Vigtigt at tjekke, når du skal stryge vlieseline på stof

Vlieseline er en af de genveje, der har gjort det meget nemmere at sy selv, og få et godt resultat ud af sine anstrengelser, der er meget tæt på professionelt syet tøj. Med vlieselinen kan man nemlig forstærke og afstive stoffet, uden at skulle lære sig skrædderteknikker som at pikere (sy i hånden) ulddug fast til stoffet i hånden.

Vlieseline bliver presset på stoffet med strygejernet, og selvom det kan være lidt kedeligt at stå og flytte strygejernet en lille bid stof ad gangen, så er det stadig langt hurtigere end at hånd-sy ulddug til stoffet.

Det er ret vigtigt at man får presset vlieselinen fast over det hele. Hvis man ikke gør det, så vil det hurtigere gå i stykker og blive revet af stoffet igen. Og så gør det som regel mere skade end gavn, fordi stoffet bliver revet ud af facon i processen.

Når man presser vlieseline på stoffet, er det en blanding af varme, evt. fugt (damp) og fysisk pres, der får limen bag på vlieselinen til at smelte ned  i stoffet, og holde vlieselinen på plads.

vlieseline presses på stoffet

 

Nogle typer vlieseline, som fx. trådvliesen jeg bruger ret ofte, skal have damp og være lidt fugtig, når det bliver presset på stoffet, for at få limen til at binde bedre. Men når man damper ned gennem vlieseline og stof, kan det godt blive en tand for fugtigt – næsten vådt. Og det er for meget for vlieselinen. Derfor er det en god idé at lade stoffet ligge og køle af, efter man  har presset vlieseline på det, og tjekke det igennem igen. når det er kølet af.

Der kan nemlig ske det, at vlieselinen danner små luftbobler, hvis der er steder, man ikke har fået presset det ordentligt på. Det ses ved at der er små “buler” i vlieselinen, og det skal man endelig undgå.

vlieseline presses på stoffet

Luftboblerne kommer først til syne, når stoffet er kølet af efter at have fået damp og pres, og man kommer af med problemet ved ganske enkelt at presse oven på boblerne igen, så de bliver limet fast til stoffet.

En anden ting, man også skal tjekke, er at alle kanter er limet fast til stoffet. Hvis et hjørne eller en del fa kanten af vlieselinen sidder løst, kan man også her risikere at vlieselinen bliver revet af stoffet.

vlieseline presses på stoffet

En af grundende til at der kommer luftbobler i vlieselinen, og at der kan være områder i kanten, der skal have en ekstra gang pres, for at sidde fast, er at man bruger et normalt dampstrygejern, når man presser vlieseline på stoffet. Dampstrygejernet har huller langs siderne, hvor dampen kommer ud, og det er de huller, der danner luftboblerne, hvis man ikke får placeret strygejernet rigtigt.

vlieseline presses på stoffet

Vlieselinen bliver presset på stoffet, der hvor strygejernet er fladt, så det er vigtigt at man får flyttet det, så de flade dele af jernet har været overalt på vliesen.

Og det er som sagt svært at se med det samme, men de små luftbobler afslører så fint hvor der skal presses en ekstra gang, når stoffet lige er kølet lidt af.

 

Se i videoen, hvordan du sikrer dig at din vlieseline er presset rigtigt og holdbart på stoffet:

 

Et lille bonus tip omkring vlieseline:

Hvis du har mønsterdele til fold, men det kniber lidt med vlieselinen, så behøver du ikke klippe den til fold. Du klipper blot vlieselinen uden sømrum ved folden, så du får 2 identiske dele, og lapper dem en lille smule (1-2 mm) ind over hinanden, der hvor der skulle have været en fold. Det har jeg fx. gjort på dette bagstykke af en frakke.

vlieseline presses på stoffet

Læs også:

12 thoughts on “Vigtigt at tjekke, når du skal stryge vlieseline på stof

  1. jytte beck says:

    Kære Signe.
    Ville gerne se din video om at sy lynlås i, men i stedet kommer der en om vliseline.
    Venlig hilsen Jytte.

  2. Susanne Sleiborg says:

    Hej
    Har du et godt råd til af fjerne vlieseline? Jeg har et par gamle broderier, som skal rammes om. Der er strøget vlieseline bagpå, og den er gul og snavset, så jeg vil gerne have den af – går den af i vask eller skal den varmes for at komme af?

    • Signe Eriksen / Skaberlyst says:

      Hej Susanne
      Prøv med masser af damp og se om du kan lirke det forsigtigt af, mens det stadig er fugtigt. Du må dog ikke presse på det, men kun dampe. Ellers får du presset det bedre fast i stedet for at fjerne det. Men er det presset ordentligt på fra starten kan det være svært at fjerne. Til gengæld kan du måske være heldig at det er så gammelt, at limen i vlieselinen er begyndt at gå i opløsning af sig selv – så er det ret nemt at få af.
      Men jeg er ikke helt sikker på det er en god idé at fjerne vlieselinen bag et broderi? Hvis der er broderet igennem vlieselinen risikerer du måske at ødelægge broderiet.

      Venlig hilsen
      Signe / Skaberlyst

  3. Jacob Martin Nielsen says:

    Hej Signe,

    Ved du om det er muligt at vaske vlieseline beklædt stof der ingen syninger har?

    Mvh. Jacob

    • Signe Eriksen / Skaberlyst says:

      Hej Jacob
      Det kan du godt, afhængig af hvad det er for noget stof. Men vær sikker på at vlieselinen er presset ordentligt på, inden du vasker det. Det kan dog være en bedre idé at vaske stoffet før vlieselinen presses på. Noget stof krymper en del, og det gør vlieseline ikke i samme grad, så det kan give problemer.
      Jeg kan ikke lige forestille mig et scenareie, hvor det ville være det smarteste at gøre.

      Venlig hilsen
      Signe / Skaberlyst

    • Signe Eriksen / Skaberlyst says:

      Det ved jeg faktisk ikke. Prøv på en rest af stoffet – jeg tænker det kommer lidt an på hvordan det er lavet.

      Venlig hilsen
      Signe / Skaberlyst

  4. Susanne Johannesen says:

    Hej Winnie, jeg har et tyndt strikket tæppe i akryl, under mit sofabord, jeg overvejer at stryge vlieseline på, for at gøre det skridsikker. Kan jeg vaske det ved 40 gr. når der er vlieseline på. Hilsen Susanne Johannesen

    • Signe says:

      Hej Susanne
      Jeg tror ikke dit tæppe bliver skridsikkert af at få vlieseline under, og det kan være ret svært at få vlieselinen til at hænge fast på strikket stof. Akryl er også lidt noget hø, da det smelter ved høj varme, så det bliver et vanskeligt projekt. Vlieselinen kan godt vaskes, men jeg tor det giver dig flere problemer end det løser i dette tilfælde. Det vil være en bedre ide med en skridsikker måtte under tæppet.

      Venlig hilsen
      Signe / Synoter

  5. Yvonne Vest says:

    Hej. Har et par cowboybukser, som er med stræk, de er begyndt at revne lidt, kan jeg stryge vlieseline på dem?
    Mvh Yvonne

    • Signe says:

      Hej Yvonne
      Ja, det kan du godt, men det kan ikke gøre det alene. Du er nok nødt til også at sy stoffet sammen igen, hvis det skal holde. Du kan enten sy en lap stof bagpå eller prøve med vlieseline og sy frem og tilbage over revnerne i stoffet. Der er en masse muligheder for “visible mending” på nettet – noget af det er ret flot 🙂 Så det kan være en idé lige at google lidt og finde nogle teknikker til at reparere, du kan lide.

      Venlig hilsen
      Signe / Synoter

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

« »
Share via
Copy link
Powered by Social Snap