De 2 simple genveje til at klippe rigtigt i stof med print – også selvom du ikke har prøvet det før

Stof med print kan godt være lidt udfordrende at sy i. Men lad dig ikke kue af at det ser lidt svært ud. Når du bare har styr på de 2 simple genveje, du lærer i denne artikel, skal du du nok klare det.

Der er nogle ting, du skal være særlig opmærksom på, når du arbejder med stof med print. Overordnet set er der 3 typer stof med print, du kan komme ud for at forelske dig i:

Type 1:
Symmetriske og meget ordnede prints uden mange detaljer, herunder tern og striber.

Stof med print

 

Type 2:
Tilfældige og ustrukturerede prints, der ikke umiddelbart er et system i.

Stof med print

 

Type 3:
Detaljerede prints, der umiddelbart virker tilfældige, men ved nærmere eftersyn er meget strukturerede.

Stof med print

Sådan sikrer du, at du får klippet rigtigt i printet stof

Uanset hvilken type stof med print, du arbejder med, skal du behandle det efter samme fremgangsmåde.

Først skal du finde ud af, hvordan rapporten i stoffet er.

Rapporten er det mønster, der er designet. Den går igen på tværs og på langs af stoffet, og afhængig af designet og størrelsen på rapporten er den nem eller svær at finde. Kig efter dele af mønsteret, der går igen flere steder på langs og på tværs af stoffet. Det kan for eksempel være en bestemt blomst, en bestemt kombination af striber og farver, en bestemt cirkel eller andet, der er nemt at navigere efter.

Når du har fundet rapporten, skal du vælge hvilken del af stoffet, du vil have midt for.

Her er det ofte en god idé at vælge en del af rapporten, der er markant. Kig efter et mønster eller en linje i stoffet, der går igennem hele længden af stoffet. Det kan være en linje af blomster, der ligger over hinanden. En bestemt stribe i et stribet eller ternet mønster. Eller en samling af farver eller figurer i et mere diffust mønster.

I den her kjole har jeg valgt at have en af de hvide striber midt for:

Stof med print

Og i den her bluse, er det en bestemt figur, jeg har navigeret efter midt for:

Stof med print

Når du har valgt din midt for, er det meget vigtigt at du er præcis. Du skal folde stoffet, så dit valgte mønster går igennem hele midt for linjen. Hvis du sjusker med oplægningen af stoffet, vil dit mønster være skævt i dit tøj. Det ses – mere eller mindre tydeligt. Og hvad værre er: det er også et tegn på at du har sjusket med din trådretning. (Medmindre dit  stof er printet skævt – så kan du være nødt til at acceptere et printet drejer, for at respektere din trådretning).

Stof med print

Undgå den værste fejl, som tøjindustrien begår igen og igen

En anden ting, der er vigtigt at holde sig for øje, er hvordan du placerer dine mønsterdele på stoffet. De skal ligge i samme højde i forhold til mønsteret, så eksempelvis striber på tværs af kroppen, kommer til at mødes i sømme og overskæringer, som her:

Stof med print

Det er her, den ultimative fejl i industrielt syet tøj opstår. I industrien går man nemlig mere op i tid og penge (især penge – tid er jo også penge, ved du nok), og udnytter hver en millimeter i stoffet. Derfor flytter man ikke mønsterdelene, så tern, striber og andre prints kan komme til at matche i sidesømmene. Og ved du hvad? Det ser sjusket og billigt ud!

Det er dog ikke i alle sømme, printet kan passe sammen. Er der indsnit, for at sy tøjet i facon, kan printet ikke passe på tværs af sømmen, da der jo bliver fjernet noget stof. Det er helt som det skal være. Ellers kan du kun sy løse firkantede designs i stof med print, og det ville alligevel være for kedeligt.

I noget printet stof er det ret nemt at følge højden på et mønster. Er der fx. tern eller striber, skal du blot sørge for at din bundlinje og vigtige vandrette linjer i mønsteret som fx. taljelinje og hoftelinje, er placeret samme sted i forhold til rapporten i printet.

I mere diffuse prints kan det være noget af en opgave at placere mønstrene rigtigt i højden. Og er rapporten meget stor, kan det koste en del ekstra stof at overholde både de vandrette og lodrette linjer i printet.

I min blomstrede kjole er printet netop meget stort. Der er overskæringer i kjolen, som gør det vanskeligt at få mønsteret til at passe i alle sømmene. Skulle printet passe bedre, end det gør, ville det have krævet endnu en meter stof. Og eftersom det ikke er en helt billig metervare (uld/silke til omkring 400 kr pr. meter), og der var stof nok til hele kjolen, så valgte jeg at nedprioritere mønstermatch denne gang.

Jeg har derfor kun fokuseret på de vandrette “linjer” i printet. Se for eksempel linjen af blomster i taljen, hvor det er det samme mønster, der går igen rundt om kroppen.

Stof med print

Midt for er naturligvis prioriteret, så det er samme del af mønsteret, der går igen hele vejen ned gennem kjolen. Og så har jeg som sagt placeret alle mønsterdele i samme højde i taljen. For at være helt sikker på, hvor det skulle være, riede jeg linjer ind i stoffet de steder, hvor det var muligt at have en taljelinje. Derefter kunne jeg placere mønsterdelene, så alt kunne være på stoffet.

Stof med print

Kjolen er klippet i enkelt lag stof, på nær midt for delen. Det er ofte en fordel at klippe i enkelt stoflag i printet stof, fordi du ikke kan se hvordan mønsteret i printet er i det stoflag, der ligger nederst. Du risikerer at stoffet skubber sig, når du klipper i dobbelt lag, og at printet derfor ikke kommer til at blive symmetrisk i de 2 sider.

I videoen kan du se de 2 simple metoder til at håndterer stof med print

I videoen kan du se de hovedpunkter, det er aller vigtigst at have styr på, når du arbejder med stof med print. Start her, så kan du håndtere de fleste printede stoftyper. Når du har lært grund principperne, kan du bedre kaste dig ud i mere vanskelige projekter og prints.

Og tab nu ikke modet, hvis det ikke er alt, der passer i første forsøg. Giv dig selv lov til at starte et sted og lære af dine egne erfaringer.

Vil du lære endnu mere om hvordan du placerer mønsterdelene på stof med print, så er det sådan noget, vi blandt andet kommer ind på, når vi holder weekendkurser i syning og tilskæring. Nogle gange skal du helt ned i mønsterkonstruktionen og justere, når du gerne vil have prints i stoffet til at passe sammen i det færdige tøj. Og det kan jeg hjælpe dig med på sådan en weekend.

Du kan for eksempel få striberne fra kroppen af en kjole eller jakke til at fortsætte ud i ærmet. Hvis du altså har stof nok, og får skåret mønster og stof rigtigt.

Når du har været med på at live kursus hos Skaberlyst, får du automatisk adgang til et online VIP rum, hvor der ligger videoer fra kurserne. Der ligger også forskellige blogindlæg (jep, nogle andre end dem, du finder her på den gratis blog), mini ebøger og andet godt. Du har adgang til online rummet et år efter dit seneste kursus. Så har du været på kursus hos Skaberlyst det seneste år, kan du logge ind i online rummet og se hvad der venter på dig af læring. Der er for eksempel en lidt længere video om hvordan du håndterer stof med print, hvor du kan se hvordan jeg helt konkret placerer mønsterdelene til en kjole.

 

Stofinfo: Den ternede kjole er fra www.metermeter.dk, sweatshirten er fra www.citystoffer.dk og den blomstrede kjole er fra www.stofshop.dk. Det er ikke nye projekter, så det er ikke sikkert du kan finde præcis det samme stof.

De 2 gule/guld/hvide stoffer i videoen er fra Art Gallery, som du kan købe flere forskellige steder. Mit er fra Citystoffer i Århus. Det blomstrede er en rest, jeg ikke kan huske hvor jeg har købt.

Modelfotos af mig er taget af Bibi Berge – www.bibiberge.dk.

Læs også:

6 thoughts on “De 2 simple genveje til at klippe rigtigt i stof med print – også selvom du ikke har prøvet det før

  1. Louise dibbern lund says:

    Hej

    Har set nogen af dine videoer hopper i bunden er der nogen jeg kan gøre for at stoppet det, nyder at se dem, men mit øje bliver desværre lidt fanget af det hopperi

    • Signe Eriksen / Skaberlyst says:

      Hej Louise
      Det kan jeg da godt se, de gør. Jeg prøver at undersøge, om jeg kan gøre noget ved det i opsætningen af videoen. Jeg tror ikke man kan gøre noget, når videoen først er færdig, desværre.
      Tusind tak for info, jeg har selv overset det.
      Kh
      Signe / Skaberlyst

  2. Anette says:

    Takk for nyttige innspill! Disse trengte jeg, for her var det mye jeg ikke visste fra før…
    Ellers har jeg et spørsmål om noe helt annet: Jeg synes det er vanskelig å velge størrelse på kjøpemønster: Jeg er nemlig timeglassformet med brede skuldre og hofter, men med liten midje og byste. Derfor fungerer det ikke så supert for meg å bruke brystvidden som utgangspunkt for å velge størrelse. Hva vil du anbefale meg å gjøre?
    Når jeg i tillegg har 2 cm kortere overkropp enn gjennomsnittet, så blir det i overkant mye tilpasninger å gjøre på kjøpemønster. Jeg har tenkt å etterhvert lage alle mønstre selv, etter grunnmønster. Men jeg er ikke flink nok til det ennå – så det blir en del kjøpemønstere innimellom.

    • Signe Eriksen / Skaberlyst says:

      Hej Anette
      Det er vanskeligt med købemønstre, men heldigvis er de bygget nogenlunde ens op. Så i de fleste mønstre, vil det være de samme tilretninger, du har brug for – omend det kan variere lidt hvor meget. Men det kræver en prøvemodel eller 2 hver gang, du tager fat i et nyt design. Alternativt kan du tilrette et købemønster, der er simpelt i designet, og bruge det som udgangspunkt for at lave dine egne mønstre fremadrettet. Om ikke så længe kommer der en opdatering af online kurset Kom Godt I Gang Med At Sy, som har 5 pdf mønstre med i kurset. De er designet, så de kan bruges som udgangspunkt for nye designs, når man først har fået dem tilrettet.
      Kh
      Signe / Skaberlyst

      • Anette says:

        Takk for hyggelig og utfyllende svar 🙂
        Gleder meg til de nye pdf mønstrene! Grunnmønstrene fra kursene om nederdeler og levende stoffer fungerer supert, så regner med at disse blir like bra 🙂
        Det var ikke så lett å få grunnmønstrene slik jeg ville ha dem (særlig nederdelen var litt kinkig å få til), men det var veldig gøy også – og klærne jeg har laget fra dem er blitt nye favoritter 🙂

  3. Bitten Rosekamp-Sejersen says:

    Tak for en super udførlig vejledning – den vil jeg have i baghovedet, næste gang jeg klipper i mønstret stof 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

« »
Share via
Copy link
Powered by Social Snap