En af af mine vigtigste missioner er at lære dig at lave dine egne symønstre. Men det er også en af de ting, mange har svært ved at gøre i praksis. Måske kender du det fra dig selv? Tanken om at du gerne vil lave et kjole symønster, men det skal både have lidt fra den bluse, du elsker, og lidt fra den kjole, du så en kvinde have på i sidste uge. Og hvordan gør du det i praksis?
Svaret er enkelt: du skal bruge et symønster med en god pasform, som du kan lave om til det design, du gerne vil have. Du kan ændre længde, vidde, halsudskæring og ærmer, og på den måde blande detaljer fra forskellige kjoler og bluser til din egen version af et kjole symønster.
I min bog Sy yndlingstøj kan du lære at lave symønstre fra bunden efter dine egne mål til T-shirts og kjoler i strikket stof. Der er en masse forskellige detaljer vist i bogen, så du kan se hvordan du helt konkret laver symønstre til de forskellige detaljer. Men du behøver ikke kombinere detaljerne på samme måde som i bogen. Du kan lave dine egne fortolkninger og sammensætninger, så dit tøj og dine symønstre bliver, som du drømmer om.
Den her kjole er lavet udelukkende med vejledninger fra Sy yndlingstøj bogen. Men kjolen er ikke i bogen. Den er derimod en kombination af flere vejledninger – se hvilke under billedet.

Kjole med lige silhuet og høj slids
Mønsteret til kroppen i kjolen er lavet efter vejledningen til den første kjole i bogen. Den hedder Viktoria kjole, og er en gulvlang kjole med en høj slids i den ene side. Silhuetten er lige, så uden slidsen er det besværligt at gå i kjolen. Men slidsen kan være kortere, hvis du ikke vil have din kjole helt så åben ved benet. Vil du have en kortere slids, skal du ganske enkelt bare sy sidesømmen længere ned mod bunden, før du hæfter. Er du i tvivl, kan du starte med at sy kjolen med en høj slids, og så gradvist sy sidesømmen længere ned, indtil du finder den længde på slidsen, der både giver dig plads til at gå og føles tryg at have på. Det er ikke alle, der har lyst til at vise ben, og det er helt ok.

Viktoria kjole fra Sy yndlingstøj bogen:

Skrå ærmegab uden ærmer
Den oprindelige Viktoria kjole har lange ærmer og en høj krave, som er nogle af de detaljer, du lærer at lave symønster til fra bunden i Sy yndlingstøj bogen. Men i min nye kjole har jeg valgt nogle andre detaljer fra bogen. Jeg har designet ærmegabene som i bogens Signe top. Ærmegabene er skrå og går ind til halsen, hvor de slutter ved en smal skuldersøm. Du kan lave skuldersømmen endnu smallere, hvis du vil, og behøver på den måde ikke engang begrænse dig til at blande vejledninger fra forskellige detaljer, men kan også ændre på detaljerne til endnu flere variationer af dit design.
Signe top fra Sy yndlingstøj bogen:
Mindre høj krave i halsen
Halskanten i Viktoria kjole er en høj krave, der får lov at drapere, mens den i Signe top er en lavere krave med lange bindebånd, der vikles rundt om halsen og bindes i en sløjfe eller et par knuder. Men i min sorte kjole har jeg valgt en tredje version: en lav krave, der ikke draperer. Vejledningen er taget fra Karen kjole i bogen, men jeg har lavet min version af kraven lidt højere. Hvor høj en krave, man har lyst til at have i sit tøj, er meget individuelt – ligesom med højden af slidsen. Det er vigtigt, at du får lavet et symønster, der giver dig en følelse af komfort. Hvis du hele dagen igennem irriterer dig over en stram eller høj krave, så får du ikke brugt din kjole helt så ofte, som hvis du føler dig tilpas i den. Derfor er det vigtigt at du lytter til din krop, og tilpasser dine symønstre efter hvad den fortæller dig. Føler du, at du bliver kvalt i en høj krave, så lav den lidt kortere, uanset hvad der var den oprindelige plan med designet.
Karen kjole fra Sy yndlingstøj bogen:
Syteknikker, der ændrer udtrykket
Det er ikke kun dit symønster, du kan variere. Ved at vælge nogle andre syteknikker, kan du ændre udtrykket i tøjet ret meget, selvom det er det samme symønster, du bruger. I denne kjole har jeg valgt de samme syteknikker som i de originale design i bogen, men jeg var meget tæt på at ændre syteknikken i ærmegabene. Jeg overvejede både at afslutte ærmegabene med en smal kant som i Viktoria bluse i bogen, og at afslutte dem helt usynligt som kanterne i Helene croptop fra bogen. Men jeg holdt mig altså til den originale løsning fra Signe top med ribkanter i ærmerne. Og nej, man kan ikke se det på billederne her, fordi kjolen er sort og baggrunden er mørk, så du må tage mine ord for gode varer.
Viktoria bluse fra Sy yndlingstøj bogen:
Helene crop top fra Sy yndlingstøj bogen:
Lav dine egne symønstre fra bunden
Med ganske få symønstre eller vejledninger til at tegne symønstre fra bunden, har du en masse muligheder for at sammensætte detaljer til dit helt eget kjole symønster. Hvis du vil i gang med at tegne symønstre fra bunden efter dine egne mål, så finder du udførlige vejledninger til at gøre netop det i min bog Sy yndlingstøj.
Du kan se flere designs fra bogen her, hvor du også kan bestille den:
English