Så meget stof skal du bruge

Et af de hyppigst stillede spørgsmål i syverdenen er: “Hvor meget stof skal jeg bruge?”

Uden stof – ingen syning. Og det er meget praktisk at vide, hvor meget stof man skal bruge, før man går i stofbutikken.

Derfor følger der næsten altid en oversigt over stofforbrug med, når du køber et symønster. Det gør der også i de få symønstre, vi har udgivet som traditionelle symøntre. Men til alle vores onlinekurser og i vores Synoter magasiner er der ikke en eneste oversigt over hvor meget stof, du skal bruge.

Det er ikke fordi, vi er tarvelige. Vi vil bare meget hellere lære dig hvordan du selv regner ud hvor meget stof, du skal bruge. En oversigt vil altid være et gæt og er ofte låst af en bestemt stofbredde. Men du skal også være i stand til at finde ud af, hvor meget stof du skal bruge, hvis du har forelsket dig i stof i en anden bredde.

En anden grund til at lære dig selv at regne stofforbruget ud er, at du selv tegner dine symønstre i vores onlinekurser og i Synoter Magasinerne. Du bestemmer selv hvilke længder du laver i dit tøj, hvor meget vidde du lægger til i sidesømmene, om du tilføjer et enkelt læg til et design eller 2, om du vil have ærmer i din model eller ej og alle mulige andre detaljer, der har indfyldelse på hvor meget stof, du skal bruge. Den måde, vi lærer dig at arbejde med dine symønstre og designs på, giver ganske enkelt for mange varianter som gør det tæt på umuligt for os at gætte på forhånd, hvor meget stof, lige præcis du skal bruge til din version af et af vores designs.

I stedet har vi lavet en online masterclass til vores medlemmer i Synoter Studio, hvor vi deler alle vores tips til at regne ud, hvor meget stof, du skal bruge. Er du medlem af Synoter Studio kan du logge ind og se hele videoen under “Masterclass”: Men ellers får du et uddrag fra den her, så du selv kan regne ud hvor meget stof, du skal bruge, uanset om du er medlem af Synoter Studio eller ej.

 

Forskellige ruller stof

 

 

Få styr på de her 5 ting

Når du udregner stofforbrug, er der 5 ting, du skal tage højde for. Alle 5 ting har indflydelse på hvor meget stof, du skal bruge til et konkret syprojekt. Og de har indflydelse på hinanden, fordi de alle varierer. Der er derfor ikke nogle faste regler, man kan sætte op for hvor meget stof, lige netop du skal bruge. Alt er til forhandling, alt efter hvad svaret på de her 5 spørgsmål er. I de oversigter over stofforbrug, du kan finde i symønstre, har man taget stilling til de her ting for dig. Man har fx bestemt en stofbredde og man har bestemt om der skal tages højde for stoffets retning. Så du kan kun bruge oversigterne hvis det stof, du vil bruge, opfylder de betingelser, der er bestemt på forhånd.

Men hvad nu hvis dit stof har en anden bredde? Eller hvis du vil have en længere kjole? Eller en kortere? Så skal du selv have styr på de her 5 ting:

1.Størrelse

Hvor stor er du?

Der er stor forskel på om dit brystmål er 79 cm (Synoter str. 32) eller 132 cm (Synoter str. 54) eller et sted derimellem. Til store størrelser skal der naturligvis bruges mere stof end til små størrelser.

 

2.Stofbredde

Hvor bredt er stoffet?

Stof kommer i mange forskellige bredder, og det betyder noget for hvordan du kan lægge mønsterdelene på stoffet.

 

3. Design

Hvordan er mønsterets design?

Der er forskel på hvor meget vidde, der er i et mønster, hvor lange ærmerne er, og hvor mange detaljer som fx lommeposer og kraver, der skal være plads til.

 

4. Syteknik

Syteknikker og sømrum har indflydelse på hvordan du kan lægge mønsterdelene på stoffet. Nogle syteknikker bruger mere sømrum end andre. Har du tegnet sømrum ind på dine mønsterdele kan du nemt se, om der er plads til sømrummet eller om du må justere dine syplaner. Trådretningen i de enkelte mønsterdele har også indflydelse på hvordan du kan lægge dem på stoffet.

 

5. Stoffets retning

Stoffets retning er vigtig. I det meste ensfarvede stof og i meget printet stof, kan du vende mønsterdelene modsat hinanden og lægge dem tættere sammen. Men hvis dit stof har luv, som afspejler lyset forskelligt i hver retning, kan du ikke vende op og ned på dine mønsterdele. Print med en tydelig retning, fx flamingoer der alle står på samme måde, kan du heller ikke vende på hovedet. Kan du ikke vende mønsterdelene i hver sin retning, skal du bruge mere stof.

 

Symønster lagt på stof

Så meget stof skal du bruge

Selvom der ikke er nogle faste regler der gælder i alle tilfælde, så er der flere metoder til at regne ud hvor meget stof, du skal bruge. Det er de metoder, vi selv bruger, når vi køber stof til vores syprojekter på syværkstedet. Det giver ikke altid en perfekt afmålt stofmængde, men det er for det meste meget tæt på.

De 3 metoder, vi bruger på syværkstedet, er:

1: Hvis du kan have for- og bagstykke ved siden af hinanden, skal du bruge en længde og en ærmelængde.

Denne regel virker til modeller der er smalle i silhuetten og til størrelser, hvor du kan have for- og bagstykke ved siden af hinanden på den valgte stofbredde. Det siger sig selv at du kan have en større størrelse på denne måde i en stofbredde på 150 cm end på en stofbredde på 110 cm, så du skal kende bredden på dit mønster og bredden på stoffet, før du kan vurdere om du kan have mønsterdelene ved siden af hinanden eller ej. Smådele som belægninger, kraver og lignende kan som regel være ved siden af ærmet, men hvis de ikke kan (eller der ikke er ærmer i din model), skal du tage højde for dem også.

 

2: Kan du ikke have for- og bagstykke ved siden af hinanden skal du bruge 2 længder + en ærmelængde.

Er stoffet for smalt til at dit design kan være på en enkelt stofbredde, så skal mønsterdelene ligge over hinanden. Det giver mere spildstof ved siden af mønsterdelene, men her kan du ofte placere små mønsterdele som fx lommeposer og kraver, hvis der er den slags i dit design. Du kan have brug for 2 stoflængder hvis dit design har vidde eller andre detaljer, som gør mønsterdelene brede, eller hvis du bruger en størrelse, der ikke er plads til på den valgte stofbredde.

 

3: Lav en prøveoplægning med de færdige mønsterdele og mål hvor meget stof, du skal bruge.

Vil du vide mere præcist hvor meget stof, du skal bruge, kan du tage et stykke stof i samme bredde som det, du gerne vil sy i, og lægge det ud på bordet. Læg mønsterdelene på stoffet, så du kan flytte rundt på dem og se hvordan de bedst kan være der. Stoffet behøver ikke have den rigtige længde, og du kan lægge mønsterdelene ud over de klippede ender af stoffet, hvis du har brug for mere længde. Til sidst måler du, hvor meget stof du har brug for, ved at måle længden af det stykke, der ligger mønsterdele på.
En anden version af denne teknik er at afmærke bredden af stoffet på bordet (eller gulvet) fx med tape eller med målebånd. Læg mønsterdelene op og mål til sidst længden. Så kan du se præcis hvor meget stof, du skal bruge i det konkrete tilfælde.

Netop denne sidste metode er god til at give dig et meget præcist overblik over, hvor meget stof du skal bruge til et konkret syprojekt. Det kræver at du har lavet dine mønsterdele, som netop er dem du lærer at lave i Synoter magasinerne og i vores onlinekurser. Derfor giver denne metode rigtig god mening, når du arbejder med din syning som vi lærer dig at gøre det.

Du kan se i videoen her hvordan denne metode fungerer i praksis:

(Hvis du ikke kan se videoen herunder, kan du se den på vores Youtube kanal via linket her: https://youtu.be/CDO4zPI_o-M )

 

 

Hvis der er for lidt eller for meget stof

Den metode, du kan se i videoen, er en af de bedste metoder til at undgå at købe for meget (eller for lidt) stof, og dermed til at undgå spild og overforbrug af stof.

Men du kan også komme ud for at have noget stof liggende på dit eget lager, der er i en fast længde. Eller at forelske dig i stof, der kun er lidt tilbage af i butikken.

Og hvad gør du så, når du har et mønster til et syprojekt du virkelig gerne vil sy i noget stof, der ikke er nok af?

Hvis du gerne vil sy en lang frakke og kun har 1 meter uld, er der ikke andet for end at finde noget andet stof. Men ofte mangler der kun en lille smule stof, og i de tilfælde kan du som regel ændre lidt på designet, så du alligevel kan bruge stoffet, selvom der egentlig ikke er nok. Det kan være, du er nødt til at acceptere en kortere længde, en kortere ærmelængde, mindre lommeposer eller en kortere krave. Træf beslutninger undervejs i processen, hvis du ikke har stof nok til din oprindelige plan. I meget stof kan du til nogle mønsterdele klippe efter trådretningen på tværs af stoffet og fx få plads til en linning, et bindebånd eller en manchet ved at vende den 90 grader.

Andre gange kan det være du har rigeligt stof. I de tilfælde bør du ikke frådse med det, men lægge dine mønsterdele så økonomisk som muligt, så du får så store stofrester som muligt. Selvom du ikke har planer for det ekstra stof lige nu, kan det sagtens tænkes at det kan bruges til noget fornuftigt i fremtiden.

På syværkstedet bruger vi mindre stofrester til syprøver og større rester bliver ofte til helt nye projekter. Et miniskirt, en sommertop eller en taske kan ofte være på under 1 meter stof, og en rest blødt stof på 30 cm kan nemt blive til et tørklæde, der kan sætte en matchende prik over i’et til et outfit. Noget stof kan bruges som foer i andre syprojekter og andet kan bruges som stabilisering.Skulle dine stofrester gå hen og blive umoderne (noget stof bliver grimmere med tiden helt af sig selv), så kan det stadig bruges til prøvemodeller til nye syprojekter, så du sikrer dig en god pasform og et godt design i det tøj, du syr til at gå med. Så smid ikke stof ud selvom du ikke umiddelbart ved hvad det skal bruges til.

Generelt vil vi opfordre dig til at lege med mønsterdelene og prøve at placere dem på stoffet på forskellige måder. Eksperimenter og prøv dig frem – så får du hurtigt en fornemmelse for hvor meget stof du skal bruge til de modeller, du typisk kommer til at sy.

 

 

Stoffet skippes ud efter symønster

Læs også:

4 thoughts on “Så meget stof skal du bruge

  1. Susanne Bækvig says:

    Dit råd om ikke at fråse med stoffet er vigtigt, synes jeg. Jeg fik engang mulighed for at købe noget virkelig dejligt stof, der ikke var så dyrt, så jeg købte 5 m. Jeg er 180 høj og kan ikke lide stramme nederdele. Da jeg ikke havde tid på den tid, fik jeg en lokal skrædder til at sy den, og det viste sig, at “resterne” var så reelle, at der blev til en nederdel mere i 6 bredder. Det er jeg ikke sikker på, at jeg selv ville have klaret, men jeg lærte noget der.

    • Signe says:

      Hej Susanne
      Det kan godt betale sig ikke at frådse med stoffet – der kan ofte blive til et ekstra projekt, hvis man har en lidt større mængde stof og bruger lidt ekstra tid på at placere mønsterdelene. Dejligt at høre at din skrædder tog sig tid til det 🙂

      Venlig hilsen
      Signe / Synoter

  2. Lisa Twardoch says:

    jeg syntes altid jeg er mester i at købe stof for senere finde ud af, at det projekt jeg vil have ud af det kræver enten 10cm mere stof end hvad jeg har eller at jeg har 1,5 m i overskud. og ja det var sådan min cardigan fik et bærestykke (synoter 7, design 11), og der blev syet en kile i bunden af bagbuksen på en buksedragt, (synoter 3 design 7 med lange ben)

    • Signe says:

      Det kender jeg godt 😉 Men så må man være kreativ og få det til at lykkes alligevel – og det lyder det til, du er god til 😀
      Jeg er ret god til at lægge mønsterdele på stoffet med meget lidt spild, hvilket absolut er en evne der er tillært af nød.

      Signe / Synoter

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

« »
Share via
Copy link
Powered by Social Snap