Få din overlocker til at holde i 20-30 år – sådan gør du

I sidste uge var jeg en tur forbi Guldager Symaskiner i Århus for at interviewe Finn Guldager om overlockere. Og jeg har naturligvis spurgt ham om alle de ting, I har fortalt mig giver problemer med jeres overlockere.

Faktisk er svaret og løsningen på mange af problemerne det samme: brug gode nåle, god tråd og husk at gøre din overlocker ren og giv den olie. Det med nåle og tråd kommer vi meget mere detaljeret ind på i online kurset, og der får du også forklaringen på hvorfor det er så pokkers vigtigt. (Og nej, det har ikke noget at gøre med at din søm bliver mere eller mindre holdbar).

overlocker online kursus

Sådan vedligeholder du din overlocker

Det absolut vigtigste du kan gøre for at vedligeholde din overlocker, er at glemme alt om knappenåle. De skal slet ikke være i nærheden af overlockeren. Brug i stedet samlemærker i tøjet, så du kan få sømmene til at passe sammen uden knappenåle, så er du helt sikker på at du ikke ødelægger din kniv ved at sy ind i en nål.

Ifølge Finn fra Guldager Symaskiner er der ingen tvivl hvis kniven i en overlocker har fået et hak: der har været noget metal igennem maskinen. Og selvom det selvfølgelig godt kan være noget andet metal, så er det altså oftest en knappenål. Det sker for både begyndere og rutinerede syere. Det kan nemt gå lidt hurtigere end man lige troede, når man sidder og syr, så for din overlockers skyld: drop knappenålene.

Er det helt håbløst for dig at sy uden knappenåle på din overlocker, så sæt dem i det mindst på langs af sømmen i stedet for på tværs. Du skal stadig tage dem ud undervejs når du syr, men hvis det glipper og en enkelt nål ryger med forbi trykfoden, så går maskinen ikke i stykker af det.

Det kan du selv gøre

Din overlocker skal have olie. Og her er den forskellige fra symaskinen, for de nye elektroniske symaskiner skal ikke have olie. Men overlockeren er mekanisk, så den kan du fint smøre selv. Der er 4 steder, overlockeren skal have olie:

1.          På den stang, der bevæger sig op og ned inde i maskine, og styrer kniven.

2.           På nålepinden, som skal have en dråbe øverst oppe, når nålen er helt nede.

3.           På toppen af stangen der holder trykfoden, når trykfoden er nede.

4.           Kniven, der med fordel kan få en lille smule olie ned ad den ene flade.

Det er meget vigtigt at du kun bruger rigtig symaskine olie købt hos en symaskine forhandler. Bruger du alt muligt andet olie vil din maskine med tiden ”klistre til” fordi olien størkner. Noget olie holder længere end andet, så igen er det ikke sikkert det lige er i dag eller i næste måned du får problemer. Men vil du gerne passe på din overlocker i mange år, så brug kun symaskine olie til den.

overlocker online kursus

Spændskiverne i trådspændingen kan du selv rense hvis de er blevet stoppede til med trådfnuller. Det gør du ved at sætte trådspændingerne helt ned på 0, så de er så løse som de kan blive, og køre en piberenser eller en foldet klud gennem spændskiverne, så alt fnuller og støv kommer ud.

Foran på overlockeren kan du åbne låget og enten støvsuge støv og fnuller ud eller puste det ud med trykluft. Du skal bare være helt 100% sikker på at der ikke er kondensvand i luften, for det kan på sigt ruste overlockeren. Af samme grund er det ikke en god idé at puste ind i overlockeren med munden, for der er vanddamp i vores ånde, og det kan sætte sig i maskinen.

Har du ikke trykluft er det bedre at fjerne støvet fra maskinen med en lille børste. Det følger ofte en med maskinen, og ellers har du måske en fra din symaskine.

Jeg kombinerer børsten og støvsugeren, når jeg gør min overlocker ren. Støvsugeren kan ikke få fat i det hele, så jeg går efter med børsten og tørrer det udvendige af maskinen af med en klud.

Pincetten kan også være en god hjælp til at få fnuller ud fra små hjørner inde i maskinen. Pincetten er især god til at fjerne det støv og fnuller der sidder under stingpladen. Tag trykfoden af, løsen skruerne i stingpladen og fjern den, så du kan gøre rent under den.

Se videoen, hvor Finn forklarer hvad du skal gøre for at vedligeholde din overlocker:

 

Så tit skal du rengøre din overlocker

Hvis du syr meget (næsten hver dag), så skal din maskine gøres ren og have olie ca. hver 2. uge.

Syr du almindeligt bør du gøre maskinen ren og give den olie hver 2. måned.

Syr du sjældent skal du gøre maskinen ren og give den olie en gang om året.

Når du er færdig med at gøre din overlocker ren, så stil alle trådspændinger på 4, tråd med en god tråd og få maskinen til at sy pænt i almindeligt bomuldsstof, fx en rest staut eller andet prøvestof. Så er den helt klar til du skal sy næste gang, og du slipper for en masse frustrationer over en maskine der ikke syr pænt, når du havde planlagt at sy.

 

Læs også:

10 thoughts on “Få din overlocker til at holde i 20-30 år – sådan gør du

  1. Parnuuna says:

    Sikke en masse gode råd.
    Det må jeg lige tage til mig. Jeg vil gerne indrømme jeg ikke er den bedste til selv at passe på mine maskiner. Men du får det til at lyde dejligt nemt. Så jeg må nok hellere få det gjort. ????

    • Signe Eriksen / Skaberlyst says:

      Hehe, jeg må indrømme at min overlocker heller ikke plejer at få olie hver 2. uge…. men den kommer nok til at få lidt oftere nu 😉

      Kh
      Signe / Skaberlyst

  2. Dorte says:

    Super gode råd – støvsuger min overlocker hver gang jeg alligevel støvsuger i syværelset, hvis den har været i brug i ugens løb.
    Nyt for mig at den også skal smøres så ofte – det må jeg så i gang med. Glade syhilsener…

  3. Pernille says:

    Jeg synes, jeg fejer den af med en pensel ret tit – men jeg vidste ikke, den skulle smøres alle de steder. Men det bliver den nok nu, så. Smurt altså. 🙂

  4. Judith says:

    Ih, tak for dette indlæg. Jeg har overhovedet ikke tænkt på, at min overlocker skulle have olie. Det må den da virkelig trænge til nu så. Jeg støvsuger den jævnligt, men plejer ikke at tage stingplade af eller rense spændskiverne. Jeg kaster mig fluks over at gøre min maskine grundigt ren og give den en gang olie 🙂
    Mange hilsner fra Judith

  5. Troels says:

    Hej Signe,
    Fedt indlæg! 🙂 Min kæreste vil meget gerne have en overlocker og jeg hjælper lidt til med at researche markedet for hende. Jeg har tænkt mig at købe dit kursus om overlocker til hende, da hun er helt nybegynder, hvad angår overlocker.
    Kan du anbefale en god overlocker? Jeg har kig på Bernina 800DL, der er et par stykker til salg på dba. Er det den man skal gå efter eller skal vi betale det ekstra fra start og købe Bernina 1150mda?
    Mvh
    Troels

    • Signe Eriksen / Skaberlyst says:

      Hej Troels
      Skønt at du hjælper med at researche 😀 Bernina 800DL er en god maskine, så den kan I sagtens gå efter. Få den tjekket hos et symaskine værksted, når I køber brugt, så I er sikre på den er ok, og der ikke er noget vigtigt der er gået i stykker på den. Den har ikke helt så mange fin-justeringer som de lidt større maskiner, men den syr fint og er hel fin at starte ud med.

      Kh
      Signe / Skaberlyst

  6. Nina says:

    Jeg købte min Singer overlocker, da min søn var et år (nu er han 31) – jeg har syet alt tøj til både ham, hans lillesøster og til mig selv på den. Kører stadig som en drøm, jeg passer den med støvsugning, smøring og checker knive og nåle ved behov. Farverne der indikerer trådspændingen er så falmet, så jeg har sat tuschprikker på.

    • Signe Eriksen / Skaberlyst says:

      Fantastisk at høre, Nina 😀 Dejligt at der er maskiner, der får lov at leve så længe de kan. Forhåbentlig har du stadig en god portion år i den, når den er passet så godt på.

      Venlig hilsen
      Signe / Skaberlyst

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

« »
Share via
Copy link
Powered by Social Snap