Hvis du kan tegne en firkant med rette vinkler, så kan du lave dine egne symønstre.
Mere kompliceret behøver det virkelig ikke at være. At lave sine egne symønstre fra bunden kan ellers lyde som noget, der kræver en hel uddannelse, eller i hvert fald at man er meget rutineret og har syet i flere år. Det er det heldigvis ikke. Der er flere niveauer i syningen, og selvom noget mønsterkonstruktion og design er kompliceret og kræver både uddannelse og erfaring at mestre, så er der også meget, man kan kaste sig over – og få succes med – uden at have ret meget erfaring.
En af de nemmeste detaljer at tegne symønster til er en rullekrave i strikket stof. Det er nemlig bare en firkant. En rullekrave sidder tæt til halsen, men du kan bruge samme teknik til at lave mønster til større kraver, der draperer og giver dit design et helt andet udtryk. Alt du skal bruge er et symønster til en kjole eller overdel i strikket stof og 2 mål.
Se hvordan du tager de to mål og tegner mønster til en rullekrave under billedet.
Med de her 2 mål kan du tegne symønster til en rullekrave
Du skal kun bruge 2 mål for at tegne et symønster til en rullekrave:
- Halsudskæringen, kraven skal syes i.
- Højden på den færdige krave.
Det første mål finder du ved at måle halsudskæringen på det mønster, du vil sy en rullekrave i. Mål med målebåndet på højkant, så du er sikker på at få et præcist mål – se hvordan i denne video:
Start midt for og mål halsudskæringen på forstykket til skuldersømmen.
Mål derefter fra midt bag til skuldersømmen på bagstykket.
Læg de to mål sammen, så du får ½ halsudskæring.
Bestem dig for, hvor høj du vil have den færdige krave til at være og gang målet med 2.
Tegn et rektangel der måler ½ halsudskæring i længden og 2 x færdig kravehøjde i højden. Markér skulderpunktet med et hjælpepunkt på den lange linje i kraven der hvor forstykkets halsudskæring går til.
Læg 1 cm sømrum til de lange sømme og den ene, korte ende, som er midt bag. Den anden korte ende er midt for og klippes til fold.
Bestem selv højden på din rullekrave
Når du syr kraven i halsudskæringen, starter du med at sy den sammen ret mod ret midt bag. Derefter folder du kraven på midten på langs, så retsiden af stoffet vender ud, og syr den i halsudskæringen ret mod ret. Kraven har samme mål som halsudskæringen, så der er ikke noget, der skal holdes til eller manipuleres med. Du skal bare huske at sy med en strækbar søm, så du kan få hovedet igennem åbningen.
Kraven i min sorte bluse er på billederne er 6 cm høj. Mønsteret er derfor lavet 12 cm højt. Om det her er en rullekrave, kan man måske godt diskutere, eftersom den ikke ruller. Hvis du vil have en “rigtig” rullekrave, skal du lave den dobbelt så høj som den skal være færdig, så du kan folde den på midten og have 4 stoflag i kraven i stedet for de 2, jeg har i min. Hvad du vælger er helt op til dig. Enten ved du allerede, hvad du foretrækker, eller også må du prøve dig frem med forskellige variationer af en rullekrave, så du kan finde ud af, hvad du bedst kan lide. Er du i tvivl, så start med en høj krave, du folder på midten, og sy den lavere hvis det viser sig at passe dig bedre.
Lav andre firkantede kraver med samme teknik
En rullekrave kræver at halsudskæringen er tæt til halsen, så kraven smyger sig ind til kroppen. Hvis der ikke er stræk i stoffet, kan du ikke få hovedet igennem så lille en halsudskæring, og derfor virker en rullekrave kun i strikket stof, som netop er kendetegnet ved at der er meget stræk i stoffet. For at få succes med teknikken, skal du derfor tage udgangspunkt i et symønster til strikket stof, fx en T-shirt eller en jerseykjole.
Er du ikke til det tætte design, så kan du bruge præcis samme fremgangsmåde til at lave firkantede kraver til større halsudskæringer. Så hedder det ikke længere en rullekrave, og udtrykket bliver mere skulpturelt og draperet, men teknikken til at lave mønsteret og sy kraven i halsudskæringen er præcis den samme.
Udover størrelsen på kraven og halsudskæringen, så betyder stofvalget også meget for det færdige udtryk. Hvis stoffet er lidt stift, vil kraven stå mere op ad halsen, mens den vil falde ned og drapere, hvis stoffet er blødt. Det samme symønster kan derfor give helt forskellige resultater, alt efter hvilket stof, du kombinerer det med.
På billederne herunder er der 4 eksempler fra min bog Sy yndlingstøj, hvor samme teknik er brugt til at lave kraver til forskellige bluser og kjoler fra bogen. Halsudskæringerne er forskellige i størrelsen, ligesom kraverne har forskellige højder. Alle kraverne er konstrueret som en firkant på præcis samme måde, som du kan se længere oppe. Men afhængig af hvor stor du laver den firkant, ændrer designet sig markant, og du får et helt andet udtryk i tøjet med en stor krave end med en tæt og lille krave.
Lav selv symønster til T-shirt
Du kan tilføje en rullekrave eller en større version af en firkantet krave til et symønster, du har i forvejen. Men du kan også lave dine symønstre fra bunden. Hvordan du gør det, kan du se en guide til i bogen Sy yndlingstøj, hvor du trin for trin bliver guidet igennem at tage dine egne mål og tegne symønstre til T-shirts, bluser og kjoler i strikket stof.
I Sy yndlingstøj lærer du også at tegne symønstre til nederdele, som også består af firkanter, og til de gule bukser, jeg har på sammen med den sorte rullekrave. Alt sammen fra bunden og efter dine egne mål, så det færdige tøj får den gode pasform, du har fortjent at klæde dig i.
I bogen er alle kjoler og overdele designet til strikket stof, mens nederdele og bukser er designet til vævet stof. Du lærer syteknikker til begge dele og får masser af vejledninger til at ændre designet i dine symønstre, så du kan skabe lige præcis det tøj, du drømmer om at gå med. Du kan ændre dine symønstre til de designs, der er med i bogen, eller sætte dem sammen på helt nye måder til utallige muligheder. Den sorte bluse med rullekraven er et eksempel på et design, der ikke er i bogen, men som er sat sammen af bogens elementer. Blusen består af kroppen fra det grundmønster til strikket stof, du lærer at lave i bogen, kraven fra en af bogens kjoler (samme guide, du kan se længere oppe i teksten her) og ærmer der er forlænget lidt, så de draperer på underarmene og kan trækkes godt ud over hænderne. Det kan jeg godt lide, men hvis du afskyr ekstra lange ærmer, kan du lave dem i lige præcis den længde, der giver mening for dig.
Når du laver dine symønstre selv, får du mulighed for at tilpasse designet og tøjets detaljer. Det er en af de fedeste ting ved at sy sit eget tøj, og det er netop for at give dig den mulighed, at jeg har skrevet bogen Sy yndlingstøj.
Hvis du ikke allerede er i gang med at lave dine egne symønstre og designs fra bunden, så skynd dig at købe bogen og gå i gang. Du kan se frem til at få skabet fyldt med godt yndlingstøj, der passer.
Fotos er taget af Malene Nelting.
Min sorte rullekravebluse er syet i en ribstrikket viscose fra Juuls, som desværre er lukket.
Det gule stof til bukserne er en vævet viscose fra Stofshop i Åbyhøj.