Min favoritmetode til at afslutte en linning

Der er sjældent kun en syteknik, der kan løse en syteknisk udfordring. Men selvom der er flere muligheder, kan man godt have en favorit. Jeg har mange favorit-teknikker, og en af dem er den metode til at afslutte en linning, du kan se i videoen længere nede.

Der er tre grunde til, at jeg vender tilbage til denne teknik igen og igen:

  1. Indersiden bliver flot, fordi alt sømrum er lukket inde mellem stoflagene i linningen.
  2. Der er ingen synlige stikninger eller sting på ydersiden af tøjet.
  3. Indersiden af linningen bliver afsluttet med håndsyning.

Teknikken er perfekt i stof, der ikke er alt for kraftigt. Jeg bruger den både i nederdele og bukser i lette og mellemvægt stoftyper, og lige så gerne i syprojekter, der er lavet fra bunden, som i upcycling.

 

Når du bruger denne syteknik til at afslutte linningen på indersiden, så skal du først sy linningen i taljen af nederdelen eller bukserne og sy lynlåsen i. Lynlåsen kan enten gå med op i linningen, som den gør i videoen herunder, eller den kan stoppe under linningen – det er ikke relevant for hvordan du afslutter linningen på indersiden. Er der knapper og knaphuller i linningen, syr du dem efter du har afsluttet indersiden af linningen med håndsyning.

Se i denne video, hvordan du afslutter en linning indvendigt med håndsyning: 

 

Sy kjoler med dårlig pasform om til nederdele

Videoen med syteknikken til at afslutte linningen med håndsyning er fra min online medlemsklub Synoter Studio, hvor den er en af flere hundrede videoer med syteknikker, man som medlem har adgang til. Men jeg har også brugt teknikken i min bog Upcycling, hvor du kan se den i et mere traditionelt billed/tekst format.

I Upcycling bogen har jeg brugt teknikken til at ændre en kjole med dårlig pasform til en nederdel, der passer Freja, som er en af modellerne i bogen, helt perfekt. Kjolen var af den type, jeg har fundet utallige af i genbrugsbutikker i arbejdet med bogen: en løs kjole med V-hals, der er designet på den måde for at camouflere en dårlig balance, der får kjolen til at tippe bagud i løbet af dagen, så man føler, man bliver kvalt.

 

Problemet med den type kjoler er, at det ikke kun er den potentielle kvælnings-fornemmelse, der er ubehagelig. Når kjolen tipper bagud, bliver ærmegabene fordrejede, hvilket giver ubehag ved skuldrene og overarmene, og bagsiden af kjolen kommer til at gå ind mod benene på en irriterende måde. Det er kompliceret at tilrette en bedre balance ind i tøj, der er syet færdigt, og tilretning er derfor en løsning, der kræver en del viden og erfaring for at lykkes. Derfor er det ofte bedre at lave kjolen om til en nederdel, der ikke er lige så følsom i forhold til balancen. Det er en ændring, der er nem at få succes med, selvom man ikke har så meget rutine med hverken syning eller tilretning.

En god måde at lave kjolen om til en nederdel er at klippe den over i den længde, du vil have nederdelen, og bruge overdelen af kjolen til at lave en linning, du syr i taljen af nederdelen. Og det er præcis den proces, jeg viser dig i Upcycling bogen.

 

 

Den elegante løsning

En nem løsning ville være at afslutte nederdelen med en løbegang og en elastik i taljen, hvilket funktionelt også vil være helt fint. Men det færdige udtryk i en nederdel med elastik i taljen er markant anderledes end en nederdel med en fast linning, og måske er det min baggrund som skrædder, der har farvet mig, men jeg foretrækker klart det udtryk, den faste linning giver. For mig signalerer det godt håndværk, høj kvalitet og er en langt mere elegant løsning end en elastik.

I Upcycling bogen er kjolen derfor ændret til en nederdel med fokus på skrædder-teknikker og mønsterkonstruktion. Linningen bliver lavet fra bunden efter mål, og nederdelen bliver syet om, så den passer til den nye linning med en lynlås i taljen og håndsyet finish indvendigt. Præcis som jeg ville have syet den, hvis det havde været en ny nederdel skabt fra bunden, fremfor en kjole, der er klippet over i taljen. I bogen kan du se, hvordan du laver mønsteret til linningen, så den kommer til at passe dit taljemål.

 

 

Det er især håndsyningen til sidst i denne metode, jeg er glad for. Det giver en pause fra symaskinen, hvor jeg enten kan høre en podcast eller lytte til musik uden symaskinens afbrydelser eller være social og snakke med folk omkring mig samtidig med at jeg får syet – lidt ligesom mange strikkere har deres strikketøj med til sociale arrangementer. Og så er selve håndsyningen beroligende med de gentagne bevægelser, hvilket kan blive helt meditativt.

Hvis du ikke er fan af håndsyning, er der heldigvis flere måder at afslutte en linning på. Ingen af dem er mere “rigtige” end andre, de ser bare ud på forskellige måder. I nogle syprojekter er andre teknikker mere oplagte end denne, fx i linningen i jeans, hvor der er synlige stikninger hele vejen rundt i linningen. Andre gange kan stoffet være så kraftigt, at det er bedre at vælge en teknik, hvor sømrummet splittes, så det fylder mindre i bunden af linningen. Så bare fordi man har en favorit-teknik, er det ikke ensbetydende med at det altid er den teknik, man bruger. Og hvis mine favoritter ikke er dine, kan du heldigvis vælge at gøre noget andet end mig og stadig sy lækkert tøj i høj kvalitet.

 

 

Tøjet skal bruges mest muligt

Det er ikke valget af syteknikker, der er vigtigst, men derimod om du får syet tøj, du rent faktisk kommer til at bruge. Det er ikke altid, vores forestillinger om tøjet viser sig at fungere i praksis, og derfor kan man sagtens komme til at sy eller købe en flot kjole, man alligevel ikke får brugt. Det tøj, der hænger passivt i garderoben, er ærgerligt. Både fordi det er spild af dine penge og potentielt din tid, hvis du selv har syet, men også fordi klimabelastningen fra tøj er stor, og hvert enkelt stykke tøj derfor skal bruges mest muligt for at minimere det negative klimaaftryk.

Det er ikke en holdbar klima-ambition kun at sy eller købe tøj, man elsker, for man vil uundgåeligt ramme forkert ind imellem eller ændre sin stil så det tøj, man elskede engang, ikke længere gør noget godt for en. Der kan være mange grunde til at man ikke får brugt et stykke tøj, og hvis man tager sig tid til at se på hvor “fejlen” er, så kan man sy det om, så det kommer til at fungere igen. Det kan fx være ved at ændre en kjole til en nederdel ved at sy en linning i taljen.

 

 

Tag et kig ind i din garderobe – hænger der noget tøj, du ikke rigtig får brugt? Det kan være noget, du har købt eller noget, du selv har syet. Måske noget, du har fået foræret og har sagt ja tak til, men ikke bruger. Hvorfor bruger du det ikke? Hvad er der galt med det? Hvordan ville du ønske, det var i stedet? Når du bliver bevidst om, hvad der er galt med tøjet og hvad du godt kan lide ved det, kan du lave det om til noget, du kan bruge.

Hvordan du gør det, finder du inspiration og vejledninger til i min bog Upcycling, som du kan købe hos boghandleren eller her i webshoppen:

 

Upcycling

 

 

 

Læs også:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

»
Share via
Copy link
Powered by Social Snap