Mønsterkonstruktion er hemmeligheden bag at undgå tøjkriser

Tøjkriser bunder ikke i, at man ikke har tøj nok i skabet. Det ved enhver, der har prøvet at stikke hovedet ind i en propfyldt garderobe, blot for at konstatere at der ikke er et eneste stykke tøj derinde, der kan bruges.

Hemmeligheden ligger i de 3 små ord “der kan bruges“. Det er nemlig ikke mængden af dit tøj, der gør dig lækker, og guider dig udenom tøjkriserne. Det er, som i så mange andre områder af livet, kvaliteten af dit tøj, der bringer lykke til garderobeskabet.

Men hvad er egentlig tøj i god kvalitet? Og hvad har det lige med mønsterkonstruktion at gøre? Ja, det er altså det, vi ser nærmere på i denne artikel.

knap detalje

Lad os starte med at definere kvaliteten af tøj.

Det er jo ret subjektivt, og det kan være du har flere punkter til listen, der er vigtige for dig. Det kan også være du synes nogle af mine punkter er fjollede og overflødige, og det er helt ok. Først og fremmest er kvalitet nemlig en personlig sag, og vi behøver ikke være 100% enige om, hvad der er god kvalitet.

For mig opfylder tøj af god kvalitet de her 5 punkter:

* Tøjet er syet godt. Sømmene skal være stærke og enten så “usynlige” at man ikke bemærker dem, eller brugt som designdetaljer, hvis de er synlige. Foer er skåret rigtigt, så det ikke stritter ud i ærmerne eller i bunden og sømmene er pressede lige præcis nok til at de er flade, men ikke så meget at de giver mærker i stoffet eller man kan se stingene mellem stoflagene.

* Syteknikkerne passer til stoffet og modellen, og giver mening rent teknisk. Det kan fx. være franske sømme i gennemsigtige stoffer og rå kanter i skind. Franske sømme i denim giver ikke mening, og sådanne kombinationer vil derfor trække ned på kvalitets skalaen. Håndsyning er brugt alle de steder, det giver mening. Og det er helt sikkert fordi jeg har en skrædderuddannelse, at det er et kvalitetskrav for mig.

* Stoffet er en god kvalitet med stærke fibre og gerne i naturlige materialer. Det er vævet eller strikket solidt, og holder form og farve. GOTS mærket stof topper til enhver tid listen, fordi det er økologisk og mærket stiller høje krav til både miljø og mennesker i processen med at lave stoffet. Vi har et ansvar overfor hinanden, vores planet og dem, der kommer efter os, og jeg synes det er god kvalitet at tage det ansvar på sig i sin forretning, og producere bæredygtigt.

* Tilbehør passer til stoffet. Hvis man har elastik syet i en søm, så er den sort i mørke stoffer og hvid i lyse stoffer, hvis den ikke er indfarvet til at matche. Det samme med lynlåse – de matcher farven på stoffet eller er syet i med en teknik, der gør at man ikke ser dem. Sytråd matcher stoffet eller er mørkere, og topstikninger er syet med en trådfarve der enten matcher eller er en tydelig kontrast. Overfald er lavet, så de passer til knapperne, som naturligvis er placeret korrekt. Knaphuller vender lodret i skjorter og skjortebluser/skjortekjoler, men ellers vandret i alt andet.

* Pasformen passer til modellen og til den krop, der skal have den på. Den er komfortabel, så man rent faktisk kan bevæge sig i tøjet, og passer desuden i stilen til den, der skal bruge tøjet. Dvs. at er man til afslappede oversize bluser, så er det det, man går i, og ikke i stramme habitter. Er man derimod til klassiske kjoler, så matcher man dem med en jakke, der passer ind i stilen, og ikke en frilufts-jakke. Ærmer og ærmegab er lavet, så man kan bruge armene, og der er rørlig vidde i tøjet, medmindre det er en tætsiddende jersey model. Der er god balance i tøjet, længderne passer til modellen og asymmetriske linjer er så asymmetriske, at det er en tydelig design detalje, og ikke blot en skævhed.

 

Dette er hovedpunkterne i det, der for mig er god kvalitet i tøj. Jeg forsøger så vidt muligt at opfylde alle 5 punkter, i alt hvad jeg hænger ind i mit tøjskab. Nogle gange er designet eller pasformen så fed, at jeg vælger at se stort på de hvide elastikker, der er synlige på indersiden af den sorte jakke, eller knapperne, der nok burde være placeret ½ cm længere inde på blusen. Hvis jeg er overskudsagtig retter jeg de “fejl”, jeg kan – flytter knapperne for eksempel.  Og nogle gange virker tingene bare ikke, som de skal. Så ryger de ud igen.

 

liberty silke

Pasforms kriser

Pasformen er faktisk en af de største grunde til at tøj returneres, kasseres eller hænger ubrugt i skabene rundt omkring.  Langt hen ad vejen skyldes tøjkriser dårlig pasform i tøjet. Kig bare i dit eget tøjskab. Jeg tør godt vædde på, at halvdelen af det tøj, du ikke bruger, får lov at hænge fordi der er noget galt med pasformen.

Og det er selvfølgelig her, mønsterkonstruktion begynder at snige sig ind i billedet.

For når du kan bare en lille smule mønsterkonstruktion, så kan du købe de samme populære mønstre og metervarer som alle de andre, uden at komme til at ligne en (dårlig) kopivare. Forskellen ligger i, at du lærer at ændre pasformen og kombinere stoffet, så det kommer til at passe lige præcis til dig.

Måske skal du have ændret ryggen, så den passer til dit svej.

Måske skal ærmerne laves større eller mindre.

Længden skal tilpasses, og det samme skal vidden i bunden.

Hoftebuerne skal måske rettes ud eller rundes noget mere.

Og en hel masse andre småting, der (måske) skal til, for at få tøjet til at sidde bedre på lige præcis din krop.

 

Hvis du bruger mønsterkonstruktion til at ændre dine købte mønstre eller lave dine egne fra bunden, så vil du undgå en stor del af dine tøjkriser, fordi du bliver i stand til at sy tøj, du rent faktisk kan passe, og som klæder dig. Udover en bunke tøj, som du rent faktisk kommer til at bruge, så stiller det dig også i en situation, hvor alle andre synes du er enormt kreativ og dygtig, og ville ønske at de kunne være lige så seje som dig.

Og det kan de heldigvis godt. For alt du har gjort, er faktisk bare at finde et stykke lækkert stof (kvalitet er heldigvis på mode i næsten alle stofbutikker i dag), og matche det med det rigtige mønster, som du har tilpasset til din stil. Og det er de fleste altså i stand til at lære.

That’s it.

Så simpelt er det, at undgå tøjkriser.

fransk_soem_
Fransk søm er god til lette og gennemsigtige stoffer.

Okay okay. Jeg ved godt det ikke er en skid simpelt.

Det kræver både viden og øvelse. Og vejledning. Og fejlslagne projekter. Og succeser.

Inden man er så sej, at man kigger på et stykke stof, og ret hurtigt kan finde et mønster og beslutte sig for hvad der skal ændres ved det, for at det bliver en ny yndlings i garderoben. Det kræver rigtig lang tid. Nogen vil mene, at man aldrig bliver helt færdig.

Men hvis du syr dit eget tøj, er det så ikke netop det, du synes er sjovt og spændende? At vælge mønster og stof, og få det hele til at gå op i en højere enhed med design, pasform og kvalitet?

Det er i hvert fald det, jeg synes er spændende ved syning.

 

TØR DU kigge i dit tøjskab? Lad mig høre: Hvor mange stykker tøj har du derinde, du ikke bruger? Og hvor meget af det skyldes dårlig pasform? Del i en kommentar.

Læs også:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

« »
Share via
Copy link
Powered by Social Snap