Hvis dit tøj bliver for stort eller småt, når du syr…

Hvis dit tøj bliver for stort (eller småt), når du syr til dig selv, uanset hvor meget du kontrolmåler på mønsteret og ved at det bare skal passe, så laver du måske en af de her 2 klassiske fejl:

“Tøj bliver for stort” Fejl nr. 1:

Du tjekker ikke hvor meget sømrum, der er på  mønsteret, men går ud fra at der er 1cm (eller mere) tillagt allerede. Eller måske går du ud fra, der ikke er noget sømrum tillagt, og lægger selv 1cm (eller mere) til.

 

Det er et problem fordi:

Hvis du fx. syr i et amerikansk mønster, er der ofte lagt ½inch sømrum til. Det er 1,25cm. Så hvis du syr med 1cm, vil du opleve at dit tøj bliver for stort. Selvom det ser ud til at være en ubetydelig lille forskel, så er det faktisk 0,5cm i hver søm (der er jo 0,25cm for lidt sømrum i begge lag stof). Har du bare 3 sømme i en model (sidesømme og midt bag) er det allerede 1,5cm i en hel omkreds, dit tøj bliver for stort. Og så kan du selv gange op til det antal sømme, din model har.

Det er ikke sikkert, det er et problem. Du vil måske i mange modeller bare få lidt ekstra rørlig vidde. Men hvis nu du har 8 sømme i en model. Så er det pludselig 4cm, dit tøj bliver for stort, og det er faktisk en hel størrelse.

Det svinger fra mønstermærke til mønstermærke hvor meget sømrum, der er lagt til deres mønstre. De fleste danske mønstre som Homemade og Minikrea har ikke sømrum, Burda har ofte 1,5cm mens de fleste amerikanske mønstre som McCalls har ½inch – altså 1,25cm. Og der er ingen regler på området – hvert mærke bestemmer selv, hvad de vil lægge til.

Og det samme gør sig naturligvis gældende med omvendt fortegn – hvis du går ud fra der fx. er lagt 1,5cm sømrum til, og der så kun er 1,25cm eller 1cm, så bliver dit tøj tilsvarende for småt.

 

Løsningen:

Tjek ALTID om der er lagt sømrum til på mønsteret, og hvor meget der evt. er lagt til. Klip og sy med det sømrum. Hvis der ikke er lagt noget til, så skal du selv gøre det, enten når du har tegnet mønsterdelene af på mønsterpapir, eller på stoffet inden du klipper.

Vil du gerne sy med mere eller mindre sømrum, end der er i mønsteret, så kan du klippe sømrummet af i mønsterpapiret (hvis de er noget), og selv lægge sømrum til på stoffet, inden du klipper. Det kan fx. være smart at klippe med 2 eller 3cm sømrum i sidesømme, så man kan prøve tøjet og stadig  have mulighed for lidt tilretninger, hvis det skulle vise sig at være nødvendigt at sy tøjet lidt ud nogle steder.

 

Tøj bliver for stort - Symønstre

 

“Tøj bliver for stort” Fejl nr. 2:

Måske har du tjekket sømrummet, og har helt styr på, hvor meget der er. Så du sætter dig glad til symaskinen, og syr derudaf. Men hvis du ikke har styr på, hvor symaskinens nål sidder i forhold til de mærker, du styrer stoffet efter, så er du faktisk lige vidt.

 

Det er et problem fordi:

De fleste lader kanten af trykfoden følge kanten af stoffet, og går ud fra at der så bliver syet med 1cm sømrum. Men hvis din nål kan indstilles til flere forskellige positioner, er det meget forskelligt hvor langt der er til kanten af trykfoden i de forskellige nålepositioner. Jo flere positioner, du kan indstille nålen til, desto flere muligheder er der.

Hvis du regner med at du syr med 1cm sømrum, men din maskine i virkeligheden syr med 0,8cm eller 1,2cm, så vil dit tøj enten blive for småt eller for stort. Er det for stort, og det skyldes at du syr med forkert sømrum, så er det ret nemt at sy en ekstra stikning ved siden af den første.

Men er tøjet blevet for småt, fordi du syr med et større sømrum, end du har klippet med, så er der ikke andet for end at sprætte alle sømmene op igen og starte forfra.

 

Løsningen:

Mål med et målebånd fra nålen og se hvilke mærker i sting pladen, der passer med de forskellige cm. Er der ingen sting plade på din symaskine, så sæt et stykke tape på, så du har noget at følge, når du syr.

Tøj bliver for stort - Nåleposition

 

Video – Det gør du måske galt, hvis dit tøj bliver for stort, når du syr

 

 

Den ultimative løsning på at dit tøj bliver for stort eller småt

Den mest optimale løsning, for at undgå fejlprojekter, der er lige til skraldespanden, er at sy en prøvemodel. I den kan du se, om dit tøj bliver for stort eller småt, og om der er andet end bare størrelsen, der skal tilrettes.

Og så er det super vigtigt at du prøver tøjet undervejs i processen, og tilretter hvor der er brug for det. Snitmønstre, man køber, er lavet i standardstørrelser, og de passer næsten ikke nogen mennesker uden at man laver tilretninger. Og du ved ikke hvilke tilretninger, du har brug for, før du har prøvet tøjet på.


Hvis dit tøj bliver for stort eller småt, og du har tjekket de her ting omkring sømrum, som du lærer i videoen, så syr du måske efter en forkert størrelse. Løsningen kan være et personligt tilrettet grundmønster, eller bare et godt kursus i tilretning. Du kan se mine næste kurser, hvis du klikker her.

Læs også:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

« »
Share via
Copy link
Powered by Social Snap