Hvilken nederdel klæder lige præcis DIG?
Det er et rigtig godt spørgsmål.
Og hvis du går og tror at svaret er “ingen”, så tager du grueligt fejl.
Min påstand er, at alle kvinder kan se godt ud og føle sig godt tilpas i nederdel. Det er bare et spørgsmål om at finde den helt rigtige type nederdel.
Nogen har det godt med mange forskellige typer nederdele, mens andre måske kun finder en enkelt model eller 2, der får lov at komme ind i skabet.
Eller måske mere korrekt: får lov at komme ud af skabet og på kroppen.
Og det er helt ok.
Du behøver ikke elske alle nederdele i hele Verden, for at blive sådan en, der går med nederdel. Lidt har også ret, og kan du finde bare en enkelt model, der fungerer for dig, så har du et skønt alternativ til bukserne.
Men hvordan finder du så ud af, hvilke nederdele, du skal gå efter?
Det skal vi se på her.
Helt overordnet, hvis du er i tvivl, kan du altid starte med et pencilskirt.
Altid.
Et pencilskirt klæder alle (hvis det sidder rigtigt – det kommer vi ind på i videoen længere nede).
Og det kan bruges med rigtig mange overdele, så det er også forholdsvist nemt at få til at passe ind i en hvilken som helst garderobe.
Et pencilskirt, der sidder i min naturlige talje, er helt klart en af mine nederdels favoritter. Jeg har adskillige i forskelligt stof, og bruger dem flittigt.
Her er mit seneste pencilskirt, som er syet efter mønsteret i bogen Sy Nederdele.
Din perfekte nederdel består af de her 5 elementer
Svaret på det klassiske “hvad klæder mig” spørgsmål afhænger af flere ting.
Det gør det uanset om det er kjoler, bluser, bukser eller nederdele, der er i fokus.
Der er generelt 5 knapper, du kan skrue på, i processen hen mod at finde det perfekte tøj til netop dig. De 5 elementer skal gå op i en højere enhed, for at du oplever følelsen af yndlingstøj og lækkerhed.
De 5 elementer er:
1) Proportioner
2) Pasform
3) Stofvalg
4) Design
5) Kropstype.
Et oplagt sted at starte er faktisk fra bunden. Når du først har defineret din kropstype er der måske nogle silhuetter på tøjet, du kan dømme “ude” på forhånd, og der er andre du med høj sandsynlighed vil have succes med, og som derfor er oplagte steder at starte.
Men vi tager turen igennem alle 5 elementer, så du får et godt overblik over, hvordan du finder frem til dine bedste nederdele.
1. Proportioner
Proportionerne i tøjet er rigtig vigtige. Her tænker jeg især på 2 ting:
1) Først og fremmest er silhuetten, som er omridset omkring dig, når du har tøjet på, vigtigt
2) Og derefter er forholdet mellem underkroppen og overkroppen vigtig.
Helt kort, så bliver du meget stor, hvis du både fylder foroven og forneden.
Altså hvis der er fuld knald på vidde i din nederdel og overdelen har store skuldre og fyldige ærmer bliver det hurtigt for meget for de fleste.
Skruer du helt op for volumen på både over- og underkrop på en gang, kan du godt komme til at føle at det er tøjet, der kommer med dig, og ikke omvendt.
Hovedreglen er derfor, at der enten er vidde og power på overkroppen eller på underkroppen.
Du kan læse meget mere om hvilke proportioner, du så skal gå efter, i dette tidligere blogindlæg <<
2. Pasform
Pasformen er noget af det vigtigste i tøj, hvis du spørger mig.
Den er altafgørende for hvordan du føler dig tilpas i tøjet og hvordan du ser ud i tøjet.
En dårlig pasform kan ødelægge selv det fedeste design. Mens en god pasform til gengæld kan retfærdiggøre et halvkedeligt design, og gøre tøjet brugbart alligevel med lidt ekstra styling.
Pasformen i tøjet er noget, du bør give dig selv lov til at bruge tid og energi på at få tilrettet.
Det behøver ikke være svært.
I forhold til nederdele skal du have styr på 3 ting:
1) Nederdelen skal sidde rigtigt i forhold til din naturlige talje
2) Der skal være plads nok til dine hofter
3) Indsnit og sidesøme skal formes, så de passer til din krop.
Du kan lære at tilrette i online kurset Kom Godt I Gang Med At Sy, hvor du bliver guidet igennem at sy en nederdel fra start til slut. I kursets tilretningsmodul er der vejledinger til at lave de mest brugte tilretninger til nederdele. Dem kan du bruge i alle dine nederdele, for at få dem til at sidde markant bedre.
Pencilskirtet er et godt sted at starte i forhold til at få tilrette pasformen. Det er nemlig den type nederdel, der minder mest om et grundmønster. Og har du først et veltilrettet pencilskirt, kan du bruge det som udgangspunkt for at lave nye mønstre til fede nederdele.
Du kan se i videoen længere nede, hvad du skal være opmærksom på, når du arbejder med pasformen i dine nederdele.
3. Stofvalg
Stoffet har også rigtig meget at skulle have sagt.
Stift stof vil understøtte silhuetten og få den til at træde mere frem, mens blødt stof vil falde ind til kroppen og give tøjet et helt anderledes let udtryk.
Det ene er ikke nødvendigvis bedre end det andet. Men afhængig af din kropstype og det udtryk, der passer dig bedst rent designmessigt, vil stofvalget betyde rigtig meget for om en model kommer til at klæde dig eller ej.
Stofvalget kan betyde at de regler, der ellers gælder, pludselig bliver ophævet. Hvis du fx syr en stor rundskåret nederdel i et let og blødt stof, der falder ind til kroppen, så får nederdelen en helt anden slank silhuet, end hvis du syr den i et stift stof, der strutter og giver meget fylde.
Og det er silhuetten i det færdige tøj, mere end det er formen på papirmønsteret, der er afgørende for om en nederdel klæder dig eller ej.
Så et mønster, der “på papiret” ikke vil fungere til dig, kan alligevel komme til at fungere, hvis du vælger stof, der giver nederdelen det udtryk og den silhuet, der passer til lige netop dig.
En solnederdel er fx et godt eksempel på en model, der skifter meget udtryk alt efter stofvalget. Den her er min egen sol-favorit. Den er syet i et lidt stift stof, som gør at den har godt med vidde, selv når jeg ikke leger snurretop som på billedet.
Det betyder også, at jeg først er begyndt at føle mig rigtig godt tilpas i den, efter jeg har tabt nogle kilo. På billedet her er jeg str. 42, og jeg elsker nederdelen. Men da jeg var str. 44 og 46 følte jeg mig ikke godt tilpas i den, fordi den struttede for meget og fik mig til at føle mig meget stor. Blødere modeller af samme mønster havde jeg det fint i, også i de større størrelser.
4. Design
Designet i en nederdel er alle de detaljer, der er lagt ind i den.
Det er silhuetten, som afgør det overordnede snit i nederdelen. Men når det er på plads, så ligger der flere lag i de snit, man først ser, når man går lidt tættere på.
Det er bærestykker, overskæringer, draperinger, linning, lommer, bæltestropper, knapper og andre detaljer.
Designet er et ekstra lag, der kommer ud over silhuetten.
Det er det, der for alvor gør nederdelen interessant, og får dine forskellige nederdele i samme silhuet til at skille sig ud fra hinanden.
Designdetaljer kan være med til, at en silhuet, du normalt ikke kan bruge, pludselig fungerer alligevel. Og de kan også være skyld i at en model, der normalt er rigtig god til dig, pludselig slet ikke fungerer.
Så når du bedømmer om en nederdel er god til dig eller ej, er det værd at lægge mærke til om det er designdetaljerne, der spiller ind – enten den ene eller den anden vej.
Draperingerne i nederdelen her (som også er fra Sy Nederdlee bogen) er et eksempel på designdetaljer. De gør ikke noget ved silhuetten, som er et pencilskirt, men de gør alverden for det samlede udtryk af nederdelen.
5. Kropstype
Og så er der naturligvis også dig og din krop.
Du er også en brik i spillet om at komme til at føle dig lækker og se godt ud i dine nederdele.
Kropstypen er et rigtig godt sted at starte, når du skal finde ud af, hvilke typer nederdel der klæder dig. Det er nemt at gå til, for der er nogle rimelig klare retningslinjer at følge, alt efter hvilken kropstype, du er.
Udgangspunktet for at arbejde med kropstyperne er, at vi dybest set alle sammen går efter at ligne et timeglas.
I vores kultur har vi vedtaget at det er den figur, der er pænest til kvinder.
Om man så synes om det eller ej, så er vi stopfodrede med den holdning, at det er bedst at have en smal talje, en flot rund barm og en god røv, som hverken er for flad eller for stor.
Og om vi så synes om det eller ej, så er det bare langt fra alle, der fra naturens hånd lever op til de idealer, der er blevet sat for os.
Så vi “snyder” os til det ved hjælp af tøjet.
Vi klæder os til en markant talje, en afbalanceret barm og en flot numse.
Arbejdet med kropstyper og stylingråd i forhold til kropstyper, går i sin dybeste essens ud på at finde ud af, hvordan vi alle sammen kommer til at ligne et timeglas mest muligt.
Når du kender den præmis, er det måske nemmere at følge hvilke modeller, der passer til de forskellige kropstyper.
De forskellige silhuetter i nederdelene gør noget for vores helhedssilhuet, og her gælder det altså dybest set om at få den helhedssilhuet til at være mest muligt timeglasformet.
Det er nederdelene en del af, men det er dine overdele i høj grad også. Så når du skal finde ud af, hvilke nederdele du er bedst i, er du også nødt til at kigge på overdelene.
Nogle nederdele vil fungere med nogle overdele, men ikke med andre. Så du kan ikke dømme en nederdel ude, før du har prøvet den med forskellige overdele, alt efter hvad der passer til din kropstype.
5 typer nederdele, der er gode til (næsten) alle kropstyper
Der er hjælp at hente til nederdelene i bogen Sy Nederdele.
Her får du symønstre og syvejledninger til 5 forskellige typer nederdele i hver 2 variationer.
Nederdelene i bogen er designet ud fra et ønske om at flest mulige skal kunne finde en eller flere nederdele, der klæder dem og som de har det godt i.
Det gør bogen til et rigtig godt sted at starte med nederdele, fordi der er garanti for succes med mindst en af modellerne – og højst sandsynligt med de fleste.
I Videoen her gennemgår jeg de de 5 elementer i gode nederdele og de forskellige nederdelsmodeller i bogen. Se med og find ud af, hvilke typer nederdele der passer bedst til lige netop dig.
De her retningslinjer gælder naturligvis alle mulige nederdele, og ikke kun dem, vi har med i bogen.
Du skal helt overordnet set se efter silhuetten i nederdelen og faldet i stoffet, og sammenholde det med din kropstype, for at få en idé om, hvorvidt en nederdel vil komme til at klæde dig eller ej.
Plakaten, du kan se i videoen, har jeg lavet i en udgave med noter omkring hvilke kropstyper, der fungerer med de forskellige nederdele. Den får du et link til her, så du kan printe den ud og have den i dit syrum. Så kan du bruge den som en guide til at vælge silhuet og type af nederdel, indtil du er mere tryg ved processen.
Download nederdels plakaten som PDF <<
Så for at samle op på det hele – når du vil sy lækre nederdele er processen den her:
* Start med at finde din kropstype.
* Find en model, der med stor sandsynlighed vil passe til din kropstype
* Bestem hvilke proportioner, du vil have nederdelen til at passe ind i
* Vælg stoftype, der understøtter dit valg af proportioner
* Få nederdelen tilrettet
* Tag stilling til designdetaljer – skal der være detaljer eller ej?
* Sy de lækreste nederdele, du føler dig godt tilpas i.
Du kan fint finde andre symønstre til nederdele eller lave dine egne fra bunden efter dine mål, som passer og klæder dig. Principperne i forhold til om nederdelen klæder dig og bliver til yndlingstøj er de samme, uanset hvor dit symønster kommer fra.
Vil du have nem adgang til gode nederdele, så er Sy Nederdele bogen et genialt sted at starte. Der får du både mønstrene i str. 34-54 og syvejledninger til alle nederdelene i let tilgængelige trin-for-trin billedguides.
Og nu ved du, hvilke modeller du skal gå efter at sy.
Nemmere bliver det næsten ikke
Køb Sy Nederdele bogen her og fyld skabet med yndlingsnederdele<<
Stofinfo: Pencilskirt er i uld, købt i London. Solnederdelen er i en polyester/bomuld “vaffel” agtig vævning fra Citystoffer. Draperet pencilskirt er i stof fra Metermeter.
Mønsterinfo: Alle mønstre er fra bogen Sy Nederdele.
Foto: Bibi Berge