inden du lægger den på plads. På billedet af skruerne herover er det lidt afslørende, for der kan du se at saksene er lidt for fulde af fnuller. Men de var sådan set også i brug, da jeg snuppede dem for at filme videoen til dig.
Du kan se i ugens video, hvordan du justerer din saks og giver den olie.
En del af denne artikel er blevet til på baggrund af et interview med Finn Guldager fra Guldager Symaskiner. Vi spurgte Finn, hvor meget man skal sy, for at det kan betale sig at købe en af de dyre Kai Professional sakse. Hans svar var: ”Hvor meget skal du køre for at købe en Ferrari”? Og ja…det ved vi ikke helt. Men vi ved at Kai saksen er saksenes Ferrari, og at Finn har helt ret, når han efterfølgende siger at det kommer helt an på, hvor god du vil være ved dig selv.
Er du rigtig god ved dig selv, så bør du købe en almindelig Kai Professional 7000 series saks OG en der står ”S” på, for den er med mikro riller. Udgaven med mikro riller bruger du til sarte og levende stoffer, som ikke må bevæge sig under klipningen, og den almindelige udgave bruger du til alt andet.
Når du skal ud og købe en ny skræddersaks, så husk at prøve den først. Der findes forskellige størrelser af de forskellige sakse, og det er vigtigt du får en saks, der passer til din hånd. De populære Kai sakse har 3 forskellige numre, og det er ikke sådan at en 7250 er bedre eller dårligere end en 7230.Nummeret refererer til længden på skæret. Håndtaget skifter også størrelse, så derfor er det vigtigt at du prøver saksene, før du vælger størrelse.
Din skræddersaks skal passe til din hånd, og længden og vægten af saksen skal også passe til dig. Har du ikke mulighed for at prøve saksen, inden du køber, så gå efter hvilken størrelse du plejer at bruge i handsker. Handsker laves typisk i str. small, medium og large, og det kan du nogenlunde pejle efter, når du vælger størrelse på din skræddersaks. Jeg er sådan rimelig medium-agtig, og har den mellemste længde Kai skræddersaks. Den er helt perfekt til mig.
Jeg plejer at købe mine sakse hos Guldager Symaskiner i Århus. Er du ikke på de kanter, kan du også finde gode sakse online. Det behøver ikke engang være i symaskine eller stofbutikker – garnbutikker eller læderhandler har også ofte gode skræddersakse.
Du kan for eksempel få de professionelle Kai sakse hos Rito Garn, hvor du finder dem her<<
(NB. linket er et sponsoreret link, hvor jeg modtager en lille del af beløbet, hvis du køber en saks via linket).
Kilder:
Til denne artikel har vi snakket med Guldager Symaskiner (www.guldagersymaskiner.dk), Århus Værktøjssliberi (www.aavs.dk) og en hobby knivmager i vores netværk.
UPDATE 15/3 2017: Vi har fået en mail fra Morten, der står bag Frisørsaks.dk, som har rettet en misforståelse ang. saksens skær. Teksten er opdateret – se længere oppe. Videoen er ikke opdateret – men alle skræddersakse har vinklede skær. Konveks skær anvendes kun til frisørsakse. TAK til Morten for rettelsen.
Vi har også kigget en del på de her hjemmesider:
https://frisorsaks.dk/behandling-af-sakse
http://www.germanysolingen.com/germany-solingen-scissors/tailor-scissors.php
https://frisorsaks.dk/index.php?route=information/information&information_id=9
https://frisorsaks.dk/index.php?route=information/information&information_id=10
Dine link er guld værd, da jeg selv har brugt megen tid til at surfe og søge
De her meget brugbare TAK
OG GOD WEEKEND
FRA kate
Selv tak, Kate 🙂 Ja, man kan hurtigt bruge lang tid på at researche og lede efter svar på sine spørgsmål 😉 Jeg har også brugt rigtig lang tid på at skrive denne artikel, og den i Sysiden også. Heldigvis havde jeg nogle fagfolk i mit netværk, der viste en masse om stål. De kunne guide mig de rigtige steder hen og rette mig, indtil jeg havde forstået sammenhængen. Meget lærerig proces.
Dejligt det er brugbart for andre også 🙂
Kh
Signe / Skaberlyst
Jeg har syet meget, men lysten er forsvundet. Jeg håber stadig den vender tilbage. I mellemtiden henslæber min fornuftige Fiskars saks, der måske ikke er den allerbedste saks, men som jeg tjent mig godt, tiden. For ingen i husstanden er i tvivl om at den ikke må bruges til andet end stof.
Til gengæld har jeg en kæreste der kan slibe både knive og sakse – og sådan en er altså også ret god at have. Selv min lille bitte arvede broderisaks, er stadig helt skarp. Og skulle den den blive en anelse sløv, er der hurtig hjælp at hente 🙂
Hej
Kan man opbevare sine sakse på en kniv magnet? Eller ødelægger det dem….
Tak ????
Hej Kian
Det tror jeg umiddelbart godt. Men man skal nok passe på, når man hænger den op, så den ikke bliver slået skæv – lige som med kokkeknive. Men det er ikke noget jeg har undersøgt, så hvis du vil være helt sikker skal du spørge hos en forhandler, evt. et symaskine værksted.
Kh
Signe / Skaberlyst
Hej Signe.
Jeg er nødt til at spørge: hvor får du slebet/skærpet din(e) skræddersaks(e)?
Jeg har selv en Robust Solingen, som efterhånden godt kunne trænge til en slibning/skærpning, selvom jeg kun bruger den sparsomt i fritiden. Jeg aner bare ikke, hvor man får det gjort – andet end at det i hvert tilfælde ikke er hos fx Imerco.
Jeg har købt min skræddersaks i Stof & Stil for flere år siden, men de kan ikke svare på, hvem der kan hjælpe. Saksen er så gammel, at silikonen på grebet er “gået i opløsning”.
Mvh.
Tina
Det er ikke så tit, jeg får slebet mine sakse, så jeg har ikke et fast sted. Sidst fik jeg slebet dem hos Guldager Symaskiner i Århus, og den slibning holder stadig, så det er jeg fint tilfreds med. Jeg har hørt meget godt om Elitesliberiet (de er vist flyttet – prøv at google dem, det er i nærheden af Århus), og har også kontakt til Frisørsaks.dk, som også kan slibe skræddersakse. Ham vil jeg besøge næste gang mine sakse skal slibes, for at prøve det. Hvis han er en anbefaling værd skal jeg naturligvis nok skrive om det på Facebook siden og formentlig også her på bloggen 🙂
Kh
Signe / Skaberlyst
Hej Signe
hvor er det en rigtig god og oplysende artikel (som alle de andre) du skriver. Jeg kunne godt tænke mig at vide hvor man bruger de forskellige længde sakse. Jeg skal investere i en ny og tænker jeg kan starte med en længde.
hilsen Bente
Hej Bente
Du kan nøjes med en længde. Længden hænger sammen med størrelsen på håndtaget – og altså størrelsen på din hånd. Så du skal prøve de forskellige og se hvad der passer dig bedst.
Kh
Signe / Skaberlyst
Hej Signe
har lige meldt mig til dit begynderkursus og altså nu begyndt at læse om det hele. Når jeg nu skal ud at købe en god saks, har jeg lige et spørgsmål: Er det rarere at klippe med en saks, der har et håndtag af kunststof end med en, der har metalhåndtag?
Mange hilsner, Helle
Hej Helle
Det tror jeg er en meget individuel sag. Jeg har begge dele og tænker ikke over det. Jeg er mere interesseret i hvor godt saksen går igennem stoffet. Hvis en saks klipper dårligt er det lige meget hvor lækkert håndtaget er at holde ved – så bliver den ikke brugt hos mig 😉
Venlig hilsen
Signe / Skaberlyst
PS. Måske fjollet, men jeg er i en antiplasticfase 🙂
Hej Signe. Jeg er heldigvis ejer af Kai sakse som jeg er virkelig glad for – de er alle pengene værd.
Da jeg var på kursus hos dig, blandede du dig ikke i, hvordan vi brugte vores sakse, men nu har jeg været på et BH-kursus hvor instruktøren insisterede på at vi skulle klippe så stoffet lå til højre for saksen, hvilket vi alle syntes var ret kavt. Hun sagde at hun havde lært det af “proffer”, så nu vil jeg høre dig om der er en “rigtig” og “forkert” måde at klippe stoffet på.
Pft
Charlotte
Hej Charlotte
Der er ikke ret meget “rigtigt” og “forkert” i min verden. Hvis resultatet bliver som man vil have det, så er det rigtigt. Og ellers skal man rette ind nogle steder i processen. Hvordan man klipper stoffet er for mig helt ligegyldigt. Det vigtige er, at man ved hvor sylinjen er, når man har klippet. Jeg tænker umiddelbart at det med at have stoffet til højre for saksen giver mening, hvis man er venstrehåndet, fordi det så passer med skæret fra en venstrehåndssaks. Jeg har stoffet til venstre for saksen, når jeg klipper.
Så efter min mening forstætter du bare med at klippe, som det falder dig mest naturligt – bare du sørger for at du har helt styr på, hvor din sylinje er 🙂
Venlig hilsen
Signe / Skaberlyst
Tak for et fornuftigt! svar. Det andet giver heller ikke mening for mig – man kan jo ikke se hvor man klipper. Men hun sagde at kniven var konstrueret til at ligge til venstre for klippekanten, men for mig lyder det ligegyldigt – det er jo det samme sted man klipper – om papiret ligger til højre eller venstre.
Som ganske ung stod jeg i “sylære” hos en ældre dame, der havde været direktrice hos Balmain tilbage i 50’erne og 60’erne. Hun var meget skrap dame (en af dem, der satte en til at pille hel hel søm op, hvis der bare var et enkelt risting, der var længere en 5 mm :-))
Hun lærte mig at stoffet ALTID skulle ligge til højre for saksen, fordi så kunne man ikke risikere at trække i det med hånden, mens man klippede. Senere var det også det jeg blev fortalt i Herning, så Jeg har aldrig turdet at gøre andet i hele min sy-karriere. Og jeg har altid dårlig samvittighed hvis jeg en sjælden gang lister lige til at have stoffet til venstre for saksen.
Så jeg er virkelig glad for at høre at, du Signe, ikke mener at man rent faktisk foretager sig noget forbudt når man ikke har stoffet til højre 🙂
Hej Charlotte
Jeg har det simpelthen så stramt med de der meget stramme og ufravigelige regler, der er i den gamle skole i syning. Det er jo bare stof, for pokker. Ikke noget man skal piske dårlig samvittighed ind i unge mennesker omkring. Jeg tror ikke det er sundt at tage den slags metoder alt for højtideligt 😉 Så klip endelig som det fungerer bedst for dig <3
Venlig hilsen
Signe / Skaberlyst
Har du en god ide til opbevaring af sakse? Jeg har googlet og googlet uden at kunne finde et ordentligt etui til mine sakse, som jeg rigtig gerne vil passe på.
Med venlig hilsen
Vibeke
Hej Vibeke
Jeg gemmer de æsker, saksene kommer i, hvis de kommer i æsker. Og så har jeg dem liggende i dem. Jeg har en enkelt saks, der ikke havde en æske med, og den ligger bare i min sykasse. Så desværre ikke nogen fancy løsning herfra.
Venlig hilsen
Signe / Skaberlyst
Hej Signe, lige meldt mig til dit begynder kursus som jeg glæder mig rigtig meget til. Tak for den gode info om sakse, den har allerede hjulpet mig. Jeg fik for et år tilbage en Fiskars zigzag saks, som jeg har haft virkelig problemer med at klippe med da den var for stram. Min mand har haft kigget på den og den så ud som om den var nittet sammen – men efter at have set din video fandt vi ud af at det ikke var tilfældet – og nu kan jeg endelig bruge den. Jeg bemærkede dog, at du sket ikke kom ind på zigzag sakse, er det fordi du ikke mener at de er gode at bruge?
Hej Yvonn
Dejligt at I fik saksen til at virke 🙂
Jeg bruger ikke selv zigzag-saks (takkesaks), fordi jeg ikke kan se fidusen. Det har helt sikkert været en god genvej tidligere, før man havde overlockere og zigzag sømme, og var nødt til at kaste over sømrum i hånden. Der har det været genialt at kunne klippe sømrummet med takkesaksen og få sømmene til at holde lidt længere på den måde. I dag ser jeg ingen grund til det i syning af tøj. Der er garanteret andre steder, hvor takkesaksen har sin berettigelse.
Venlig hilsen
Signe / Skaberlyst
Jeg læste det om at stoffet skulle ligge til højre for saksen, men jeg er næsten sikker på, at det kun gælder højrehåndede. Hvis jeg, der er kejthåndet gør det, kan jeg jo netop komme til at skubbe med højre.
Forresten. Når man er kejthåndet er udvalget af skræddersakse sådan cirka 1. Jeg købte en hos Stof og Stil for nogle år siden, og har aldrig fundet aldrig. Den virker nu god på mig, men det ville da være dejligt, hvis man kunne vælge.
Hej Susanne
Det væsentlige er, at man får klippet stoffet korrekt ud efter mønsteret. Vi er ikke så meget for faste regler for hvordan man skal holde sit værktøj. Jeg klipper selv med stoffet både til højre og til venstre for saksen, alt efter hvordan jeg kan komme rundt om bordet. Det er ikke altid, det ideelle er muligt, og så går det næstbedste som regel også.
Ifht venstrehåndssakse har du helt ret – det er virkelig svært at finde. Jeg ved, man kan få den professionelle 7000 serie fra KAI som venstrehånd, og det mener jeg burde være til at google sig frem til. Prøv evt. at ringe til Guldager Symaskiner, de burde kunne få den hjem, hvis det ikke er en, de har på lager i forvejen. Hvis du kan få sådan en, har du ikke længere brug for at vælge mellem noget – så vil du kun have den 😉
Venlig hilsen
Signe / Skaberlyst