Sy Nederdele – Rettelse til nederdel med læg.

Okay. Det her blogindlæg er ikke så sjovt at skrive. Men det må gøres.

Jeg har lavet en fejl.

Ikke sådan en online fejl, jeg kan gå ind og rette uden nogen opdager at den var der.

Nope, jeg har lavet en fejl i det ene mønster i bogen Sy Nederdele. Som jo altså er en rigtig papirbog. Der er trykt i flere tusinde eksemplarer.

PINLIGT!

Men der er ikke andet at gøre, end rette fejlen. Eller faktisk at fortælle dig, hvordan du retter min fejl. Jeg kan godt se, det ikke er så smart… Men heldigvis er det en fejl, der er drøn nem at rette!

Sådan retter du mønsteret til nederdel med læg

Det er en helt klassisk “fejl 40”. Du ved, den slags, der sidder 40 cm fra computer skærmen. Jeg var ganske enkelt for træt og havde arbejdet for længe med mønsteret, da jeg sendte filen til bogens dygtige grafiker. Han lavede et flot layout af præcis det mønster, jeg havde sendt ham.

Og jeg godkendte det.

Uden at opdage, at jeg har placeret pilene, der viser hvordan læggene skal foldes, forkert.

På bogens mønsterark vil pilene have dig til at starte med at folde læg ved den første markering ved sidesømmen.

Det skal du ikke!

Du skal starte ved markering nr. 2 fra sidesømmen.

Så går det hele perfekt op, og du får en smuk nederdel med læg, der ligger som de skal hele vejen rundt om kroppen.

Sy nederdele - nederdel med læg

Mønsteret og markeringerne er der altså ikke noget galt med. Det er udelukkende placeringen af pilene, der lige skal rykkes en tak mod midt for/midt bag.

Nu skulle jeg altså være helt sikker, inden jeg skrev det her blogindlæg, så jeg har syet en læg nederdel til mig selv. Og er i gang med en til ginen. Og det passer altså. Hvis du starter læggene ved markering nr. 2 fra sidesømmen, så kan du folde enten glatte læg eller wienerlæg efter anvisningerne i bogen.

Jeg har lavet et retteark, som jeg synes du skal downloade, printe og lægge ind i din bog. Så du ikke pludselig glemmer at jeg har lavet en fejl, når du vil i gang med at sy vores skønne nederdel med læg.

Download rettearket med den rigtige placering af pilene til nederdel med læg<<

Rettearket er i A4, så det er nemt at håndtere. Det er altså ikke et fuldt mønster. Du skal selv tegne rettelserne ind på dit mønster, når du kopierer det fra mønsterarket i bogen.

Se rettelserne til lægnederdelen i videoen:

I videoen viser jeg dig, hvordan du skal have flyttet pilene på dit mønsterark. Gør det med det samme, så der er styr på det.

Jeg benytter også lige muligheden, og viser hvordan du folder læggene, alt efter om det er glatte læg eller wienerlæg, du vil sy. Markeringerne er de samme, men alt efter hvordan du folder læggene, kommer din nederdel til at skifte udtryk.

 

Wienerlæggene ser sådan her ud fra retten, når de er foldet (billedet herunder).
Læg mærke til hvordan læg bundende støder helt op til hinanden. Der er ikke meningen der skal være hverken overlap eller mellemrum, når der starter et nyt læg.

Sy nederdele - nederdel med læg

Og her er de samme læg fra vrangen (billedet herunder).
Ude ved sidesømmen er der 1cm fra læg bunden til sømmen. Det giver plads til lynlåsen og sømrummet, og giver dig en lille mulighed for at tilrette taljen.

Har du brug for at rette nederdelen mere til i taljen, fordi dit taljemål er mellem 2 størrelser, så fordel ændringerne på flere læg. Det kan bedre gå at flere af læggene lapper lidt over hinanden eller har et lille mellemrum, end hvis det kun er de yderste læg, der får hele tilretningen.

Sy nederdele - nederdel med læg

 

Prøv forskellige syteknikker i dine nederdele

I bogen har vi valgt en række syteknikker, der er nemme at gå til og egner sig til mange forskellige ting. Det er ikke det samme som at du altid skal vælge de syteknikker til nederdelene. Nogle gange kan stoffet stille nogle andre krav til syteknikkerne, og så skal du endelig vælge efter stoffet, og ikke følge bogen slavisk.

I den her nederdel med læg er stoffet for eksempel ret tyndt. Så der har jeg valgt at sy franske sømme, for at få nederdelen fin på indersiden også. Det giver en lille udfordring ved lynlåsen, især fordi jeg ikke havde lyst til at klippe et hak i sømrummet i det her stof.

Sy nederdele - nederdel med læg

Men det lykkedes alligevel at sy en usynlig lynlås i åbningen over den franske søm. Sømmen er lidt kraftig lige under lynlåsen, men ikke mere end at det ikke ses, når nederdelen er i brug.

Sy nederdele - nederdel med læg

Sådan nogle ting er sjove at prøve af, og giver en masse nye erfaringer. Så hver gang du har overskud til at teste nye teknikker og kombinationer, synes jeg du skal gøre det.

Nu håber jeg altså ikke at du bliver træt af din bog, fordi jeg har lavet en fejl i det ene mønster. Tværtimod håber jeg, at du får  mod på at kaste dig ud i nogle flere nederdele med læg. Eller bare nederdele i det hele taget.

Her har jeg syet nederdelen med læg i en lækker tynd georgette. Den falder ret tungt, selvom den er tynd, så læggene holdes fint på plads. Det bliver sådan en nem en lige at hoppe i, når det skal være behageligt men stadig elegant. Jeg testede også med flade sko, da jeg skulle style billedet her. Det virker også fint, men giver naturligvis et mere afslappet udtryk. Jeg spår allerede nu en sommerfavorit med ballerinaer eller flade sandaler.

Sy nederdele - nederdel med læg

Har du ikke allerede bogen Sy Nederdele, kan du enten bestille den fra forlaget eller finde den i din lokale boghandler (de kan bestille den hjem, hvis de ikke har den allerede). Du kan også låne den på biblioteket, hvis du hellere vil det.

Læs mere om Sy Nederdele – og få dit eget eksemplar sendt hjem til dig – her<<

 

Stofinfo: Nederdelen er syet i en georgette fra Citystoffer i Århus. Det er en rest fra en designer, så det er ikke sikkert der er mere af den. Det er en af de der lækre kvaliteter, man skal skynde sig at købe noget af, når man ser det. Jeg har haft det liggende længe, og vente på det helt rigtige projekt.

Tanktoppen er syet i strik fra Signe Emdal, købt til et pop-up arrangement hos Balsalen i Århus. Endnu en af de stykker stof, man ikke kan få fat i ret tit. Den skal vi se nærmere på i et andet indlæg.

Foto: Billedet af mig i den nye lægnederdel er taget af Bibi Berge – www.bibiberge.dk. Vi har været en tur på Comwell Hotel i Århus for at tage billeder, og dem vil du kunne se her på bloggen i de næste blogindlæg.

Læs også:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

« »
Share via
Copy link
Powered by Social Snap