Symønstre er en helt afgørende del af den måde, vi fremstiller tøj på i dag.
Både i industrien og når du syr selv er der brug for et symønster at klippe stoffet efter.
Tøj kan også draperes på en gine eller direkte på kroppen, hvis du syr til andre end dig selv, men det er en tidskrævende proces, der kræver en del erfaring og en meget udviklet fornemmelse for stoffet. Symønstre er langt hurtigere at arbejde med og de sikrer dig langt bedre resultater med det færdige tøj på et tidligt stadie i din syning. Derudover er symønstre en genial og meget tidsbesparende genvej til at kunne sy flere udgaver af det samme design.
Når du starter med at sy, er det en god idé at sætte dig godt ind i, hvordan du bruger et symønster. Når du bliver lidt mere rutineret, og får mod på at sætte dit eget præg på designet, kan du gå i gang med at lave dine egne symønstre. For selvom det kan være meget fedt at have den samme kjole eller de samme bukser i 2 forskellige farver, så er det sjove ved at sy ofte at sy noget andet og lære noget nyt.
Hvordan du laver dine egne symønstre på en nem måde, kan du læse i denne artikel.
Sådan kommer du i gang med at lave dine egne symønstre
Den nemmeste vej til at lave symønstre til dine egne designs, er at have et godt udgangspunkt at bygge videre på.
Udgangspunktet kan enten være et symønster, der allerede er designet, men som du gerne vil lave om på. Eller det kan være et personligt grundmønster, der ikke har noget design, men som til gengæld har en pasform, der er tilrettet til din krop. Det ene kan være lige så fint som det andet, når bare pasformen er god. Faktisk kan det i mange tilfælde være en fordel at designe videre på et allerede designet symønster, fordi du slipper for at starte helt forfra. Vil du fx gerne have endnu en kjole efter et mønster, du har syet før, blot med en anden halsudskæring eller længde, giver det mere mening at ændre det eksisterende symønster, frem for at starte helt forfra med et grundmønster.
Uanset om du tager udgangspunkt i færdige symønstre eller i dit eget grundmønster, så er fremgangsmåden den samme. Den er delt op i 3 trin. De 3 trin har Bente fulgt, da hun lavede sit symønster til buksedragten på billederne.
Se de 3 trin til at få succes med dine egne symønstre under billedet.
Trin 1 til succes med dine egne symønstre
Uanset om dit udgangspunkt er et færdigt symønster eller dit grundmønster bør du altid starte med at kopiere det mønster, du vil arbejde videre med. På den måde bevarer du originalen og kan altid vende tilbage og sy den oprindelige model igen eller kopiere den til endnu en variation. Konstruerer du nye designs ud fra dit grundmønster, er det især vigtigt at du starter med at kopiere grundmønsteret, så du arbejder på kopien. Ellers mister du hurtigt overblikket over den gode pasform, du har arbejdet ind i dit grundmønster.
Du kopierer dit symønster ved at lægge det på bordet og lægge nyt mønsterpapir over det. Hold mønsterpapiret på plads med mønstervægte, så det ikke flytter sig mens du tegner. Tegn så alle de relevante linjer med over på det nye stykke mønsterpapir. Det er som minimum yderlinjer, indsnit, taljelinje, hoftelinje og overarmslinje (alt afhængig af designet – der er naturligivis ikke overarmsliner i et par bukser).
Bente har til sin buksedragt taget udgangspunkt i basisdesignet fra Synoter Magasin nr 3 – Buksedragter. Hun har først syet basismønsteret som det er i magasinet for at tjekke og tilrette pasformen. Da hun var tilfreds med pasformen og havde rettet mønsteret til, så det passer hende perfekt, kunne hun derefter tegne en kopi af det tilrettede basismønster.
Buksedragten i magasinet har en overskæring i taljen, læg i forbuksen og en v-hals. Ærmerne går til albuen og benene er ankellange. Buksedragten har en slids midt bag, der går næsten til bunden af ærmegabene.
Kan du allerede nu spotte, hvilke ændringer Bente har lavet til sin egen buksedragt?
På oversigten herunder kan du se de designs, du får vejledninger til at lave i Synoter Magasin nr. 3 – Buksedragter. Men selvom Bente har taget udgangspunkt i design nr. 1 (basisdesignet, som der følger et PDF symønster med til sammen med magasinet), så har hun faktisk ikke fulgt de andre vejledninger i magasinet. Hun har lavet sit eget design.
Trin 2 til succes med dine egne symønstre
Når du har kopieret det symønster, du har valgt at bruge som udgangspunkt, kan du gemme det væk. Nu skal du arbejde med kopien, hvor du laver de designændringer, du har lyst til.
For at kunne lave designændringer i dine symønstre, skal du kende nogle teknikker til mønsterkonstruktion. Der findes utallige muligheder, og nogle er nemme mens andre er komplicerede. Men princippet er det samme uanset om selve teknikken er nem eller svær. Du kan lave få eller mange ændringer i et symønster, og som regel er de forskellige ændringer ikke afhængige af at blive lavet i en bestemt rækkefølge.
De ændringer, Bente har lavet i buksedragten, er:
???? Tilføjet en flæse til halsen og midt for. Flæsen er konstrueret som en volant. Det kan du lære i Synoter Studio tema nr. 14 – Flæser.
???? Forlænget ærmerne og lavet bunden af ærmet som et klassisk skjorteærme med manchet og slids.
???? Forlænget slidsen på ryggen, så den går til lige over BH’en (det er en top, du kan se på billederne inde bagved slidsen… det var nemlig hundekoldt den dag vi tog billederne).
Bente er ret høj, så for at bevare ankellængden i buksedragten har hun også forlænget benene. Men det har hun allerede gjort i basismønsteret, da hun testede pasformen. Ved at bruge det tilrettede basismønster som udgangspunkt for den nye buksedragt er den ændring allerede lavet, og skal ikke laves igen. Det er en af fordelene ved at starte dine designs med at tilrette en prøvemodel af udgangspunktet: de ændringer, du altid vil have brug for, bliver på den måde arbejdet ind i udgangspunktet, og du slipper for at huske dem og tage stilling til dem hver gang du vender tilbage til et bestemt symønster.
Du kan som sagt lave et utal af ændringer i dine symønstre for at få nye designs, der passer perfekt til lige netop dig. Hvordan du laver de forskellige ændringer er en stor del af det, vi arbejder med i Synoter Studio. Der får du hver måned et tema eller et magasin, som præsenterer dig for helt lavpraktiske vejledninger til mønsterkonstruktion. Mønsterkonstruktionern er kun afbrudt af enkelte temaer hvor vi nørder i stoftyper, design og stil og andre elementer i det at sy dit eget yndlingstøj.
Læs mere om Synoter Studio HER.
Trin 3 til succes med dine egne symønstre
Når designet er tegnet ind på kopien af dit oprindelige symønster, kommer det sidste trin til succes med dine egne symønstre. Du har nu det, der i designsprog kaldes enten et designoplæg, en modeludvikling eller en designudvikling, alt efter hvilken designer eller mønsterkonstruktør, du spørger. Du har altså uviklet et nyt design. Men du har ikke et færdigt symønster endnu.
For at få det færdige symønster, du skal bruge til at klippe stoffet efter, skal du kopiere igen. Denne gang skal du kopiere hver enkelt mønsterdel for sig, så der er afstand omkring mønsterdelen. Den afstand skal du bruge dels til at tilføje sømrum til mønsterdelene og dels til at kunne klippe mønsterdelene ud enkeltvis uden at klippe ind i de andre mønsterdele.
Det er ikke altid, det virker logisk at skulle kopiere mønsterdelene igen. Nogle gange kan det fint lade sig gøre blot at klippe dem ud enkeltvis fra din designudvikling. Men nogle designs kræver at du klipper i mønsteret og drejer rundt med forskellige dele af papiret, hvorefter du taper dem sammen igen. Andre teknikker kræver at du tegner linjer på tværs af hinanden i din designudvikling, og at samme del af papiret på den måde kommer til at høre med til flere forskellige mønsterdele. I de tilfælde vil det være umuligt at klippe mønsterdelene ud fra din designudvikling, fordi du klipper noget af en mønsterdel, når du klipper en anden ud.
Som udgangspunkt bør du derfor altid kopiere dine mønsterdele hver for sig, når du er færdig med at designe.
Om du tilføjer sømrum til de færdige mønsterdele eller ej er en smagssag. Vi foretrækker at have sømrummet med på mønsterpapiret i langt de fleste designs, fordi det gør det nemmere at placere mønsterdelene på stoffet. Det bliver også nemt at se, hvor meget sømrum du har klippet med, hvis du skulle komme i tvivl i løbet af syprocessen.
Sådan laver du symønster til et klassisk skjorteærme
En af de mange vejledninger til nye designs, du finder i Synoter Studio temaerne, er vejledningen i videoen herunder. Det er den metode, Bente har brugt til at lave skjorteærmerne i sin buksedragt.
Jo flere teknikker du lærer til mønsterkonstruktion, desto mere valgfrihed får du i din syning. Det bliver kort sagt nemmere for dig at sy lige præcis det tøj, du drømmer om at gå med.
I sin buksedragt har Bente kombineret teknikker og symønstre fra flere forskellige Synoter temaer. Hun har først besluttet sig for, hvordan hun ville have sin buksedragt til at se ud, og derefter fundet vejledningerne til de teknikker, hun havde brug for. Det er en smart måde at lave dine egne symønstre, fordi du kan sammensætte teknikkerne på lige den måde, du drømmer om.
Ved at kaste dig ud i selv at lave dine symønstre behøver du ikke lede efter et færdigt symønster, der har lige præcis det design, du har sat dig for at ville sy. Du er ikke længere afhængig af et en designer har fået samme geniale idé som dig. Alt du har brug for er de enkelte teknikker og en god fremgangmåde, der får dig sikkert i mål med at designe dine egne symønstre.
Fremgangsmåden kender du nu:
- Tegn en kopi af det symønster, du vil tage udgangspunkt i (sørg for at det er et symønster, der passer dig).
- Lav de designændringer, du vil have i dit nye symønster.
- Tegn de færdige mønsterdele af hver for sig og læg evt. sømrum til.
Så er du klar til at klippe stoffet og sy dit nye yndlingstøj – som du selv har designet!
Teknikkerne, du skal bruge i trin 2, kan du lære i Synoter Studio. Helt konkret har Bente benyttet sig af nedenstående temaer og magasin for at lave lige præcis den buksedragt, hun drømte om.
Skjorteærmerne er en del af Synoter Studio tema 12 – Ærmedesigns. Du kan se i videoen længere oppe hvordan du laver skjorteærmet med manchet, men der er mange flere ærmedesigns i det fulde tema. Dem kan du få adgang til her:
Du kan også lære at konstruere et ærme fra bunden og tilrette det, så det kommer til at passe til netop din arm. Det lærer du i Synoter Tema 5: Ærmer (konstruktion og pasform), som du kan få adgang til her:
Den flæse, Bente har syet i halsudskæringen og midt for, er konstrueret som en volant. Det er en af de mange teknikker, du kan bruge til at tilføje flæsedetaljer til dit tøj. Den, og de andre flæse-teknikker, lærer du at lave i Synoter Tema nr. 14 – Flæser, som du kan få adgang til her:
Og så er der naturligvis magasinet med buksedragterne, hvor du får både det symønster, Bente har taget udgangspunkt i, og vejledninger til at lave alle de designs, du kan se i designoversigten længere oppe. Magasinet er et onlinemagasin og symønsteret et PDF mønster i str. 32-54, du selv printer ud. Du får adgang til magasinet her:
Forhåbentlig har du nu mod på at kaste dig ud i selv at designe dine symønstre.
Der er masser af hjælp at hente i Synoter Studio. Udover temaerne er der for alle medlemmer adgang til et voksende bibliotek af syteknikker, tilretninger, interviews med kloge syfolk, tips og tricks der kan gøre din syning og særligt din mønsterkonstruktion endnu nemmere og sjovere.
Bliv endnu bedre til at lave dine egne symønstre – meld dig ind i Synoter Studio HER.
Oprindeligt blogindlæg fra 2014
Opdateret og genudgivet i 2022.
Hej Susanne
Nej, det gør jeg desværre ikke. Men der er en del skræddere rundt i landet, så jeg er sikker på du kan finde en, der gør. Prøv at google “skrædder” + dit område.
Kh
Signe / Skaberlyst.
Hej Susanne
For mange år siden fik jeg skabelonen til at tegne bukse grundmønster efter egne mål. Jeg har desværre mistet det. Kan heller intet finde har på nettet. Ved du hvor jeg kan få eller købe det?
Venlig hilsen
Susan
Hej Susan
Vi underviser i buksegrundmønster på livekurser, hvor man bruger vores grundmønster, som så bliver tilrettet. Du kan finde datoer for de næste buksekurser her: https://skaberlyst.dk/sykurser/live/
Venlig hilsen
Signe / Skaberlyst