Sådan retter du stoffets trådretning op igen

Henny har skrevet til min online sy-brevkasse:

“Jeg ved, at for at være sikker på, at et stykke stof er helt lige, kan jeg trække en tråd vandret og lodret. I dette tilfælde har jeg trukket tråd vandret og lodret for at forarbejdet skulle være i orden, så det var lige til at sy pænt sammen. Men se lige her, hvad gør jeg dog?”

Sådan retter du stoffets trådretning op igen
Henny’s stof efter hun har klippet det efter trådretningen både lodret og vandret.

Teoretisk burde det her ikke ske.

For teoretisk kan man i en lærredsvævning, som det stof Henny har gang i her, trække en tråd ud på tværs af stoffet, som så efterlader et “hul” i trådrækken, der markerer trådretningen. Fordi trådene i lærredsvævet stof teoretisk ligger helt vinkelret på hinanden.

Selve lærredsvævningen ser sådan her ud:

Trådretning - Lærredsvævning

Noget af det smarte ved en lærredsvævning er netop, at det er trådlige både lodret og vandret, så man kan bruge begge retninger af stoffet som trådretning. I andre vævninger kan man kun bruge den lodrette trådretning.

Men som med så meget andet, så hænger teori og praksis ikke altid sammen.

Der er mange faktorer, der kan spille ind på trådretningen i et stykke stof fra fibrene der bliver spundet til de færdige metervarer ligger på hylderne i stofbutikkerne. Noget af det, der har indflydelse på trådretningen i stoffet er, hvordan det bliver rullet op på rullerne.

Og hvor længe, det får lov at ligge der, inden du kommer og køber det.

Hvis det bliver rullet en anelse skævt op, så vil trådene blive “tvunget” ind i en anden position end deres oprindelige. Og får de lov at sidde i den position længe nok, og med nok pres fra resten af stofrullen + alle de stofruller der ligger ovenpå og ved siden af i stofbutikken, på lageret, i lastbilen og hvor stoffet ellers befinder sig, inden du kommer og redder det, så bliver det altså der.

Også  når det bliver klippet af rullen, og kommer med hjem til dig.

Når du så, dygtig og pligtopfyldende som du er, gør dit forarbejde lige så godt som Henny…

Så bliver du snydt.

Stoffet sidder nemlig fast i sin skæve tilstand, og kan ikke komme på plads af sig selv.

Du har 2 muligheder for at rette op på stoffets trådretning:

Ret op på trådretning – mulighed 1:

Lev med det, køb nok stof til at du kan klippe kanten for oven vinkelret på ægkanten, og klip dig ud af skævheden. I langt de fleste tilfælde kan man få stoffet til at ligge trådlige, hvis man har “råd” til at ignorere enderne, men det kan give en del stofspild, fordi man ikke kan bruge enderne af stoffet til noget.

I svære tilfælde kan den skæve trådretning give problemer i det færdige tøj, hvis stoffet er trukket så skævt, at man ikke kan få folden til at være glat. I sådan en situation kan denne metode ikke bruges.

Ret op på trådretning – mulighed 2:

Hjælp stoffet med at finde tilbage i sin rette trådretning, ved at “trække” let i det på skrå, hele vejen ned over stoffet.

Er det et stort stykke stof er det lidt af en opgave, men det kan lade sig gøre. Jeg har gjort det med rimelig succes i 3 meter uld (der var 140cm. bredt). Det er ikke sikkert du kan få rettet trådretningen 100% op, men det er et forsøg værd, og du kan som regel rette det nok op til at stoffet kan bruges.

Hvornår skal du vælge hvilken metode til at rette trådretningen op?

Jeg bruger metode 1 (vi kan kalde den “den dovne metode”) til fx. børnetøj, der alligevel ikke skal holde så længe (fordi de små kræ vokser så djævlens hurtigt), til interiør (fx. gardiner, puder, sengerand til børnesengen) og andet der ikke er “træk” på i brug eller hvor det bare ikke betyder så meget.

Hverdags tøj, hvor det ikke gør så meget, hvis det skulle forkorte levetiden en smule, bliver også klippet efter denne metode.

Metode 2 bruger jeg, når stoffet er printet eller på anden måde meget karakteristisk i strukturen, så man kan se, hvis det er skævt.  Dyrt og lækkert stof, som jeg har en forventning om skal holde længe som tøj, bliver meget blidt trukket tilbage i facon. Heldigvis er det ikke så tit, de virkelig dyre metervarer er rullet skævt op.

Hvis jeg har store forventninger til tøjets pasform, på trods af lidt billigere stof, så får det også en tur efter denne metode, så jeg ikke risikerer at trådretningen pludselig begynder at få tøjet til at dreje rundt om kroppen, når det først er syet.

Du kan se metode 2 til at rette trådretningen op demonstreret i videoen her:

 

Hvis der er print på dit stof kan det betale sig at være ekstra opmærksom, og især at prøve sig frem med metode 2, hvis du kommer hjem med noget, der ligner det her:

 Sådan retter du stoffets trådretning op igen

Læg mærke til det nederste af stoffet, der hvor det er rammet ind. Hvis det passede, at en revet kant altid var trådlige, så skulle printet ligge oven i hinanden, og ikke forskudt som det tydeligt gør her. Afhængig af hvad stoffet skal bruges til, kan det være ligegyldigt, eller det kan betyde total fiasko. Hvis du trækker stoffets trådretning tilbage på plads, som du kan se i videoen, så er du noget tættere på noget brugbart end hvis du ignorerer skævheden.

Nå, det var alt for nu. Der er en ny video på vej til dig næste fredag. Hvis du er på Google+, så følg Skaberlyst derovre, hvor de seneste fredags videoer ligger i fin orden lige efter hinanden. Følg Skaberlyst på Google+ her.

[twitter style=”horizontal” float=”none”][google_plusone size=”standard” annotation=”inline” language=”Danish”] [pinterest count=”horizontal”]

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *